Atuagagdliutit - 23.12.1965, Blaðsíða 20

EN FORMGIVET JULEAFTEN
af Lise Nørgaard tegning af Gerda Ny stad
Har De nogensinde ligget på divan
juleaftens-eftermiddag, iført negligé
og skønhedsmaske, blandet af havre-
gryn, æggehvide og hamamelisvand og
ventet på at blive så smuk, at De
kunne tage fusen på alle familiens
andre kvindelige medlemmer.
Det har jeg, og når det var kommet
dertil med mig, så havde jeg udeluk-
kende fru Tumle at takke. Fru Tumle
er den, der skriver rubrikken „Tumle
tænker tidens tanker" i det ugeblad,
der diverterer min familie hver tirs-
dag. Og det hele var begyndt på tær-
skelen til december, da min mands
øje faldt på dagens tekst i fru Tumles
udlægning.
— Her, sagde han og beredte sig på
citat, er noget at lære for dig. Her
kan du sort på hvidt se, at julen ikke
behøver at slide på husmoderen, end-
sige på hendes omgivelser. Bare man
planlægger det hele på forhånd og
planlægger det ordentligt, kan der
ikke ske noget uforudset.
Mens han sagde dette, kunne jeg se
situationer passere revy for hans in-
dre blik. Igennem hans hjerne spad-
serede en hærskare af børn, forspiste
børn, trætte børn, grædende børn,
skrigende børn og stridbare børn, kort
sagt hans egne børn i alle julens for-
skellige stemninger undtagen den lyk-
kelige. Det udtryk, hvormed han be-
tragtede mig, røbede, at jeg spadserede
med i skaren i flere lige så triste ud-
gaver.
Det eneste, det gælder om, er at
formgive julen, det står der her, fort-
satte han, og så læste han op af fru
Tumle med en ærbødighed, som var
hun selve juleevangeliet.
„Hjemmemor, udemor, mappemor
eller grydemor", skrev fru Tumle i
sin søde, friske stil, „alle vil vi også
gerne være en hyggemor og en lykke-
mor, og det er den mor, der i jule-
måneden er en slap-af-mor, som siger
juhu med børnene og sætter pif på
julegloggen til HAM, laver sjov guf
til sjovt bord — og selv er smuk, når
hun tænder kønt lys i køn stage,
o la la. Kort sagt en julemor: i
HOPLA!"
Efter disse inciterende indledende
bemærkninger gjorde fru Tumle nær-
mere rede for, hvordan man kunne
leve op til det høje ideal af en hygge-
mor og lykkemor i hopla!
Den enkle opskrift på en sådan gik
ud på, at man skulle forenkle alle sine
madproblemer. Selve juleaftens kuli-
nariske højdepunkt, julemiddagen,
skulle lægges i hænderne på et diner
transportable. Husmoderens eneste op-
gave ville da være at pynte kønt bord
med kønne ting, som hun så kønt ud-
trykte sig, og derefter begive sig ind
i sine private gemakker for at anlægge
den undergørende skønhedsmaskte, der
skulle tilføre hendes ydre en filmstjer-
nes skønhed og hendes indre en engels
ro. I tilgift til disse fundamentale råd
fandtes andre anvisninger, bl. a. en
om, hvordan man med enkle remedier
kunne sammenryste et forstøvnings-
middel, som kunne forhindre jule-
træet i at fælde. Endvidere var der
en interessant opskrift på, hvordan
man kunne lave alle sine forskellige
julekager af en eneste dej, som bare
blev tilsat lidt pif og o la la — samt
en spiseskefuld hjortetaksalt.
Vi gav os på min mands varme an-
befaling i fru Tumles vold og stilede
mod den formgivne jul. Helt i hendes
ånd var jeg i så god tid med julebag-
ningen, at jeg desværre havde forsøgt
mig med de mange slags kager af
samme dej, før det igen blev tirsdag,
og fru Tumles rubrik var tilføjet en
lille skælmsk notits om, at der ikke
skulle have stået en spiseskefuld men
en knivspids hjortetaksalt.
Det havde hun allerede på dette
tidspunkt ikke, behøvet at fortælle
mig, for hele familien havde i mange
timer været i gang med at udbore det
bestandige byggemateriale, der fyldte
hele gasovnen og sendte en gennem-
trængende duft af ammoniak ned over
alle hjemmets kravlenisser. Børnene
fik det til at røre ud i vand og bygge
fæstning af. Desværre kom lillesøster
til at æde et af tårnene, så hun måtte
hen og pumpes ud.
