Atuagagdliutit - 19.12.1968, Side 4

Glasfuglen
(Fortsat fra foregående side)
ellers havde lyst til at „kigge ind“ i
julen.
Julen kom, og julen gik. Vinduerne
begyndte at tømmes, og de strålende
ting blev lagt tilside til næste år.
Mabel Baker kom i teatret og fortalte
om alt, hvad hun havde set. Det drøm-
te Anne-Marie om flere nætter i træk,
og hun syntes, hun var en meget lyk-
kelig lille pige, der havde en veninde,
som kom i teatret.
Livet fortsatte i den gamle gænge.
Et nyt år blev ringet ind. I skumrin-
gen, på årets trettende dag, lå Anne-
Marie på knæ på brostenene i Mellins
stræde og trak hinkerude-stregerne op,
der var blevet slettet ud i løbet af da-
gen. Tilfældigvis var hun det eneste
barn, der var ude at lege, noget, som
sjældent skete. Hun hørte skridt bag
sig, men så ikke op lige med det sam-
me. Men idet skridtene gik fordi hen-
de, hørte hun en svag ringlen i takt
med dem. Da så Anne-Marie op. En
dame, der bar noget højst mærkvær-
digt i sine hænder, var på vej gennem
strædet.
— Oh! udbrød Anne-Marie.
Kvinden standsede. Det hun bar, var
et lille juletræ, et meget lille træ af
den aller-billigste størrelse, men så-
dant et vidunderligt strålende lille
træ. Det glitrede og skinnede af alle de
yndigste små glasting, man kunne
tænke sig: små glaslygter og lysehol-
dere, skinnende kugler i alle regn-
buens farver, en julenisse i rødt og
sølv, også helt af glas, kæder og guir-
lander af guld- og sølvperler, stjerner
og blomster, og lange, krystalklare
dråber af form som istapper. Der var
også fugle, blå og gule fugle, der så
ud, som om de fløj, og mellem dem
var der en, som var stoltere og smuk-
kere end alle de andre: en glasfugl,
der strålede i guld og blåt og grønt,
med en kam på hovedet, og en lang,
lang hale af fint spundet glas, der
lignede silke.
— Åh, gispede Anne-Marie over-
vældet, et juletræ!
Da gjorde kvinden noget, man al-
drig ville have drømt om. Hun gik lige
hen til Anne-Marie og sagde:
— Vil du have det?
Anne-Marie stirrede på hende og
smilede tøvende og langsomt. Damen
anbragte det strålende lille træ i hen-
des hænder.
— Dette træ, sagde hun, var det min
mening at forære den første lille pige,
der sagde „Oh“! Du er den lille pige.
Anne-Marie begyndte at fnise —
hun kunne simpelthen ikke sige „Man-
ge tak“. Hun kunne bare fnise og
fnise. Men hendes smil forvandlede
denne fnisen til den mest henrivende
latter, og det virkede ganske, som om
hun havde sagt: „Mange tak“!
Damen lo med og forsvandt fra Mel-
lins stræde.
I hendes sted kom William:
— Hvad er det for noget?
— Det er et juletræ. Jeg fik det af
en dame.
William hylede øjeblikkeligt ned
genem strædet:
— Anne-Marie har fået et juletræ
af en dame!
Børnene kom løbende fra alle sider.
De slog kreds om træet, så på det,
rørte ved det, og beundrede det. Deres
Næh! og Oh! hørtes med jævne mel-
lemrum.
— Ah, se på fuglene, de ser ud, som
om de flyver!
— Kan man tænde glaslygterne,
Ane-Marie!
— Nej, se den smukke blomst dér!
— Hvad vil du gøre med det, Anne-
Marie?
— Det skal stå ved siden af min seng
i nat, sagde Anne-Marie, og 1 morgen
vil jeg holde fest.
Længselsfulde blikke hvilede på
hende.
tuberkulose akiorniardlugo suliniartut tapersersukit
■fr -fr RADIUKUT FESTBLANKETIT ATORDLUGIT
BENYT TELEGRAFENS FESTBLANKETTER ☆ ☆ ☆
derved støtter De tuberkulosebekæmpelsen i Grønland
koral
er kildefrisk
Der er 10 forskellige slags kildefriske
KORAL: appelsin, appelsin sukkerfri,
kæmpeappelsin, citron, ananas, grape
tonic, sport, rød, cola og apollinaris.
koral
puilassututdle
imeruernartigaoK
KORAL-it puilassututdle imeruernarti-
gissut pineKarsinåuput åssiglngitsutut
Kulisut: appelsin, appelsin sukoKéngit-
sok, appelsin angiséK, citron, ananas,
grape tonic, sport, augpilassoK, cola
åma apollinaris.
