Atuagagdliutit - 24.07.1980, Blaðsíða 9

iluanårniutigalugo arfangniarneK nagguveKativtalo arfangniarnerat åssigfngitdlat. tåukume inupiarnerat arfernik tungaveKarpoK.
Der er forskel på kommerciel hvalfangst og inuit-befolkningens hvalfangst for at sikre sit eksistensgrundlag.
EF vil have hvalerne
Kommissionen ønsker
på forhandlingsmyndigheden
Danmarks og Grønlands vegne.
I Romtraktatens første sætning
står der, at EF medlemstaterne
»er besluttet på at skabe grund-
lag for en stadig snævrere sam-
menslutning mellem de europæi-
ske folk«. Traktaten forpligter ik-
ke blot på den ordlyd, der forefin-
des i de 248 artikler, men også på
en tendens og en dynamik. Målet
erklæres at være en stadigt tætte-
re koordinering af stort set alle
medlemsstaternes aktiviteter,
med Europakommissionen som
regeringskontor. Derfor står der i
den berømte art. 235, at hvis der
er nogle områder, hvor integrati-
on skulle vise sig ønskelig, og
traktaten ikke indeholder noget
derom, skal kommissionen udar-
bejde et passende oplæg, som mi-
nisterområdet skal give lovgiven-
de kraft efter høring af parlamen-
tet.
EF repræsenterer et meget dy-
namisk samarbejde, og dynamik-
ken viser sig bl. a. i en stadig mere
udstrakt brug af art. 235. Som
Retsforbundets Ib Christensen
gentagne gange har gjort op-
mærksom på, er dette i sig selv et
fænomen man bør holde øje med.
Jeg skal ikke her opregne alle de
områder, hvor art. 235 er blevet
benyttet som løftestang for en in-
tegrering, som Romtraktatens
fædre ikke havde taget højde for,
men blot holde mig til noget af
det sidste, som direkte berører
Grønlands interesser: forhand-
lingsmyndigheden over hvalerne.
Havpattedyrene
Havpattedyrene står ingen steder
nævnt i Romtraktaten. Men i bi-
lag II til art. 38, der opregner
landbrugs- og fiskeripolitikkens,
funktionsområder, nævnes der to
kategorier, man fra EF's side øn-
sker at bruge som udgangspunkt
for en sæl- og hvalpolitik: den ene
er kategorien »levende dyr«, den
anden er »fedtstoffer og olier ud-
vundet af havpattedyr«. Ved det
sidste forstås navnlig hvalspæk
o.l., der indgår i f. eks. margarine-
produktion, og ved den første for-
stod Romtraktatens forfattere i
sin tid burhøns, tremmekalve,
avlssvin m.m., hvor man nu for-
tolker det i hele sin bredde. Hva-
ler er jo levende dyr, selvom ingen
tænkte på dem i Rom i 1957.
Med dette tvivlsomme ud-
gangspunkt — og med den efter-
hånden hårdt spændte gummipa-
ragraf 235 som traktatligt red-
skab — vil kommissionen nu have
overdraget forhandlingsmyndig-
heden fra de nationale regeringer i
den internationale hvalfangst-
kommission, IWC, der i år mødes
i England i dagene 20.-27. juli.
Danmark vil ikke
EF har imidlertid et problem, og
det er den danske holdning. Dan-
mark vil nemlig ikke være med i
legen. Motiverne kan man gisne
om — ministrene kan jo ikke af-
æskes svar om deres følelsesmæs-
sige holdning — men menigmand
kan da umiddelbart få øje på to
tænkelige motiver. Det ene er, at
den danske regering måske gerne
af hensyn til den almindelige EF
skepsis i Danmark på dette tids-
punkt vil holde en skanse i den
fortsatte glidende nationale suve-
rænitetsafgivelse. Det andet er
hensynet til Færøerne og Grøn-
land, hvor hvalfangsten spiller en
rolle, man ikke kender til i resten
af Europa.
Under de mer eller mindre ba-
stante følere fra kommissionens
side i denne sag har Danmark hid-
til haft en forbundsfælle i Eng-
land. Heller ikke briterne har øn-
sket at afgive dette hjørne af den
nationale selvbestemmelse. Imid-
lertid er denne støtte nu ved at
smuldre. Under fiskeriministeriet
i Luxemburg d. 16. juni tilkende-
gav briterne at de måske ville væ-
re rede til at imødekomme kom-
missionens ønsker på dette
punkt. Og således står Danmark
nu helt alene overfor kommissio-
nen plus otte nationale regerin-
ger. der alle finder den danske
holdning uansvarlig og urimelig.
Kan danskerne mon holde skan-
sen?
For grønlænderne er denne sag
alvorlig. Forhandlingerne i hval-
fangstkommissionen er komplice-
rede og vanskelige, men Grønland
har hidtil været udmærket repræ-
senteret dels ved Grønlandsmini-
steriet, hvis loyalitet overfor den
grønlandske fangerbefolkning in-
gen drager i tvivl, dels ved en re-
præsentant for det grønlandske
landsråd, nu hjemmestyret. Med
denne repræsentation i hval-
fangstkommissionen er det hidtil
lykkedes at komme igennem med
rimelige fangstkvoter til grønlæn-
derne. Imidlertid vil situationen
blive en ganske anden, hvis vore
interesser først skal filtreres igen-
nem Europakommissionen, inden
de når frem til forhandlingsbor-
det i IWC, og vore interesser skal
forvaltes af paneuropæiske em-
bedsmænd med skrivebordskund-
skab om vores forhold.