Ellers nåede vi alle ind under jul
uden mén. Min søn Anders præpare-
rede julegranen med fru Tumles for-
støvningsmiddel umiddelbart efter
juletræets ankomst til hjemmet, og
det var først på selve juleaftensdag,
vi opdagede, at Gråmis til gengæld
var begyndt at tabe hårene og gik og
lignede en mølædt pelskrave. Anders
erklærede, at vi her stod over for en
mærkelig videnskabelig opdagelse.
Han havde ellers — i ønsket om at
gøre Gråmis til hygge- og lykkekat
i hopla 1 julens anledning — også
givet den et par strint af fru Tumles
undergørende væske. Ingen kunne
ane, at den virkede modsat på katte.
Vi ville dog ikke lade denne bagatel
påvirke vore formgivne julesind. I
bevidstheden om, at familiens jule-
middag til tolv personer lå i gode
fremmede hænder samt at hårene som
regel igen vokser ud på katte, hen-
holdt jeg mig til fru Tumles direk-
tiver og satte kønne ting på kønt
bord og lagde mig hen med hendes
undergørende maske.
Der er næppe tvivl om, at jeg ville
være blevet meget smuk, hvis ikke
vedvarende banken på køkkendøren
havde tvunget mig til at rejse mig fra
lejet. Jeg åbnede døren og stod over
for et ældre bud, som stivnede af ræd-
sel, da han så mit hvide havregryns-
og hamamelis-åsyn. Han udstødte et
skrig og rakte en pakke frem mod mig.
Derefter forsvanat han ned ad trap-
pen, og han var desværre nået helt
ned, før det gik op for mig, at pakken
indeholdt to ænder og et orgie af røde
pølser, naturalier som slet ikke havde
deres plads i vores lille velledede jule-
hjem.
Der er intet, der kan krakelere en
havregrynsmaske som en serie op-
ringninger til slagtermestre, som alle
nægter at kende den retmæssige ejer
af to vildfarne ænder og tredive pøl-
ser. Da det omsider ved opringning
nummer seks blev konstateret, at æn-
derne var tiltænkt familien på tredie
sal, havde min mand og mine børn
indfundet sig og stod og kikkede på
mig og den havregrynsmosaik, som
skitserede mine ansigtstræk, med øjne
så fyldt med sorg og lede, at jeg for
første gang begyndte at tvivle på, om
der gik nogen punkteret linje fra fru
Tumles tanker om tiden til min hus-
moderlige tilværelse.
Denne tvivl skulle desværre holde
sig under den kommende times ar-
bejde med at fjerne de sammenblan-
dede ingredienser fra mit hærgede
åsyn. Det lunkne vand, der ifølge fru
Tumles anvisninger skulle være alt
nok til at befri ansigtet for ethvert
spor af havregrynene, viste sig ikke
at strække til i mit særlige tilfælde.
Jeg forsøgte mig først med de væsker,
som normalt har hjemme på et toilet-
bord. Derefter gik jeg videre til medi-
cinskabet, men heller ikke her fandtes
der et virksomt middel. Endelig måtte
jeg ty til rengøringsskabet, og uden
at jeg vil gøre mig selv til nogen fru
Tumle er jeg nu i den lykkelige situa-
tion, at jeg kan anbefale denatureret
sprit til enhver, der måtte få hovedet
i klemme mellem havregryn, ægge-
hvide og hamamelisvand.
Jeg modtog mine julegæster med et
ansigt, der så ud som om jeg netop
var dukket frem fra dampen på Ba-
deanstalten København. Og min bor-
deauxfarvede teint beviste sin hold-
barhed, da bedstemor ankom.
Jeg var den eneste, der ikke formåe-
de at blegne, da hun trak sin grav-
hund Polle ind over hjemmets tær-
skel.
Polle og vores puddel Lovise har et
årelangt dårligt forhold til hinanden.
Utallige er de hundeslagsmål, de har
udkæmpet om benene på vor slægt,
men de følelser, de nærer for hinan-
den, er dog intet mod den aversion,
Gråmis føler over for Polle. Og om-
vendt! Polle stod et øjeblik og over-
vejede, hvor den først skulle sætte
sit angreb ind. Derefter satte den sig
i gang efter Gråmis, der forsvandt op
i juletræet, mens glasklokkerne ring-
lede og lysene vippede og børnene
skreg og Lovise glammede og bedste-
mor bare stod og sagde, hun syntes,
hun alligevel ville tage lille Polle med,
fordi det var synd for en lille god
hund, at den skulle sidde alene hjem-
me på en højhellig aften.
Som vi lidt efter sad inde i daglig-
stuen, var vi en rigtig lille hygge- og
lykkefamilie. Hvis vi råbte højt, kunne
vi godt høre hinanden, selv om hunde-
ne knurrede fra hver sit hjørne i stuen.
