Atuagagdliutit - 31.01.1980, Blaðsíða 8

AG
Inuit Ataqatigiit står ikke for vold
Viceskoleinspektør Jens Geisler er formand
for Inuit Ataqatigiit i Aasiaat (Egedesmin-
de). Han har skrevet denne kommentar til
beskyldningerne om, at Inuit Ataqatigiit
skulle stå bag den senere tids voldshandlin-
ger — især mod danske.
Vor organisation Inuit Ataqati-
giit er ofte blevet beskyldt for at
stå bag en del af de voldshandlin-
ger, der har fundet sted — speci-
elt dem, der har været rettet mod
danske. Jeg mener derfor, det er
på sin plads at gøre rede for vores
holdning.
Siden starten i november 1976
har Inuit Ataqatigiit haft temme-
HF og GYMNASIUM
Ansøgninger til HF-KURSUS eller GYMNASIUM fra elever hjemmehørende i Grønland fremsen-
des efter nedenstående regler:
HF-KURSUS.
Ved Ilinniarfissuaq/Grønlands Seminarium vil der i august 1980 kunne optages 88 elever på HF-
KURSUS. Såfremt der melder sig flere kvalificerede ansøgere, vil disse kunne optages på HF-
KURSUS i Danmark. Ansøgere, der har særlige ønsker om at gennemføre uddannelsen i Dan-
mark, bedes oplyse og begrunde dette på ansøgningsskemaet.
Det skal understreges, at der ikke kan opnås støtte fra Stipendieudvalget til kursus i Danmark,
såfremt der er tildelt plads på HF-KURSET i Nuuk.
Hvis det fastholdes at HF-uddannelsen — trods pladser i Grønland — ønskes i Danmark må an-
søgeren henvises til at søge støtte gennem Statens Uddannelsestøtte i Danmark. Det skal end-
videre bemærkes, at der ikke kan bevilges tilskud fra Stipendieudvalget til rejsen i forbindelse
med uddannelsens start.
Ansøgningsskemaer med vejledning udleveres på kommunens arbejdsmarkedskontor eller hos
skolens rådgivningslærer.
I Danmark fås ansøgningsskemaet i Ministeriet for Grønlands uddannelsesafdeling, tlf. nr.
(01) 13 68 25, lokal 293.
Ansøgningsfrist: Ansøgningerne skal være Ilinniarfissuaq/Grønlands Seminarium i hænde se-
nest 1. marts 1980.
Uddannelsesstøtte: Ansøgning om uddannelsesstøtte indsendes sammen med ansøgning om
optagelse til HF.
GYMNASIUM.
Optagelse i 1. gymnasieklasse vil kun finde sted i Danmark og normalt på en af statens kostsko-
ler.
Såfremt en ansøger har ønske om at bo i privat hjem under uddannelsen, skal en aftale om dette
foreligge. Oplysninger om navn og adresse på »plejefamilien« indsendes sammen med ansøg-
ningsskemaet.
Ansøgningsskemaer med vejledning udleveres på kommunens arbejdsmarkedskontor eller hos
skolens rådgivningslærer.
I Danmark fås ansøgningsskemaet i Ministeriet for Grønlands uddannelsesafdeling, tlf. nr.
(01) 13 68 25, lokal 293.
Ansøgningsfrist og uddannelsesstøtte: Ansøgningerne samt ansøgning om uddannelsesstøtte
(»Danmarksansøgning«) skal samlet sendes gennem kommunens arbejdsmarkedskontor og væ-
re Ministeriet for Grønland i hænde senest 1. marts 1980.
Elever af ikke-hjemmehørende forældre, der søger optagelse på HF-KURSUS eller GYMNASI-
UM i Danmark, kan sende ansøgningen enten direkte til den ønskede skole eller gennem Mini-
steriet for Grønland. Uddannelsestilskud søges i henhold til »Aftale af 19. juli 1976 om uddan-
nelsestilskud til børn af tjenestemænd i Grønland«.
