Atuagagdliutit - 01.02.1968, Síða 24

nunasmt avdlamit mtigassnmemgit
Det amerikanske samfund
har foden på himmelstigen
PRÆSIDENT LYNDON B. JOHNSONS FORHOLDSREGLER KAN ØGE
DET AMERIKANSKE SAMFUNDS FORSPRING.
Af chefredaktør Gunnar Næsselund
København (RB-special)
Præsident Lyndon B. Johnsons overraskende drastiske indgreb for at rette
en handelsbalance op, der har vist underskud i de 17 af de sidste 18 år, vil ryste
Vesteuropa lige så meget som de vil hjælpe USA.
Det er USAs verdensomspændende
forpligtelser især af humanitær og mi-
litær karakter, der er hovedårsagen til
underskuddet, og ikke den private
industris investeringer i udlandet, som
præsidenten nu helt har lukket for til
det vesteuropæiske kontinent. Hans
forholdsregler kan derfor også opfat-
tes som en påmindelse til europæiske
allierede, der nægter at deltage i
USAs engagementer i Vietnam og
andre steder, om, at de alligevel må
være indstillet på at dele byrderne
med USA.
Sidste år brugte de amerikanske
firmaer nok 3,14 milliarder dollars til
investeringer i udlandet, men de bragte
også 4 milliarder dollars tilbage til
landet som fortjeneste. Alligevel blev
der en god del tilbage i de markeder,
hvor amerikanerne har investeret i
stærkt stigende takt i de senere år.
I Europa alene har de været hoved-
elementet i opbygningen af et Euro-
dollar-marked på omkring 2 milliar-
der dollars, som i de senere år har
været den europæiske industris bed-
ste lånepulje. De amerikanske fir-
maer har selv brugt 40 pct. af denne
reserve til ekspansioner i Europa, men
europæiske industrifolk har kunnet
trække på resten, hvis de har haft
lyst til at tage konkurrencen op.
Det er på dette punkt, Johnsons ind-
greb kan skrue udviklingen tilbage i
Europa, og selvom en begrænsning af
amerikanske investeringer i udlandet
umiddelbart kunne forekomme at
være en begrænsning af den ameri-
kanske dominans på verdensmarkedet,
kan det i sidste instans blive det mod-
satte, nemlig en yderligere undergrav-
ning af den øvrige verdens industrielle
kapacitet og konkurrencedygtighed,
simpelthen fordi den vil mangle penge
til egen ekspansion.
PÅ VEJ IND I EN NY TIDSALDER
For mange af tidens økonomiske teo-
retikere vil det hele være en krus-
ning på en udvikling, som forlængst
er kortlagt til langt ind i år 2000. Den
er klarest formuleret fornylig i en ar-
tikel af den amerikanske professor
Zbigniew Br-zezinski, der er medlem
af en høj-intellektuel amerikansk
kommission til studie af år 2000.
Professor Brzezinski afslørede nogle
af kommissionens overvejelser i en
sætning, der sagde, at „Europa og
Amerika befinder sig ikke mere i
samme historiske tidsalder".
Den franske politiske og økonomiske
skribent Jean-Jacques Servan-Schrei-
ber (ejer og udgiver af l’Express) ud-
gav i oktober 1967 en bog over samme
tema, som forlængst er blevet best-
seller i vesteuropæiske erhvervskredse
lej en bil nu
til ferien
derhjemme

jeg vil gerne omgående og uden forbindende
have tilsendt Deres prisliste for autoudlejning!
NAVN:.
STILLING:
ADRESSE:.
så står den
parat til Dem
når De
kommer hjem
Hos Pitzner Auto kan De på fordelagtige vilkår leje bilen til
ferien - et hvilket som helst mærke. Klip kuponen ud, udfyld
og send den til os allerede i dag, så De har Deres ferievogn
hele ferien - det går legende let hos Pitzner Auto!