De kønne lys brændte i de kønne sta-
ger, bortset fra de tre, Lovise havde
væltet Polles ankomst. Jeg sad med
et hemmelighedsfuldt smil på mit rød-
mende åsyn, hver gang nogen stillede
forespørgsel om julemiddagen. Vel var
det ikke lykkedes fru Tumle at gøre
mig smukkere. Men hun havde skaffet
mig den sindets ro, som kun besjæler
den husmor, der ved, at hun har lagt
juleaftens kulinariske anstrengelser
fra sig, og at hun ifølge aftale med
Egons Middags-Etablissement vil kun-
ne klappe i hænderne inden for de
næste ti minutter og sige værsågod
og slå dørene op til en spisestue, hvor
alt er i orden — bortset fra, at der
måske lige sidder en kat i toppen af
juletræet.
Da der var gået halvanden time på
denne vis og klokken var blevet henad
de otte og vi gennem ruden kunne se
lysene blive tændt på juletræerne i
de andre små hjem i kvarteret, og vi
stadig endnu ikke havde fået middags-
mad, var mit smil blevet noget mere
stift om ikke mindre hemmeligheds-
fuldt. Jeg anbefalede min mand, der
dog var min medsammensvome, at
ringe til Egons Middags-Etablissement
og efterlyse vores risengrød og de æn-
der med tilbehør, som stadig lod vente
på sig.
Peter kom tilbage og var fuld af
håb. Kokken og tjeneren var taget af
sted for tre timer siden, de havde
ganske få afleveringer før vores. Så
det skulle nok gå, sagde han og an-
lagde et optimistisk smil. Han havde
endnu ikke mistet sin barnetro på fru
Tumle.
Gamle onkel Johannes insisterede nu
på at læse noget af Selma Lagerløf.
Han valgte den om Lille Ruster, der
kører rundt hele juleaften uden at no-
gen vil huse ham. Den havde jeg hørt
vekslende kunstnere læse til fire for-
skellige julekoncerter i de foregående
uger, men jeg har alligevel aldrig
vænnet mig til den historie. Den får
mig til at græde, som var jeg pisket.
Onkel Johannes skred frem i hand-
lingen, afbrudt af mine snøft, hunde-
nes knurren og den uhyggelige lyd af
skrigende tarme fra elleve familie-
medlemmer. Netop som vi var ved at
få Lille Ruster frelst i havn, blandede
der sig en ny lyd mellem de gammel-
kendte. Det var en sær rallen fra
spisestuen.
— Polle! skreg bedstemor og ilede
hændervridende til.
Inde ved siden af juletræet lå Polle.
Ellers ligner den en rullepølse på fire
nedadstræbende ben. Nu lå pølsen
underst og benene øverst. Polle havde
trillet sig om på ryggen og lå og sagde
mystiske lyde. Ud af dens ene mund-
vig stak en flig af noget broget. Det
var resterne af et kræmmerhus fra
vores ellers så smukt pyntede juletræ.
— Herregud, det lille lam, klagede
bedstemor, han har været sulten.
Med disse ord sendte hun mig et
blik, der sagde mig så meget som, at
det var Polle ikke ene om. Den havde
dog, fremfor andre, haft så meget
initiativ, at den havde forladt stuen
for at undersøge de forhåndenværende
muligheder for at fouragere. Som det
elskelige og kloge dyr, den var, havde
den fundet ud af, at den kunne vippe
pynten af juletræets nederste grene og
på den måde få kræmmerhusene til at
afgive deres indhold. Rundt om træet
lå de frasorterede dele, nøddeskaller,
to små æbler, en del rosiner og en uld-
garnsnisse. Resten må antages at be-
finde sig i Polles martrede bug. Det
stykke papir-kræmmerhus, som tilfæl-
digt flagrede fra Polles frådende flab,
bar et muntert motiv af Peter og
Ping, som stod dårligt til de lidelser,
der så øjensynligt plagede den søde
lille hund.
— En dyrlæge! hvinede bedstemor
og kastede sig over Polles legeme og
prøvede at rulle ham på højkant, mens
hun råbte, at Polle var hendes mest
trofaste barn.
Lillesøster, der elsker sygdom og be-
grædelighed og indtil nu lystent hav-
de lyttet til historie om Lille Rusters
sørgelige jul, kom til og tog iøvrigt
del i genrejsningen af Polle. Hun
istemte bedstemors råb på en dyrlæge,
og Peter måtte endnu engang til tele-
fonen og prøve at finde en sådan, der
var parat til at ofre en juleaften for
at frelse en fed gravhund fra forædel-
sen.
Der var ingen dyrlæger hjemme.
Men Lillesøster vidste råd. Hun fore-
slog, at vi hentede doktor Hansen på
første sal.
Peter mente, det måske var en idé.
— Det kan man da ikke, sagde jeg.
