Atuagagdliutit - 19.12.1984, Blaðsíða 26

Danskeren der blev grønlænder
Faderen kunne ikke
acceptere, at han ikke
kunne klare sin
eksamen
Hannibal Fencker holdt i oktober sin 70 års fødselsdag
alene i fjeldene bag Saqqaq.
11934 blev den endnu kun 19 årige
Hannibal Fencker smidt ud hjem-
mefra. Faderen Karl Fencker, der
var kolonibestyrer i Aasiaat, var
vred over, at drengen ikke havde ta-
get sin præliminæreksamen i Dan-
mark. Den var nødvendig, hvis han
skulle være kolonibestyrer. Fade-
ren var til sin død i 1943 bitter over,
at ingen af hans sønner var blevet
kolonibestyrer som han selv. Han
følte åbenbart, at familien var gået
tilbage i karrieren, siden hans egen
far var inspektør i Nordgrønland i
slutningen af det 19. århundrede.
Hannibal Fencker er født i Aasi-
aat en 15. oktober 1914. Bortset fra
fire års mislykket skolegang i Dan-
mark, har han altid boet i Grøn-
land.
Forholdet til faderen blev alt af-
gørende for Hannibal Fenckers liv.
— I de 50 år, der er gået, har jeg
altid savnet en far, der accepterede
mig, som jeg er. Jeg ville idag ønj
ske, at jeg kunne kalde ham til live
og vise ham, hvor godt hans børne-
børn har klaret sig, siger Hannibal
Fencker.
Hans ældste søn Karl Fencker er
Grønlandsflys områdechef i
Nordgrønland. Hans Fencker er
formand i det største el-installatør-
firma i Ilulissat. Preben Fencker er
fisker og har egen kutter, og Karen
Fencker er lagerforvalter i'Kanger-
lussuaq.
44 år i Saqqaq
Den 15. oktober 1984 blev Hanni-
bal Fencker 70 år. Dagen fejrede
han ved at tage sin Honda og køre
op i fjeldet bag Saqqaq og tænke
over sit liv, som det er forløbet si-
den dengang hans far ikke ville have
noget med ham at gøre. Han tænkte
på de mange år, der er gået siden
han i 1940 kørte over Nuussuaq på
hundeslæde med sin kone Amalie
ned til Saqqaq, hvor han skulle til-
træde embedet som udstedsbesty-
rer. Siden har de levet i Saqqaq, og
det er først nu, hvor årenes slid viser
sig, at han og hans kone tilbringer
vinteren i Ilulissat.
Normalt bliver udstedsbestyrer-
ne flyttet fra sted til sted, men Han-
nibal Fencker fik lov til at blive i
Saqqaq. Det er ikke nogen over-
drivelse, når han siger, at han elsker
det sted på jorden, og som han ud-
trykker det, »de mange dejlige men-
nesker, der bor der«.
Der er ingen tvivl om, hvor hans
hjerte er, når han i timevis fortæller
om denne bygd, hvor hans egne
børn er født og vokset op, og hvor
han og hans kone har taget sig af en
snes plejebørn. Et af disse børn var
Markus Jensen. Han er idag ud-
stedsbestyrer i Saqqaq, og det har
han været, siden Hannibal Fencker
gik på pension i 1969.
Storfanger blev jeg aldrig
Det er både glædelige og sørgeli-
ge historier, han kan fortælle. Som
udstedsbestyrer tjente Hannibal
Fencker ikke mere, end han var
nødt til at supplere indtægten med
fangst.
— Storfanger blev jeg aldrig,
men jeg klarede mig nogenlunde
både i kajak og jolle. Og det var al-
tid en glæde for bygden, når nogen
fangede så meget, at de kunne dele
ud af det. En gang var jeg så heldig
at fange tre hvidfisk. Og der blev
glæde i hele bygden, for der var nok
til alle. Vi fik selv den ene hvidfisk.
De, der hjalp med at få dem hjem,
delte den anden hvidfisk, og så delte
resten af bygdens 34 hjem den tre-
die hvidfisk.
