Atuagagdliutit

Årgang

Atuagagdliutit - 01.02.1968, Side 24

Atuagagdliutit - 01.02.1968, Side 24
nunasmt avdlamit mtigassnmemgit Det amerikanske samfund har foden på himmelstigen PRÆSIDENT LYNDON B. JOHNSONS FORHOLDSREGLER KAN ØGE DET AMERIKANSKE SAMFUNDS FORSPRING. Af chefredaktør Gunnar Næsselund København (RB-special) Præsident Lyndon B. Johnsons overraskende drastiske indgreb for at rette en handelsbalance op, der har vist underskud i de 17 af de sidste 18 år, vil ryste Vesteuropa lige så meget som de vil hjælpe USA. Det er USAs verdensomspændende forpligtelser især af humanitær og mi- litær karakter, der er hovedårsagen til underskuddet, og ikke den private industris investeringer i udlandet, som præsidenten nu helt har lukket for til det vesteuropæiske kontinent. Hans forholdsregler kan derfor også opfat- tes som en påmindelse til europæiske allierede, der nægter at deltage i USAs engagementer i Vietnam og andre steder, om, at de alligevel må være indstillet på at dele byrderne med USA. Sidste år brugte de amerikanske firmaer nok 3,14 milliarder dollars til investeringer i udlandet, men de bragte også 4 milliarder dollars tilbage til landet som fortjeneste. Alligevel blev der en god del tilbage i de markeder, hvor amerikanerne har investeret i stærkt stigende takt i de senere år. I Europa alene har de været hoved- elementet i opbygningen af et Euro- dollar-marked på omkring 2 milliar- der dollars, som i de senere år har været den europæiske industris bed- ste lånepulje. De amerikanske fir- maer har selv brugt 40 pct. af denne reserve til ekspansioner i Europa, men europæiske industrifolk har kunnet trække på resten, hvis de har haft lyst til at tage konkurrencen op. Det er på dette punkt, Johnsons ind- greb kan skrue udviklingen tilbage i Europa, og selvom en begrænsning af amerikanske investeringer i udlandet umiddelbart kunne forekomme at være en begrænsning af den ameri- kanske dominans på verdensmarkedet, kan det i sidste instans blive det mod- satte, nemlig en yderligere undergrav- ning af den øvrige verdens industrielle kapacitet og konkurrencedygtighed, simpelthen fordi den vil mangle penge til egen ekspansion. PÅ VEJ IND I EN NY TIDSALDER For mange af tidens økonomiske teo- retikere vil det hele være en krus- ning på en udvikling, som forlængst er kortlagt til langt ind i år 2000. Den er klarest formuleret fornylig i en ar- tikel af den amerikanske professor Zbigniew Br-zezinski, der er medlem af en høj-intellektuel amerikansk kommission til studie af år 2000. Professor Brzezinski afslørede nogle af kommissionens overvejelser i en sætning, der sagde, at „Europa og Amerika befinder sig ikke mere i samme historiske tidsalder". Den franske politiske og økonomiske skribent Jean-Jacques Servan-Schrei- ber (ejer og udgiver af l’Express) ud- gav i oktober 1967 en bog over samme tema, som forlængst er blevet best- seller i vesteuropæiske erhvervskredse lej en bil nu til ferien derhjemme jeg vil gerne omgående og uden forbindende have tilsendt Deres prisliste for autoudlejning! NAVN:. STILLING: ADRESSE:. så står den parat til Dem når De kommer hjem Hos Pitzner Auto kan De på fordelagtige vilkår leje bilen til ferien - et hvilket som helst mærke. Klip kuponen ud, udfyld og send den til os allerede i dag, så De har Deres ferievogn hele ferien - det går legende let hos Pitzner Auto! PITZNER AUTO INTERNATIONAL AUTO UDLEJNING TROMMESALEN 4. KØBENHAVN V Telegramadresse: PITZNERAUT0 „le defi americain" (den