De små hvaler
Det hele bliver ikke bedre af forly-
dender om at den amerikanske og
canadiske regering omgås planer
om at opfordre hvalfangstkom-
missionen til at overtage forvalt-
ningen også af de mindre hvaler.
Efter hidtil gældende praksis har
IWC kun kvoteret hvaler af stør-
relsesordenen vågehvaler og opef-
ter. Forvaltningen af de mindre
hvaler som hvidfisk, narhval, del-
finer m.m. har man hidtil ladet
forblive i hænderne på de befolk-
ninger, for hvem hvalfangst ind-
går som et naturligt led i deres
økonomi.
Hvis den internationale hval-
fangstkommissions beslutnings-
myndighed skal udvides til også
at omfatte hvidfisk og narhvaler,
samtidig med at EF skubber
grønlænderen ud af kommissio-
nen, vil man i Grønland helt klart
opleve det som endnu en imperia-
listisk omklamring fra en frem-
med og overadministreret indu-
striverdens side. Harmen blandt
de grønlandske fangere vil blive
stor, og man vil blive om muligt
endnu mere overbevist om, at
man i dette spil simpelthen har
valgt de forkerte forbundsfæller.
Det er bl. a. i erkendelse heraf,
at »Inuit Circumpolar Conferen-
ce« på sit nyligt afsluttede møde i
Nuuk har vedtaget en resolution,
der går på konferencens uforbe-
holdne støtte til Danmark imod
EF’s integrationsplaner på dette
punkt. I hvalfangstspørgsmålet
sidder Grønlands naturlige for-
bundsfæller ikke i et glas- og stål-
palads i Briissel.
EF vil have alle miljøsager
Der er videre aspekter i denne
sag. De går på, at alle frednings-
sager i EF-kommissionens øjne
bør erklæres for miljøsager —
hvor f. eks. det foreliggende efter
dansk/grønlandsk praksis be-
handles som en fangstsag — samt
at forhandlingsmyndigheden i al-
le miljøsager bør overgå fra de na-
tionale miljøministerier til kom-
missionens »Tjeneste for miljøan-
liggender og forbrugerbeskyttel-
se«. Suverænitetsafgivelsen,
centraliseringen og harmoniserin-
gen bør altså efter kommissio-
nens opfattelse nu også omfatte
alt hvad der hedder europæiske
vilde dyr og planter, herunder alt
hvad der svømmer, flyver og går i
Grønland. Traktatmæssigt er
Grønland jo Europa, og derfor er
grønlandske sæler og hvaler også
»europæiske vilde dyr«. Forstå
det hvem der kan.
Grønland bør ud
Nu da Storbritannien har frafal-
det sin modstand mod denne ud-
vikling, vil Danmark få det
svært. Presset mod regeringens
holdning vil blive betydeligt. I
den udenlandske presse fremstil-
les danskerne allerede som selvrå-
dende barbarer i miljøanliggen-
der, rovfiskere i Nordsøen og
hvalpirater ved Grønland. Den
grønne bølge og Greenpeace-lob-
by’en er stærk og i vækst, og nu
hvor det lille Danmark står alene
overfor resten af Europa, vil dette
samme lille Danmark få kærlighe-
den at føle. Hele den europæiske
miljøbevægelse vil blive mobilise-
ret mod Danmark. Der bruges al-
lerede voldsomme ord mod dan-
skerne i Europaparlamentets mil-
jøudvalg, og stormen vil ikke stil-
ne af førend Danmark »er kom-
men til fornuft« og har indrettet
sig. Vi i Grønland er ikke i tvivl
om den danske regerings gode vi-
lje til at holde hvalsagen på natio-
nale hænder, men vi har sandelig
god grund til at spørge os selv
hvorlænge den skanse kan holdes.
Konsekvensen for Grønland er
klar. Vi vil ikke i Grønland finde
os i uden al tvivl stadigt mere re-
striktive hvalkvoter dikteret af
en Europakommission, som pres-
set af et firkantet og groft kam-
pagnepræget miljøudvalg i Euro-
paparlamentet. Det rammer livs-
nerven i vor kultur. Hvis Grøn-
land er EF modstander nu, skal
man bare se løjer, hvis kommissi-
onen monopoliserer hvalerne.
Alt i alt viser denne udvikling,
at vi vil stå bedre udenfor EF. En
associeringsordning af en slags
med lovfæstet sikring af vores
fundamentale interesser, eller
simpelthen en god handels- og fi-
skeriaftale, der holder os økono-
misk skadesløse for tabet af de
europæiske fondstilskud. Det vil
skabe ro i sindene. I en sådan kon-
struktion vil EF ikke være vores
modstander. Men et fortsat
egentligt medlemskab af en over-
national integrationsklub på et
helt andet kontinent, med magten
lagt i hænderne på folk der ikke
forstår os, det er farligt.
Finn Lynge.
9