Atuagagdliutit - 15.09.1966, Qupperneq 20

Præster i uniform
HARALD SANDBÆK I GRØNLAND.
En af Danmarks kendte præster,
Holmens provst Harald Sandbæk, har
besøgt Grønland for nylig. Som Hol-
mens provst er Harald Sandbæk også
provst for de danske flådestyrker i
Grønland, og besøget i Grønnedal var
da også den egentlige anledning til
grønlandsrejsen.
Tilbagerejsen til Danmark blev lagt
over Godthåb, hvor provsten bl. a.
holdt en dansk gudstjeneste, hvor kir-
kegængere havde lejlighed til at kon-
statere, at den gammeltestamentlige
profet Jeremias, som der blev præ-
diket ud fra, og flådens provst af sind
syntes at „stå godt til hinanden".
Vi benyttede os af muligheden til at
spørge orlogsprovsten om, hvorvidt
kirken har opgaver i Grønnedal og —
i bekræftende fald — hvorledes den
søger at løse dem?
— Vi har en del værnepligtige teo-
loger inden for de militære styrker.
Der kan være tale om teologisk stu-
denter eller om teologiske kandidater,
der dels kan være uordinerede kandi-
dater eller ordinerede præster. På
samme måde som værnepligtige ba-
gere får lejlighed til at udnytte deres
uddannelse som bagere, mens de lig-
ger inde som soldater, således er det
også kun naturligt, at teologer, der er
indkaldt, inden for militæret får lej-
lighed til at bruge deres præsteud-
dannelse. Og naturligvis bør der i en
militær forlægning, hvor mange unge
mennesker er sammen, forefindes en
præst eller en teolog. Der er rigeligt
brug for en sådan mand, også i Grøn-
nedal. Jeg ved ganske vist godt, at der
findes aldeles tåbelige mennesker, der
synes, det er mærkeligt, at der er
præster i soldateruniform- Hvis disse
tåbelige mennesker er hedninger, der
bekender sig til en eller anden mærke-
lig religion, der forbyder mennesker
at føre krig, så kan jeg forstå det.
f. eks. hvis der er tale om buddhister,
men jeg forstår ikke synspunktet, hvis
disse mennesker bekender sig til kri-
stendommen og alligevel kan undre sig
over, at præster bærer uniform, da
kristendommen jo ikke hylder nogen
dobbelt-sædelighed (altså to slags mo-
ral!) Hvis vi mener, at ens fædreland
kan komme i en situation, hvor væb-
net modstand er nødvendig, så er det
da oplagt, at hvor kirkens børn er,
der skal kirkens præst også være. Vi
har døbt de unge mænd; de er med-
lemmer af folkekirken, og de drøm-
mer ikke om at gå ud af den, for i
Danmark vil man nu engang ikke mel-
de sig ud af folkekirken. Og i øv-
rigt forholder det sig sådan, at når
man går rundt iblandt dem, så får
man mange samtaler med dem om
kristendom, ja, de vil gerne tale om
kristendom. Det gælder også de lidet
fromme — og er der mon så mange
af os, der er særligt fromme? Og i alle
tilfælde er der tale om kirkens børn,
der er blevet tvunget i uniform. Og vi,
der husker besættelsestiden har meget
svært ved at tro på en verden, hvor
man ikke somme tider skal slås.
TVUNGEN KIRKEGANG«
Der har været ymtet noget om, at
det indkaldte mandskab tvinges til at
deltage i gudstjenester?
— Der har været sagt meget pjat
om det. Naturligvis er vi ikke tilhæn-
gere af tvungen kirkegang. Grundtvig
siger noget om, at „kun til helvede der
tvinges, men til himmerige der rin-
ges". Det er jeg ganske enig med
Grundtvig i. Jeg personlig er derimod
ikke tilhænger af, at der f. eks- den
dag, hvor en værnepligtig teolog ind-
sættes, ikke må hidkaldes hele styr-
ken, således at jeg kan få lejlighed til
at fortælle alle, hvad en værnepligtig
teologs arbejde går ud på. Jeg synes
også, at en sådan „soldat-præst" f. eks.
en 5.-maj kan få lejlighed til i hele
styrkens påhør, under hele styrkens
nærværelse, at bede et fadervor. Jeg
er ikke tilhænger af, at det skal skrues
op til noget ganske særligt at have
med kirke og kristendom at gøre. Sol-
daterne er kirkens børn, og kirkens
børn går i kirke, når de har lyst til
det. Og det er naturligt for et kristent
menneske at gå i kirke. Det er såle-
des ganske naturligt, at der året rundt
indbydes til gudstjeneste, hvor delta-
gelsen er ganske frivillig- Men ved
nogle lejligheder hører præsten nød-
vendigvis med, og han skal have lej-
lighed til at sige noget, alle påhører,
ligesom der ved samme lejlighed kan
foregå noget verdsligt, hvor alle skal
være med. Og så må de, der står uden
for kirken, bede om at få lov at gå
deres vej.
