Atuagagdliutit - 03.04.1980, Qupperneq 9

AG
Reykjavikime sanaortugkat portunerssaråt OKalugfigssuaK una. ukiut 40 sananeKarsi-
mavoK sulile inerneKarnane.
Den højeste bygning i Reykjavik er denne kirke. Den har været under opførelse i 40 år,
men endnu ikke færdig.
Hos naboerne i øst
For en grønlænder er Island en stor oplevelse. Vi er
ikke ret langt fra hinanden rent menneskeligt, og vi
har samme kontaktsprog.
Tekst og foto: Jørgen Fleischer
Det er altid spændende at besøge
et naboland. Ikke mindst gælder
det for os, der frister livet på
grænsen af menneskets eksistens-
muligheder. Et naboland med lidt
venligere klima end Grønlands
arktiske, sætter fantasien i sving.
Ligner det Grønland, og hvordan
ar forholdene, levevilkårene og
menneskene.
Geografisk, klimatisk og er-
hvervsmæssigt er Island ikke ret
meget anderledes end Grønland.
Vi er vidt forskellige i udseende,
men tankegang og væremåde er
vi hinanden meget nær.
Hos Lilleguts fædre
Mit besøg på Sagaøen startede
mærkeligt nok i Holbæk. Der hil-
ste jeg på en god ven og besøgte
grønlandsvennerne, ægteparret
Birthe og Henning Aksby. Hun er
kunstner og han arkitekt, og de er
forældre til AG’s populære tegne-
serie, Lillegut.
På mine værtsfolks gård ved
Holbækfjorden oplevede jeg en
gæstfrihed, der kan stå mål med
den grønlandske. Jeg blev budt
På lækker lammesteg af egen avl
°g nød de fredfyldte omgivelser
med græssende får og vid udsigt
til alle sider, også til den skønne
Holbækf jord. I en af bygningerne
beundrede jeg Birthe Aksbys
smukke keramiske arbejder, og
jeg fik lov til at at tale om gamle
dage i Nuuk med telegrafbestyrer
Leo Christiansen og hans kone,
der har bosat sig i byen efter man-
ge års virke i Grønland.
Birthe tegner Lillegut, og Hen-
ning tekster serien. Hverken hun
eller han har været i Grønland,
men interessen til landet fik de for
mange år siden, da de var ved at
rejse til Grønland, men blev hin-
dret i sidste øjeblik. De har måt-
tet læse sig til meget om Grøn-
land for at kunne sætte sig ind i
de grønlandske forhold og tan-
kegang. Og vi kan sikkert alle
blive enige om, at det klarer de
godt.
Sketerræn ved lufthavnen
Det var skønt at flyve over Nor-
Ses land. Fjeldene, sneen, de slan-
ke fyrretræer og isen på fjordene
binder meget om det nordlige Ca-
nada. Men Grønland dukker også
°P i tankerne. En lang sejlrende
På fjordens is og håndfuld kuttere
ved kajen til en bygd kunne ligeså
Sodt være fra Grønland.
Det var altså ingen tilfældig-
hed, at nordmænd under den dan-
ske krone i sin tid koloniserede
Grønland og blev stamfædre til
række grønlandske slægter.
Bor en nordmand kunne Grønland
Umuligt være et fremmedartet
land.
Norge i marts er rig på sne.
Bornebu internationale lufthavn
er omgivet af fineste skiterræn li-
Sesom den nye lufthavn i Nuuk.
Holmenkollen i aftenbelysning
var et pragtfuldt skue. Man kan
Sodt forstå, at nordmænd hævder
SlS godt i international skisport.
Det var forresten en nordmand,
Bridtjof Nansen, som indførte
brugen af ski i Grønland. Det var
11888, da han som den første gik
over indlandsisen på ski.
En særdeles flink vært
puder hans to besøg i Nuuk har
jeg lært Islands ambassadør Pé-
tur Thorsteinsson at kende som
et tillidsvækkende menneske af
roligt og behageligt væsen. Og
mine første tanker i Island gjaldt
ham.
Syv religionsstiftere har uaf-
hængigt af hinanden sagt den
evig gyldige sandhed om, at man
skal behandle sine medmennesker
på samme måde, som man ønsker,
andre skal gøre for een. Og på sit
kontor i udenrigsministeriet mod-
tog Pétur Thorsteinsson mig i re-
ligionsstifternes ånd.
Han arrangerede forskellige af-
taler for mig og i de følgende dage
var han rejsefører for mig og kør-
te mig i sin bil ud til forskellige
virksomheder bl.a. en meget mo-
derne fiskefabrik og en klædefa-
brik, der samtidig er uldvaskeri
og spinderi. Den ligger 15 km
uden for byen.