— Det er kun, fordi det er min fami-
lie, hævdede Peter. Så er du altid så-
dan ... hård og kold. Se på min stak-
kels mor ..
Jeg kan ikke forklare årsagen, men
på dette tidspunkt blev jeg pludselig
en lille smule irriteret på min mand ..
— Lillesøster, sagde jeg, gå lige ned
og sig til doktor Hansen, du skal hilse
fra far og sige at hans lillebror er
blevet dårlig.
Familien inde i stuen var begyndt
at fortære den juleknas, som ellers
skulle danne dessert på vores form-
givne middag. Onkel Johannes for-
talte nu hårrejsende sygehistorier,
mens vi ventede på doktor Hansen,
der havde sagt, han kom straks. Bed-
stemor jamrede om kap med Polle,
mormor og kusine Marie, og Lille-
søster var også begyndt at græde.
' Da det ringede på døren, håbede jeg,
det var middagen. Men det var det
ikke. Det var julemanden.
— Undskyld, sagde jeg, men vi har
ikke bestilt nogen julemand her.
Julemanden havde en lille sort taske
i hånden. Han sagde,at han i det ci-
vile liv var doktor Hansen. Han var
bare kommet, som han gik og stod.
Han havde været ved at dele gaver
ud til sine børnebørn.
Fætter Martin på fire år havde hid-
til siddet og kikket interesseret på
Polle uden at tage stilling til dens li-
delser. Nu udstødte han pludselig et
frygteligt hyl for derefter at vælte
gennem stuen og ind til sin mor, der
ellers netop havde slået an til „Julen
har bragt velsignet bud" på fortepia-
noet.
Martins mor er småbørnspædagog
og af den opfattelse, at det kan skade
børn for livet, hvis de kommer til at
græde.
— Vidste I ikke, sagde hun dirrende,
at det sjæleligt sunde barn har idio-
syncrasi mod julemænd? Tag ham
væk! ! !
De sidste ord var møntet på dr. Han-
sens tilværelse. Han var fulgt efter
den grædende Martin og stod og blaf-
rede med skægget og viftede med den
lille sorte taske.
— Er det den lille dreng, der er syg?
spurgte han.
— Nej, det er min lille Polle, sagde
bedstemor og frembar patienten, der
lå i hendes favn og så ulækkert ud.
Jeg hviskede til dr. Hansen, at min
svigermor var en meget gammel dame,
og at hun havde et svagt hjerte. Det
sidste var den største men også den
hvideste juleløgn, jeg har stukket.
— Javel, sagde dr. Hansen. Jeg tror,
det var tanken på, at han ellers kunne
få bedstemor til behandling, der fik
ham til at give sig i lag med Polle.
Julemanden slog skægget til side og
knælede ved Polles leje i husets bedste
lænestol.
— Den hund har forpist sig, sagde
han. Den skal bare ha’ et brækmiddel.
— Måske, indskød Anders, kender
De også et middel mod katte, der ta-
ber håret?
— Tænk, sagde Martins mor, da dr.
Hansen var gået, men jeg var lige ved
at tro, at han ville slå lille Anders.
Modbydeligt! Men det er, hvad man
kan vente sig af folk, der optræder
som julemænd.
20
Lise Nørgaardimit
jutdliaraK åridgssutdluagaK
Klokken 22 havde vi med mellem-
rum tilset Polle, og derved gradvis
konstateret, hvad det var, han havde
forædt sig i. Men den var desværre
stadig ingen spor af vores egen jule-
middag. Nu var det ikke bare vores
tarme, der larmede. Nu råbte børnene
også så højt på deres gaver, at jeg
foreslog, at vi tændte juletræet.
Det viste sig umuligt at tænde alle
lysene, fordi Gråmis stadig befandt
sig oppe i nærheden af stjernen og
nægtede at komme ned. Vi belavede os
da på at trave rundt om et juletræ,
der strålede forneden og var mørklagt
i toppen, de voksnes hænder havde
netop grebet alle de små fedtede bar-
nefingre, og Martins mor havde slået
an til „Glade jul", da det ringede på
døren.
— Julemiddagen! råbte vi som med
én stor, sulten mund.
Peter gik ud og lukkede op. Han kom
alene tilbage og stilede hen mod mig
med det særlige ansigtsudtryk, han
frembærer, når der er vanskeligheder
og han ønsker at dele dem med mig.
— Er middagen der ikke, spurgte
jeg.
— Jo, hviskede Peter. Men ..
— Men hvad?
— Du må hellere gå ud og se.
Jeg åbnede døren til entreen og hav-
nede inde i et stort, hvidt bjerg.
