Atuagagdliutit - 13.04.1972, Síða 14

Kommentarer til
retskrivningsdebatten
I efterårets løb har en række
debatindlæg i „SermitsiaK" og
A/G vist, at forslaget om æn-
dring af den grønlandske ret-
skrivning har mange menneskers
interesse. Nogle af indlæggene er
blevet besvaret. Her vil jeg gerne
kommentere en række artikler,
som findes i „SermitsiaK“ 1971 fra
nr. 41 til nr. 5 i dette år, og A/G,
især numrene 22, 24 og 25 i 1971.
Da en del af uoverensstemmen-
de betragtninger drejer sig om,
hvilke tegn (bogstaver), der skal
anvendes til hvilke lyde, vil jeg
så vidt muligt undgå de tegn,
der bruges i den nuværende ret-
skrivning eller i forslaget, men
betegner lydene efter deres arti-
kulationsforhold, men vil dog for
nemheds skyld også bruge de tegn,
vi bruger i grønlandsk lydskrift.
Den lyd, som vi skriver som
„dl“ efter Kleinschmidts retskriv-
ning: ustemt lateral, eller også: L
(anvendes i lydskrift).
Den lyd, som Kleinschmidt har
betegnet som „k“: uvulær lukke-
lyd (nb.: k: velær lukkelyd). Ve-
lum = ganesegl, uvula = drøbel.
Den lyd, som Kleinschmidt har
betegnet som „ss“ beskrives her
som „S“.
Jeg vil som indledning præci-
sere mit forhold til Sprog- og ret-
skrivningsudvalget i forbindelse
med forslaget til den nye ret-
skrivning. Jeg har været med til
at afprøve fordele og mangler ved
udvælgelsen af det system, for-
slaget bygger på. Jeg har været
med til at lave analyse af ret-
skrivningsprøverne, været med til
at afprøve eventuelle problemer i
forbindelse med læsning og skriv-
ning af flere systemer, været
med til at afprøve forholdet mel-
lem læsevanskeligheder og ret-
skrivningens udtryksmidler, af-
prøvet i praksis virkningen af en-
kelt „s“ fonem for læsning og
forståelse, og sammen med en
kollega har jeg igennem flere må-
neder skrevet og læst tekster
skrevet med dobbeltbogstaver. De
erfaringer, jeg har høstet ved dis-
se prøver, er blevet bragt til ud-
valgets kundskab, og dermed var
min andel for det meste gjort.
Udvalget selv har udarbejdet for-
slaget, har selv ansvaret for det,
og må høste ros for det. Men det
er klart, at det består en for-
ståelse mellem udvalget og mig.
Forslaget er bygget på tre for-
hold:
1. Fonemerne i det grønlandske
sprog.
2. Hensyn til de grønlandske
børn, der på samme tid skal
lære at læse både grønlandsk
og dansk.
3. Et ønske om at undgå for
meget huskestof.
Af disse forhold er fonemerne
det mest dominerende grundlag.
De to andre hensyn omfatter kun
de undtagelser, hvor man havde
set bort fra fonemforhold. Fone-
merne er lyde, der i sig selv ikke
rummer nogen betydning, men
som kan adskille to betydninger
fra hinanden. F. eks. er /1/ og
/1/ to forskellige fonemer, fordi
det er de to lyde, der markerer
forskellen i betydningen i følgen-
de ord: aleq (harpunline) og aleq
(navn). Derimod er /1/ og /d/
ikke forskellige fonemer, fordi en
ombytning af de to ikke ville
ændre betydningen af et ord
(f. eks. ataata — adaada). Hvis
man vil bygge et system på fo-
nemerne, må man så vidt muligt
undgå undtagelser, fordi enhver
undtagelse forplumrer reglerne.
Lydene e og o er ikke selv-
stændige fonemer på grønlandsk,
(idet /i/ er det samme fonem
som e, og /u/ det samme som o).
Der er kun tre vokalfonemer,
lal, /i/, lul på grønlandsk, men
forslaget rummer alligevel fem
vokaler, idet man derved prøver
at forhindre, f. eks. at grønland-
ske børn skulle læse „qilirti" som
„Birthe".
Det tredie hensyn, ønsket om
at undgå for meget huskestof, vi-
ser sig især ved, at man ikke
vil skelne mellem s og „S“. En
af grundene er dog den, at de
fleste grønlændere ikke bruger
de to som to fonemer, de adskil-
ler ikke betydningerne ved s-„S“
modsætningen, og antallet af de
folk, der skelner mellem de to
lyde, går stadig væk ned. Dertil
kan man ikke finde en almen-
gyldig regel, efter hvilke de folk,
der ikke skelner mellem s og „S“,
skulle kunne finde ud af, hvor-
når de inde i ordene har det ene
eller det andet. Det er ligeledes
et forsøg på at reducere huske-
stof, når man prøver at undgå
„qq“, og i stedet hele vejen bru-
ger rq“.
