Atuagagdliutit - 10.07.1992, Blaðsíða 4

4
ATUAGAGDLI UTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 78 1992
Qallunaat aallararput
NUUK(TØM) - Piffissa-
mi aggersumi AG qallu-
naanik Kalaallit Nu-
naanniittunik allaaseri-
saqartassaaq.
Qallunaat nunatsin-
nut tikerarlualerput nu-
natsinni taamani lands-
rådiusut marluk statsmi-
nister Hans Hedtoftip
nunatta nunat killiit atu-
garissaarnerat tunngavi-
galugu ineriartortinne-
qarnissaanut neqerooru-
taanut quj allu tik anger-
mata. 1948-mi nunarput
tikeraareerlugu taama-
tut neqerooruteqarpoq -
taamani nunarput qqal-
lunaat isaannik isigalu-
gu nunaavoq piitsoq kin-
guarsimasorlu, inuiaqa-
tigiillu tuberkulosimit
ima eqqugaasimatigaat,
allaat agguaqatigiisssit-
sinikkut inuuneq ukiu-
nut 33-iinnarnut naat-
sorsuussaalluni.
Piffissap ingerlanerani
qallunaat nunatsinniit-
tut amerliartorusaagin-
navissimapput. Kisianni
ukiut kingulliit pingasut
ingerlanerini qallunaat
1.300 sinneqartut aallaq-
qissimapput, taamatullu
ingerlaaseqameq inger-
laannassagunarpoq.
Qallunaat marluk tå-
rn armik immikkut nu-
nats inni tunuliaqutaqar-
lutillu suliffeqartut oqa-
loqatigalugit paasinias-
savarput sooq taamaat-
toqarnersoq.
Allaaserisat Susanne
Morep all agar ai Dan-
marks Journalisthøjsko-
limilu soraarummeerami
all£igarisimallugit. Ilinni-
arnermi ingerlanerani
qaaammatini 18-ini
1998-90-ip ingerlanerani
aviisimi Det fri Aktuelti-
mi sulisimavoq, ilaati-
gullu aviisimut Odensen
Postenimut allagaqar-
tarsimalluni, 1. septem-
berimiillu Nordisk filmi-
mi atorfinissimavoq aal-
lakaatitassiami oqallif-
fiusartumi »Meyerheim
& Co.«-mi.
Qallunaat sooq nunarput qimarerneraat Susanne
Morep misissorsimavaa.
Susanne More ser på, hvorfor danskerne forlader
Grønland.
Danskerne bryder op
NUUK(TØM) - AG brin-
ger i den kommende tid
en række artikler, som
sætter focus på dansker-
ne i Grønland.
Danskerne begyndte
for alvor at komme til
landet, efter de to grøn-
landske landsråd takke-
de ja til den danske stats-
minister Hans Hedtofts
tilbud om at udvikle
Grønland med vestlig
velfærd som forbillede.
Det tilbød han efter i
1948 at have besøgt lan-
det, som på det tidspunkt
- efter dansk målestok -
var primitivt og fattigt,
og befolkningen så hårdt
ramt af tuberkulose, at
den gennemsnitlige leve-
alder var 33 år.
I den mellemliggende
periode har antallet af
danskere i Grønland
stort set været konstant
stigende. Men i de sidste
tre år er over 1.300 dan-
skere draget afsted igen,
og den tendens ser ud til
at ville fortsætte.
Vi ser på hvorfor og
møder to danskere, som
med hver deres baggrund
bor og arbejder i Grøn-
land.
Artiklerne er skrevet
af Susanne More og er
hendes afgangsopgave
fra Danmarks Journa-
listhøjskole. I løbet af ud-
dannelsen har hun i 18
måneder - i årene 1989-
90 - arbejdet på Det Fri
Aktuelt, hun har skrevet
freelance-artikler til
blandt andet Odense Po-
sten, og fra den 1. sep-
tember er hun ansat på
Nordisk film som resear-
cher på talkshowet »Me-
yerheim & Co.«.
1 \ 11 \: /
Akileraarutit akillu qaffariartortut akissarsiat appariartorput. Qallunaarpassuit Kalaallit
Nunaat tunuinnarsimavaat. (Ass.: Knud Josefsen).
Skat og priser går op, mens lønninger går ned. Mange danskere har valgt at vende Grønland
ryggen. (Foto: Knud Josefsen).