— Schædli’ schul, sagde en stemme
over hovedet på mig, og et par arme
lukkede sig som mine skuldre. Jeg op-
dagede, at jeg stod og stødte barm
med en tyk, hvidklædt dame. Øverst
på hendes hoved sad en kokkehue,
lidt længere nede det største og mest
fjogede grin, jeg nogen sinde havde
set. Bagved stod en lille gemyttig
mand i tjeneruniform. Han bar på en
enorm kasse. Julemiddagen! Hopla!
— Sjå er der en schille lunken and
fra osdh til Dem! sagde han og vippe-
de kassen på højkant, så jeg kunne
høre ænderne rasle indeni.
— Åh nej, råbte jeg. Hvor har De
dog været ..
— Hos sflincke folk, — fine men-
schker helt igemn .. sagde den lille
(Fortsættes side 22).
misiligsimavisiuk jutdliarxame uva-
likut atissaxardluarase, kinarsilo pi-
nersissutiginiagagssavsinik ivsingi-
gagssanik, måniup xaxortortånik av-
dlålungnigdlo akugkamik matuvdlui-
narsimavdlugo ilaicutarmgne amar-
taussut avdlat tamarmik uivssumissu-
tigingågagssånik pinersinigssarse u-
tarKivdlugo.
uvanga taimailisimavunga, taimai-
liorsimanivnutdlo fru Tumle kiser-
dluinåt xutsavigssaråra. fru Tumle tå-
ssauvoK avisime sapåtip akuneranor-
tume ilasutarigsugut mardlungomerit
tamaisa alikutarissartagkavtine ing-
mikortortamik „Tumlep nalivtine er-
xarsauterssutai“nik agdlagtussartox.
oxalugtuagssaralo autdlartipox de-
cembere autdlarterugtutdlarå uvima
Tumlep agdlagå takulexingmago.
„aitsåt tåssa ilingne," agdlagkamit
atuåsavdlune piarérsautigalune piler-
pox. „uvguna takusinauvat jutdlip ig-
dlume ningio, ilame ilagissailunit, xa-
susartariaxångikai. sujumut perxig-
sårtumik pilerssårusiordluåinaråine
uivssumissutigssaxartariaxåsångilax."
taima oxalugtitdlugo takusinauvara
jutdliarartarnerine pissarsimassut å-
ssigingitsut erxarsautimigut sarssua-
tikai. mérarpagssuit, mérxat pisanga-
ssut, mérxat nererulugsimassut, mér-
xat xasussut, mérxat xissåtut, mérxat
nivdliassut mérxatdlo isumatdlersi-
massut, naitsumik oxautigalugo nang-
minex mérai jutdlip misigissuseriti-
tagainik tamanik, tåssa pivdluatårnex
kisiat pinago, misigissusexardlutik xa-
rasågut ingerdlaorput. issigernata på-
sisipånga taimatutaox avångunartiga-
lunga ingerdlaortunut ilaussunga.
„uvane agdlagsimavox jutdligox år-
xigssutdluåinartariaxarpox," nangig-
pox, tauvalo Tumlep agdlagå atuvfa-
serdlugo, atarxingnigpalungårame sor-
dlume tåssa jutdlip ivangkiliuanik a-
tuåinakasitdlartox.
„ningio angerdlarsimåinartox, ningio
anisimajuåinartox, ningio sulivfilik i-
malunit ningio iggeritox," fru Tumle
pissarnermisut nuånivigsumik umå-
rivigsumigdlo agdlagsimavox, „tamav-
■ta ilorrisårtitsivdluta nuånårtitsiv-
dlutalo anånaorusugkaluaxaugutaox,
ningiordlo taimåitox tåssauvox anå-
nax jutdlip xåumatåne uisakajårtå-
ngitsox, mérxaminik nuånåxatiging-
nigtartox, uviminik jutdlisungnimik
takussagssaxartitsissartox, nerriving-
mik alutornartumik pinersaisinaussox
— kisalo nanerutit kussanartut ikile-
rångamigit nangminertaox pinersox,
naitsumik oxautigalugo, jutdlip ningi-
ua nuånårtox!"
taima xlmåumemartunik autdlar-
miutexarérame fru Tumlep xanox i-
livdlune taimatut igdlume ningiuler-
sinaunex ersserxingnerussumik nav-
suiautexarfigå!