PITZNER
AUTO
INTERNATIONAL AUTO UDLEJNING
TROMMESALEN 4. KØBENHAVN V
Telegramadresse: PITZNERAUT0
„le defi americain" (den amerikanske
udfordring), hvori han kort og klart
fastslår, at om femten år vil den tredie
industrielle stormagt efter De forenede
Stater og Sovjetunionen ikke være
Vesteuropa, men den amerikanskejede
industri i Vesteuropa, såfremt de sid-
ste års udvikling fortsættes.
De to nævnte og en række andre
eksperter er enige om, at Amerika er
på vej ind i et fremtidssamfund, som
af nogle betegnes som det teknotroni-
ske samfund, af andre som det udpræ-
gede service-samfund (efter det sid-
ste århundredes eskalation fra agrar-
samfund til industrisamfund). Det vil
være lige så forskelligt fra det indu-
strielle samfund, som dette har været
fra det udprægede agerbrugs-sam-
fund.
Det teknotroniske eller det efter-
industrielle samfund vil bl. a. være
kendetegnet ved, at gennemsnitind-
tægten pr. indbygger ligger over 10.000
dollars. 1 Amerika er gennemsnits-
indtægten efter 22 pct.s stigning i de
sidste fem år nu oppe på 7.404 dollars.
I det avancerede industrielle samfund,
som hovedparten af Vesteuropa tilhø-
rer, er den over 1500 dollars, i Sovjet-
unionen godt 1000 dollars. Det vil
byde sine borgere en arbejdstid på
under 30 timer pr. uge i 39 uger med
13 ugers ferie pr. år, og iøvrigt vil
meget få have legemligt arbejde at
udføre. Det overlades til EDB-anlæg
og elektronikken eller trykte kreds-
løb og automation.
Det er en kendsgerning, at den ame-
rikanske industri vokser hurtigere end
alle andre landes, og at den teknolo-
giske kløft mellem Amerika og den
øvrige verden bliver bredere og bre-
dere. Jean-Jacques Servan-Schreiber
viser, at i 1961 var 97 af de firmaer i
verden, der havde en årsomsætning
på over 500 millioner dollars, ameri-
kanske, 27 var fra Fællesmarkeds-lan-
dene og 22 fra den øvrige del af ver-
den. Fem år senere var der 134 ame-
rikanske firmaer i denne gigantklasse,
41 i Fællesmarkedet og 49 i resten af
verden. Forholdet mellem USA og
Fællesmarkedet (hvis befolkningstal
er jævnbyrdige) var altså 1-4, et ud-
tryk for forfatterens tese, at nok var
det europæere som Robert Schumann,
Jean Monnet og Walter Hallstein, der
opfandt og skabte Fællesmarkedet,
men det er amerikanerne, som har
forstået at udnytte dets muligheder for
stordrift. Fra 1965 til 1966 steg de ame-
rikanske investeringer i USA 17 pct.,
i den øvrige verden 21 pct., men i Fæl-
lesmarkedet hele 40 pct. Store ameri-
kanske firmaer har forlængst indret-
tet sig på, at 20-30 pct. af deres ak-
tiver skal investeres i Europa.
FLERE PENGE — MERE VIDEN —
MERE MAGT
Kløften mellem den gamle og den
nye verden bliver endnu mere uover-
stigelig, når man ser nærmere på de
områder, hvor amerikanerne er særlig
aktive. Det er i den elektroniske in-
dustri, i den kemiske industri og i
automobilproduktionen. Jo mere der
tjenes i Amerika, des mere afsættes
til videreudvikling og forskning, og
der tjenes langt mere end i Europa.
De amerikanske industriforetagender
regner med udbytter på mindst 12-13
pct. af aktiekapitalen som det mine-
male, i Europa må man ofte være til-
freds med 4-5 pct. Og jo mere der af-
sættes til forskning og indsamling af
ny viden, jo længere kommer de foran.
Inden længe vil Amerika på afgørende
industrielle områder af betydning for
fremtidens samfund være det land,
der sidder inde med hele „The Know-
how" medens Vesteuropa må nøjes
med at udnytte og bruge den efter an-
visning.
Amerikanske firmaer bruger nu 21
milliarder dollars til forskning eller
seks gange så meget som hele Fælles-
markedets udgifter til samme formål.