Rektor
Grønlands Seminarium
hg svære fødselskomplikationer,
og problemerne er langt fra løst i
de første års opbygningsfase. På
dette punkt adskiller vi os ikke
fra andre demokratiske institutio-
ner.
Der er ikke megen plads til rå-
dighed her, og jeg vil derfor nøjes
med at koncentrere mig om nogle
hovedpunkter. Når Inuit Ataqati-
giit har til formål at få anerkendt,
at den oprindelige befolkning har
ejendomsret til Kalaallit-nunaat,
så betyder det jo ikke, at organi-
sationen er racistisk. Vi har abso-
lut ikke bedt danskerne om at for-
lade vort land, og vi har bestemt
ikke angrebet enkelt-personer el-
ler foretagender udfra racemæssi-
ge motiver. Tvært imod har vi
gang på gang påpeget, at proble-
merne her til lands ikke løses ved,
at private foretagender overtages
af grønlændere eller ved, at de
stillinger i den offentlige sektor,
der i øjeblikket er bemandet med
danskere, overtages af grønlæn-
dere.
Ulogisk
Grønlands »store spring fremad«
fra koloniens stærkt bureaukrati-
ske styreform og et folk i stor uvi-
denhed til et kapitalistisk system
med samme styre og samme fol-
kelige uvidenhed og med profit-
ten i højsædet er i virkeligheden
så voldelig og grusom, at det godt
kan ende med et egentligt fasci-
stisk system. I virkeligheden
prøver man i det daglige at for-
svare det vestlige borgerlige sy-
stems demokratiske rettigheder.
Men rettigheder er ikke noget,
der kan overføres med systemer.
Det er noget som folket selv må
tilkæmpe sig.
Det ville være helt ulogisk for
vores organisation at gøre sig til
talsmand for terror-handlinger el-
ler i det hele taget påskønne vol-
delig adfærd, fordi enhver form
for vold — både åndelig og psy-
kisk — hæmmer en fri meningsud-
veksling.
Det er ganske rigtigt, at vi ikke
har interesseret os for den danske
befolkningsgruppe i Grønland,
men det har den naturlige årsag,
at den hovedsageligt består af
folk, hvis ophold i Kalaallit-
nunaat er af midlertidig karakter.
Vi har ikke for tiden kræfter til at
udvidde vore aktiviteter til også
at omfatte denne befolkningsg-
ruppe, men det vil fremgå af føl-
gende, at det kunne blive frugt-
bart, når vi til sin tid får bære-
dygtige forhold i en fælles kamp
mod vore fælles fjender.
Det er vores opfattelse, at det
enkelte individ burde have en fak-
tisk — altså en virkelig og reel —
medindflydelse på sin daglige tik
værelse. Men først må goderne i
samfundet fordeles ligeligt, pro-
duktionsmidlerne må være fælles-
eje, og alle må have tilbud om til-
fredsstillende boligforhold, rele-
vant uddannelse og arbejde, og
samfundets orgamisation og de
deraf afledte funktioner må ikke
virke fremmedgørende og under-
trykkende.
Mod umyndiggørel-
se
Det nuværende system fremmer
ikke virkeliggørelsen af disse ide-
er. Vi må derfor arbejde på, at
folk får så megen indsigt i og vi-
den om samfundet som overhove-
det muligt, så vi i fællesskab kan
bekæmpe umyndiggørelsen af
mennesket. Arbejdsløse, fiskere,
fangere og arbejdstagere — de be-
siddelsesløse — må i fællesskab
tage kampen op, for det er en hi-
storisk kendsgerning, at ingen
magthaver frivilligt giver magten
fra sig. Det hjælper heller ikke
meget at appellere til magthaver-
nes samvittighed, for de har in-
gen.
Lad os kæmpe imod enhver
form for samfund, hvor menne-
sket blot gøres til et redskab af en
eller anden slags, og lad os kæm-
pe imod den galopperende og van-
vittige udvikling i de industriali-
serede lande. Den truer nemlig
menneskehedens fortsatte eksi-
stens.
Kampen i Grønland omfatter
ikke alene rigskapitalisterne og
deres statslige byreaukrati, men
også de interne grønlandske og
multinationale selskaber og sam-
menslutninger.