amerikanske udfordring), hvori han kort og klart fastslår, at om femten år vil den tredie industrielle stormagt efter De forenede Stater og Sovjetunionen ikke være Vesteuropa, men den amerikanskejede industri i Vesteuropa, såfremt de sid- ste års udvikling fortsættes. De to nævnte og en række andre eksperter er enige om, at Amerika er på vej ind i et fremtidssamfund, som af nogle betegnes som det teknotroni- ske samfund, af andre som det udpræ- gede service-samfund (efter det sid- ste århundredes eskalation fra agrar- samfund til industrisamfund). Det vil være lige så forskelligt fra det indu- strielle samfund, som dette har været fra det udprægede agerbrugs-sam- fund. Det teknotroniske eller det efter- industrielle samfund vil bl. a. være kendetegnet ved, at gennemsnitind- tægten pr. indbygger ligger over 10.000 dollars. 1 Amerika er gennemsnits- indtægten efter 22 pct.s stigning i de sidste fem år nu oppe på 7.404 dollars. I det avancerede industrielle samfund, som hovedparten af Vesteuropa tilhø- rer, er den over 1500 dollars, i Sovjet- unionen godt 1000 dollars. Det vil byde sine borgere en arbejdstid på under 30 timer pr. uge i 39 uger med 13 ugers ferie pr. år, og iøvrigt vil meget få have legemligt arbejde at udføre. Det overlades til EDB-anlæg og elektronikken eller trykte kreds- løb og automation. Det er en kendsgerning, at den ame- rikanske industri vokser hurtigere end alle andre landes, og at den teknolo- giske kløft mellem Amerika og den øvrige verden bliver bredere og bre- dere. Jean-Jacques Servan-Schreiber viser, at i 1961 var 97 af de firmaer i verden, der havde en årsomsætning på over 500 millioner dollars, ameri- kanske, 27 var fra Fællesmarkeds-lan- dene og 22 fra den øvrige del af ver- den. Fem år senere var der 134 ame- rikanske firmaer i denne gigantklasse, 41 i Fællesmarkedet og 49 i resten af verden. Forholdet mellem USA og Fællesmarkedet (hvis befolkningstal er jævnbyrdige) var altså 1-4, et ud- tryk for forfatterens tese, at nok var det europæere som Robert Schumann, Jean Monnet og Walter Hallstein, der opfandt og skabte Fællesmarkedet, men det er amerikanerne, som har forstået at udnytte dets muligheder for stordrift. Fra 1965 til 1966 steg de ame- rikanske investeringer i USA 17 pct., i den øvrige verden 21 pct., men i Fæl- lesmarkedet hele 40 pct. Store ameri- kanske firmaer har forlængst indret- tet sig på, at 20-30 pct. af deres ak- tiver skal investeres i Europa. FLERE PENGE — MERE VIDEN — MERE MAGT Kløften mellem den gamle og den nye verden bliver endnu mere uover- stigelig, når man ser nærmere på de områder, hvor amerikanerne er særlig aktive. Det er i den elektroniske in- dustri, i den kemiske industri og i automobilproduktionen. Jo mere der tjenes i Amerika, des mere afsættes til videreudvikling og forskning, og der tjenes langt mere end i Europa. De amerikanske industriforetagender regner med udbytter på mindst 12-13 pct. af aktiekapitalen som det mine- male, i Europa må man ofte være til- freds med 4-5 pct. Og jo mere der af- sættes til forskning og indsamling af ny viden, jo længere kommer de foran. Inden længe vil Amerika på afgørende industrielle områder af betydning for fremtidens samfund være det land, der sidder inde med hele „The Know- how" medens Vesteuropa må nøjes med at udnytte og bruge den efter an- visning. Amerikanske firmaer bruger nu 21 milliarder dollars til forskning eller seks gange så meget som hele Fælles- markedets udgifter til samme formål. De