Det grønlandske
Klondyke dør ud
Grønland har ændret kurs over for danskere - nu vil man
selv. Sammen med hårdere økonomiske vilkår sender det
danskere hjem i større tal end nogensinde før
NUUK(Susanne More) -
Der blev arbejdet hårdt, og
der blev festet hårdt. I en
tæt hørm af sved og øl, en
konstant larm fra mande-
struber og kassettebånd, og
i den fortættede luft, der
uvægerligt må komme, når
tyve mennesker stuves sam-
men på meget lidt plads, bo-
ede de fleste af de danske
mænd, der i 50’erne og
60’erne tog til Grønland.
De kom for at arbejde - og
det fik de lov til. Mellem 11
og 14 timer om dagen, med
hver anden søndag fri. Dem,
der ikke havde forpligtelser
derhjemme, fik udbetalt en
lille del af lønnen at leve for,
resten blev sparet op. Kost
og logi var inkluderet i løn-
nen. Der var ikke noget, der
hed 11-timers regel, der var
ikke noget, der hed skat, og
der var ikke meget at sløse
pengene bort på.
Som guldgraverne i 1896
drog til minerne ved Klon-
dyke i Canada, indtil åren
var tømt, valfartede ikke ba-
re de danske håndværkere,
men også personale til admi-
nistration og udbygning af
sundhedsvæsen og skoler til
Grønland.
Antallet af danskere i
Grønland nidobledes fra
1950 til 1990, og da der var
allerflest danskere, udgjor-
de de en femtedel af hele be-
folkningen.
Der var penge, der var
eventyr - og der var brug for
dem.
Et gammelt dilemma
Det er et velkendt dilemma
for både befolkningen og po-
litikerne i Grønland, at de-
res samfund på den ene side
har brug for den ekspertise
udefra, grønlænderne end-
nu ikke selv har, mens de på
den anden side ønsker at
være ligestillede med tilflyt-
terne. Et dilemma, fordi
man traditionelt har for-
gyldt danskerne med særli-
ge løntillæg og privilegier,
man ikke havde råd til for
alle, og et dilemma, der altså
først vil ophøre, efterhån-
den som grønlænderne bli-
ver uddannede nok til at kla-
re behovet selv.
- Målet for os er at for-
mindske behovet for ar-
bejdskraft udefra og dermed
antallet af danskere herop-
pe, siger Landsstyrefor-
mand Lars Emil Johansen.
- Jeg har oplevet den ten-
dens tidligere, at mange
danskere var her udeluk-
kende for pengene, og det
gav uheldige reaktioner
mellem dem og grønlænder-
ne. De hurtige økonomiske
tures tid til Grønland var ik-
ke godt for landet, siger han.
Grænserne udviskes
Antallet af danskere i
Grønland er nu det laveste i
over 20 år. Faldet er sket in-
den for de sidste tre år, hvor
1.341 danskere er rejst hjem
- primært håndværkere,
men også konkursramte
virksomhedsejere og ansatte
i administrationen.
Men »danskere i Grøn-
land« er ikke længere noget
entydigt begreb. Uanset vil-
kårene vil mange blive boen-
de; mange er grønlandske
gift, har børn, børnebørn og
venner her. Netop børnene
af de mange blandede ægte-
skaber udvisker billedet.
Man kan talt om tre grup-
per af danskere på det grøn-
landske arbejdsmarked. De
»tilkaldte«, som i princippet
er der for at alhjælpe Grøn-
lands behov, og som derfor
har fået økonomiske privile-
gier; de kontrakt-ansatte -
både offentligt og privat an-
satte - med privilegier i stil
med de tilkaldtes, og endelig
dem, der nu er integrerede i
det grønlandske samfund og
ofte må søge jobs på lige vil-
kår med grønlænderne.
Begrebet »tilkaldte«, går
med andre ord ud på at af-
lønne folk efter, hvor de er
født - det såkaldte »fødested-
skriterie«. Det blev indført
af Folketinget i 1964, da
man havde et Danmark med
fuld og stabil beskæftigelse,
og ikke så andre muligheder
for at få danskere nok til
Grønland.
Men langt de fleste dan-
skere i Grønland er stadig
tilkaldte.