De kontrollerer allerede 80 pct. af
Europas elektronhjerneindustri og 40
pct. af dets bilproduktion. Den ameri-
kanske produktivitet pr. arbejdstime
ligger i dag 40 pct. over dets nær-
meste konkurrent, Sverige, 60 pct.
over Frankrigs og 80 pct. over Eng-
lands.
Jean-Jacques Servan-Schreiber me-
ner ikke, det er urovækkende eller
nationalt forkasteligt. Han ser Eu-
ropas muligheder i at lære af ameri-
kansk kunnen og viden. Og han ser
ikke mindst en udfordring i amerika-
nernes evne til at skaffe penge til
nyinvesteringer og ekspansioner over-
alt, hvor de ser et marked. Det gøres
ikke alene ved amerikanske penge.
I 1965, da amerikanske firmaer in-
vesterede 4 milliarder i Europa, var
55 pct. skaffet gennem lån i Europa
(fra Euro-dollar-markedet), 35 pct. var
lokal finansiering (ofte gennem udvik-
lingsfremmende lokale foranstaltnin-
ger), og kun 10 pct. var bragt over fra
Amerika.
Derfor er det muligt, at Johnsons
forholdsregler ikke rammer så
hårdt endda, især hvis han ikke
følger op med strengere regler for,
hvor stor en del af indtægterne,
de amerikansk-financierede euro-
pæiske selskaber skal tilbage til
USA, men en politik, der over en
længere periode afskrækker ameri-
kanerne fra nye investeringer på et
marked, hvor deres eksempel alene
efter mange eksperters opfattelse
har fremtvunget en højst gavnlig
konkurrencelyst blandt europæiske
firmaer, kan kun føre til, at udvik-
lingen her går langsommere end
før, mens den som hidtil fortsætter
med stormskridt i det allerede langt
forudfløjne USA, første land i den
post-industrielle æra.
Moskva genopliver tanke
om nordisk forsvarspagt
TO GANGE HAR MAN I DEN SENERE TID VENTILERET DEN TIDLI-
GERE FORHADTE TANKE OM EN NORDISK FORSVARSUNION MED
DANMARK, NORGE, SVERIGE, MEN UDEN FINLAND.
Af Hans Bjørkegren.
Moskva i januar (RB-special).
Den en gang for Sovjetunionen så forhadte tanke om en nordisk forsvars-
union er i den seneste tid blevet lanceret i to versioner dels i en bog om skan-
dinavisk udenrigspolitik skrevet af historikeren Alexander Kan, dels i rege-
ringsbladet „Izvestija" i en kommentar skrevet af kommentatoren for nord-
europæiske anliggender Jurij Golosjubov.
Forslaget kan ikke betragtes som en
kovending indenfor sovjetisk uden-
rigspolitik. Siden man kort efter af-
slutningen af anden verdenskrig di-
skuterede en nordisk forsvarsunion i
Norden og til nu, er der gået en snes
år med en enorm politisk udvikling
i Nordeuropa. Sovjetunionens den-
gang eneste fjendeland i området er
blevet forvandlet til dets mest samar-
bejdsvillige og udenrigspolitisk mest
loyale naboland, mens Sovjetunionens
to forbundsfæller under krigen, Dan-
mark og Norge, valgte vejen, der før-
te ind i NATO, hvilket blev en kilde
til stadig men dog aftagende irrita-
tion hos dem, som har ansvaret for
sovjetisk sikkerhedspolitik.
NY SITUATION
Det er helt klart, at den forandrede
sovjetiske holdning til tanken om et
forsvarsfællesskab indenfor Norden
hænger sammen, dels med Finlands
forandrede udenrigspolitiske situa-
tion, dels med Sveriges stadig mere
selvstændige udenrigspolitiske optræ-
den, f. eks. landets kritiske holdning
til USA’s engagement i Vietnam, samt
det politiske tøbrud, som har fundet
sted i forholdet til Sovjetunionen og
Østeuropa ikke mindst for Danmarks
og Norges vedkommende. Man har og-
så bemærket sig disse to landes stadig
mere selvstændige politik indenfor
NATO-alliancens rammer.