— Må jeg?
— Og jeg?
— Jeg får da lov at komme, ikke
Anne-Marie?
— I må komme allesammen, sagde
Anne-Marie.
Den nat, denne eneste lyksalige nat,
lyste det lille træ i al sin dejlighed
over Anne-Maries drømme — vågne
drømme, for hun sov næsten ikke.
Hun så bare på træet hele tiden og
følte på det, da det blev så mørkt, at
hun ikke mere kunne se det. Hun lod
sine fingre løbe gennem perleguirlan-
derne, fulgte formen af de fine, små
blomster og stjerner og strøg ømt hen
over den vidunderlige fugls silkeagtige
hale. I morgen aften, det vidste hun,
ville hendes træ være plyndret, men
hun håbede, at hun ville få lov til at
beholde glasfuglen for sig selv. Hvis
det blev hendes, kunne den sidde i
træet ved siden af hendes seng altid,
og hver eneste nat ville hun kunne
stryge dens silkehale.
Morgenen kom. Festen blev holdt ef-
ter tetid. Hvert eneste barn i Mellins
stræde vendte hjem med en skat fra
træet. William ville have julenissen,
og den fik han også. De andre børn
bad ikke om glasfuglen. På en eller
anden måde forstod de, hvor forfær-
deligt gerne Anne-Marie ville have
den, og de syntes, at hun fra sit eget
træ skulle have lov at tage det, hun
syntes allerbedst om. Lille Lily Kensit
mumlede ganske vist, da det blev
hendes tur: jeg ville så gerne have
den glasfu . . . Men hendes store
bror lagde hånden over hendes mund
og sagde bestemt: Lily vil gerne have
rosen, Anne-Marie. Se, Lil, den har en
diamant i midten!
— Oh! sagde Lily overvundet.
Så da selskabet var overstået, og
de tørre nåle fra det tømte træ drys-
sede ned på bordet, ejede Anne-Marie
den fortryllende fugl, som var fløjet
ind over hendes drømme.
Da hun kom for at putte William i
seng, fandt hun ham bittert hulkende
i en krog.
— Hvad er der i vejen, William?
— Min julenisse er gået i stykker!
— Ah, William, det kan ikke være
rigtigt!
— Jo, det er.
William var utrøstelig.
— Græd ikke, William.
— Jeg vil have din glasfugl.
— Ja, du skal nok få den, bare du
vil holde op med at græde.
Anne-Marie gav William sin glas-
fugl. Han græd sig i søvn med fuglen
trykket tæt ind til sig, og i nattens
løb tabte han den ud af sengen.
Anne-Marie hørte, da den gik i styk-
ker, mens hun lå ved siden af sit
plyndrede lille træ. Hele natten igen-
nem mærkede hun den visne granlugt i
næseborene og hørte den svage lyd af
grannålenes dryssen ned på gulvet.
Og i drømme oplevede alle andre
børn i Mellins stræde noget enestående
dejligt om en fugl eller en blomst eller
en stjerne af farvet glas, noget, som
måske ville vare en dag eller en uge,
nogle måneder eller et år — eller må-
ske mange år.
SKI
Vort store illustrerede vinter-
sportskatalog tilsendes-' “ H£&tis.
Kataloget omfatte^
loge:
sumik
maisa ilagai
ngitsut 30-t, ajåu1
mardluk, singersarfitx
akeKångit-
eKarsinauvoK. li-
ordutit åssji
.t arfi:
' -«3gjp
^ arfineK-
pingasut, kamigpait si5q^p}.it
Kulit, tissat atoretugssaitdlo na-
linginait
o/etcAe
SPORT
v«0 NtNNRPO*1
Nørregade 36
KØBENHAVN K.
Telegr.-adr.: Lerchesport
Jeg er ingen steder, men lige her
og alle vegne kan du finde mig. Mel-
lem lyngtotterne på heden kan jeg
sno mig så let som vinden, over havet
rejser jeg så stærkt som solnedgangen,
og til fjeldets top når jeg, straks du
vender dit blik og din tanke mod tin-
dernes glitrende, evige sne.