Men det første, ambassadøren
gjorde, var at ringe til sin ven, Is-
lands præsident, Kristian Eldjårn
og fortælle han om, at en grøn-
lænder, som han mødte for 12 år
siden, var i Reykjavik på besøg.
Jo, præsidenten kunne huske
mig og ville tage imod mig om en
times tid.
Hos præsidenten
Man kan hurtig finde hinanden og
ovenikøbet blive venner, bare
man kan snakke om Grønland.
Det har jeg erfaret gang på gang.
Det kom også til at slå til under
mit besøg hos præsidenten.
Hans kontor ligger i en mere
end 200 år gammel villa i byens
hjerte. Oprindeligt var det fæng-
sel, men har i årenes løb været
brugt til mange gøremål bl.a.
domhus. Den danske guvernør og
senere den første islandske stats-
minister boede her.
Kristian Eldjårn er meget inte-
resseret i Grønland og vel oriente-
ret om landet. Han er et af de
mennesker, der er bidt af grøn-
landsbacillen. Det skete i 1937, da
han som ung student var med til
at udgrave nordbodomkirken på
Sandnes eller Kilaersarfik i Ame-
ralikfjorden. Han mindes stadig
den dejlige tur og bad mig hilse
sin ven fra dengang, seminaristen
Jørgen Petersen, som nu er
præst. Den unge arkæologistude-
rende Kristian Eldjårn fik senere
direktørposten på Islands natio-
nalmuseum og har foreløbig slut-
tet sin karriere med at blive sit
lands førstemand.
Nu har han »siddet i jobbet i 12
år, som jo trods alt er en slags be-
lastning«. Han stiller ikke op
igen, men hans ven Pétur Thor-
steinsson er blandt kandidaterne
til præsidentvalget den 29. juni i
år. »Om Gud vil« håber præsiden-
ten på at få nogle gode år endnu,
og så vil han besøge det skønne
Grønland igen.
Det er rørende, at en fortravlet
mand kunne tale længe og helt af-
slappet med en uventet gæst.
Men det er måske et særkende for
naboer, der har mange ligheds-
punkter i tankegang og væremå-
de. Vi er mere åbne og mere ærli-
ge over for hinanden end de fleste
folk, fordi den barske natur tvin-
ger os til det. Vi tager ikke os selv
så højtideligt. Titler tæller her ik-
ke så meget. Hos os er menneske-
ne små, men naturen er stor.
Blev nordboerne røvet?
At blive inviteret i et gæstfrit
hjem er det bedste minde for en
rej sende, og timerne hos ægtepar-
ret Thorsteinsson vil stå længe i
min erindring. De bor meget
smukt i en villa ved stranden i ud-
kanten af byen.
Mine værter har rejst meget og
har haft øjenene åbne for andre
landes kunst, dengang det var
overkommeligt at erhverve den
slags. De har således en vitrine
fyldt med skønneste russiske ar-
bejder i sølv og emalje. En af dem
viste sig at stemme fra den kend-
teste russiske kunstners hånd,
næsten ubetalelig i dag, men
Thorsteinsson købte den lille skål
efter sølvvægten!
De andre gæster var Islands bi-
skop Sigurjorn Einarsson og bi-
spinden. Biskoppen har som be-
kendt været i Grønland for kort
tid siden. Det skulle altså være et
grønlandsk selskab!
Bispinden kom iført en meget
smuk islandsk nationaldragt med
guldbroderier og et sølvbælte, der
vidner om folkekunstens højde
stade i Island. Bispen bar sit
guldkors diskret tilknappet i jak-
kesættet.
Vi fik stegt torsk, en osteanret-
ning og den velkendte skyr. Fru
Thorsteinsson sagde, at jiskens
kvalitet måske ikke stod på højde
med det, jeg er vant til. Jeg svare-
de, at det kom meget an på, hvor-
dan maden er tilberedt.
Jeg var slet ikke skuffet. Fru
Thorsteinsson er meget god til
madlavning.
Med en islandsk biskop var det
ganske naturligt, at samtalen
kom ind på nordbotiden i Grøn-
land. I Nuuk anbefalede biskop-
pen, at man laver kirkevin af sor-
tebær, som nordboerne gjorde.
Og nu fortalte bispen om en af
forstanderne på bispegården i
Garder, nuværende Igaliko. Han
hed Ivar Baaroson. For 600 år si-
den var han i Vesterbygden eller
Nuuk-fjorden, men fandt ingen
mennesker, hverken kristne eller
hedninge, men kvæg og får, som
de slagtede og tog så meget mad,
som skibene kunne bære.
