Atuagagdliutit - 21.11.1968, Qupperneq 15

Uro omkring rejepriserne
Uden tilstrækkelig kendskab til eksportmarkeder og eksportmetoder har de
private eksportorganisationer kastet sig ud i salget med stadig lavere priser
og tvunget KGH til at følge med, skriver Handelsdirektør Hans C. Christian-
sen som svar på direktør Ebbe Lysemoses indlæg:
Bladets redaktion har sendt mig nr.
19 — formentlig fordi man venter et
svar på indlægget fra direktør Ebbe
Lysemose. Det trænger i alt fald til en
kommentar.
Det er jo en kendt sag, at avisrefera-
ter nemt bliver forvansket, når en lang
telefonsamtale bliver trukket sammen
i få sætninger. Det synes også at være
sket ved min samtale med Aalborg
Stifttidende. Som konkurrencen har
udfoldet sig mellem KGH og visse pri-
vate rejeproducenter i Grønland, har
den vitterligt medført kraftigt pris-
fald, og følgen er, at begge virksomhe-
der går dårligere. Det behøver selv-
følgelig ikke medføre, at Arctic Sea-
food går dårligt, og det har jeg da hel-
ler ikke sagt noget om.
Det, jeg derimod har udtalt mig om,
er de af politikere fremsatte planer om
at flytte KGH aktivitet i København
til Jylland. Her har jeg understreget,
at det, hvis man til en sådan udflyt-
ning til Jylland vil bruge 50 eller 100
miil. kr. af statens midler, må være
vigtigt forinden at vide lidt om KGHs
fremtid. Der ville vel ikke være megen
mening i at bruge så mange penge,
hvis der samtidig var politikere, som
gik med forestillinger om at afvikle
KGH. Selv er jeg overbevist om, at
nedlæggelse af KGH vil være en kata-
strofe for grønlænderne, men man skal
jo aldrig forsværge noget alligevel.
Jeg synes, vi trænger til en mere
klar politik end den nuværende med
hensyn til både forsyningstjenesten og
produktionen. Hvis brugsforeningerne
virkelig skal overtage alle de store
bybutikker, så må man jo huske, at
KGH selvfølgelig vil miste den for-
tjeneste, man før opnåede på disse bu-
tikker. Disse penge er hidtil gået ind i
fællesregnskabet, og det vil sige, at de
har bidraget til at opretholde ensar-
tede, men også forholdsvis lave priser
over hele Grønland — også i de min-
dre og fjerne byer og ved udstederne.
Det er politikerne, som skal bestem-
me, om brugsen skal have KGHs by-
butikker, men de må da forinden vide,
at udskillelse af det, der giver over-
skud, må medføre enten højere priser
i de øvrige områder eller yderligere
forhøjet statstilskud.
På samme måde må vi inden for
produktionen vide, hvad hensigten
med udviklingen er, og hvilken rolle
KGH skal spille. Man taler nok om
centraliseret eksport, men personlig
tvivler jeg på, at det er politisk gen-
nemførligt i det herskende liberalis-
tiske klima i dansk økonomi. Private
producenter står så skarpt over for
statens produktionsvirksomheder, at
de vil afvise ethvert samarbejde, uan-
set hvor fordelagtigt dette måtte være
for de grønlandske producenter.
Da ingen private foretog sig noget
— og da de få, som år forinden havde
prøvet på det, havde mistet deres
penge — måtte staten igen træde til
med det industriprogram, som KGH
udformede i 1957 og 1958, og som fol-
ketinget tiltrådte d 1959. Det er i reali-
teten samme program, der gik videre
i G-60, og som nu nærmer sig sin af-
slutning — i Jakobshavn med udbyg-
ning af rejefabrikken.
Denne industrialisering er grundla-
get for hele den øvrige udbygning i
Grønland, men det er helt klart, at
forudsætningerne for industrialise-
ringen ikke har holdt. Planens forud-
sætninger er væltet over ende af for-
skellige faktorer. Nogle af dem kan vi
faktisk ikke øve indflydelse på. Det er
frem for alt verdensmarkedet. Man
må huske, at Grønland, selv med den
nuværende store produktion, kun
fremstiller ca. 1 °/o af hele verdens
re j eproduktion.