Du er mig ikke bevidst, men alli-
gevel kender du mig, for en stor del
af din tankeverden handler om mig,
og alt, hvad der har forbindelse med
mig. Jeg er din, helt og fuldstændigt,
så længe du vil, og det vil du hele
dit liv, for, som jeg sagde før, er du
mig ikke bevidst og kan følgelig ikke
fornægte min eksistens. Du ejer mig,
og jeg er afhængig af din tanke, for
uden den ville ingen komme til at
kende mig. Og de synes jo godt om
mig.
Når du dør næste år, vil jeg for-
lade dig og besøge et af dine børne-
børn, som du aldrig kommer til at
kende. Men hun vil komme til at ken-
de dig. Sådan kom du til at kende din
bedstefar. Han var så venlig en mand,
men han tænkte ikke så meget, og
derfor kender du ham kun, som han
så ud på din mors billede og fra hi-
storien om, da han løftede den island-
ske hest under sin venstre arm.
Jeg kendte ham godt.
Du skulle tale med mig en dag, men
det kan du ikke, for din tro på mit
karikaturspejlbillede og den forstær-
kede myte om mig sløver dit øje og
blinder dit sind. Vend om! Kvæl den
fordummende ensretning, der gør dig
stum og langsomt slår mit udtryk ihjel.
Men du 'kan vel ikke.
Jeg skal fortælle dig, hvem jeg er:
Jeg blev født for mange år siden og
er lige så gammel som Homo Sapiens.
A/S
Dansk Ilt- og Brint-
fabrik
København
ilt- åma brintiliorfigssuaK
danskit peKatigit piat
København
Jeg blev født som den første af alle.
Siden fik jeg en søster, og vor slægt
blev større og større. Nu er den så
stor som en verdens befolkning.
I de mange år, der gik, har jeg levet
og lært. Jeg har set din slægt for-
mere sig og dø, men jeg har aldrig
sørget med dig. Jeg har set dig leve
og nyde dit liv, men jeg har blot væ-
ret til stede og siddet ved din kvindes
fantasi. Det var min glæde. Vi rejste
sammen og elskede hinanden, og på
vor vej mødte vi mange, som vi elskede
og legede med.
Når du ville på ferie i fjeldet i lan-
det bag havet, var jeg der, før du
fandt en afløser til kontoret, og når
du endelig kom af sted og trak vejret
i den tynde luft, rejste jeg efter et
par uger tilbage til dit savn, men så
hurtigt som solopgangen over havet,
tanken op ad fjeldet og vinden gen-
nem lyngen hen til dit hus var jeg
hos dig, så snart du kaldte.
Jeg var hos den fisk i floden, du
prøvede at fange, og når den vred sig
af krogen og flygtede tilbage i fri-
hedens kolde, fossende begreb, hjalp
jeg dig med at bande og svovle, så
naturen blev stille omkring dig.
Alligevel er du mig ikke bevidst.
Jeg er din fantasis frodighed og din
tankeverdens inspiration. Jeg er hå-
bet i din tro på tro, og dog er jeg den,
der hæmmer dens ægthed og udfol-
delse. Jeg er rig på livets længde, men
fattig på dets udtryk, ligeglad med
det, angst for dets død.
Vi er skabt af samme herre, men
du kostede ham intet, kun en del af
den have, han siden satte os til at
passe. Men mig rev han ud af sig selv,
og havde han været af blod som du,
ville han have stønnet af smerte.
Men det gjorde ikke ondt.
Du er ved at vågne.
Gad vidst, om du kan huske din
drøm.
Ja din kvinde døde jo i nat.
Jeg vidste det godt, for min ven-
inde rejste allerede før solopgang. Det
skulle være et sjældent tilfælde, om
vi mødes igen.
Du græder jo. Men jeg kan ikke
sørge med dig, for det er vor rigdom
og vor fattigdom, at vi hverken græder
eller sørger.
Jeg kan ikke fortælle dig mere, for
nu sender du mig ud i den kolde brise
ved ensomheden. Der er mørkt og
koldt. Du regner måske med, at hun
er der. Det er hun også — på en måde
— ligesom alt andet, man savner.
Jeg fik netop lyst til at sludre fordi
hun slap bort i nat.
Jens Brønden.
4