taima j utdlisiorsinaulernigssamut
tungavigssax tåssauvox nerissagssat
tungåta pissaritdlisautexarfiginexar-
nigsså. jutdliarxame nerissagssat pi-
ngårnerssait, jutdlisiordlune nererssu-
autigssat, inerigångordlugit sanatine-
xåsåput. igdlume ningiussup suliag-
ssatuarisavå nerriviup kussanartup
kussanartunik pinersausernexarnig-
sså, tamatumalo kingorna tunuardlu-
ne pinersissutigingågagssaminik, xag-
dlikut filmiliarititartutut arnatut pi-
nertigilissutigssaminik, ilumigutdlo i-
ngilitut erxigsisimatiginerminik ila-
saissugssamik, tanikiartordlune. su-
junersutit pingårnerussut tamåkua
saniatigut inersutinik avdlanitaox ta-
kussagssaxarpox, sordlo suarssungua-
inik atortoxardlune orpingmut nåkå-
lårnavérxutigssamik tigssalukårusior-
sinaunex. kisalo åma xanox ilivdlune
naxitagax atausinavik åssiglngitsu-
nik akutdlagtåginardlugo åssigmgit-
sunik kågéraliorsinaunermut najor-
xutagssiaxarpox.
uvima fru Tumlep agdlagånik ner-
sualåringningneragut årxigssordluag-
kamik jutdlisiomiarnialerpugut. erner-
ma Andersip orpiliagssarput tikiusi-
matsiåinartox fru Trumlep tigssalukå-
rutigssiånik nåkainavérsarpå, jutdliar-
xavdlo uvdluane aitsåt påsilerparput
xitsuterput tamatuma akerdlerdluinå-
nik katalersimassox. Anders oxarpox
ilisimatussutsip tungåtigut erxumi-
vigsumik navssårsimassugut. Anders-
ip xitsuk — jutdlernera pissutigalugo
nuånårsarniaraluardlugo — fru Tum-
lep tigssalukårutigssiånik tigssalukår-
titsivigitsiarsimavå, kiåme åma ilisi-
måsangmago tigssalukårut tåuna xit-
sungnut kigdlormut suniutexartartox.
pissordle sungexissox tamåna årxig-
ssutdluagkamik jutdlisiorniardluta i-
sumagissavtinut akornutiginiångilar-
put. nerissagssat jutdlisiutigssavta i-
nungnut arxanex-mardlungnut naut-
sorssussat isumangnångitsumut imi-
ssutiginexarsimanerat, åmalo xitsuit
merxuisa naorxigtarnerat ilisimåralu-
git fru Tumlep perxussutai maligtara-
ka nerrivigdlo kussanartox kussanar-
tunik pinersardlugo pinersingårutig-
ssavnigdlo tanivdlunga tunuardlunga.
Kularnångitdluinaraluarpox piner-
sisimassorujugssusagaluartunga, ilu-
mutdle iggaviup matuatigut kasugtor-
palup sivisunåvigsup inigissavnit ni-
kuitisimångikaluarpanga. mato ang-
marpara sujumordlugulo agdlagkanik
åtsissartox utorxassåx, kinara ivsi-
ngigagssanik akugkanik xagdlersima-
ssox takuvdlugo amilårnermit xerxi-
nartox. nivdlerpox portugkamigdlo i-
såussivigalunga, tauvalo majuartar-
figtigut tuavinax aterdlune ximagut-
dlune, ajoraluartumigdlo aitsåt arxa-
rikatagtordlo påsilerpara portugax
tuniusså xérdlutunik mardlungnik
pølserpagssuarnigdlo augpalårtunik,
igdlunguavtine jutdlikune ingerdlat-
dluagaussume atorfigssaxartingivisav-
tinik, imaxartox.
kinama tarnutånut ivsingigagssanik
akugaussumut ajoxutaungårtumik ne-
xaemianut åssigingitsunut telefone-
xåtåraluarpimga, ardlåinåtalunitdle
xérdlutut mardluk pølsitdlo 30-t kiar-
piaup pigssarinerai sianigingilå. tai-
maitdlungame arfiniligssånik sujaner-
dlunga påsileriånguatdlariga xérdlutut
ilaxutaringnut inigissavtine init xut-
dlit sisamåmtunut ingerdlassugssausi-
magaluartut, uviga mérxåkalo isaput,
xerxlnardlutigdlo ivsingigagssanik
tarnutiga kinama pissusånik tamati-
gut — tamaunåinax erssititsissox, i-
ssikalo aliasugpaloxalutigdlo avångu-
sugpaloxissut issikutilermatigit fru
Tumlep nalivtine erxarsauterssutigi-
ssai uvanga ningiutut inunivnut na-
lerxutunersut sujugdlermérdlunga xu-
larutigikujulerpåka.
