Atuagagdliutit - 26.06.1985, Side 9

NR. 26 1985
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
9
GRØN LANDSPOSTEN
Isumaliutersuut* Kronik
N alliuttorsiorneq
naalagarpalaarnerlu
P.M.P. Kalaallit Nunaat pilluarit! Uatsinnummi silarsuullu sin-
neranut takutippat kusanartumik pingaartorsiornartumillu nal-
liuttorsiorsinnaallutit.
Danmark kanngusunniarit. Kalaallit erfalasortaavata pisorta
tigoortumik amoqqaarneqarnerani Københavnimi allaffiit ilaan-
niit uatsinnut silarsuullu sinneranut takutippat suli qangatut nu-
nasiaateqartuut naalagaasutullu iliorumassuseqarlutit.
Inuiattulli ullorsiorfeqalernerput namminerisatsinnillu erfala-
soqalernerput nuannaarutiginiartigit. Qallunaat pisortatigoortu-
mik iliuusaat paasiuminaatsoq kingusinnerusukkut narrutsaati-
gumaarparput. Kalaallilluunniimmi erfalasuat naalagaaffiup il-
luutaani umiarsuaataanilu nunatsinniittuni erfalaqqunngilaat.
Inuiattulli ullorsiornitsinniit nuannersorpassuarnik eqqaama-
sassaqarpugut. Ullorsiornermi pingaartumik Nuummi nuanner-
luinnarsimavoq.
Immaqami aamma pissutaavoq aasaq tassaagajuttaraluarmat
»nalliuttukinnerpaasoq«. Qularnanngilluinnarporlu ulloq inuiat-
tut nalliuttorsiorfik innuttaasut amerlanersaasa tigugaat eqqar-
sarlutik: Ulloq taanna uagut namminerluinnaq pigaarput. Ki-
ngornussarinaguluunniit tunissutisiarinngilarput. Uagulli nam-
minerluinnaq aalajangersimavarput ulloq taanna nalliuttorsiorfi-
gisassallutigu.
Nuannersortaali oqaatigereerlugit ajoraluartumik Danmarkip
pisortatigoortumik iliuuserisaa uterfiginngitsoorneq ajornarpoq.
Hauser Pladsimiimmi sapaatip akunnerani kingullermi nalu-
naarutigineqarpoq kalaallit erfalasortaavat atorneqalersaanngit-
soq.
Nalunaarut taamaattoq kalaallinut imermik nillertumik kiin-
nakkut seqqinneqarnertut misinnarpoq. Qallunaajullunilu killis-
saqanngitsumik ajuusaarnarpoq.
Uaguulluni, Danmarkimi inunngorsimallunilu alliartorsimasu-
nut, periarfissalli tamaasa atorlugit innuttaaqatigiit akaareqati-
giillutillu ataqqeqatigiinnissaannik illersuiuarsimasunut, borgerli-
git »angerlarsimaffitsinniittut« oqarfigerusunnarsipput: ■■
Nunasiaateqarneq taamaatereerami. Erfalasortaamuttaa-
ma kusanaatsigisumik isummernissigut kanngusutsik-
kunnaarniartigut. Naligiissumik ingerlatsiumagaanni ta- ^
manna aamma timitalerneqartariaqarpoq. Taamaanngip- _
pammi oqaatsit asuli oqaasiinnassapput timitaqanngitsut. O
Feststemning og
herrementalitet
P.M.P. Til Lykke, Grønland! Da viste du både os selv og resten
af verden, at du kunne holde en fest, som blev både smuk og høj-
tidelig.
Fy, Danmark. Med din officielle holdning til det nye grønland-
ske flag viste du både os selv og resten af verden, at der stadig
sidder gammel kolonifims og herrefolksmentalitet i visse konto-
rer i København.
Men lad os først glædes over nationaldagen og det nye flag.
Så kan vi senere græmmes over den uforståelige holdning fra of-
ficiel dansk side. Den holdning, som går på, at det grønlandske
flag ikke kommer til at vaje fra statens bygninger og skibe her i
landet.
Og med nationaldagen i friskeste erindring er der nok at glæde
sig over. Det var en sand fryd at opleve den feststemning, der
prægede i hvert fald Nuuk.
Måske hænger det sammen med, at sommeren jo traditionelt
er den »festløse« tid af året. Og helt klart hænger det sammen
med, at befolkningen som helhed kan tage nationaldagen til
hjertet og sige til sig selv og andre: Denne dag er helt vores egen.
Den har vi hverken arvet eller fået trukket ned over hovedet. Vi
har selv bestemt, at det skal være netop denne dag.
Når alt dette positive er sagt, er det så desværre nødvendigt at
vende tilbage til det officielle Danmarks holdning.
Som et mavesurt bøvs fra Hausers Plads kom meddelelsen i
sidste uge, at man sandeligt ikke har tænkt sig at bruge det nye
grønlandske flag.
For grønlændere var denne meddelelse en spand kold vand
midt i ansigtet. For danskere var det en pinlighed ud over alle
grænser.
For os, som er født og opvoksede i et Danmark, der ellers ved
enhver lejlighed bryster sig af liberalitet og gensidig respekt fol-
kene imellem, må det være ved tiden at sige er borgerligt h
ord til »dem derhjemme«: Kolonitiden er forbi. Lad være
med at falde os i ryggen på den måde, I har gjort det med
jeres småtskårne flagpolitik. Hvis man vil ligeberettigelse, ^
er man nødsaget til også at praktisere den. Ellers er al snak _
kun fraser og tomme ord.
