Atuagagdliutit - 25.11.1971, Blaðsíða 12

Rentyrenes mødested -
tærsklen til nytiden
Pangnirtungs indbyggertal tidoblet på en menneskealder. Turisterne
vil opleve et lille eskimosamfund, men er blevet en trussel mod det.
Af Ritzaus Bureaus udsendte medarbejder Torben Østerby.
GENBO TIL GRØNLAND 4:
Pangnirtung og
Frobisher Bay i august.
— Al den forbandede trafik, der
er kommet. Bare jeg dog kunne
få mit hus flyttet et andet sted
hen. Ellers ender det med, at jeg
bliver så gal, at jeg tager mit ge-
vær og skyder efter alle, som
forstyrrer mig.
Den 73-årige Jim Kilabuk ler
hjerteligt og peger i retning af
et par unge eskimoer, som er kørt
fordi på en Honda minimotorcy-
kel.
Kilabuk har nu boet i nogle år
i hus nr. 58 i Pangnirtung, Baf-
fin Island, Grønlands canadiske
genboø.
Pangnirtung eller som navnet
oprindelig lød Pangnerktuk bety-
der „Rentyrenes mødested'1. Rens-
dyrene, Calibou’ene har dog ikke
vist sig i mange år på den grøn-
klædte skråning over byen, der
tæller næsten 700 indbyggere. De
var borte allerede dengang, den
300 år gamle handelsorganisation
„Hudson's Bay Company" anlagde
en handelsstation på stedet. Cari-
bou’en forsvinder fra de områder,
mennesket tager i besiddelse.
Jim Kilabuk har levet med al
den tid, Pangnirtung har eksiste-
ret. I sin opvækst og ungdom var
han medlem af det primitive
eskimoiske fangersamfund, som
flyttede rundt på Baffinkysten i
takt med de skiftende jagt- og
fangstmuligheder. I 1921 kom
„The Bay“s handelsstation og si-
den „S:t Luke’s", Sankt Lucas
Anglikanske kirke — endnu et
eksempel på, at „The Bay“,
H.B.C., „Here before Christ", sva-
rer til sit øgenavn, „Her før Kri-
stus".
UDVIKLINGEN KOM I
1960'ERNE
Der gik mange år, før det lille
samfund ved Pangnirtung Fiord
ekspanderede. Fjorden — eller
som det kaldes på canadisk med
et skandinavisk ord fiord — trak
nok lejlighedsvis mange fangere
fra Cumberland Sound uden for
fjorden til sig, men det var kun
få familier, deriblandt Kilabuk’-
erne, som bosatte sig fast. I 1931
boede der kun 54 mennesker, og
endnu i 1950’erne var der under
100 indbyggere. Til gengæld boede
der op mod 400 mennesker i
i skindtelte og ishytter, alt efter
årstiden, langs Cumberland
Sound.
Udviklingen kom til Pangnir-
tung i 1965 og 1966. Fangerne
langs kysten kom i store vanske-
ligheder, da der opstod en epi-
demi blandt slædehundene, og
beboerne i 5 fangersamfund brød
op og flyttede til byen. Pludselig
var der 340 indbyggere. I dag er
der kun et fangersamfund tilbage
i Cumberland Sound, Keepeeshaw
med 43 indbyggere.
Jim Kilabuk har som medarbej-
der ved „Hudson’s Bay Com-
pany“s handelsstation levet hele
udviklingen med. Han synes selv,
at omvæltningerne har været sto-
re, men han erkender, at de har
været endnu større for de fæller,
som er flyttet direkte ind fra fan-
gersamfundene til Pangnirtung.
For Jim Kilabuk er der også
anden „forbandet" trafik end ung-
dommen på minimotorcykler.
Hans hus passeres af fangere på
vej til og fra deres ophalingssted,
kirkegængere til den anglikanske
kirke og fangerkoner på vej til
„The Bay". Ikke alle er på gåben.
Nogle foretrækker at køre i egne
biler, selvom Pangnirtungs vejnet
kun er 4 kilometer langt.
BING CROSBY TIL
PANGNIRTUNG
Den mangeårige „handelschef" i
Pangnirtung Ross Peyton, Jim
Kilabuks principal, har også for-
ladt „The Bay". Mens Kilabuk
gik på pension, begyndte Peyton
for sig selv.
