Atuagagdliutit - 30.01.1964, Qupperneq 22

Macs
...friskhed - renhed
gør gule tænder hvide
... De mærker det straks -
på MACS rene,
forfriskende smag
... De ser det straks -
på det rene,
friske MACS smilt
Når jeg nu i nogle fortløbende artik-
ler vil søge at sprede nærmere kend-
skab om en af menneskehedens vel-
gørere til et 9tørre publikum på
Grønland, er det, fordi han på det
internationalt sproglige område har
haft umådelig stor betydning, hvilket
også for en grønlandsk læserkreds må
være af interesse, da jo et stadig
stigende antal grønlændere stifter be-
kendtskab med sprogproblemet —
ikke bare i relation grønlandsk-dansk,
men også med hensyn til engelsk og
tysk.
Lad mig som indledning og til illu-
stration af problemet gengive en op-
levelse, som en af mine bekendte var
udsat for under et ophold i Holland:
Under en spadserertur blandt klitterne
i nærheden af Haarlem var jeg hav-
net i et kraterlandskab, som jeg
pludselig blev klar over måtte være
.militært øvelsesterræn. Jeg følte mig
meget ilde tilpas — hvis der nu uven-
tet fra en eller anden side blev skudt
med skarpt? Og selv om dette ikke
skete, så ville jeg i hvert fald blive
udsat for ubehageligheder, når man
opdagede min betræden af de mili-
tære anlæg.
Der blev heldigvis ikke skudt på
mig, men der dukkede en hollandsk
soldat op, som styrede lige henimod
mig. Jeg var forberedt på alt. Hvor-
dan skulle jeg forklare ham, at jeg
uforvarende havde forvildet mig ind
i det afspærrede område? Jeg talte
jo ikke hollandsk, og hos gennem-
snitsholllænderen kunne jeg ikke
regne med større kendskab til frem-
medsprog; det havde jeg allerede
iagttaget under opholdet i landet. —
Mens jeg overvejede dette, havde sol-
daten plantet sig op foran mig og be-
tragtede mig indgående. Mod al for-
ventning hørte jeg så fra hans mund
et sprog, der var mig såre fortroligt:
Esperanto. Han pegede på emblemet
i mit jakkeopslag i anledning af netop
stedfindende esperantokongres i Haar-
lem og sagde: Vi estas ano de la
esperanto-kongreso? (De er deltager i
eseperantokongressen?).
Med stor glæde bekræftede jeg
dette og forklarede straks, hvordan
jeg havde forvildet mig og bad ham
menneskeven
Grundlæggeren af esperanto, polakken Zamenhof,
udarbejdede allerede i sin ungdom sit sprog for al kunne hjælpe
menneskeheden med et internationalt forståelsesmiddel.
(Af Georg Kuzlosz)
vise mig vejen ud. — Min forklaring
var ham tilstrækkelig, og han fulgte
mig selv til skydeterrænets udgang,
hvor han tog hjertelig afsked med
mig.
VELGØRER OG GENI
Denne i og for sig ubetydelige op-
levelse, der havde fundet sted som
her genfortalt, er samtidig et frem-
tidens billede. Hvad der her var en
behagelig overraskelse for min be-
kendt, vil engang være en daglig be-
givenhed ... når først den store og
dog så enkle tanke af esperantos ska-
ber, dr. Zamenhof, vil blive virkelig-
gjort: At hvert skolebarn næst efter
sit modersmål lærer det internationale
sprog Esperanto.
Så vil det ikke kunne ske mere,
at man i fremmede lande kommer i
vanskeligheder, fordi man ikke be-
hersker pågældende lands sprog. Så
vil vi uden hindringer kunne opholde
os hvor som helst i verden og kunne
tale med alle mennesker frit og uden
hæmninger. Hændelser, som den oven-
fortalte er endnu sjældne, men de
forekommer dog oftere end det store
publikum aner, for aviserne kan ikke
berette om alle begivenheder af den
slags — som regel er det langt mere
sensationsbetonet og som oftest min-
dre glædeligt stof, der præger deres
indhold.
Hvem var nu denne mand, der le-
vede fra 1859—1917 i Polen og som
ville give folkeslagene et fælles sprog
og som derfor i dag af så mange men-
nesker mindes som velgører og geni —
og hvis 100-årsdag blev højtideligholdt
verden over på foranledning af
UNESCO? — Besvarelsen af dette
spørgsmål og en redegørelse om hans
værks betydning i de forløbne 76 år
skal være formålet med følgende ar-
tikelrække.
FAMILIEN ZAMENHOF
Det første udkast til sit sprog ud-
arbejdede Zamenhof allerede i sin
ungdom; for den tanke, hvordan han
kunne hjælpe menneskeheden ved et
internationalt forståelsesmiddel, be-
skæftigede ham allerede som elev på
Warszawas gymnasium. Da han endnu
var et lille barn, følte han allerede,
hvor sprogenes forskel oprettede mure
af had i hans nærmeste hjemstavn.