Vores situation kan forekomme
uoverskuelig og vejen til vore mål
uoverkommelig. Vi må derfor be-
tragte vores situation i global, in-
ternational sammenhæng. Vor
nationale kamp kan derfor ikke
være et mål i sig selv, men kun en
fase i de undertrykte massers in-
ternationale revolutionære bevæ-
gelse.
Og på ovenstående baggrund
mener jeg helt og aldeles at kunne
tilbagevise beskyldningerne om.
at Inuit Ataqatigiit skulle gå
rundt og slå folk ned eller øve
vold af enhver art iøvrigt.
Jens Geisler,
Aasiaat 14. januar 1980.
Fremtiden:
To veje
André Gorz: Økologi og frihed, 80
s., Politisk Revy, kr. 39,-.
Når jeg kunne tænke mig at intro-
ducere nærværende bog, skyldes
det først og fremmest dens rele-
vans for de tanker man kan gøre
sig om Grønlands fremtid, sekun-
dært dens globale aktualitet.
Økologi vil for mange nok være
et lidt udflydende og altomfatten-
de begreb, og hvad har det med
frihed at gøre? Økologi er læren
om sammenhængene mellem de
levende organismer og miljøet,
sagt på en anden måde, læren om
GRØNLANDSPOSTEN
kultures tilpasning til naturfor-
holdene.
Vi har nået grænsen
Det der mere end noget andet ka-
rakteriserer de teknisk højt udvi-
klede lande, er netop deres for-
styrrende indgreb i de naturlige
kredsløb, med fordele og ulemper
til følge. Det er klart at der er
grænser for hvor store indgreb
man kan gøre i naturens balancer,
før disse ikke længere kan opret-
holdes, med sammenbrud til føl-
ge. For at gøre en lang historie
kort, er de industrialiserede lan-
des situation nu den, at vi på flere
områder har nået til denne græn-
se, endda i flere tilfælde overskre-
det den, dog uden de helt store ka-
tastrofer til følge endnu. En fort-
sat vækst i energiforbruget, at
stigende ressourcefrådseri, samt
en ukontrolleret teknisk udvik-
ling vil til gengæld i løbet af gan-
ske få år få endog meget alvorlige
følger. Dette er således også ved
at vinde almindelig anderkendel-
se, ikke alene i politiske kredse,
men også hos de store multinatio-
nale producenter. Det kræver der-
for ikke de store diskussioner at
blive enige om at vi ikke kan fort-
sætte som hidtil. Problemet er he-
refter, hvilke veje er der at gå.
To veje
Det er det spørgsmål André Gorz
efter min mening får rimeligt be-
svaret i sin korte bog på 60 sider,
med et efterskrift af Jesper Hoff-
meyer, som af nogle vil være
kendt dels fra Information, dels
fra hans to bøger: »Dansen om
guldkornet«, (en bog om biologi
og samfund) og ȯkologiske pro-
duktivkræfter«. I dette efter-
skrift gør Hoffmeyer sig nogle
tanker over de tilsvarende danske
problemer, hvor Gorz skuer mere
globalt.
André Gorz ser to realistiske
veje at gå. Det der først og frem-
mest adskiller disse to veje, er det
enkelte individs reelle frihed.
Økofascismen
Den ene vej kalder Gorz for økofa-
scismen. Denne vej er karakteri-
seret ved at vi beholder vores
grundlæggende kapitalistiske sy-
stem. Han bruger en del af bogen
til at uddybe, at dette system i sin
natur hele tiden vil stræbe mod
øget gold produktion, fortsat
vækst i energiforbruget, har ind-
bygget flere onde cirkler, og i det
hele taget er uhensigtsmæssigt.
For at råde bod på denne indbyg-
gede tendens til at overskride de
økologiske grænser, bliver staten
i stadig højere grad nødt til at ud-
stikke restriktioner, som vi allere-
de kender mange eksempler på.
Gorz forudser at de stadigt me-
re påtrængende miljøproblemer i
de vestlige lande, og de deraf føl-
gende kostbare restriktioner og
8