Peyton satte alle sine spare-
penge i Pangnirtungs første hotel
med 20 senge. Oprindelig ville han
have bygget hotellet i Clearwater
Fiord med umiddelbare jagt-,
fangst- og fiskerimuligheder.
Denne placering forudsatte nogle
timers sejlads fra Pangnirtung
Fiord og ville have betydet, at
hotellet ville være gået glip af
indtjeningsmulighederne ved at
huse de mange embedsmænd og
teknikere, som året rundt roterer
fra samfund til samfund på Baf-
fin Island.
I sidste sekund sadlede Ross
Peyton om og fik materialerne di-
rigeret til Pangnirtung. Peyton
var sin egen entreprenør og hånd-
værker, og i efteråret 1970 var
hotellet beklædt med spånplader
og vinduerne sat i. Vinteren gik
med indretning.
Den store luksus var der hver-
ken penge eller kræfter til i før-
ste omgang. Peyton venter dog, at
der kommer forbedringer med ti-
den. Ganske vist venter hans gæ-
ster ikke storbyforhold i det lille
samfund ved fiorden mellem de
barske, 1500 meter høje fjelde,
men gæstebogen røber, at der og-
så er et forvænt publikum, som
indlogerer sig på hotellet.
I begyndelsen af august dukke-
de filmskuespilleren og kritikeren
af dansk laksefisken Bing Crosby
op sammen med et par præsiden-
ter fra General Motors og United
Staeel, verdens største industri-
foretagender. Canadas play-boy
premierminister Pierre Trudeau
meddelte, at han ville slutte sig
til selskabet.
— Der er sæson for fiskeri fra
midten af juni til hen i septem-
ber, siger Ross Peyton, men det
er ikke alene for fiskeriets skyld,
folk kommer til Pangnirtung. De
vil også opleve, hvordan det er
at bo i et lille eskimosamfund.
Det arktiske Canada er slet ikke
opdaget af turisterne endnu. Man-
ge amerikanere og canadiere tror,
at Goose Bay på Labrador er det
nordligste, man kan rejse til. Der
er halvanden times flyvning med
jet fra Frobisher Bay til Goose
Bay, og en god time med propel-
fly fra Frobisher og hertil.
Naturligvis er opholdet dyrt i
forhold til det, jeg kan byde mine
gæster, fortsætter Peyton. Med
pension koster det 50 dollars i
døgnet, og kosten er blot jævn
og borgerlig. Vi hverken kan eller
bør holde fransk eller internatio-
nalt køkken her.
TURISMEN — EN TRUSSEL
Pangnirtungs eskimoiske befolk-
ning har hurtigt opdaget, at turi-
sterne fører penge til det lille
samfund. Ross Peyton engarerer
guider og lejer både til sine gæ-
ster, og eskimoernes kooperative
værksted for skære- og skindar-
bejder m. v. gør gode forretnin-
ger, når Peytons værelser er be-
lagt.
— Do you wanna seli? — Vil
du sælge? er ord, eskimoerne hyp-
pigt hører, når en turist søger
kontakt. Der flyves mange rens-
dyr- og sælskind ud med turister-
ne fra Pangnirtung, og mange af
de fastboende har sagt farvel til
deres rensdyrskindparkaer med
et bundt dollarsedler i hånden.
Jim Kilabuk morede sig, da di-
rektørerne fra det store inden-
dørsarkitektfirma Belanger & Co
i Montreal drog af sted med hans
egen og sønnens parkaer. Han
var et halvt hundrede dollars
rigere.
— Så må konen sy en ny. Det
varer en uge, siger han.
Pangnirtungs turister er velbe-
slåede og begejstrede. Så begej-
strede, at de trykker dollarsed-
ler og mønter i næverne på endnu
forbavsede eskimobørn, som snart
kan lære at spørge efter penge
ved mødet med folk udefra.
— Vi har spoleret eskimoerne,
erkender hotelvært Ross Peyton.
Der vil nok gå 2-3 generationer,
før de har indrettet sig på en al-
mindelig tilværelse.
KIRKEN — EN TILFLUGT?