Han var født den 15. december 1859
i Bialystok, hvor litauere, polakker,
russere, tyskere og jøder levede ved
siden af hinanden og mistænkelig-
gjorde og chikanerede hinanden. Fa-
milien Zamenhof hørte med til den
gruppe, som havde mest at lide blandt
de andre — de var jøder, medlemmer
af det folk, som stædigt holdt fast
ved sin tro og sine skikke og som gen-
nem århundrederne til stadighed har
været offer for sine værtsfolks hov-
mod, indbildskhed og stupide had.
Fantastisk som den
I ÆGTE JAVA I
smager igennem
REN
KAFFE
EKSTRA
Hollandimiut kavfiliåt
aserorterdluarsimassoK
kavfe akuserneKangitsoK
pikunardlulnartoK
tupingnardluinartumik kavfitut Javamit
pissutut mamartigissoK
ÆVSCHUTZ
salonrifler
Det førende mærke
i Europa
fil disse rifler anbefales ICI patroner
KårortuarKat
-----Kororfuarxanui tåukununga ICI pafronit nalencunerupuf
Europame sananeKartartut pitsaunerssait
Den lille Ludwig led meget under
de hæslige optrin, som hændte mel-
lem medlemmerne af de forskellige
folkegrupper, og han var meget ilde
berørt af det had, som indbyggerne
af den samme by forfulgte hinanden
med. I den tid vågnede ønsket i ham
engang at gøre noget for at afhjælpe
misforholdet.
BEHERSKER 8 SPROG
Ludwigs far var ligesom også bed-
stefaderen sproglærer, og drengen
havde også arvet sprogtalentet. Spro-
gene var altid de fag, han holdt mest
af, og skolens læseplan voldte ham al-
drig det mindste besvær. Som tiårig
kom han på gymnasiet i Bialystok —
fire år senere flyttede familien til
Warszawa, hvor faderen havde fået
en stilling som tysklærer ved real-
gymnasiet. Drengen Ludwig deltog nu
i gymnasiets gammelsproglige retning
efter derhjemme i løbet af 5 måneder
at have indhentet de andres forspring
i græsk og latin. I 1879 tog han mo-
denhedsgraden efter i hele skoletiden
at have været nummer et i klassen.
Hans kammerater havde derfor pro-
feteret ham, at han også senere i livet
ville få megen sukces. De tog for så
vidt fejl, som Zamenhof s liv blev en
endeløs kamp, rig på besværligheder
... og dog havde de ret — for hans
værk lever videre i dag og gør sin
skabers navn uforglemmeligt.
Sprogstudierne havde givet gymna-
siasten en perfekt beherskelse af det
russiske, polske og tyske sprog —
desuden havde han et grundigt kend-
skab til de klassiske sprog, han læste
og skrev udmærket fransk, men kun-
ne på grund af manglende øvelse ikke
tale det flydende. Udover det havde
han teoretisk kendskab til 8 andre
sprog. Man skulle forvente, at den
unge mand ifølge sine evner og inte-
resser også ville fortsætte sine sprog-
studier på universitetet, men familien
anså det for mere på sin plads, at han
burde uddanne sig til læge, et af de
få erhverv, som var tilladt for jøder
i det daværende zaristiske rige —
Polen var på daværende tidspunkt
en del af Rusland.
LIDELSER OG MODGANG
Zamenhof kom først på universite-
tet i Moskva, hvor han igen mødte
repræsentanter for meget forskellig-
artede nationale grupper — for Rus-
land er og var hjemland for utallige
folkeslag, som tilhører forskellige
sproggrupper og racer. Den zamen-
hofske families vanskelige situation
tvang den unge student til at afbryde
sine studier i Moskva, og han vendte
tilbage til Warszawa, hvor han på det
derværende universitet som 26-årig
erhvervede den medicinske doktor-
grad.
Han prøvede lykken som praktisk
læge, men måtte erkende, at denne
stilling oversteg hans psykiske habi-
tus. De syges lidelser, synet af de
døende gjorde så stærkt indtryk på
ham, at han besluttede at specialisere
sig. Som følge deraf opholdt han sig
i 6 måneder på en øjenklinik i War-
szawa, fuldstændiggjorde sin viden i
Wien og etablerede sig så som øjen-
læge.