kontrollerer allerede 80 pct. af Europas elektronhjerneindustri og 40 pct. af dets bilproduktion. Den ameri- kanske produktivitet pr. arbejdstime ligger i dag 40 pct. over dets nær- meste konkurrent, Sverige, 60 pct. over Frankrigs og 80 pct. over Eng- lands. Jean-Jacques Servan-Schreiber me- ner ikke, det er urovækkende eller nationalt forkasteligt. Han ser Eu- ropas muligheder i at lære af ameri- kansk kunnen og viden. Og han ser ikke mindst en udfordring i amerika- nernes evne til at skaffe penge til nyinvesteringer og ekspansioner over- alt, hvor de ser et marked. Det gøres ikke alene ved amerikanske penge. I 1965, da amerikanske firmaer in- vesterede 4 milliarder i Europa, var 55 pct. skaffet gennem lån i Europa (fra Euro-dollar-markedet), 35 pct. var lokal finansiering (ofte gennem udvik- lingsfremmende lokale foranstaltnin- ger), og kun 10 pct. var bragt over fra Amerika. Derfor er det muligt, at Johnsons forholdsregler ikke rammer så hårdt endda, især hvis han ikke følger op med strengere regler for, hvor stor en del af indtægterne, de amerikansk-financierede euro- pæiske selskaber skal tilbage til USA, men en politik, der over en længere periode afskrækker ameri- kanerne fra nye investeringer på et marked, hvor deres eksempel alene efter mange eksperters opfattelse har fremtvunget en højst gavnlig konkurrencelyst blandt europæiske firmaer, kan kun føre til, at udvik- lingen her går langsommere end før, mens den som hidtil fortsætter med stormskridt i det allerede langt forudfløjne USA, første land i den post-industrielle æra. Moskva genopliver tanke om nordisk forsvarspagt TO GANGE HAR MAN I DEN SENERE TID VENTILERET DEN TIDLI- GERE FORHADTE TANKE OM EN NORDISK FORSVARSUNION MED DANMARK, NORGE, SVERIGE, MEN UDEN FINLAND. Af Hans Bjørkegren. Moskva i januar (RB-special). Den en gang for Sovjetunionen så forhadte tanke om en nordisk forsvars- union er i den seneste tid blevet lanceret i to versioner dels i en bog om skan- dinavisk udenrigspolitik skrevet af historikeren Alexander Kan, dels i rege- ringsbladet „Izvestija" i en kommentar skrevet af kommentatoren for nord- europæiske anliggender Jurij Golosjubov. Forslaget kan ikke betragtes som en kovending indenfor sovjetisk uden- rigspolitik. Siden man kort efter af- slutningen af anden verdenskrig di- skuterede en nordisk forsvarsunion i Norden og til nu, er der gået en snes år med en enorm politisk udvikling i Nordeuropa. Sovjetunionens den- gang eneste fjendeland i området er blevet forvandlet til dets mest samar- bejdsvillige og udenrigspolitisk mest loyale naboland, mens Sovjetunionens to forbundsfæller under krigen, Dan- mark og Norge, valgte vejen, der før- te ind i NATO, hvilket blev en kilde til stadig men dog aftagende irrita- tion hos dem, som har ansvaret for sovjetisk sikkerhedspolitik. NY SITUATION Det er helt klart, at den forandrede sovjetiske holdning til tanken om et forsvarsfællesskab indenfor Norden hænger sammen, dels med Finlands forandrede udenrigspolitiske situa- tion, dels med Sveriges stadig mere selvstændige udenrigspolitiske optræ- den, f. eks. landets kritiske holdning til USA’s engagement i Vietnam, samt det politiske tøbrud, som har fundet sted i forholdet til Sovjetunionen og Østeuropa ikke mindst for Danmarks og Norges vedkommende. Man har og- så bemærket sig disse to landes stadig mere selvstændige politik indenfor NATO-alliancens rammer. Nordiske iagttagere i den sovjeti- ske ledere værdsætter Danmarks og Norges