Atuagagdliutit - 12.10.1972, Blaðsíða 10

Grønlænderne er ikke indivi-
dualistiske enspændere -
Interview med forskerstipendiat, mag. art. Bent Jensen, Københavns Uni
versitet.
AF LEIF AIDT.
„Først i et skabende fællesskab
med andre føler den enkelte sine
menneskelige muligheder, ja,
mærker hvad det vil sige at være
menneske", fremhæver eskimolo-
gen Bent Jensen i denne samtale
om hans bog „En livsform ved
korsvejen. Grønlændernes møde
med vesterlandsk velfærdspoli-
tik". (Glydendal 1971).
Bogen har i det forløbne år væ-
ret genstand for livlig debat, ikke
mindst fordi den har virket stærkt
udfordrende på den officielle
grønlandspolitik, integrations- el-
ler normaliseringspolitikken, med
sin skitse til en ny samfundspoli-
tik, der primært bygger på grøn-
landske forudsætninger.
Det idépolitiske udgangspunkt
for en sådan politik er hans opfat-
telse af, at „de almene livsværdi-
er, der rummes i en meningsfyldt
indholdsrig og menneskevarm
samfundstilværelse i snæver for-
bindelse med andre, må medreg-
nes i selve velfærds- og levestan-
dardbegrebet". Det der ligger ham
på sinde er, at selve menneskeli-
vets kvalitet må bringes i for-
grunden.
Bent Jensen peger på fire ini-
tiativområder, der efter hans op-
fattelse har mulighed for at kun-
ne føres ud i livet i Grønland, og
som han mener kan føre mod en
ny social samlivsform: Koopera-
tion, decentralisering, miljøpoli-
tik og en særlig grønlandsuddan-
nelse for det udsendte personale.
Han understreger, at de 4 punk-
ter blot er forskellige sider af
samme sag: en helhedsbetonet
samfundsudvikling med det over-
ordnede mål at skabe et moderne
grønlandsk fællesskabssamfund.
Foreløbig er bogen trykt i to
oplag i Danmark. Den udkommer
senere i grønlandsk oversættelse
på Det grønlandske Forlag. Des-
uden er en engelsksproget udgave
under forberedelse.
UDGANGSPUNKTET
— Hvad er den nærmere baggrund
for at formulere en radikalt æn-
dret målsætning., for samfundsud-
viklingen i Grønland?
— Meget kort udtrykt er der to
afgørende begrundelser: For det
første har vi, mener jeg, tilstræk-
kelige beviser for, at den fremme-
de samfundstype, som man i hast
har forsøgt at indrette i Grøn-
land, i længden ikke er sund og
frugtbar nok for den mellemmen-
neskelige og dermed for den en-
keltes udfoldelse. Det er et hårdt
klassesamfund i svøb, og der er
følgelig blevet et konfliktsamfund,
der rammer alt for mange men-
neskefjendtlige tendenser.
For det andet må man have mod
til at erkende, at der i de grøn-
landske naturressourser, som er
indenfor rækkevidde, ikke på no-
gen måde ligger muligheder for
at skabe en materiel levestandard
blot tilnærmelsesvis på nordvest-
europæisk niveau. Der har været
temmelig mange drømmeslotte i
den økonomiske politik. Det er
vigtigt, at gøre sig helt klart, at
den materielle levestandard i det
moderne Grønland i helt overve-
jende grad er kunstig, uden me-
gen forbindelse med den grøn-
landske virkelighed. Og det kolos-
sale statsbudget er blevet en skrue
uden ende. Realismen mangler.
At man altså gennem lang tid
har bygget et konflikt samfund
op og endda uden nogen naturlig
lokal produktionsmæssig basis for
det kostbare niveau, man har lagt
op til — disse to kendsgerninger
er, for mig at se, begrundelse nok
for at vælge ganske andre veje i
Grønlandspolitikken.
— Afviser du dermed de egent-
lige reformfremskridt siden 1950’-
erne?
— Nej, tværtimod. Bogen frem-
hæver kraftigt de kontante frem-
skridt, der er opnået inden for
mange enkelte dele af samfundet.
Men samtidig med de overbevi-
sende forbedringer er der netop
sket nogle markante tilbageskridt
menneskeligt set. Det er nødven-
digt at have begge sider for øje,
hvis man vil danne sig et realis-
tisk situationsbillede.
UDVIKLINGENS SKYGGESIDER
— Nu kan man vel hævde, at en
vis teknisk og økonomisk udvik-
ling altid indebærer en mere eller
mindre kontrolabel virkning på
hele det daglige liv, på de sociale
strukturer, på magtfordelingen i
samfundet osv., og at denne skyg-
geside ved udviklingen så at sige
er prisen for den forbedrede leve-
standard?
