Atuagagdliutit - 20.01.1966, Blaðsíða 6

Fra
LÆSERNE
Fredning af alkefjelde
overholdes ikke altid
Det var med interesse, at jeg læste
Ulrik Møllers indlæg i Grønlandspo-
sten nr. 21 af 14. oktober om alkejag-
ten ved SagdleK fuglefjeldet på Oma-
naK-fjorden, og jeg må give ham ret.
Det bliver ikke ved at gå, hvor mor-
somt end den skildrede jagtmetode
kan forekomme dens udøvere. Den har
altid været en hård belastning for
nævnte fjelds hærskare af alke, og den
må være blevet det i endnu højere
grad nu, hvor langtrækkende rifler
med kikkertsigte næsten er blevet
hvermands eje.
Sidst i juni i afvigte sommer, hvor
jeg ankom til SaiKaK med Zoologisk
Museums ornitologiske ekspedition,
fortalte udstedets fugleobservatorer og
mangeårige fugleringmærkere os om
det særsyn, at alkene om foråret var
vendt tilbage fra deres nordtræk, og
man kunne ikke finde anden grund
til dette end, at beskydningen af dem
umiddelbart efter at de var nået til
redepladserne havde været så vold-
som, at de skyndsomst fortrak igen.
Denne iagttagelse synes bekræftet
eller dog sandsynliggjort ved, hvad
Ulrik Møller fortæller. Siden på sæ-
sonen fortsatte vores ekspedition
nordover til Upernivik for først at op-
tælle redepladser og deres fuglebe-
stand og for siden at iværksætte ring-
mærkninger. Som man har kunnet
læse i samme nummer af A/G, der
bragte Møllers indlæg, resulterede vo-
re iagttagelser i, at vi kun anslog al-
kenes antal på Uperniviks Agparssuit
til 25.-30.000 eller ca. en trediedel af,
hvad man havde skønnet at den var
ved forrige optælling i 1936. Nedgan-
gen synes ret rimelig, når man ved, at
ægsamlingen ved de i mellemtiden an-
bragte tove er blevet langt mere effek-
tiv, og når gamle kendere let kan se,
at mange af redepladserne er blevet
tyndt besatte og i nogle tilfælde helt
ubeboede. Denne tingenes tilstand er-
kendes da også ærligt af den lidt æl-
dre generation ved Upernivik, der be-
gynder at nære ængstelse for udvik-
lingen.
Hvad er årsagen til denne tilbage-
gang?
Årsagerne er flere. I første omgang,
at det regulativ, Sysselrådet i sin tid
udformede om fred ved og på fjeldet,
ikke overholdes som det burde, og at
den fastsatte ægsamlingstid siden er
blevet forlænget med en halv snes
dage. Desuden er det kendt, at mange
jægere slet ikke overholder kun at
skyde i een kilometers afstand fra
alkefjeldene. Det må desværre for-
modes, at denne trafik er blevet yder-
ligere udvidet, efter at der ved Uper-
nivik er bygget et fryseri, der ind-
handler edderfugle og alke til vinter-
proviant og til eksport sydover. Det
skulle være relativt let at få oplyst
antallet af til nedfrysning indhandlede
fugle og derigennem få et begreb om,
hvad der nedlægges ud over dem, der
konsumeres i frisk tilstand ved selve
stedet.
Ringmærkningen af tilstrækkeligt
udvoksede alkeunger, som man tidli-
gere kunne iværksætte mellem den 20.
juli og 5. august, måtte udskydes til
sidst i august, ja endog til første uge i
Kernesundt dansk smør og ost
Hårdt legemligt arbejde kræver fornuftig kost. Det
er derfor, jeg spiser smør og ost hver dag!
Kavdlunåt puniliåt imugssualiaitdlo per-
Kingnaridsitsut
timikut sulerulugtartoK suliaminut nalerKutunik
nerissaKartariaKarpoK. tamåna pivdlugo uvanga uv-
dlut tamaisa punersortardlungalo imugssuartortar-
punga!
Mejeribrugets Hjemmemarkedsudvalg danskit imulerivfe
september. Og det vil igen sige, at de
små unger, der bliver tale om, er dår-
ligere udrustet til sydtrækket og til at
gå vinteren i møde.
Jeg vil også gerne omtale et forhold,
som for så vidt nok er lovligt, men
som både er forkasteligt og skadeligt.
Da vi en aften i begyndelsen af sep-
tember lå ved Uperniviks Agparssuit
og ringmærkede de første da tilstræk-
keligt store unger, så vi et par godt be-
mandede motorbåde ligge mere end
den kilometer ude, som regulativet fo-
reskriver og skyde den ene voldsom-
me salve efter den anden på de alke-
mødre, som nu var i færd med at
trække til søs med deres afkom. En af
bådene gjorde endog en afstikker ind
mod land for at få mødrene og deres
unger til hurtigere at svømme ud til
feltet vestude, hvor beskydningen af
dem blev lovlig.
