Atuagagdliutit - 19.12.1984, Blaðsíða 38

(Fortsat fra forrige side)
— 1786: Siden Lars blev borte,
har grønlænderne ofte fortalt, at de
har set ham levende oppe i fjorden.
De har også påstået, at han har væ-
ret i husene ved Sarloq om natten,
dog uden at gøre nogen fortræd.
Han har taget blærer og andre red-
skaber udefra, og bragt dem ind;
når han fandt dem i husene, bragte
han den ud.
Disse fortællinger er blevet be-
tragtet som et foster af grønlænder-
nes stærke indbildningskraft. Men
nu synes det bevist, at Lars ikke er
død, og han lever højt oppe i landet
mellem fjeldene.
En pige sydfra ved navn Pernille,
kom hertil i sommer og opholder sig
nu ved Sarloq. En sen novemberaf-
ten var hun ude at plukke bær, og
kom temmelig langt væk.
Da hun ville finde tilbage, kom
en mand hen til hende, denne Lars.
Han spurgte hende ud om forskelli-
ge grønlændere ved Sarloq, som
forlængst var døde, og som hun
aldrig havde hørt om.
Han udspurgte hende også om si-
ne tre sønner, især Elisæus som han
ikke havde set i lang tid, mens han
ofte så Bertel og Joel. Pigen var
fremmed og kunne ikke sige noget
om Elisæus (han var død); desuden
var hun næsten stum af skræk.
Hun kom skrækslagen hjem, og
næsten besvimede. Først da hun
kom til sig selv igen, fortalte hun
hvem hun havde mødt.
Historien lyder troværdig, for pi-
gen som var helt fremmed, kunne
opregne navnene på de sarloq’er
Lars havde spurgt om, og som hun
aldrig havde hørt tale om før. Men
hendes fortællinger om hans øjne
og hans klædedragt kan gerne
skrives på indbildningens regning.
Grønlænderen Adolph
Denne beretning kan kædes sam-
men med en anden, hvor pigen Per-
nille også optræder. Hun var jo
kommet sydfra, og overvintrede
kun i Sarloq. Præstens fortælling er
i dette tilfælde holdt i jeg-form, og
med fremhævelse af hans egne gode
gerninger:
— Grønlænderen Adolph med
familie, kom hertil fra Julianehåb i
sommeren 1786. Han var på vej til
Sukkertoppen, hvor hans kone har
en broder (tidligere kendt som
Ajannaq; jeg kender ikke hans dø-
benavn).
Da sommeren stedse var meget
urolig, blev de dog her, og overvint-
rede ved Oqaatsut oppe på Sarloq’s
land, hvor jeg ansatte Adolph’s ko-
ne Barbara som læsemoder for bør-
nen.
I begyndelsen af maj 1787 forlod
de Sarloq, for at fuldføre rejsen til
Sukkertoppen. De gjorde ophold i
Nipisat-sundet, og her blev de alle
angrebet af snue, som hos konen
Barbara udviklede sig til sting (lun-
gebetændelse). Efter 4 — 5 dages
sygdom døde hun den 14. maj.
Manden sejlede samme dag hertil
med sin døde kone, som blev begra-
vet dagen efter. Han kiffaq’en og
Pernille var begge syge, og det teg-
nede rigtig dårligt med dem. Pernil-
le kom sig dog, men Adolph døde
den 19. maj om morgen, efter at
stingene havde medført forstoppel-
se.
Han efterlod sig to børn, sønnen
Sejr på omtrent 14 år, og datteren
Sarah på 2. Den afdødes sager, båd,
telt og andet er bevaret til disse to.
Overassistent Caspar Alsbach
prøvede ganske vist at tilegne sig
båd og tøj, under foregivende af at
faderen havde lovet ham det i går,
før sin død; men jeg forhindrede
ham i det, da den dødes sager bør
tilhøre børnene.
Børnene blev sat i pleje hos kate-
ket Søren Labansen, hvor de var til
året 1789, da deres nærmeste fami-
lie fra Julianehåb afhentede dem.
Tilflyttere fra Diskobugten
Denne historie handlede om en fa-
milie på gennemrejse fra syd til
nord. Det var endnu i 1700-tallet ret
normalt at foretage sådanne rejser;
først senere lykkedes det for Han-
delen at fastholde folk i deres di-
strikter.
Den næste histories personer var
tilflyttere fra Diskobugten, — hvad
de så ville her! Det gik dem da også
ilde i Nuuk.