—Men det var de gode år, hvor
der var fangst. Der var også år,
hvor der ikke blev fanget noget, og
hvor fattigdommen florerede. Og
så delte vi også ud af, hvad vi havde.
I et af nabohusene havde de til sidst
ikke mere, så børnene fik gamle ka-
mikstykker at spise.
— Jeg havde ikke klaret det uden
min dygtige kone til at ordne fang-
sten. Når det var nødvendigt, tog
hun også hundeslæden ud og brød
kul i Saqqaq-dalen. Så kom hun
hjem med 400 kg kul på slæden.
Kul, som hun havde slået løs fra
klippegrunden.
Hannibal mødte sin kone første
gang hos broderen Frits Fencker i
1938, da denne var udstedsbestyrer
i Illorsuit i Uummannaq distriktet.
Amalie Nielsen, der var datter af
bygdens storfanger, var dengang
kiffaq hos broderen.
Hannibal Fencker fortæller også
om de mere kedelige episoder, som
dengang, hvor kateketen truede
ham med et gevær til at sælge spiri-
tus uden for butikstiden.
— Hvis en fanger først var kom-
met hjem med sin fangst efter luk-
ketid, havde vi ikke noget imod at
åbne, for at han kunne få de vigtig-
ste varer. Men spiritus solgte vi ikke
ud af efter lukketid. Og kateketen
fik trods sine trusler heller ikke no-
get. Han er idag præst.
Mønsterbygden
Efter krigen blev Saqqaq nær-
mest betragtet som en mønster-
bygd. Det var altid den, der blev vist
frem for besøgende. For at udtryk-
ke Grønlands Styrelses taknemme-
lighed ville daværende direktør
Knud Oldendow forære Hannibal
Fencker 300 kroner, der var mange
penge i 40’erne. Hannibal Fencker
spurgte om han ikke hellere måtte
få et drivhus. Det fik han så.
I 1952 var det kongeparret, der
besøgte bygden, og Kong Frederik
gav i den forbindelse Belønnings-
medaljen i sølv til Hannibal Fenc-
ker. 30 år senere tog dronning
Margrethe og prins Henrik på et
privat besøg til Saqqaq. Da Hanni-
bal Fencker gik rundt med dronnin-
gen kom to personer hen til dem og
bad Hannibal om at oversætte for
dem.
De ønskede, at Margrethe skulle
hilse sin mor og takke hende, fordi
hun og kong Frederik havde taget
initiativ til at der blev opført et sa-
natorium for tuberkuloseramte i
Nuuk (Dronning Ingrids Hospital).
De var begge blevet behandlet for
tuberkulose og var blevet raske. Det
ville de blot takke for.
På grund af deres utrolige gæst-
frihed har mange mennesker i ti-
dens løb besøgt Hannibal og Ama-
lie Fencker i Saqqaq. Og til trods
for en ægte beskedenhed, er Hanni-
bal blevet interviewet både i radio
og fjernsyn og i utallige aviser og
blade, senest har Hjemmet været på
besøg.
Spies gav 50.000 kr.
Også Simon Spies har besøgt fami-
lien i Saqqaq. Det var i 1974. Spies
blev så benovet over at spise frisk-
dyrkede radisser så langt nord for
Polarcirklen, at han med det sam-
me indstillede Hannibal Fencker til
»Livsglædens Pris«.
Noget tid senere fik Hannibal et
telegram om, han havde fået 25.000
kroner, og om han kunne komme til
København og modtage pengene.
På grund af sin beskedenhed ønske-
de han ikke at træde frem og gav en
nødløgn for at han ikke kunne rej-
se. Samtidig takkede han, fordi
Spies overhovedet havde tænkt på
ham, men han ville ikke undlade at
spørge om tallet ikke var forkert,
om det rigtige beløb ikke skulle væ-
re 2.500 kroner. Da Spies fik dette
Saqqaq 1984-imi julimi.
Saqqaq, juli 1984.
26 NR. 51 1984
ATUAGAG.DLIUTIT