— Jeg må forkaste den nemme
skrivebordsforenkling, som bl.a.
politikere og administratorer har
benytte sig af i så mange år: „Vil
grønlænderne have det gode, så
må de også tage det onde". Det
har man sagt — eller undertiden
kun tænkt. Det er en temmelig
tankeløs og ufrugtbar filosofi. Po-
litisk og administrativ traditiona-
lisme i renkultur, så at sige. Man
gik bekvemt ud fra, at det — næs-
ten som en naturlov — var uund-
gåeligt at det danske samfunds
skyggesider blev indplantet i
Grønland sammen med refor-
merne. Og så betragtede man blot
med suk og beklagelse den frem-
adskridende opløsningsproces, der
faktisk også fandt sted.
Men en sådan „naturlov", som
man forestillede sig, eksisterer jo
slet ikke. Intetsteds er det bevist,
at bare fordi man bekæmper folks
sygdomme og forbedrer deres bo-
liger og uddannelse osv., så må
man nødvendigvis samtidig ind-
føre et samfnuds- og livsmønster
med indbyggede konflikter og
modsætningsforhold imellem in-
dividerne. Når det alligevel el-
sket så mange steder i verden, be-
viser det allerhøjst, at man har
båret sig forkert ad — ligesom i
Grønland.
Ud fra en radikal og fremad-
rettet betragtning ville man for
godt 20 år siden og derefter be-
vidst have styret udenom alle
tendenser til f. eks. kunstige klas-
seskel, fåmandsvælde og teknisk-
økonomisk virkelighedsflugt.
— Er det ikke, hvad man kal-
der bagklogskab?
— Nogen vil sige sådan. Og det
vrimler jo også alle steder med
bagkloge. Men når du nu spørger,
vil jeg nøjes med at svare for mig
selv. Folk med hukommelsen i be-
hold vil nok erindre, at jeg i skrift
og tale siden 1950’erne har taget
afstand fra, at man både idealise-
rede og rent faktisk opbyggede
et konkurrencepræget, egoistisk
og småborgerligt samfundsmøn-
ster i Grønland.
Der var, mente jeg, ingen som
helst rimelighed i at gøre et så-
dant arktisk yderområde med så
beskedne eksistensbetingelser til
hjemsted for en småkapitalistisk
kræmmermentalitet og den alles-
krig-mod-alle-holdning, som lurer
i alle krogene af et sådant sam-
fundssystem. En sådan udvik-
lingslinie måtte simpelthen give
bagslag, det er som bekendt også
sket.
LINIEN LÅ FAST
— Hvorfor blev der ikke lyttet til
kritik af denne art?
— „Udviklingsmaskinen" var jo
sat igang — med gevaldige fanfa-
rer, der overdøvede alle indven-
dinger og advarsler. I de tilfælde,
hvor kritikken overhovedet blev
opfanget af de ansvarlige, valgte
de at afvise den uden diskussion
som forstyrrende ballademageri
eller blåøjet boplads-romantik.
Man havde hver gang standard-
udtrykkene parat.
Selv stilfærdigt og elskværdigt
fremførte forslag til en alternativ
samfundsudvikling udfra Grøn-
lands og grønlændernes egne for-
udsætninger fandt ingen interes-
se hos de nyetablerede magthave-
re. En del af dem foretrak at mis-
tænkeliggøre forslagene som skin-
barligste „kommunisme".
Der var jo kold krig i den store
verden, og også grønlandsarbejdet
havde sine fanatiske McCarthy-er,
der så fordægtige røde samfunds-
omstyrtere alle vegne.
Sådan var i mange år betingel-
serne for blot at få overvejelser
igang om fundamentale ændrin-
ger af grønlandspolitikken. Det er
der rigelig historisk dokumenta-
tion for. Men vi kan drage den
lære, at man i grønlandspolitik-
ken — såvel som i anden politik
— altid bør være vågent på vagt
over for etablerede „sandheder",
som fastslås fra høje embeder el-
ler andre magtpositioner af tradi-
tionel karakter.
Jeg føler mig iøvrigt ganske
sikker, når jeg siger, at det hos
lederne har skortet på vilje eller
evne til at gå utraditionelt til
værks, generelt taget. Det er en
ringe trøst, at vanetænkning og
vanehandling også er ganske al-
mindeligt uden for grønlandsar-
bejdet. Og lad os så ikke glemme
iøvrigt, at enhver kan gøre fejl-
greb i den allerbedste mening.
Det leverer grønlandsarbejdet en
overflod af eksempler på, i stort
og i småt.