Det drejede sig om to brødre,
Emanuel og Jeremias, som om-
kring 1782 tilflyttede fra llulissat-
området med koner og børn; Jere-
mias holdt også en enke som kiffak.
Kirkebogens optegnelser viser at de
blev bofaste i Nuuk, men også at de
opretholdt kontakten med hjemeg-
nen.
Således fik Emanuel en datter i
Pisuffik i sommeren 1784, mens fa-
milien var på rejse til Diskobugten;
spædbarnet blev efterladt der og
hentet igen på tilbagerejsen. En an-
den optegnelse nævner at Emanuel
døde i Diskobugten under en senere
rejse, men hans efterladte familie
blev tilsyneladende boende i Nuuk.
Jeremias var gift for anden gang,
med Maren, da han flyttede til
Nuuk, de havde to børn, og fik i
årene frem til 1792 yderligere tre
(optegnelserne stopper i 1792). De-
suden havde Jeremias to sønner fra
sit første ægteskab, Peder og Da-
vid. Det er dem de følgende opteg-
nelser handler om:
— 1783, 30. januar. Drengen Pe-
der omkom i kajak, da han skulle
hente en edderfugl som kokken Pe-
der Andersen Møller havde skudt
på Bryggernæsset.
Drengen havde ingen halvpels
på, det blæste temmelig stærkt, og
da der ved Bryggernæsset går stærk
strøm slog søen ham straks ka-
jak’en fuld, og han kæntrede næp-
pe 16alenfra land. Han blev hurtigt
hentet ind, men trods alle anvendte
midler forblev han død.
Efter Hr. inspektør Olriks dom,
måtte kokken betale en kiste til den
afdøde, — og tilfredsstille den be-
drøvede fader med nogle forærin-
ger. Til sin ulykke var drengen
håndlanger for kokken i køkkenet,
og derfor ved hånden (!).
— 1790, 23. november. Drengen
David ved Noagarsuq (?) havde i
lang tid været heftig syg. Han blev
dog rask igen, kom nogenlunde til
kræfter, og begyndte påny at fare i
kajak, men ulykkeligvis traf det så-
dan, at faderens kajak var aftruk-
ken, og sønnen for alene ud.
Det var godt vejr på hans døds-
dag den 23. nobember, og ingen an-
ede noget ulykkeligt, før hans læn-
ge udeblivelse henimod aften gav
anledning til frygt. Dagen efter blev
hans døde legeme fundet i en bugt
og begravet.
Faderen formodede, at drengen
er kæntret ved et fejlkast, et forkert
åreslag, da der var tegn til at han var
omkommet ved sæl.
Så ulykkelig har denne fader væ-
ret her ved Godthåb, at han har
mistet sine to ældste sønner, netop
på den tid hvor de kunne begynde at
være ham og familien til nogen un-
derstøttelse.
Faderen mistænkte enken Moni-
cha ved Sarloq for at være ilisiitsoq
(heks) og for at have dræbt dren-
gen. Han skal have udstødt mange
trusler om at dræbe denne enke, og
da han stedse holdt sig borte fra ko-
lonien, kunne jeg ikke få lejlighed
til at tale med Jeremias og Monicha
sammen.
Først mandag den 3. oktober
1791 fik jeg fra grunden hævet
fjendskabet mellem disse to, — det
håber jeg ved Guds nåde, så der ik-
ke er drab at befrygte.
I konkursboet 282/82: Winstedt Foto-Radio A/S, Godthåb, op-
fordres enhver, der har fordring eller krav mod boet inden 8 uger
efter denne bekendtgørelse til boets kurator advokat Søren
Hempel, Box 249, 3900 Godthåb, at anmelde deres krav opgjort
pr. konkursdagen den 12. november 1984. Anmeldelsen bør væ-
re bilagt de originale dokumenter, hvorpå kravet støttes.
Anmeldelser der er indgivet under den forudgående betalings-
standsning, anmeldt den 14. juni 1984, vil blive taget i betragt-
ning uden fornyet anmeldelse.
Samtidig indkaldestil skiftesamling i retssale3, Retsbygningen,
Tjalfesvej 1, 3900 Godthåb.
mandag den 4. februar 1985 kl. 13.15
til prøvelse af fordringer og eventuelle krav.
Kurators indstilling vedrørende kravene ligger til eftersyn på
landsrettens kontor 2 uger før skiftesamlingen.
Grønlands Landsret
Godthåb clén 29. november 1984. * * ' >, !
’
Noorliit assitoqaat.
38 NR. 51 1984
ATUAGAGDLIUTIT