ajoraluartumigdle xularnex tamåna
nalunaerxutap akunerane tugdlerme
akutit åssiglingitsut klnavnit atugar-
dliortitaussumit piarniarneråne pui-
gugaugatdlarpox. imex kissalårtox
fru Tumlep inersussutai maligdlugit
ivsingigagssanik piautigisavdlugo nå-
magdluinartugssaugaluax uvavnut tu-
ngatitdlugo nåmångitsox påsinarsi-
vox. sujugdlermik imerpalassukujuit
nerrivérxap pinersarnermut atortori-
ssama inigissartagainltartut misiligtau-
tigigatdlarpåka. tåuko peréravkit na-
korsautausivigput sågpara, tåssani-
saordle atorsinaussumik navssångila-
nga. kisa naggatågut evxiainermut a-
tortusivigput sågtariaxarpara, ing-
minutdlo fru Tumleutiniångitdluina-
raluardlunga xujanavigsumik sprite
imigagssaujungnaerdlugo akugax ki-
mutdlunit ivsingigagssanik avdlanig-
dlo akugkamik klnaminut tamusima-
ssaminik pérnex ajulissumut atugag-
ssarxigsutut unersusinångorpara.
ailartitdlune uvfarfingmérxåmersu-
tut augpalugtumarmik kinaxardlunga
jutdlime xaerxussåka isertipåka. ånå-
lume isermat kinama xalipautåta aug-
palorujugtup åtartussutse ugpernar-
sarpå.
xingmiarautine niukitdlak Polle ig-
dluvtinut erxungmago kiserdluinarma
xarsuatdlångitsortauvunga.
Polle xingmiarauterputdlo Lovise
ukiune ardlaxalersune ingmingnut
kussagivatdlårtusimångitdlat, akor-
navtine xingmit tåukua kamåutarsi-
manere amerdlaxaut, ingmingnutdle
misigissuserissait xitsutivta Pollemut
xitsungmut misigissusinut! Polle xa-
nox ilivdlune sassussisanerdlune er-
xarsautigigunardlugo uningatsiarpox.
kingunitsiångua xitsuk malerssugki-
serpå, tåunalo sujaniussat sujanårtui-
nångordlugit orpingmut majuvfaser-
pox, måssa mérartavut nivdllnartut,
Lovise xitdlusertox, ånålo xerxlnar-
dlune pilerpox isumaxarsimavdlune
Polle ilaglnartariaxardlugo, xingmi-
nguamumingox unungme taima pi-
ngårtigissume kisimlsavdlune aju-
sangmat.
kinguningua inerssuarme igsiårrati-
leravta ilorrisimåxalutalo nuånissår-
dlualivigpugut. nauk xingmit iniml-
tut tamarmik xatimalugkaluartut mi-
pitumik suaortautdluta ingmivtinut
tusåsinauvugut. nanerutit kussanar-
tut naneruserfingne kussanartunltut,
pingasut Pollep tikiuneragut Lovisep
upitisimassai kisimik pinatik, ikumå-
put. nerissagssat jutdlisiutigssavut a-
perxutiginexarångata kinara augpit-
dlersimassox issertaxarpalugtumik
xungujumlnartarpox. tåssame fru
Tumlep pinernerulersisimångikalu-
arpånga, ningiuvdle nerissagssat tu-
ingåtigut ilungersutigssaraluaminik
avdlanut imissutigingnigsimassup, å-
malo nerissagssanik inerérdlugit su-
liaringnigtartumik isumaxatexarérni-
kut minutit xulit tugdlit ingerdlane-
råne agssane erssårtalåriardlugit ne-
rerxussivdlunilo nerissarfingmut, sut
tamarmik piarérsimavfigissånut — i-
maxa orpilissap nuane xitsungmik
xaxerxassoxarsinaunera erxåisångi-
kåine — matunik angmaiginarsinau-
titart.: Gerda Ny stad
ssup, kisime misigisimasinaussånik i-
sumavkut erxigsisisimavånga.
nalunaerxutap akunerata åipå xi-
terxutdlugo taima ingerdlarérsordlo
arfinex-pingasunguinalitdlarmat, å-
malo igalåtigut igdlune avdlane orpi-
lissat nanerutait ikiterérsimassut ta-
kusinauleravtigit, sulilo neringinavta,
xunguj ulavatdlårungnailersimavu-
nga nauk issertukujugpasigungnaer-
nerusimagaluardlunga. uviga, pisso-
xatigigavkume, nerissagssalerissar-
fingmut imisimassavtinut sujanerdlu-
ne xaxorterxassortugagssavtinik xér-
dlutortugagssavtinigdlo sule pitarusi-
mångitsunik påsiniaerxuvdlugo oxar-
figåra.