Kirken præger ellers livet på
Baffin Island. I de fleste sam-
fund er det den anglikanske kirke,
som dominerer. — enkelte steder
er det den katolske kirke.
I Frobisher Bay er der kun to
anglikanske kirker, en katolsk
missionsstation og en vækkelses-
kirke fra Pentecostal missionen,
som nærmest tilslutter sig bap-
tisternes budskab.
Pangnirtungs S:t Luke’s
Church, Sanks Lucas kirke er
den eneste kirke på stedet, men
samtidig en kirke, som har otor
tiltrækningskraft. Sæljagt og an-
dre aktiviteter indstilles søndag,
og fangere og jægere vender til-
bage, så de kan deltage i de kir-
kelige handlinger.
Jim Kilabuk i hus nr. 58 kan
ikke være i tvivl om, når det er
kirketid. Der går en konstant
strøm af mennesker ud og ind af
det upretentiøse kirkehus med de
rå bænkerader. Kl. 08,00 er der
eskimoisk morgenandagt, senere
er der engelsk og eskimoisk høj-
messe. Om eftermiddagen er der
søndagsskole og senere igen en-
gelsk og eskimoisk gudstjeneste.
De kirkelige aktiviteter ind-
skrænker sig ikke til søndagen.
Ugen igennem samles mange
mennesker til bibeltimer, mands-
og kvindekredse og andre former
for menighedsmøder.
Mange af søndagens kirkesø-
gende nøjes ikke med en enkelt
kirkelig handling, og det er ikke
usædvanligt, at en familie tager
samtlige andagter og gudstjene-
ster med.
Pangnirtungs turister viser sig
også, i reglen på de bagerste
bænkerader, hvorfra filmkame-
raer snurrer og blitzlys flammer
op. Der er mange små mellemspil,
som skal fastholdes — når mødre
trækker sutteflasker frem til bør-
nene eller når børnenes leg i
midtergangen tager overhånd.
NY LANDINGSBANE
Mens Jim Kilabuk fejrer salget
af de to Caribou-parkas med en
kop kaffe, brummer bulldozere og
tunge lastvogne rundt i Pangnir-
tungs østlige udkant.
Det canadiske forsvar har ud-
valgt „Rentyrernes mødested" til
et forsøg som optakt til „The
remoted airstrip’s programme",
som betyder en væsentlig forbed-
ring af de primitive landingsba-
ner.
Programmet er et led i den po-
litik, Canada er slået ind på —
et kraftigere militært engagement
i det næsten folketomme nord til
markering af nationens suveræ-
nitet. Prisen for engamentet er
tilbagetrækning af de canadiske
styrker i Europa.
Forbedrede landingsbaner og
større fly vil bringe endnu mere
udvikling med sig til Pangnir-
tung og andre steder i det arkti-
ske Canada, og hotelvært Ross
Peyton behøver ikke at gøre sig
store bekymringer om hotelbelæg-
ningen.
I løbet af et halvt år vil „Nord-
air" kunne indsætte større fly end
den lille de Havilland DH-8 „Twin
Otter" — og det canadiske forsvar
vil kunne lande med sine rekog-
nosceringsfly, som overvåger de
uhyre, øde kyststrækninger og
holder øje med fremmede under-
vandsbåde i farvandet ud for dem.
HUSLEJE EFTER INDKOMST
Jim Kilabuk bor i et af bolig-
programmets største og bedste
huse, der har opholdsstue med
køkken og tre soveværelser.
Der er efterhånden kommet
mange af disse huse, type 396 til
Pangnirtung, men der er stadig
boligmangel. Når der kommer
skib først på efteråret, er der
byggesæt til 10 nye huse om-
bord.
Det hjælper ikke meget, når der
i gennemsnit er næsten 3 menne-
sker pr. soveværelse — og når
flere af Pangnirtungs familier
stadig bor i telte.
Huslejen er ikke et større pro-
blem. Boligprogrammet, som gen-
nemføres af myndighederne, be-
tyder, at toppen skæres effektivt
af huslejen — og uden en sådan
ordning var flertallet af Pangnir-
tungs indbyggere henvist til at
bo i telte.
