Atuagagdliutit

Volume
Issue

Atuagagdliutit - 19.12.1984, Page 38

Atuagagdliutit - 19.12.1984, Page 38
(Fortsat fra forrige side) — 1786: Siden Lars blev borte, har grønlænderne ofte fortalt, at de har set ham levende oppe i fjorden. De har også påstået, at han har væ- ret i husene ved Sarloq om natten, dog uden at gøre nogen fortræd. Han har taget blærer og andre red- skaber udefra, og bragt dem ind; når han fandt dem i husene, bragte han den ud. Disse fortællinger er blevet be- tragtet som et foster af grønlænder- nes stærke indbildningskraft. Men nu synes det bevist, at Lars ikke er død, og han lever højt oppe i landet mellem fjeldene. En pige sydfra ved navn Pernille, kom hertil i sommer og opholder sig nu ved Sarloq. En sen novemberaf- ten var hun ude at plukke bær, og kom temmelig langt væk. Da hun ville finde tilbage, kom en mand hen til hende, denne Lars. Han spurgte hende ud om forskelli- ge grønlændere ved Sarloq, som forlængst var døde, og som hun aldrig havde hørt om. Han udspurgte hende også om si- ne tre sønner, især Elisæus som han ikke havde set i lang tid, mens han ofte så Bertel og Joel. Pigen var fremmed og kunne ikke sige noget om Elisæus (han var død); desuden var hun næsten stum af skræk. Hun kom skrækslagen hjem, og næsten besvimede. Først da hun kom til sig selv igen, fortalte hun hvem hun havde mødt. Historien lyder troværdig, for pi- gen som var helt fremmed, kunne opregne navnene på de sarloq’er Lars havde spurgt om, og som hun aldrig havde hørt tale om før. Men hendes fortællinger om hans øjne og hans klædedragt kan gerne skrives på indbildningens regning. Grønlænderen Adolph Denne beretning kan kædes sam- men med en anden, hvor pigen Per- nille også optræder. Hun var jo kommet sydfra, og overvintrede kun i Sarloq. Præstens fortælling er i dette tilfælde holdt i jeg-form, og med fremhævelse af hans egne gode gerninger: — Grønlænderen Adolph med familie, kom hertil fra Julianehåb i sommeren 1786. Han var på vej til Sukkertoppen, hvor hans kone har en broder (tidligere kendt som Ajannaq; jeg kender ikke hans dø- benavn). Da sommeren stedse var meget urolig, blev de dog her, og overvint- rede ved Oqaatsut oppe på Sarloq’s land, hvor jeg ansatte Adolph’s ko- ne Barbara som læsemoder for bør- nen. I begyndelsen af maj 1787 forlod de Sarloq, for at fuldføre rejsen til Sukkertoppen. De gjorde ophold i Nipisat-sundet, og her blev de alle angrebet af snue, som hos konen Barbara udviklede sig til sting (lun- gebetændelse). Efter 4 — 5 dages sygdom døde hun den 14. maj. Manden sejlede samme dag hertil med sin døde kone, som blev begra- vet dagen efter. Han kiffaq’en og Pernille var begge syge, og det teg- nede rigtig dårligt med dem. Pernil- le kom sig dog, men Adolph døde den 19. maj om morgen, efter at stingene havde medført forstoppel- se. Han efterlod sig to børn, sønnen Sejr på omtrent 14 år, og datteren Sarah på 2. Den afdødes sager, båd, telt og andet er bevaret til disse to. Overassistent Caspar Alsbach prøvede ganske vist at tilegne sig båd og tøj, under foregivende af at faderen havde lovet ham det i går, før sin død; men jeg forhindrede ham i det, da den dødes sager bør tilhøre børnene. Børnene blev sat i pleje hos kate- ket Søren Labansen, hvor de var til året 1789, da deres nærmeste fami- lie fra Julianehåb afhentede dem. Tilflyttere fra Diskobugten Denne historie handlede om en fa- milie på gennemrejse fra syd til nord. Det var endnu i 1700-tallet ret normalt at foretage sådanne rejser; først senere lykkedes det for Han- delen at fastholde folk i deres di- strikter. Den næste histories personer var tilflyttere fra Diskobugten, — hvad de så ville her! Det gik dem da også ilde i Nuuk. Det drejede sig om to brødre, Emanuel