VI indbyder seerne
til at være til stede
Konsekvenserne af direkte TV- transmission diskuterer tidligere TV-direktør, nu
generaldirektør for Danmarks Radio Hans Jørgen Jensen på baggrund af DRs
direkte transmission af opgøret mellem fodboldholdene Liverpool og Juventus i
Belgien, der medførte vold og død
Vi har i den sidste måneds tid ople-
vet et par situationer, hvor vi er ble-
vet konfronteret med spørgsmål
om den direkte TV-transmissions
styrke og svaghed — en klassisk
problemstilling for professionelle
TV-folk, og en problemstilling
uden noget entydigt svar.
Den direkte TV-transmission
kan give seerne, hvad intet andet
medium kan: oplevelsen af at være
til stede, hvor tingene sker, mens de
sker oplevelsen af de uforudseelige
— oplevelsen af at se tingene udvik-
le sig for øjnene af en — oplevelsen
af en virkelighedens verden, hvor
seerne selv får lov til at danne sig sin
opfattelse på baggrund af faktiske
begivenheder. Der kan være tale
om historiske øjeblikke som men-
neskets første skridt på månen, og
det kan være noget så »jordisk«
som en fodboldkamp Danmark-
Sovjet. Begge giver en fælles, stærk
oplevelse, som vi næppe ville være
foruden.
Men så enkelt er direkte TV ikke
altid. Hvad med den direkte trans-
mission, når det uventede sker?
Hvad gør vi, når det store folkemø-
de og den højtidelige mindedag for-
vandles til kasten med æg og affy-
ring af kanonslag? Hvad gør vi, når
en fodboldkamp i stedet bliver til
rasende bølleoptøjer, der kræver
menneskeliv i snesevis?
Vi er blevet så vant til »den redi-
gerede virkelighed« i medierne, at
nogle har svært ved at acceptere den
direkte transmission, som »uden
nogen anstændighedsfølelse« af-
spejler det virkelige liv. Det kan væ-
re hårdt, det kan være brutalt, det
kan være rystende. Men skal vi i en
sådan situation lukke øjnene — el-
ler rettere seernes øjne — for denne
virkelighed? Ville ikke netop det
være et bedrag, og ville det ikke fø-
re seeren bag lyset?
Det er et svært valg, som den
programansvarlige skal træffe i en
sådan situation. Ofte er der tilmed
kun tale om minutter eller sekun-
der, hvor man skal træffe et valg
mellem at »gå i sort« (afbryde
transmissionen, RED.) eller at fort-
sætte en transmission af en begiven-
hed, der udvikler sig på en uventet
måde. Der er mange hensyn, der
krydser hinanden i de sekunder,
valget skal træffes. Der er hensynet
til ofrene. Hensynet til den beskyt-
telse, som et menneske i nød kan
have over for mediernes nysgerrig-
hed. Der er hensynet til de børn, der
måske overværer udsendelsen. Der
er spørgsmålet, om man fremmer
en voldsmentalitet ved at vise vol-
den i al dens brutalitet. Og omvendt
er der hensynet til det, man med et
fint ord kalder informationsfrihe-
den, men som man også kunne kal-
de et spørgsmål om formynderi el-
ler ikke. Vi har ved vor direkte
transmission indbudt seerne til at
være til stede og til selv at leve med
i, hvad der sker. Skal vi lukke af og
sige: dette er ikke noget for jer?
Til de ikke så få, der efter at Dan-
marks Radio havde opretholdt
transmissionen af Liverpool-Ju-
ventus opgøret i Belgien, bebrejde-
de os, at vi fortsatte med at sende,
vil jeg gerne sige, at vi da ikke syn-
tes, at det var noget let valg. Men vi
valgte at sende, og jeg mener stadig,
at det var den rigtige beslutning.
Det vi havde indbudt seerne til — en
stor fodboldkamp — var blevet til
noget andet, til noget forfærdende,
rystende. Men den var samtidig ble-
vet noget, som måske danner et
vendepunkt i fodboldens historie.
Overalt har man sagt: sådan kan
fodboldverdenen ikke fortsætte.
Og drastiske skridt er fulgt i kam-
pens spor, i hvert fald i England. Vi
valgte — som iøvrigt næsten alle
andre radiofonier i Vesteuropa —
at fortsætte med at sende, og jeg vil
gerne i en parantes nævne, at den
aflysning, der skete i Vesttyskland,
var en aflysning af en planlagt for-
skudt transmission, ikke af en di-
rekte transmission. Altså en anden
problemstilling end den, vi stod i.
Jeg er overbevist om, at vi ville
være blevet kritiseret mindst lige så
stærkt, hvis vi havde afbrudt trans-
missionen. Ingen vidste, hvad der
ville ske under den kamp, der omsi-
der og efter så megen diskussion
kom i gang. Havde vi afbrudt, ville
vi ikke som nu være blevet kritiseret
for manglende anstændighedsfølel-
se, men så ville kritikken være gået
på, at vi indtog en formynderisk, vi-
alene-vide holdning. Vi havde fra
starten valgt den direkte transmissi-
ons form, og vi valgte altså at drage
konsekvensen heraf. Men i tvivl var
vi da.
pakatsiumångikuvit
Atuagagdliutine
neKeroruteKarit

DET GRØNLANDSKE
OLIEAKTIESELSKAB
kalåtdlit uliamik
pigingneKatigigfiat
Qliagssat POLAROIL-ime KangerdfuarssorutsimTtumit agssar
tut M/S »BETTY THERESA«, (sion. M/S IRLAND) atordlugo ka
låtdlit igdloKarfmukåussorneKartarpoK, sinerssortautinit fmi
gagssanik perKumausivilingnut.
leverer olieprodukter fra centralanlægget POLAROIL i Færm
gehavn med tankskibet M/S »BETTY THERESA«, (tidl. M/S IR
LAND) til grønlandske byer, der har havnetankanlæg for for
syning med kysttanksskib.