Lydforlængelse foreslås angivet
ved bogstavfordobling. Flere har
kritiseret det, med den begrun-
delse, at dobbeltskrivning ville
gøre ordene ekstra lange og der-
med vanskelige at læse. Men den
egentlige årsag til en række lange
ord er den måde, ordene bygges
op på med stammer og tilhæng.
En anvendelse af accenttegn for
lydforlængelse ville ikke forhin-
dre, at der findes lange ord. Jeg
har lavet et forsøg over læsefor-
holdene af de lange ord. Jeg fik
ud af det omtalte forsøg, at lange
ord virkelig er et problem for
begyndere og dårlige læsere, men
er ikke noget problem for de ru-
tinerede læsere. Så at sige alle,
der var gode læsere, læste tek-
sten med de lange ord hurtigere
end teksten uden lange ord (færre
pauser mellem ordene?).
De, der kritiserer dobbeltskriv-
ningen af bogstaverne, foretræk-
ker at angive lydforlængelse med
accenttegn. Jeg har også lavet
forsøg over dette spørgsmål, og
fik følgende ud af det: Den tekst,
hvor lydforlængelsen er angivet
ved accenttegn, blev af børnene
læst lidt hurtigere end den an-
den, men der var til gengæld be-
tydelig flere umotiverede pauser,
gentagelser og direkte fejllæsnin-
ger end i den tekst, hvor lydfor-
længelse angives ved hjælp af
stumme bogstaver, som altså blev
læst lidt langsommere, men med
meget større sikkerhed. Da prø-
verne blev gennemført over ulæ-
ste tekster, var det nødvendigt
at bruge den retskrivning, som
børnene var fortrolig med. Det
må så formodes, at de stumme
bogstavers indvirkning på øjet
principielt må svare til bogstav-
fordoblingen. Meget tyder på, at
accenttegnene forstyrrer læsnin-
gen, mere end ekstra bogstaver
ville gøre det.
De nævnte forhold spillede en
rolle for valget af det system,
som forslaget var bygget på. Men
desuden var det heller ikke dår-
ligt, at vi derved uden ekstra for-
dyrelse gjorde det muligt at an-
vende den grønlandske retskriv-
ning på andre felter, hvor sær-
ligt alfabet er påkrævet, f. eks.: i
telegrafen, punktskrift (blinde-
skrift), alle slags skrivemaskiner
(også dem med kuglehoved), til
edb o. 1. Man kunne f. eks. tænke
sig, at bogtryk ved hjælp af edb
kunne gøre det muligt hurtigt og
billigt at genoptrykke en udsolgt
bog. Man skulle blot bruge pro-
grammet igen, og det ville så
ikke være nødvendigt at læse
korrektur igen.
Flere har beklaget, at de stum-
me bogstaver, der findes i Klein-
schmidts retskrivning, nu skulle
forsvinde. Den tydeligste argu-
mentation ser man i provst Kr.
Lauritsens artikel (A/G 1971, nr.
24, s. 24). Han kom ind på, at
de danskere, der får undervisning
i grønlandsk, nu ville miste den
værdifulde støtte, de har i d ■>
stumme bogstaver for ai, linua ud
af, hvorledes ordene er sammen-
sat. Jeg er enig med provsten i,
at Kleinschmidts retskrivning på
dette felt giver en udmærket
støtte, hvis man er usikker i grøn-
landsk. Men jeg vil sætte et stort
spørgsmålstegn ved værdien af en
sådan analytisk opbygget under-
visning, når man ønsker at kun-
ne tale grønlandsk. De fleste af
de — ellers ikke særlig mange —
der har lært at kunne tale grøn-
landsk, har ikke lært det gen-
nem bøgerne, men har lært det
ved at være med de grønlandsk-
talende, d.v.s. ved at høre hele
ord, hele udtryk. Derfor vil jeg
anse det for sandsynligt, at en
undervisning i grønlandsk ville
kunne give bedre udbytte, hvis
den er bygget på syntese, ikke
på analyse. Det betyder natur-
ligvis, at grønlandskundervisnin-
gen for danske må laves temmelig
meget om, og jeg vil mene, at den
nye retskrivning rummer visse
muligheder i den retning. Den
undersøgelse af udtrykselemen-
ternes anvendelsesfrekvens, som
vi kører på Institut for eskimo-
logi, kan så medvirke til opbyg-
ning af nye lærebøger, der be-
gynder med udtryk, som kan an-
vendes hyppigt. Provstens hen-
visning til overgangen fra „goti-
ske" bogstaver er denne sag uved-
kommende. Det er tegnskifte, ikke
retskrivningsændring.