IDEPOLITIK OG MÅLSÆTNING
— Din bog er på en gang en sam-
fundskritisk analyse og et oplæg
til en helt anden udviklingslinie
end den nuværende ...
— Ja, den er et forsøg i den ret-
ning. Men jeg vil gerne under-
strege en ting, som også fremgår
af bogen: den er primært et for-
søg på at lave en sammenfatten-
de ramme, inden for hvilken man
så indtil videre skulle kunne over-
veje og debattere en fremtidig
idépolitik. Der er ikke tale om no-
gen doktrinær køreplan.
Enhver, der gennem årene har
fortvivlet over grønlandsdebattens
rodede og springende forløb og
den hidsige kredsen om mere el-
ler mindre vigtige delproblemer,
har sikkert følt et behov for at
få skovlen under de egentlige ker-
neproblemer, de store linier: Hvil-
ken samfundstype er der basis
for at lave i Grønland? Hvilken
bør man undgå? Hvilken form for
samfund er det værd at kæmpe
for at gennemføre? Sådanne fun-
damentale spørgsmål har i grun-
den aldrig været behandlet i de-
batten i virkelig brede kredse. Vi
har haft spredt og konkret re-
formpolitik, men ingen dybtbo-
rende idepolitiske overvejelser.
Det er vel nok en af grundene til,
at grønlandspolitikken og debat-
ten sålænge har stampet på ste-
det .
Man skulle gerne videre, men
så gælder det om at blive enige
om, hvad man vil debattere. Alle
rider jo deres egne kæpheste, og
der er en udbredt tilbøjelighed til
at gå hinanden imøde og sammen
tage fat på grundproblemerne
punkt for punkt. Det er så fris-
tende at krybe uden om det øm-
tålelige og det svære, men den
går ikke længere i en politisk ver-
den, der skriger på nytænkning
og handlekraft.
— Skal din bog opfattes som en
debatramme, der søger at bryde
med denne tradition for at blive
hængende i småtingene og lade de
store spørgsmål ligge uløste?
— Ja, jeg mener, at man nu
må gå den modsatte vej: gøre sig
klart, hvor man gerne vil hen
med det grønlandske samfund —
og hvilke muligheder der forelig-
ger for at komme derhen. Og der-
efter bør man begive sig i den
ønskede retning.
Det er ikke bare den logisk rig-
tigste fremgangsmåde. Det drejer
sig til syvende og sidst om at væl-
ge imellem noget godt eller noget
dårligt. Det er et valg mellem helt
almene menneskelige livsværdier.
Dette valg forsøger bogen, så kort
som det er muligt, at give nogen
ideer til. Der er tale om nogle få
konklusioner, jeg er nået frem til
ved at arbejde med emnet i man-
ge år. Andre skulle gerne arbejde
videre med enkelthederne.
ALTERNATIVET
— Dni bog argumenterer kraftigt
til fordel for en gennemgribende
kollektiv/kooperativ samfundsty-
pe i Grønland. Du lægger altså
ikke skjul på, hvilken linie du
selv finder rigtig ...
— Læserne har krav på at vide
hvor forfatteren står. Så meget
desto mere, fordi jeg faktisk ikke
øj ner noget andet alternativ til
den nuværende linie end et nyt
samfund, der bevidst skabes med
det størst mulige fællesskab mel-
len menneskene som et overord-
net mål. Det har ikke været for-
søgt. Jeg synes, at simpelthen alt
taler for, at man lægger en sådan
kurs. I første række gælder det
nu om, at det brede grønlandske
folk får kendskab til et sådant
alternativ.
Men jeg vil gerne her — lige-
som i bogen — advare om, at et
sådant nyt samfund ikke kommer
af sig selv, og at det ikke opstår
uden videre, bare fordi der i den
traditionelle grønlandske kultur
har været indbygget en god por-
tion genstridighed og solidaritet.
Meget har jo forandret sig på det
pnukt — og det er, som jeg prø-
ver at forklare det i bogen, noget
helt nyt, der skal skabes. Ikke
noget tilbageskuende, ikke for-
tidsdyrkelse. Det er et moderne
grønlandsk fællesskabsamfund,
som det gælder om at sætte på
dagsordenen. Og den opgave kræ-
ver i kolossal grad, at alle spytter
i næverne og tager fat.
Et sådant mål kræver også, at
Deres ALBIN 21
leveres ab. fabrik i Sverige til netto
fabrikspris!
PROSPEKTER OG PRISLISTER
med alle informationer
Agentur:
DANSK BÅDESERVICE A/S
SKOVSHOVED HAVN
2920 CHARLOTTENLUND - TELEX 1 9532
10