— Huslejen svarer langtfra til
de reelle omkostninger, oplyser
afdelingsleder Angus MacKay,
som forestår programmet fra sit
kontor i Frobisher Bay. Det vil
næppe være forkert at regne med.
at en familiebolig burde lejes ud
til 5-600 dollars, ca. 4000 kroner,
månedlig, når indkøb, fragt og
øvrige omkostninger tages i be-
tragtning.
Der betales fra 2 til 67 dollars
— mellem 15 og 500 kroner —
månedlig. Lejen retter sig efter
husstandsindkomsten.
Boligprogrammet „The Nort-
hern Housing Programme" er ba-
seret på indkøb af præfabrikere-
de typehuse, som sendes op fra
det sydlige Canada. Myndighe-
derne spørger efter de billigste
tilbud på enfamiliehuse for fami-
lier med små indkomster og væl-
ger det bedst mulige for de bevil-
gede penge.
I begyndelsen interesserede man
sig ikke for, om husene fungerer,
som de skal, og det har været
vanskeligt for eskimoerne, som
kom ind fra fangersamfundene, at
finde ud af, hvordan de skulle
bruge dem. Således er der mange
eksempler på, at badeværelse og
toiletrum er brugt som lagerrum.
Nødtørften er forrettet i en fælles
potte midt i stuen.
Det har knebet med isoleringen.
Den gøres der mere ud af i de
nye huse. „Tændstikæskerne",
som de kaldes, får fremtidig dob-
belte gulve. De tynde gulve har
været ubehagelige i vintertiden
og har fordret store mængder
fyringsolie for at holde en nogen-
lunde temperatur, slutter Mac-
Kay.
FØRSTE LÆRER I 1956
— I skolen lægges der særlig
vægt på undervisningen i hus-
gerning, fortæller Pangnirtungs
„settlement manager", kæmner
Nigel Wilford.
Byens skole har en stor special-
klasse, hvor børnene sættes ind i
et køkkens funktioner, lærer at
sy på maskine, betjene vaskema-
skiner o.s.v. Børnene befordrer
deres erfaringer videre til hjem-
mene, og siden undervisningen
kom i gang, har mange voksne
også ønsket at lære noget om hus-
førelse. Det er ikke sjældent at
se vaskemaskiner i Pangnirtung
og tilmed vaskemaskiner i brug.
I andre af samfundene på Baffin
Island har man nok fået vaske-
maskiner, men de er aldrig kom-
met i brug og har stået og rustet
under åben himmel.
Undervisningen svarer stort set
til undervisningen sydpå. Gen-
nemgående er eskimobørnene lidt
tilbage, når de starter. Det skyl-
des, at de i hjemmene taler eski-
moisk, mens skolen underviser
på engelsk.
Den første lærer kom til Pang-
nirtung i 1956 på foranledning af
den anglikanske kirke, som også
driver byens sygeplejestation. I
1962 sendte myndighederne den
første lærer herop, og i 1968 var
der en skole med 6 klasseværel-
ser. I dag er der en snes klasse-
værelser.
Befolkningen bruger skolen
uden for den tid, børneundervis-
ningen finder sted. Der er mange
aftenkurser, ligesom der spilles
baseball, badminton og andre
boldspil i gymnastiksalen.
Skolen er et godt middel til
at inddrage eskimoerne i sam-
fundslivet i Canada, og jeg tror,
at eskimoerne alt i alt erkender
værdierne i den ny tilværelse, der
gradvis bygges op for dem, slut-
ter Nigel Wilford.
Maskinmestre til nye hæk-
trawlere i Grønland
Til tjenstgøring om bord i moderne udstyrede hæktrawlere kan
ansættes velanbefalede og velkvalificerede maskinmestre med
certifikat af 1’ eller 2’ grad.
Trawlerne har station i Vestgrønland, og normalt er fangst-
rejsernes varighed ca. 1 uge.
Der tilbydes fast løn plus fangstbonus, og familiebolig kan stilles
til rådighed på rimelige betingelser.
Nærmere oplysninger om stillingerne kan fås ved telefonisk
henvendelse til maskininspektøren, ASta 6001 — lokal 2353, og
skriftlig ansøgning bedes fremsendt til:
DEN KONGELIGE GRØNLANDSKE HANDEL
Ansættelseskontoret
Strandgade
1004 København K.
12