Men grønlandske rejer har dog ry
for deres særligt høje kvalitet, og der-
for er der et forhold, som er blevet
langt alvorligere. Her tænker jeg på
den konkurrence ude på eksportmar-
kederne, som i forstærket grad ram-
mer os fra andre grønlandske produ-
centers side. Da KGH vitterligt var
den første, der skabte et godt marked
for grønlandske produkter i udlandet
er det klart, at jeg sigter til de private
producenter.
Netop den epskortorganisation, som
Arctic Seafood tilhører, har ført en
markedspolitik, som er under al kritik.
Uden tilstrækkeligt kendskab til eks-
portmarkeder og eksportmetoder har
man kastet sig ud i salget. I stedet for
at finde nye markeder har man syste-
matisk opsøgt ikke blot KGHs kunder,
men også vore kunders kunder med
stadig lavere priser. Det har skabt
enorm uro omkring priserne, og det
har tvunget KGH til at følge med.
Foreløbig synes der ikke at være no-
gen ende på, hvor billigt man vil sælge.
Allerede i indeværende år har KGH
under dette tryk måttet reducere reje-
prisen med mindst kr. 2,50 pr. kg, og
da de private rejeproducenters organi-
sation allerede har taget næste skridt
nedad, ser det ud til, at vi endnu ikke
har nået bunden på denne glidebane.
Enhver, der kender vore produktions-
tal, kan nemt regne ud, hvad det bety-
der på fabrikkernes årsregnskaber.
Selvfølgelig findes der også andre
konkurrenter, så mange, at vi måske i
det lange løb alene af den grund ikke
kan holde de priser, vi hidtil har fået.
Men det må forekomme mig aldeles
meningsløst, at grønlandske virksom-
heder på eksportmarkederne ødelæg-
ger priserne for hinanden — og det er
det, der sker for øjeblikket for rejer-
nes vedkommende.
Om Arctic Seafood giver overskud
eller ej, ved jeg selvfølgelig ikke. Det
er heller ikke min sag. Derimod næ-
rer jeg ikke tvivl om, at den prispo-
litik, som selskabet anlægger i sin eks-
port, koster dyrt —desværre ikke blot
for Arctic Seafood, men også for os
andre. Takket være udbyttedelingen,
rammer den altså også de grønlandske
fiskere direkte!
For udbygning af rejefabrikken i Ja-
kobshavn er der dernæst en anden me-
get vigtig forudsætning, som ikke har
holdt. Forskydningen her er faktisk
så alvorlig, at vi har måttet overveje,
om vi skulle standse den sidste etape
af udbygningen, som blev begyndt i år.
Det drejer sig nemlig om udsigterne
for at få tilstrækkelig arbejdskraft.
Denne spiller selvsagt en afgørende
rolle for KGHs industriprogram, hvis
hovedformål jo var at bidrage til be-
skæftigelsen af den voksende befolk-
ning. Projektet til fabrikken i Jakobs-
havn er dimensioneret efter den ar-
bejdskraft, der forventedes at ville
være til rådighed i selve Jakobshavn
uden tilførsel af sæsonarbejdskraft
udefra.
Det står selvfølgelig en privat pro-
ducent frit at træffe sine dispositioner
uden hensyntagen til helhedsplanlæg-
ningen. Men det er klart, at dette —
når det sker som i Jakobshavn — har
højst alvorlige følger for den store
virksomhed, der dels måtte forudsætte
tilstedeværelsen af den nødvendige
arbejdskraft, dels måtte have reje-
fiskeriets helhedsinteresser for øje.
Sandheden er, at fiskeriets udvikling
er løbet forud for industrianlægget.