Flere kom ind på, at den mang-
lende undervisning i grønlandsk
var en af årsagerne til, at børne-
ne ikke lærte at skrive korrekt
grønlandsk, og fandt det ønske-
ligt, at man først prøvede at til-
rettelægge undervisningen bedre,
inden man opgav Kleinschmidts
retskrivning. Ved hver retskriv-
ningsdiskussion, helt fra tiden før
1920, undskyldte man sig med
den dårlige undervisning. Hvor
sand påstanden end er i dag, er
det dog klart, at man ikke kan
blive ved med at undskylde sig
med det. I de mere end 50 år,
der er gået, kunne man i det
mindste have taget konsekvensen
af påstanden, men da man fortsat
ikke har tilfredsstillende under-
visning i grønlandsk, kan vi an-
dre ikke tage argumentet højtide-
ligt mere.
H. C. Petersen udtalte, tydelig-
vis med tankerne på de retskriv-
ningsmæssigt konservative: „Man
må spørge sig selv, hvor og hvor-
når man havde talt „korrekt"
eskimoisk eller grønlandsk",
(SermitsiaK 1972, nr. 4.). Thi når
så mange klynger sig så meget
til Kleinschmidts retskrivning,
må de vel anse det for at være
det synlige billede af „korrekt"
grønlandsk. Hvis tanken var rig-
tig, så ville det grønlandsk, der
taltes før den tid, og det grøn-
landsk, der er senere end Klein-
schmidts tid, begge være „for-
kerte". Det bedste for os vil dog
være at bygge retskrivningen på
grønlandsk af i dag, om ikke an-
det så fordi det er den form,
vi kender bedst.
Bendt Lynge skrev, at det sam-
me forslag var blevet fremsat af
professor Thalbitzer i 1930. Men
Thalbitzer byggede sit forslag på
„fonetik", og det gav sig især
uslag i, at han ville indføre h
ved en række ustemte hæmme-
lyde, og at han ville erstatte ng
med n. Udvalgets forslag er byg-
get på fonemerne, d.v.s. de betyd-
ningsskelsættende lyde. Det frem-
går tydeligt, at B. Lynge ikke
havde fattet den grudlæggende
forskel. Formen lhl er ikke mere
betydningsskelsættende end „dl".
Men lad os lige se på Thalbitzers
forslag. Forslaget var vanskeligt
at forstå i sin helhed, da der hele
tiden var uoverensstemmelse mel-
lem Thalbitzers formuleringer og
hans eksempler, men vi kan dog
ved hjæl ■ i;. e næviié
en rukarakteristiske træk:
1. Han erstattede „sukåssut" med
konsonantfordobling, 2. De ustem-
te hæmmelyde skrives med h
(lhl, ghg, rhr, (vhv?), shs). 3. ai
og au erstattes med ae og ao (tae-
nera (udtalen), pitsaonerpåk
(den bedste). 4. i og u erstattes
hver gang med é og 6 (aménnai-
nik (kun med dets skind), inugi-
ssorssopput (de er flotte folk) —
i det sidste eksempel kan det ses,
at han ikke skelnede mellem s
og „S", selv om han også fore-
slog shs. Det er derfor vanskeligt
at finde ud af forslaget. — Thal-
bitzer ville desuden erstatte ng
med n. Men han ville beholde
sivitsut ('M og k (men brugte
selv ofte q). Det skulle så vise,
at Bendt Lynges påstand ikke har
med virkeligheden at gøre.
Bendt Lynge mente (det var
det ord, han brugte) at grøn-
lænderne fra gammel tid har haft
en lyd, der udtales som „dl", og
mener formentlig „L“, ikke d
efterfulgt af 1. Hans mening kan
ikke passe, for i så tilfælde, ville
man finde den lyd, som vi i lyd-
skriften markerer ved L, ikke
blot i Vestgrønland, men også
omkring Kap Farvel, i Østgrøn-
land og hos de canadiske eski-
moer i samme omfang, eller også
ville vi finde den lyd i en rand-
zone omkring et område, hvorfra
den så måtte være fortrængt. At
vi tværtimod finder L i et om-
råde, omgivet af en randzone,
hvor denne lyd ikke forekommer
på samme måde, kan kun tolkes
således, at denne lyd er opstået
ret sent i Vestgrønland, og at den
ikke er nået til de grønlandske
ydre dialektområder. At de øvrige
ustemte hæmmelyde har stort set
samme udbredelse („f", „gg“ og
,,rr“) kan kun tydes således, at
alle de ustemte, forlængede hæm-
melyde (derunder ,,L“), er sene
forekomster i Vestgrønland.
Bendt Lynge mener ligeledes, at
de, der har udarbejdet den nye
retskrivning, havde misforstået
Kleinschmidts overvejelser over
eventuelt at bruge „vl“ o. 1., så-
ledes at de mente, at der var
tale om 1 (stemt). Der var i virke-
ligheden ikke noget at misforstå.