og Jeremias, som om- kring 1782 tilflyttede fra llulissat- området med koner og børn; Jere- mias holdt også en enke som kiffak. Kirkebogens optegnelser viser at de blev bofaste i Nuuk, men også at de opretholdt kontakten med hjemeg- nen. Således fik Emanuel en datter i Pisuffik i sommeren 1784, mens fa- milien var på rejse til Diskobugten; spædbarnet blev efterladt der og hentet igen på tilbagerejsen. En an- den optegnelse nævner at Emanuel døde i Diskobugten under en senere rejse, men hans efterladte familie blev tilsyneladende boende i Nuuk. Jeremias var gift for anden gang, med Maren, da han flyttede til Nuuk, de havde to børn, og fik i årene frem til 1792 yderligere tre (optegnelserne stopper i 1792). De- suden havde Jeremias to sønner fra sit første ægteskab, Peder og Da- vid. Det er dem de følgende opteg- nelser handler om: — 1783, 30. januar. Drengen Pe- der omkom i kajak, da han skulle hente en edderfugl som kokken Pe- der Andersen Møller havde skudt på Bryggernæsset. Drengen havde ingen halvpels på, det blæste temmelig stærkt, og da der ved Bryggernæsset går stærk strøm slog søen ham straks ka- jak’en fuld, og han kæntrede næp- pe 16alenfra land. Han blev hurtigt hentet ind, men trods alle anvendte midler forblev han død. Efter Hr. inspektør Olriks dom, måtte kokken betale en kiste til den afdøde, — og tilfredsstille den be- drøvede fader med nogle forærin- ger. Til sin ulykke var drengen håndlanger for kokken i køkkenet, og derfor ved hånden (!). — 1790, 23. november. Drengen David ved Noagarsuq (?) havde i lang tid været heftig syg. Han blev dog rask igen, kom nogenlunde til kræfter, og begyndte påny at fare i kajak, men ulykkeligvis traf det så- dan, at faderens kajak var aftruk- ken, og sønnen for alene ud. Det var godt vejr på hans døds- dag den 23. nobember, og ingen an- ede noget ulykkeligt, før hans læn- ge udeblivelse henimod aften gav anledning til frygt. Dagen efter blev hans døde legeme fundet i en bugt og begravet. Faderen formodede, at drengen er kæntret ved et fejlkast, et forkert åreslag, da der var tegn til at han var omkommet ved sæl. Så ulykkelig har denne fader væ- ret her ved Godthåb, at han har mistet sine to ældste sønner, netop på den tid hvor de kunne begynde at være ham og familien til nogen un- derstøttelse. Faderen mistænkte enken Moni- cha ved Sarloq for at være ilisiitsoq (heks) og for at have dræbt dren- gen. Han skal have udstødt mange trusler om at dræbe denne enke, og da han stedse holdt sig borte fra ko- lonien, kunne jeg ikke få lejlighed til at tale med Jeremias og Monicha sammen. Først mandag den 3. oktober 1791 fik jeg fra grunden hævet fjendskabet mellem disse to, — det håber jeg ved Guds nåde, så der ik- ke er drab at befrygte. I konkursboet 282/82: Winstedt Foto-Radio A/S, Godthåb, op- fordres enhver, der har fordring eller krav mod boet inden 8 uger efter denne bekendtgørelse til boets kurator advokat Søren Hempel, Box 249, 3900 Godthåb, at anmelde deres krav opgjort pr. konkursdagen den 12. november 1984. Anmeldelsen bør væ- re bilagt de originale dokumenter, hvorpå kravet støttes. Anmeldelser der er indgivet under den forudgående betalings- standsning, anmeldt den 14. juni 1984, vil blive taget i betragt- ning uden fornyet anmeldelse. Samtidig indkaldestil skiftesamling i retssale3, Retsbygningen, Tjalfesvej 1, 3900 Godthåb. mandag den 4. februar 1985 kl. 13.15 til prøvelse af fordringer og eventuelle krav. Kurators indstilling vedrørende kravene ligger til eftersyn på landsrettens kontor 2 uger før skiftesamlingen. Grønlands Landsret Godthåb clén 29. november 1984. * * ' >, ! ’ Noorliit assitoqaat. 38 NR. 51 1984 ATUAGAGDLIUTIT

x

Atuagagdliutit

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.