forsikringer om, at disse lande ikke i fredstid vil modtage kernevå- ben eller huse udenlandske baser — trods ofte forekommende nålestik i den sovjetiske presse, særligt i for- bindelse med NATO-manøvrer. Talrige artikler i autoritative blade som Pravda, Izvestija og Røde Stjerne viser sovjetiske forhåbninger om, at der i Danmark og måske især i Norge er voksende sympati for at træde ud af NATO. Fra sovjetisk side mener man altså at forudsætningerne er til stede, når man aktualiserer ideen om en nordisk forsvarsunion som alter- nativ til fortsat dansk-norsk mdlems- skab af NATO. Fna sovjetisk side stiller man sig yderst køligt til finsk medlemsskab. Golosjubov stiller sig i to artikler i Izvestija helt afvisende overfor finsk medlemsskab, der efter hans mening er uforeneligt med Finlands forplig- telser i henhold til bistandspagten med Sovjetunionen. Historikeren kan tale udelukkende om Skandinavien i geo- grafisk forstand, altså kun Danmark, Norge og Sverige og han taler des- uden om en „skandinavisk forsvars- union". EN VENTILERET TANKE Det er værd at bemærke, at forsla- get om et neutralt nordisk eller skan- dinavisk forsvarsforbund aldrig er blevet ventileret ved skandinaviske statsmænds besøg i Sovjetunionen. Det blev ikke nævnt under forhandlinger- ne med den norske forsvarsminister Otto Grieg Tidemand for kort tid si- den, ej heller berørt overfor den sven- ske udenrigsminister Torsten Nilsson eller hans finske kollega Ahti Karja- lainen. Forslaget synes hidtil kun at være fremkommet på kommentator- niveau i den sovjetiske presse. Derfor må forslaget også indtil videre ses som et indlæg i diskussionen om de nordiske landes rolle i et fremtidigt mere afspændt Europa, et indslag i en debat, som dukker op ikke bare i Vest men også i Øst, om de nuvæ- rende øst-vestlige militærblokkes for- mål på længere sigt. Så sent som for halvandet år siden beskæftigede Izvestija sig med tanken om en nordisk forsvarsunion og af- viste tanken, bl. a. fordi den beteg- nedes som en trussel mod Sveriges neutralitetspolitik. Dette standpunkt blev understreget, da den sovjetiske general Lomov senere aflagde besøg i Sverige. Han betegnede ideen som udelukkende af historisk interesse. Det nye syn på skandinavisk for- svarssamarbejde tolkes af historikeren Alexander Kan på følgende måde: — I de allerseneste år drøftes i de skandinaviske lande under nye histo- riske betingelser spørgsmålet om en neutral skandinavisk forsvarsunion. De progressive kræfter i Skandina- vien ser i en sådan union et alterna- tiv til medlemsskab af NATO. Ideen om en sådan union af neutrale lande forbindes med dannelsen af et varigt og pålideligt sikkerhedssystem. BETINGELSER Med disse ord har man fra sovjetisk side understreget forslagets karakter af debatindlæg, idet man kræver flere ting som forudsætning for en grundig forandring af den politiske situation i Europa. Først og fremmest må spørgs- målet om et fælleseuropæisk sikker- hedssystem være kommet mange skridt nærmere sin løsning med alt hvad dette indebærer af afspænding i Tysklandsspørgsmålet o.s.v. Derefter må de definitive forudsætninger for en dansk-norsk udtræden af NATO foreligge med en deraf følgende æn- dring af opinionen i disse lande. Så omfattende ændringer sker ikke på kort tid, og det er man klar over fra sovjetisk side. Men forslaget er lagt på bordet, og Sovjetunionens stilling til det er åben — for ikke at sige positiv. 24

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.