Ganske vist brugte Kleinschmidt
også udtrykket „1 efter konsonant"
om sit „dl", men det var klart
nok, at han mente en ustemt lyd,
på samme linie som „gg“, „rr“
og „f“. Disse tegn repræsenterer
lyde, hvis forskel fra g, r og v,
er den samme som L’s fra 1, nem-
lig ved at være forlænget, og
samtidig ustemt. Denne gruppe
på fire hæmmelyde har den ting
fælles, al de er stemte som korte
lyde (mellem to vokaler), men
bliver altid ustemte som forlæn-
gede (efter en konsonant). For-
længelsen og overgangen til
ustemthed hænger meget nøje
sammen, derfor er Bendt Lynges
udtalelse om, at en „fordobling
eller i'lerdobling af 1“ ikke ville
føre til „dl" forkert, hvis han der-
med mener, at lyden så ikke ville
blive ustemt. Han kunne kun få
ret, hvis han mente, at der ikke
ville komme en „d“ i udtalen,
men det fremgår klart nok, at
det var ikke det, Bendt Lynge
mente. Vi må betragte de fire
hæmmelyde under eet, og hvis
Bendt Lynge ville tage konsek-
vensen af sin udtalelse, ville han
blive nødt til at udtale de øvrige
forlængede hæmmelyde som
stemte: någa, årå!
I grønlandsk er der en meget
regelmæssig orden for artikula-
tionsforholdene. Denne orden er
karakteristisk for grønlandsk.
Hvis vi skal skrive disse lydfor-
hold, må vi ty til det latinske
aifabet. Når vi vil give de fone-
mer, der mangler passende tegn
i det latinske alfabet, må vi først
støtte os til den orden, efter hvil-
ken de grønlandske fonemer
hænger sammen. Her kan vi ikke
støtte os til, hvordan man i andre
sprog udtaler skrivevaner, eller
skriver udtalevaner. — Klein-
schmidts anvendelse af tegnene
er ikke bygget på nogen nødven-
dig forbindelse mellem lyd og
bogstav. Kleinschmidt var i ud-
arbejdelsen af sin retskrivning i
samme situation som udvalget,
nemlig at skulle overveje flere
argumenter for at kunne bestem-
me, hvilke tegn han ville bruge
til hvilke lyde. Det fremgår klart,
at Kleinschmidt i visse tilfælde
ud fra praktiske hensyn havde
valgt tegn, som han var betæn-
kelig ved som sprogmand (f. eks.
da han valgte at bruge „dl“ i ste-
det for „11", for at undgå, at euro-
pæerne skulle udtale det forkert).
Det har vi fra Kleinschmidt selv.
I Europa er det vist kun waliser-
ne, der udtaler „11“ ustemt.
Man må huske, at udvalget ud-
arbejdede et forslag til en ny ret-
skrivning. Det må medføre, at
man betragter den hidtil anvendte
retskrivning med kritiske øjne.
Det medfører også, at de for at
undgå eventuelle inkonsekvenser,
ikke må betragte „dl“ som en
helhed, men må dele den i d og
1, og derved kan man tydeligt se,
at sammensætningen af de to
lyde ikke er lig summen af be-
standdelene. Jeg synes nu, at man
indirekte bebrejder udvalget for
at have arbejdet grundigt. Det
foreslåede „11“ stemmer desuden
overens med, at lydforlængelse
angives ved fordobling af bogsta-
vet. Chr. Lynge kom ind på, at
danskerne, englænderne og
franskmændene heller ikke skri-
ver, som de taler, og bringer en
række eksempler på det. Jeg vil
gerne pointere, at der er ret af-
gørende forskel mellem grøn-
landsk og disse sprog, at trykkets
placering i disse sprog spiller en
større rolle for forståelsen af det
sagte, end lydforlængelsen, som
til gengæld er ret afgørende i
grønlandsk. Inden for de euro-
pæiske sprog kender jeg kun
finsk som et sprog, hvor lydfor-
længelsen også spiller den sam-
me rolle for forståelsen som i
grønlandsk, og den finske ret-
skrivning minder meget om ud-
valgets forslag til den nye ret-
skrivning. Tilfældige eksempler
siger faktisk ingenting.
Det er ret nemt at bevise, hvor-
fra de stumme bogstaver i Klein-
schmidts retskrivning stammer.
Det har vist fået nogle til at tro,
at Kleinschmidt så må være uden
fejl. Jonathan Petersen, der som
ingen anden kendte Kleinschmidts
system i praksis, har fundet ad-
skillige fejl ved simpelthen at
bruge systemet i praksis. Det kan
ses ved at sammenligne Klein-
schmidts ordbog med Jonathan
Petersen „ordbogéraK", original-
udgaven fra 1951.
Jonathan Petersen er kendt
14