GRØNLÆNDERE SOM SOLDATER*
Vi har som bekendt ikke værnepligt
i Grønland. Mon mange ikke vil kalde
det et gode, at de unge mennesker
heroppe ikke er tvunget til at spilde
et år eller mere af deres ungdom på
at skulle springe soldat?
— Jo, det er utvivlsomt et gode, at
andre gør det arbejde, der påhviler
én selv! Jeg synes også, det ville være
dejligt, om ens naboer ville komme
og tage øretæverne, hvis en anden
kom og overfaldt mig. Men om det er
særlig ærefuldt således at lade andre
redde sig, det er jeg ikke helt sikker
på! Og jeg er heller ikke helt sikker
på, og jeg ikke bliver et ringere men-
neske, hvis andre skal tjene mine
penge og hvis andre skal forsvare mig.
Vi er jo i Danmark meget lidt krige-
riske, og de fleste danske kan ikke
fordrage at være soldater, og det er
selvfølgelig også en underlig ting at
lære at slå ihjel, men det har jo des-
værre været sådan — og mange af os
husker det — at det eneste, der frelste
verden fra det ledeste djævelskab, det
Holmens provst Harald Sandbæk
såkutut imarsiortut provstiat Harald
Sandbæk
var kanoner, bomber og sabotage og
nogen, der slog ihjel, for der var altså
ikke andre måder at standse hr. Hitler
på. Jeg tror. det er sådan, at der hører
politi og soldater med i en verden,
der består af sådan nogen som os.
Det kan være ubehageligt at være sol-
dat, og jeg er ikke sikker på, at man
selv har gavn af at være soldat, men
landet har gavn af, at vi allesammen
tager denne ubehagelige tørn. Og så
burde alle gøre det. Jeg er i øvrigt
forbavset over, at man i Grønland ikke
har soldater- Jeg tror for resten, at
grønlændere kunne blive ganske ud-
mærkede soldater: uden at kende for-
færdeligt meget til grønlændere mener
jeg dog at vide, at de unge mennesker
heroppe er glimrende sportsmenne-
sker, sejge og udholdende. Jo, der
gemmer sig utvivlsomt mangen en god
soldat i den grønlandske unge mand.
Hvorfor skal det dog være nødven-
digt også på dette område at kalde så
forholdsvis mange unge danske op til
Grønland? Landets egen ungdom skul-
le nok kunne klare denne side af det
moderne samfundsliv: at udgøre det
mandskab, der er nødvendigt til den
påkrævede bevogtning og inspektion.
Men skån mig for at skulle udtale
mig om grønlandske problemer i øv-
rigt. Jeg kender — med min korte
rejse som omtrent eneste baggrund —
alt for lidt til jeres mange problemer,
men jeg har været overordentlig glad
for dette mit møde med Grønland, og
forstår ud fra de samtaler, jeg har
ført, og også ud fra de to-tre dage, jeg
tilbragte i landsrådet, at I har særde-
les vanskelige spørgsmål at slås med.
Jeg nåede såmænd at blive helt enga-
geret i nogle af de problemer, jeg
hørte forhandlet i landsrådet.
Min eneste egentlige ærgrelse på
rejsen er denne, at jeg ikke når til
Thule. Jeg ville gruelig gerne have
været op at lære dette forsvarsområde
at kende. Og selv om jeg er orlogs-
provst og altså ikke har nogen egent-
lig tjenestlig tilknytning til de mange
danske deroppe, idet disse er civile,
vil jeg have lov at sige, at det er for
skvattet at vore præster i Danmark,
at det skal være så svært at finde en
præst til at påtage sig den meget vig-
tige opgave, der ligger i Thule.
ser
Ved Jens Olsens død
Med pastor Jens Olsens død, den 25.
august 1966. har den grønlandske kir-
ke mistet sin 5- præst i løbet af et år.
Og det er betegnende, at med pasto-
rerne Karl Chemnitz’s, Niels Lynges
og brødrene Peter og Otto Rosings død
er det ikke blot kirken, der har grund
til at mindes mangeårige medarbejdere
med taknemlighed, men skolen, op-
lysningsarbejdet, kunsten og det po-
litiske liv har i disse præster mistet
gode folk. Således også med Jens Ol-
sen. De stod jo, disse gamle præster,
midt i alt det, der rørte sig i deres
grønlandske fædreland. Hvad har så-
ledes Jens Olsen ikke betydet for be-
folkningen i Thule, hvis præst han var
i mange år! Som få forstod Jens Ol-
sen i sit virke blandt eskimoerne i
Thule at formidle overgangen fra
gammelt til nyt, også fra gammel he-
densk tro til den nye kristne religion.