Nu begyndte en tid fuld af lidelser
for ham. Hans første praksis kastede
ikke så meget af, at han kunne leve
af det, og efter 3 års slid søgte han
efter et nyt sted til at udøve sin prak-
sis. Han mente at have fundet det
rigtige sted i Cherson (Sydrusland),
men også her gav hans praksis kun
så lidt, at han bogstaveligt talt måtte
sulte. Efter et nyt mislykket forsøg i
Warszawa forsøgte han det også i
Grodno, hvor han i 4 år holdt ud un-
der meget beskedne forhold. I 1897
vendte han tilbage til Warszawa og
oprettede niu langsomt og under me-
gen modgang en praksis. Først om-
kring århundredeskiftet kunne han
endelig konstatere, at han stod på egne
ben. Fra nu af var det hårde økonomi-
ske tryk taget fra ham, og de sidste
17 år af hans liv kunne han, skønt i
beskedne kår, så dog uden nød ernære
sig selv og sin familie.
Zamenhof var også under udøvelsen
af sit erhverv en menneskeven. Han
boede midt i de fattiges kvarter, og
disse var hans patienter. Han plejede
ikke at forlange mere af dem, end de
evnede at betale. Hvad andre kolleger
tjente ved behandling af 5—10 patien-
ter, tjente han først ved behandlingen
af 30—40. Denne arbejdslast opbrugte
tidligt hans kræfter, og allerede som
41-årig led han af en alvorlig hjerte-
sygdom.
EN ENERGISK PIGE
Dette lille indblik i Zamenhofs ydre
liv ville være ufuldstændigt, hvis jeg
ikke også kort omtalte hans kone. —
Da han vendte tilbage fra Wien, lærte
han Klare Zilbernik at kende, som
kom fra Kaunas (Litauens hovedstad)
og som opholdt sig hos sin søster i
Warszawa. Den muntre, energiske og
godhjertede pige forstod at værdsætte
den tavse og beskedne unge mand, og
snart fandt de behag i hinanden. Za-
menhof var dengang beskæftiget med
planerne om at offentliggøre sit ver-
denssprogprojekt, og han fortalte pi-
gen, at han heller ikke ville lade sig
afskrække af store ofre for at virke-
liggøre sine højtflyvende tanker. Kla-
ra Zilbernik havde alligevel mod nok
til at dele sit liv med den unge læ-
ges, på trods af, at han var uden
sikre indkomster og endnu var opta-
get af drømme, som efter al sandsyn-
lighed ikke ville indbringe ham nogen
rigdomme.
Hendes far, en købmand, agtede sin
svigersøn og hans idealisme. Han
ejede en lille sæbefabrik og var rede
til at hjælpe Zamenhof til at virke-
liggøre sine planer. En sådan idea-
lisme er ikke almindelig og fortjener
endnu i dag at blive fremhævet. Zil-
bernik gav sin tilladelse til sin datters
bryllup med dr. Ludwig Zamenhof
og stillede ham samtidig midler til
rådighed til at offentliggøre sit inter-
nationale sprog — ja, han var en af
de første, der lærte det!
Året 1887 blev en milepæl i Zamen-
hofs liv — han trådte dengang frem
med sit projekt, som han havde holdt
hemmeligt i årevis, foran offentlig-
heden. Fra nu af var hans skæbne
snævert knyttet til udbredelsen af
hans idé. Uden noget yderligt synligt
sammenhæng udviklede hans privat-
liv sig parallelt med hans sprog. I 13
år endnu måtte han kæmpe hårdt om
sin eksistens som læge, og i 13 år ve-
geterede hans sprog i snævre kredse,
flere gange truet af undergang. Men
med begyndelsen af 20. århundrede
begyndte det pludseligt voldsomt at
udbrede sig — samtidig havde også
Ludwig og Klara Zamenhof og deres
3 børn overstået det værste og kunne
nu glæde sig over en sikker eksistens.
kåvingnermigut ’&liater-
tartOK lejesøleré må-
ngersagkat, lejeré kå-
ngdsangmik aKerdlorta-
lingmik broncemigdlo
sandt.
med
omløbs-
smøring,
hærdede
lejesøler og
lejer af
kobberbly
b ronce.
Dieselmotorer
4-takt, 10—300 HK
Marlne-moforer
med skrue med vendbare blade
eller med reversegear.
Stationære motorer,
Diesel-generaforer
og andre dieselaggregater.
BEDST OG DANSK
DIESELMOTORIT
4-takt 10—300 HK
Marlne-motorlt
ulutitertagkanik sarpigdlit ima-
lunlt reversegearigdlit.
motorit aulajangersimassumik
inigssfsimassut, Dicsel-generato-
rit motoréricatdlo avdlat diese-
liussut.
pitsauncrssaussoK — danskitdlo
suliåt.
A/s HERMAN SVENDSEN
GLOSTRUP DIESELMOTORFABRIK
GASVÆRKSVEJ 3, GLOSTRUP
TELEGRAMADRESSE: SVENDSENHERM.
22