Kassen er tom
Går man i dag en tur i
»down-town« Nuuk, er det
tydeligt, at folk ikke længere
strøer om sig med penge.
Høj-orange skilte med »Op-
hørs-udsalg!« hænger end-
nu i flere tømte butiksvin-
duer. En stribe af taxaer
står afventende, det samme
gør de potentielle kunder.
Blot lidt længere nede af ga-
den - og det er bussen, de
venter på.
11970’ernevar der i Nuuk
fire taxacentraler og ikke
mindre end 117 vogne, til at
fragte byens indbyggere
rundt på de ca. 30 kilometer
veje. Nu er der 70 kilometer
vejé, men kun to centraler
og 60 vogne tilbage.
En økonomisk krise har
afmattet samfundet og lagt
navnene på et stadigt stigen-
de antal butikker, restau-
ranter og entrepenørvirk-
somheder i bunken af kon-
kursbegæringer i Landsret-
ten i Nuuk. Bare på de sidste
fem år er antallet af kon-
kurser femdoblet. Og da
danskerne ejer næsten alle
virksomheder i Grønland, er
langt de fleste der rammes
også danskere.
Den økonomiske krise har
rod tilbage til nogle fejlinve-
steringer i Hjemmestyret i
1986 og svigtende fiskeri.
I 1987 vidste man, at det
var gået grueligt galt. Et
drønende underskud satte
gang i de offentlige besparel-
ser, og med ét slag stoppede
man stort set alt byggeri.
- Det offentlige stod for
næsten alt byggeri, så det
kunne virkelig mærkes.
Omkring 1100 danske hånd-
værkere er rejst hjem siden
1987, fortæller direktøren
for Grønlands Arbejdsgi-
ver-forening, Hagen Høyer
Christensen.
Både besparelser i Hjem-
mestyrets administration og
besparelser på de militære
baser må bære hver sin del
af årsagen til danskernes af-
rejser.
Lønnen halveret
Den største økonomiske gu-
lerod for danskere i »gamle
dage« var den totale mangel
på indkomstskat.
Grønland har ingen gene-
rel afgift som momsen, og
indtil 1975 var ogsåbegrebet
»skat« ukendt. Så ukendt, at
der går historier om grøn-
lændere, der gik ind for den-
ne fantastiske ting, fordi de
mente, at skat da måtte væ-
re noget, man fik udbetalt.
I 1970’erne og begyndel-
sen af 1980’erne kunne det
gå endda: trækprocenten
startede på 15 procent, men
den er siden steget støt. Nu
minder den med sine om-
kring 40 procent mere og
mere om den hjemlige. Og
da det grønlandske hjemme-
styre fortsat overtager opga-
ver fra staten, og nye sam-
fundsopgaver dukker op,
forudser man, at skattetryk-
ket vil blive ved med at stige.
Det er også blevet meget
dyrere at bo i Grønland.
Hvis man, som mange af de
danskere der kommer til
Grønland nu, får den sam-
me, eller lidt lavere, nomi-
nelle løn som i Danmark, og
man i øvrigt holder af sine
danske madvaner, kan det
godt blive et chock at gå en
tur i Brugsen eller KNI-bu-
tikken. En liter »flyfrisk«
ymer til 51 kroner og en
agurk til 29 kroner er dag-
ligdags oplevelser, der vel
for de fleste kan gøre ind-
løbslisten til uhyggelig læs-
ning.
Mens skat og priser går
op, går lønnen ned.
Indtil starten af1980’erne
førte det offentlige i Grøn-
land en lønpolitik, der skulle
udjævne lønningerne til for-
del for de lavest lønnede.
Derefter har man lagt mest
vægt på at udjævne de store
forskelle mellem de »hjem-
mehørende« grønlændere
og de »tilkaldte« danskere.
Da danskerne overvejende
er faglærte eller har en læn-
gerevarende uddannelse, og
dermed i forvejen tilhører de
højerelønnede grupper, har
begge disse bestræbelser be-
tydet en reel lønnedgang.
Efter skatten er trukket,
er for eksempel de danske
juristers og økonomers dis-
ponible realløn på kun 48
procent af det, de havde i
1975. Til sammenligning er
den disponible realløn for en
grønlandsk ufaglært arbej-
der eller HK’er steget med
cirka ti procent i samme pe-
riode.