Og det fortælles om pastor Jens Ol-
sen, at han med sin dybe indleven i
thulebefolkningens levemåde og tan-
kegang på en sjælden smuk og ren-
færdig måde forstod at lægge det
kristne livssyn frem for de menne-
sker, som for fleres vedkommende
ikke havde mødt det før. Under Jens
Olsens virke i Thule blev de sidste
ikke-kristne døbt.
Også menigheden i flere andre præ-
stegæld nød godt af hans gode egen-
skaber som prædikant og i det hele
taget af hans evner som præst. Både
i Jakobshavn. i Upernavik og God-
havn har han været præst. Og som
medlem af landsrådet repræsente-
rende Godhavn, kom han i flere år til
at øve en betydelig indflydelse på sit
lands samfundsmæssige udvikling, og
han blev da også medlem af en poli-
tisk kommission, der blev sendt til
Danmark kort før krigen.
De sidste flere år af sit liv førte den
pensionerede præst en ret tilbage-
trukket tilværelse i Jakobshavn, da
han i perioder var temmelig syg, men
også i disse hans sidste år — han døde
i en alder af 72 år — nåede mange
mennesker at lære denne stoute, gamle
fanger-præst at kende og værdsætte
hans dybe humor og hans store med-
menneskelighed, forankret i en kri-
sten tro. ser
r------------------------------
Dagens ord
Mennesker kan kun møde hver-
andre virkeligt i det dybe. 1 vort
menneskevæsens dyb føler vi læng- ,
sel efter broderskab; og troen på
Jesus Kristus er netop vejen ind
i de dybeste lag af menneskelivet.
Derhen rækker ingen teknik eller
videnskab, ingen økonomi, intet
politisk system; derhen kan man
kun komme i troens åbenhed og
suverænitet.
J. L. Hromådka,
professor, dr. theol.,
Tjekkoslovakiet.
uvdlormut
erKarsautigissagssat
inuit ilorpiamikut aitsåt iluamik
nåpeKatigigsinaussarput. inussut-
sivta iterngane Katångutigissuser-
mut erinissuseKardluta misigissar-
pugut; Jisuse Kristusimutdlo ug-
perneK inup inunerata itinerssåni-
tunut avKutigssaviuvoK. tåssunga
maskinatigut sujuarsimåssuseK, ili-
simatussuser diunit, aningaussarsi-
ornikutdlunit piginåussuseK, nå-
lagkersueriautsikutdlunit åruigssu-
ssåussusen isåussisxnåungitdlat;
tåssunga taimågdlåt pisitsisinau-
vok issertuångitsumik nålagarsior-
figissamigdlo ugperneKarneK.
J. L. Hromådka,
professor dr. theol.
Tjekkoslovakiame.
-------------------------------)
KRYOLITSELSKABET ØRESUND
A/S
KØBENHAVN
Jesu
lignelser
Den fortabte søn II
(Lukas evang. 15, 11-31)
Jisusip
åssersutai
erneK témaraluarfoK II
(Låk. ivang. 15, 11—31)
Sønnen fik imidlertid kun holdt første halvdel af sin lange
tale. „Far, jeg har syndet imod himlen og mod dig, jeg
fortjener ikke mere at kaldes din søn.“ Det med at blive
daglejer, blev der ikke lejlighed til at sige.
ernerata OKausigssame agfåinai oKautigai. „atåta, Kilang-
mut ilingnutdlo ajortuliorpunga, emingnik taineicarKingneK
KingarKupunga. kivfartortime ilåtut pineKarnigssaminik o-
KariångitsortitauvoK.
Faderen kaldte nemlig straks på sine folk. „Skynd jer at
komme med den bedste klædning, og lad ham få den på,
og sæt så en fin ring på hans hånd og giv ham nogle
ordentlige sko på fødderne."
„Og hent så den bedste fedekalv, og slagt den, og lad os
angutåtauna kivfane KaerKupatdlagkai. „ånoråK pitsauneK
aisiuk atititdlugulo, agssangmiulersiugdlo kussanavingmik
pitsaussunigdlo skolerdlugo."
så spise og være glade; for min søn var død. men er blevet
levende, han var blevet borte, men er nu funden igen!“ Og
så satte de sig til bords og begyndte at være glade.
„tauva norraK puatdlarsagaK aisiuk toKutdlugulo, neriv-
dlutalo tipaitsugta; emera toKugaluardlune kingumut umar-
mat, tåmaraluardlunilo kingumut nanissaungmat!" tauva
nerrivingmut igsåput nuånålerdlutigdlo.
20