Jeg ved det ikke med sikkerhed,
men jeg vil formode, at de unger, som
på den måde bliver moderløse, går en
ynkelig død i møde, idet de endnu ikke
har lært at fiske selv og at fremmede
mødre — som hos edderfuglene —
næppe tager sig af de tilbageblevne
små stakler. Mere end een gang har
jeg selv set, når en alkeunge har styr-
tet sig fra sin rede og med megen pi-
ben og hovedrysten har protesteret
mod opholdet i det ny og våde ele-
ment, at da styrter der omgående en
eller flere alkemødre til. Hvis de gen-
kender deres unge, forbliver de hos
den, selv om en båd nærmer sig eller
der endog skydes på dem. Men hvis de
ser, at det er en anden fugls unge,
dykker de skyndsomst og kommer
først op til overfladen igen så langt
borte, at den lille skabning ingen mu-
lighed har for at følge med. Der kan
til tider ligge hele små flokke af
sammensøgende unger, som mødrene
så slutter sig til og under megen kal-
den lokker med sig ud mod det åbne
hav. Hvor ødelæggende og usmagelig
beskydningerne af en sådan samling
må være, vil jeg overlade til læserne
selv at danne sig et begreb om.
Når danske ornitologer gennem års
iagttagelser forelægger landsrådet
fredningsbestemmelser, som dette er-
kender betimeligheden af og derfor
vedtager, så bør disse søges overholdt
og overtrædelser af dem straffes
mærkbart, som det sker andre steder
i verden. Ikke mindst da i Uperniviks
distrikt, hvor Sysselrådet for mange
år tilbage selv var nogle af de første i
Grønland, der udarbejdede et regula-
tiv for distriktets alkefjelde.
Sandsynligvis bør nugældende be-
stemmelser revideres noget og bøderne
for at tilsidesætte dem forhøjes. Mu-
ligvis vil det også være nødvendigt at
standse indhandlingen af alke til ned-
frysning i hele det tidsrum, disse fug-
le holder til på redefjeldene med æg
og unger. Dette kan gøres relativt let
og vil dog nok være et skridt i ret-
ning af at bedre forholdene. Nogen ri-
melighed vil der også nok være i, om
sydgrønlænderne sideløbende foretog
sig noget, som Ulrik Møller nævner
det i sin artikel. Det ville kun være til
gavn for dem selv i det lange løb.
A. LuncL-Drosvad.
Ledig arbejdskraft fra
udstederne til byerne
I Grønland og ikke mindst på ud-
stederne vokser problemerne i takt
med befolkningstilvæksten. En meget
stor del af udstedernes befolkning vil
gerne have arbejde uden at kunne få
det. Inden for skolevæsenet er der
også problemer på udstederne. By-
befolkningen kan sagtens. Dér er
skolegangen bedre end på udstederne,
og der hersker i det hele taget bedre
forhold. Da veluddannede kateketer
er blevet en mangelvare, får udsteds-
børnene ikke flere kundskaber end
deres forældre. På udstederne gør
man ikke rigtig noget for at højne
skolegangen. På visse steder er der
sket en stagnation.
På grund af arbejdsløshed vokser
kommunens udgifter. Kun undtagel-
sesvis kan udstedsbeboerne få en løn-
nende beskæftigelse — når fiskeriet
er på sit højeste. Når man bor på et
udsted, kan man ikke lade være med
at tænke på byer med fiskeindustri-
anlæg. Man hører tit, at disse byer
mangler arbejdskraft. F. eks. hørte vi
lige før jul, at fabrikken i Jakobshavn
manglede arbejdskraft til at behandle
seks tons rejer. Når man hører sådan
noget, kan man ikke lade være med
at tænke på de arbejdsvillige ud-
stedsbeboere, der sidder med hænder-
ne i skødet, fordi man ikke kan skaffe
dem arbejde. Er det ikke bedre at
flytte den del af befolkningen, der er
villig til at flytte? Her tænker jeg
først og fremmest på mødre, der for-
bliver på udstederne. De vil nemlig
gerne søge arbejde i byerne, men de
kan ikke rejse, fordi de ikke må tage
deres børn med. Hvis man ville sætte
en undersøgelse i gang, f. eks. ved ud-
sendelse af spørgeskemaer, kunne man
måske få et indblik i, hvor stort pro-
blemet er. Hvis faderløse børn ikke
blot skal belaste kommunernes bud-
getter, må arbejdet udføres snarest.
Vi ved, at myndighederne har in-
tensiveret boligbyggeriet. Det er
glædeligt, fordi boligmangelen er et
af de største problemer, vi har, og
fordi den er skyld i de fleste udsæt-
telser af enhver art. I den sydlige del
af Grønland er fangererhvervet en
saga blott. Vi må gøre som andre
fiskerinationer, f. eks. Norge: vi må
flytte til byer med industrianlæg. Det
er kedeligt, at byerne ikke har ar-
bejdskraft nok. Grønlænderne selv må
hjælpe med til, at produktionen går
silarssuarme
pitsaunerpåK
tåssalume inumarigsi-
nångitsusanane
uden afbrydelser. Først når vi er nået
så vidt, kan vi begynde at håbe på
en bedre fremtid. Det vil give mulig-
hed for, at flere mennesker får bedre
oplysning, og at kommunernes penge
bliver fordelt på en mere retfærdig
måde. Livet ville også blive lettere
for en del af udstedsbefolkningen, der
så godt som ikke har adspredelses-
muligheder. Mangelen på fritids-
beskæftigelse ødelægger den del af
ungdommen, der ikke rigtigt har no-
get at tage sig til. Vi må alle hjælpes
ad i vore bestræbelser for at over-
vinde disse problemer.