Da det virker ganske urimeligt i
Grønland at begrænse omfanget af
rejefiskeriet, stod KGH i den tvangs-
situation, at vi måtte gå ind for en
fuldt udbygget industrialisering i fa-
brikken for at kunne tilbyde rejefi-
skerflåden den bedst mulige udnyt-
telse. Grønlandsrådet gav denne plan
sin fulde tilslutning — men også i
tillid til de da kendte forudsætninger:
nemlig de relativt gode afsætningsfor-
hold og tilstedeværelsen af fornøden
arbejdskraft.
Når KGH viderefører sin plan, til
trods for at de nævnte forudsætnin-
ger ikke har kunnet holde, sker det
selvfølgelig i håb om, at det trods alt
må lykkes at modvirke den skete ud-
vikling, men vi kommer ikke uden om,
at usikkerheden er øget ganske be-
tydeligt ved den private fabriks pris-
og salgspolitik og ved dens konkur-
rence om arbejdskraften.
Ingen kan vel være i tvivl om, at
Arctic Seafood, som forholdene nu en-
gang har ligget i Jakobshavn, ikke
engang har kunnet skaffe beskæfti-
gelse til en eneste rejepillerske, som
KGHs virksomhed ikke også kunne
have beskæftiget. Ej heller har virk-
somheden kunnet aftage et kilo rejer
mere, end hvad KGH også kunne have
aftaget, hvis arbejdskraften var for-
blevet hos KGH.
Selvfølgelig er Arctic Seafood gun-
stigere stillet derved, at man ikke be-
høver at påtage sig en ren udviklings-
opgave, men kan nøjes med at dispo-
nere sin egen virksomhed efter eget
behov og ønske. Ligeledes må det er-
kendes, at KGH står bundet af mini-
steriets aftaler med GAS i arbejder-
spørgsmål og især af arbejderafløn-
ning, hvorimod Arctic Seafood har be-
nyttet sig af sin frihed i så henseende.
Jeg nærer ikke tvivl om, at denne
politik har været til fordel for Arctic
Seafood, og det bekræftes nu jo tilmed.
Det er meget vel muligt, at det har
medført så god udnyttelse af Arctic
Seafoods mindre anlæg, at man også
kan sælge billigere end KGH, men det
er stadig ikke for mig tilstrækkelig
motivering til at gøre det, så længe de
udenlandske aftagere ikke kræver det,
og en sådan situation har hidtil ikke
foreligget.
Hans C. Christiansen.
Et ur er en fornem gave*.!
- og det behøver ikke være dyrt før at være godt J
BELCA armbånds-
ure i depnt schweizer-
kvalitet er ønskegaver
og priserne er usædvanligt ritnejige.
De elegante herre- og dameure
fås i flere forskellige udførelser:
stål, double, guld, vandtæt,
autorr.atic og med dato.
Se det store udvalg af BELCA ure
NUK’s URIMPORT
PRÆSENTERER „BELGA“ PÅ GRØNLAND
MED DETTE FORBLØFFENDE TILBUD
Elegant herreur i gulddouble
m/dato 17 stens Anker værk
Antimagnetisk sort l/rem
1 års skriftlig garanti.
Til den fantastiske lave pris å 192,00
(Normal pris 260,-)
YDERLIGERE GIVER VI VED KØB AF 2 URE SAMTIDIG 10 °/o RABAT
DET LYDER UTROLIGT, MEN DET ER SANDT
KUPON SENDES TIL
Exclosivt dameur i guldbouble
Med en smuk lænke og skive
Til samme lave pris 192,-
(Normal pris 260,-)
NUK’s URIMPORT BOX 96 GODTHÅB
UNDERTEGNEDE ØNSKER TILSENDT PR. EFTERKRAV MED 8 DAGES RE-
TURRET
□ 1 STK. HERREUR SOM VIST TIL ..
□ Al STK. DAMEUR SOM VIST TIL ...
□ B 1 STK. DAMEUR SOM VIST TIL ...
□ 2 STK. URE SOM VIST MED 10°/o RABAT
SÆT KRYDS UD FOR DET ØNSKEDE
192,00
192,00
192,00
NAVN . .
ADRESSE
BY ....
15