Jeg mente, at det første skræl-
lingene ville gøre, var at slagte
nordboernes husdyr. Biskoppen
gav mig ret og stillede sig tvivlen-
de overfor, at skrællingene skulle
have ansvaret for nordboernes
forsvinden. Det måtte være sket
på en mystisk vis. Man har såle-
des aldrig fundet skeletter i rui-
nerne. Jeg talte engang med ar-
kæologen Knud Krogh, som var i
gang med at udgrave Tjodhildes
kirke i Bråttalid eller K’agssiars-
suk. Han fortalte, at nordboerne
har været store og stærke til det
sidste.
Da var det, Thorsteinsson kom
ind på teorien om piraterne, der
røvede folk og solgte dem som
trælle. Så sent som i 1627 hærge-
de tyrkiske pirater i Norden og
røvede smukke kvinder. I Dan-
mark tog de ingen, men da de kom
til Island røvede de 1000 unge
kvinder!
Historien var ikke helt usand-
synlig, for de islandske piger er
virkelig indtagende. Sommertider
tror man ikke sine egne øjne, at så
megen kvindelig skønhed kan væ-
re samlet på et sted som her. Det
er ihvertfald ikke ret meget galt
at påstå, at nogle af den hvide ra-
ces allersmukkeste kvinder bor i
Island.
Et viljestærkt folk
Det er underligt for mig som
grønlænder at kigge på og røre
ved kalveskindsbladene i den 600
år gamle Flatøbog. Man fortalte
mig, at der på side 222 findes den
ældste skrevne beretning om
Grønland. Den handler imidlertid
ikke om grønlændernes forfædre,
men om islændingen Erik den Rø-
de og hans søn Leif, den første
hvide mand, der betrådte den
amerikanske kontinent.
Nordboerne havde Grønland
før os. Om et par år er det et tu-
sind år siden de islandske land-
namsfolk tog Sydgrønland i
besiddelse. Først nogle hundrede
år senere dukkede skrællingerne
op.
Både vore egne og islandske sa-
gaer fortæller om stridigheder,
men også om venskab, der var
mellem de to folk. På mit besøg i
Island blev jeg velmodtaget alle-
vegne. Jeg forstod, at islændinge-
ne ikke bar nag til grønlændernes
forfædre og ikke vil gøre dem an-
svarlige for nordboernes forsvin-
den.
Det er en nærliggende tanke, at
vi indleder et nærmere samarbej-
de med vore naboer. Menneske-
ligt er vi jo ikke ret langt fra hin-
anden, og vi har det samme kon-
taktsprog. Alle islændinge taler
eller forstår dansk. I skolerne er
dansk obligatorisk.
Island ligger i dag i toppen
blandt de vesteuropæiske lande.
Vi kan lære meget af islændinge-
ne, ikke mindst på det erhvervs-
mæssige og det kulturelle områ-
de. Det er meget imponerende, at
et folk på knap en kvart million
kunne opvise så store resultater.
Det kulturelle spiller en vigtig
rolle i Island. De mange boglader
med en rigdom af islandske og
udenlandske titler slår straks i
øjnene på en gæst. Det store og
flotte nationalteater står som et
levende monument for det island-
ske folks interesse for skuespil-
kunsten. Men billedkunsten
værdsættes også højt i Island.
Der er mange kunstsamlinger,
man kan gå hen og besøge.
Hvem skulle tro, at der i Island
findes et symfoniorkester med et
stort kor? Jeg blev helt underlig,
da jeg overværede en symfoni-
koncert i den store universitets-
bio. En ung og billedskøn kvinde i
englekostume spillede solo virtu-
ost på en tværfløjte. Det var en
oplevelse, der vil blive siddende i
min erindring.
For mig vil Island stå som et
land uden arbejdsløshed og bolig-
mangel. Her er ingen livstrætte
unge mennesker. Skoleungdom-
men tager fat på fiskeproduktio-
nen i ferien eller rejser udenlands
for at dygtiggøre sig. De unge
bygger deres egne boliger. En pi-
ge i overalls og med en hammer i
hånden er ikke noget særsyn.
Det er som bekendt viljen, der
driver værket. Det islandske folk
og ungdommen i særdeleshed er
et eksempel herpå.
Manufaktur en gros
Strømper — tricotage — strik-
varer småting, o.s.v.
Kontakt os når De er hernede i
Danmark.
Fa. VIGGO TRUSTRUP
Håndværkervænget 9,
3400 Hillerød,
Tlf. (03) 26 20 44.
9