Nordiske iagttagere i den sovjeti-
ske ledere værdsætter Danmarks og
Norges forsikringer om, at disse lande
ikke i fredstid vil modtage kernevå-
ben eller huse udenlandske baser —
trods ofte forekommende nålestik i
den sovjetiske presse, særligt i for-
bindelse med NATO-manøvrer.
Talrige artikler i autoritative blade
som Pravda, Izvestija og Røde Stjerne
viser sovjetiske forhåbninger om, at
der i Danmark og måske især i Norge
er voksende sympati for at træde ud
af NATO. Fra sovjetisk side mener
man altså at forudsætningerne er til
stede, når man aktualiserer ideen om
en nordisk forsvarsunion som alter-
nativ til fortsat dansk-norsk mdlems-
skab af NATO.
Fna sovjetisk side stiller man sig
yderst køligt til finsk medlemsskab.
Golosjubov stiller sig i to artikler i
Izvestija helt afvisende overfor finsk
medlemsskab, der efter hans mening
er uforeneligt med Finlands forplig-
telser i henhold til bistandspagten med
Sovjetunionen. Historikeren kan tale
udelukkende om Skandinavien i geo-
grafisk forstand, altså kun Danmark,
Norge og Sverige og han taler des-
uden om en „skandinavisk forsvars-
union".
EN VENTILERET TANKE
Det er værd at bemærke, at forsla-
get om et neutralt nordisk eller skan-
dinavisk forsvarsforbund aldrig er
blevet ventileret ved skandinaviske
statsmænds besøg i Sovjetunionen. Det
blev ikke nævnt under forhandlinger-
ne med den norske forsvarsminister
Otto Grieg Tidemand for kort tid si-
den, ej heller berørt overfor den sven-
ske udenrigsminister Torsten Nilsson
eller hans finske kollega Ahti Karja-
lainen. Forslaget synes hidtil kun at
være fremkommet på kommentator-
niveau i den sovjetiske presse. Derfor
må forslaget også indtil videre ses
som et indlæg i diskussionen om de
nordiske landes rolle i et fremtidigt
mere afspændt Europa, et indslag i
en debat, som dukker op ikke bare i
Vest men også i Øst, om de nuvæ-
rende øst-vestlige militærblokkes for-
mål på længere sigt.
Så sent som for halvandet år siden
beskæftigede Izvestija sig med tanken
om en nordisk forsvarsunion og af-
viste tanken, bl. a. fordi den beteg-
nedes som en trussel mod Sveriges
neutralitetspolitik. Dette standpunkt
blev understreget, da den sovjetiske
general Lomov senere aflagde besøg
i Sverige. Han betegnede ideen som
udelukkende af historisk interesse.
Det nye syn på skandinavisk for-
svarssamarbejde tolkes af historikeren
Alexander Kan på følgende måde:
— I de allerseneste år drøftes i de
skandinaviske lande under nye histo-
riske betingelser spørgsmålet om en
neutral skandinavisk forsvarsunion.
De progressive kræfter i Skandina-
vien ser i en sådan union et alterna-
tiv til medlemsskab af NATO. Ideen
om en sådan union af neutrale lande
forbindes med dannelsen af et varigt
og pålideligt sikkerhedssystem.
BETINGELSER
Med disse ord har man fra sovjetisk
side understreget forslagets karakter
af debatindlæg, idet man kræver flere
ting som forudsætning for en grundig
forandring af den politiske situation i
Europa. Først og fremmest må spørgs-
målet om et fælleseuropæisk sikker-
hedssystem være kommet mange
skridt nærmere sin løsning med alt
hvad dette indebærer af afspænding
i Tysklandsspørgsmålet o.s.v. Derefter
må de definitive forudsætninger for
en dansk-norsk udtræden af NATO
foreligge med en deraf følgende æn-
dring af opinionen i disse lande. Så
omfattende ændringer sker ikke på
kort tid, og det er man klar over fra
sovjetisk side.
Men forslaget er lagt på bordet, og
Sovjetunionens stilling til det er åben
— for ikke at sige positiv.
24