Pitax neriugdiualivigsimavdlune u-
terpox. igassox saxissordlo nalunaer-
xutap akunere pingasut xångiututdle
autdlarsimåput, uvagutdlugox sujor-
xutdluta ikigtuaråinånguanik åtsi-
vigssaxardlutik. ajornaviångilåriar-
dlune isumavdluarpaluvigsumik xu-
nguj umi vox. sulime fru Tumlemut
mérxatut ugperingningnine taimaiti-
simångilå.
måna Ujuånsitoxax Selma Lager-
løfip oxalugtualiånik atuvfåssiniar-
dlune ilungersutsavigpox. atuåsavdlu-
go aulajangiupå Rusteringuamik jut-
dliarax nåvigdlugo xamutinik anga-
laoraluardlune iserfigssaerutumik o-
xalugtuax. sapåtip akunerane kingug-
dlerme jutdlilemerane tusarnårtitsi-
nerne åssiglngitsune sisamane erxu-
mitsuliortunit åssiglngitsunit oxalug-
tuånguax tåuna atuarnexartox tusar-
nårtarsimagaluardlugo sungiusinausi-
mångilara. tusarångavko iperartugka-
tut ilivdlunga xissasertarpunga.
åkå Ujuånse uvanga manigtortar-
nivnit, xingmit xatimalungnerånit i-
laxutaritdlo arxaniliussut xuluarpa-
lugtarnerånit kipitinexartardlune a-
tuvfåssiatårpox. tåssalo Rusteringuax
ånangnialisagaluartordlo nipit tusar-
tarigkavut nutåmik ilanexarput, tå-
ssalo nerissarfingmit erxumitsumik
pissorpalåmit.
„Polle!" ånå nivdlerpox agssanilo
ulugtortuinauvdlugit anitdlagkiartor-
dlune.
tarxamane orpiliap kigdlinganlpox
Polle. avdlamut åssersunångilax sér-
dlume rullepølse åmut tikorsimassu-
nik nisslnagax. månåkut pølse atdli-
ngorsimavox niuilo xutdlingorsimav-
dlutik. Polle natdlarsimavox erxumit-
sumigdlo niperujordlune. exiata ig-
dluatungåne sunersup agdlapalårtup
isua nuisalårpox. sunauvfauna orpiup
pinersardluarsimassugalup xipissar-
taisa ilåta amiåkua.
„ila unånguåkuluk, kågsimassoru-
na,“ ånå måla vox.
taima oxardlune xiviarmanga påsi-
vara isumagigå Polle kisime kågtor-
tåungitsox. tåunale avdlanit aulania-
tårnerusimagame ine ximatdlugo ta-
muågssånguarsiorsimavox. umassu-
ngugame asanartox silatordlo, påsisi-
mavå orpiup avalexutaisa atdlit pi-
nersautait åmut pexitisinauvdlugit,
taimalo Kipissat imaersinauvdlugit.
orpiup kigdlinganlput sivnerusima-
ssai, xåxortarissat xalipait, Ipilérå-
nguit mardluk, serxulugtualunguit
nuerssagagssamitdlo nisiaraliånguax.
avdlåungitsumik sivnere Pollep nåvi-
ne ånernaxissunlsåput.
„nerssutit nakorsånik!" ånå nivdlia-
vox Pollelo sågdlugo agssakartitdlugo
nikuitiniaraluardlugo, suaortarniar-
dlunilo Polle mérxaminit ilumorner-
ssaunerardlugo.
panivta nukardlersåt, nåpaj assuv-
dlunilo mérujussårtox månalo tikit-
dlugo Rusteringup jutdlianik alianar-
tumik oxalugtuånguamik nuånåxalu-
ne tusarnårsimassox, tikiupox Pollev-
dlo nikuitiniamexarnerane aulania-
xalune ikiutilerdlune. ånå nerssutit
nakorsånik norxaivdlune nivdliassoK
ilaorxuvfigå, kingumutdlo Pitax tele-
fonimukarxigtariaxarpox nerssutit
nakorsånik xingmimik pualaxissumik,
nerivatdlårdlune xångerssårtumik, å-
nåussiniardlune jutdliararsdornerminik
pigdliutigingnigsmaussumik navssår-
niaraluåsavdlune.
nerssutitdle nakorsånik angerdlar-
simassoxångilax. niviarsiarauterputdle
isumagssarsivox. sujunersuivox na-
korsax Hansen inigissavtine init xule-
rxt åipånitox ainexåsassox.
Pitax isumaxarpoK isumagssarsiax
tamåna imaxa ajomaviångitsox.
„taimailiorneK ajomaxaox," piler-
punga.
„ uvangauna ilaxutåka pigavkit
tåuna plnarit," Pitax oxarpox. „tåuko
pinexarångata taimåituartarputit ..
nåkigtarssusexångivigtarputit. anånå-
nguåkuluga takoriåsagit .. “
suna pissutausimanersox naluvara,
kisiånile tåssa taimailineragut uviga
nuånarivdluarungnaerpara.
„najårax," pilerpunga, „nakorsax
Hansenikunukapatdlalåriarit oxarfi-
(Kup. 22-me nangisaoK)
21