Hvis vi skal forbedre beskæftigel-
sessituationen heroppe, må vi bl. a.
begynde at behandle de mange sæl-
skind, der opkøbes af KGH. Den rin-
geste kvalitet af skindene er nu på
vej tilbage til Grønland, hørte vi for
nylig, for at skindene kan blive solgt
til grønlænderne. Man bør i grunden
bygge et garveri et sted i Grønlands
nordligste område, måske i Umanak
eller i Upemavik — eller i Godthåb.
Disse tusinder af sælskind kan skaffe
arbejde til en del af de ledige grøn-
lændere. Skindproduktionen, der i
forvejen kan betale sig, ville derved
gøre endnu større gavn for lands-
delens egen befolkning, fordi garveriet
ville give beskæftigelse til en del af
de arbejdsløse. I forbindelse med gar-
veriet kunne man starte en produk-
tion af f. eks. morgensko, tasker og
futteraler til tændstikæsker. En del
af skindarbejderne kunne være bro-
derede. Hvis de nævnte forslag kunne
realiseres, ville indtjeningsmulig-
hederne forbedres, og de arbejdsløses
antal kunne reduceres.
U ds tedsb estyrer
Rasmus Petersen,
AugpilagtoK, Nanortalik.
Ændring af
GTO’s takster
Med virkning fra 1. januar 1966 er
en række af GTO’s takster blevet for-
højet. Af størst betydning for forbru-
gex-ne er de ændringer, der er sket
vedrørende bygge- og værkstedstjene-
stens samt elinstallationsvirksom-
hedernes afregningstakster for ar-
bejdsløn og materialer.
For arbejdslønnens vedkommende
vil taksterne fremtidig være følgende
(i parantes er anført de hidtil gælden-
de takstpriser):
Lokalt ansatte, faglærte kr. 14,- pr.
time (kr. 13,-).
Lokalt ansatte, ufaglærte kr. 11,- pr.
time (kr. 10,-).
Lokalt ansatte, lærlinge kr. 9,- pr.
time (kr. 8,-).
Udsendte håndværkere kr. 26,- pr.
time (kr. 24,-).
Takstforhøjelserne andrager godt
8 pct. for udsendte håndværkere og
mellem 8 pct og 12Va pct. for lokalt
ansatte. Forhøjelserne er nødvendig-
gjort af de lønstigninger, der er en
følge af den nye overenskomst pr. 1.
september 1965 med Grønlandsk Ar-
bejdersammenslutning og den nye af-
tale pr. 1. marts 1965 vedrørende ud-
sendte håndværkeres aflønning. Des-
uden er der i løbet af 1965 sket stig-
ninger i dyrtidstillæggene, således at
de overenskomstmæssige lønstigninger
alt i alt har udgjort mellem 8 pct. og
14 pct. for lokalt ansatte og ca. 10 pct.
for udsendte håndværkere.
Omkostningstillægget ved salg af
materialer og lignende stiger fra 15
pct. til 20 pct. Baggrunden herfor er
de stigende omkostninger til løn til
lagerpersonale og til transport af ma-
terialer fra havn til lager. Hertil kom-
mer, at det hidtidige omkostnings-
tillæg ikke fuldt ud har kunnet dække
lagersvind og brækage.
For stenmaterialer er udsalgspriser-
ne ligeledes forhøjet, hvorved priserne
bliver kr. 45 pr. kubikmeter for sand
og stenmel, kr. 80 pr. kubikmeter for
skærver og kr. 65 pr. kubikmeter for
singels. De hidtidige takster for sten-
materialer blev fastsat i 1961, og de
pris- og lønstigninger, der har fundet
sted siden da, har nødvendiggjort de
nu foretagne forhøjelser.
Der vil fortsat blive ydet rabat i
samme omfang som hidtil på arbejder,
der udføres af GTO eller udsendte
entreprenører. Rabatten ydes som be-
kendt bl. a. ved boligstøttearbejder og
ved reparation af boliger, fiskerfar-
tøjer, landbrugsbygninger og land-
brugsredskaber m. v. for private med
fast bopæl i Grønland. Rabatten be-
regnes som den gennemsnitlige forskel
mellem GTO’s takst for udsendte
håndværkere og kontrolprisen for
lokale entreprenører. Da de i septem-
ber måned med Sammenslutningen af
Handels- og Håndværkerforeninger i
Grønland aftalte mestertimepriser har
medført, at denne forskel er blevet
formindsket, er rabatten blevet æn-
dret fra 35 pct. til 25 pct.
Grønlands Tekniske Organisation,
den 4. januar 1966.
Sign. Hans Ølgaard.
6