Atuagagdliutit - 15.12.1994, Qupperneq 26

Nr. 97- 1994

GRØN LaNu S P O S T E N
Grønlændeijul i syd og nord
Denne artikel blev for 30 år siden bragt i AG's julenummer
Af Bent B. Boisen, 1963
Efter Hedtoft-forliset er man
blevet forsigtig med vinter-
sejladsen på Grønland; ind-
til da var lokal-flyvning
næsten ukendt heroppe, og
når jeg nu her op til den sto-
re højtid sidder og tænker på
gamle dage - og det vil altså
sige før lovændringerne i
1953 og årene efter indtil
for fem år siden - ja, så sy-
nes den grønlandske jul no-
get på afstand. Flyvemaski-
nernes hurtige kommen og
gåen har lavet om på meget
af det, som var før. Men al-
ligevel kan man nå at møde
glæde og forventning på en
ganske særlig måde. Der
kommer stadig mange kort
fra børnene i USA; de vil
minde Santa-Claus om deres
eksistens, og kontorerne
rundt om har ikke så lidt at
bestille i den anledning.
Mens jeg som lærer sad i
Sydgrønland, husker jeg, at
der allerede i det tidlige ef-
terår kom nogle småfyre
med deres spareskillinger og
en masse kataloger af for-
skellig slags. Børnene vid-
ste, at jeg kunne skrive
dansk, og de bad mig derfor
»hjemskrive« en god del af
de mange strålende ting,
som katalogerne talte om.
Jeg var imidlertid ikke til
sinds at gøre denne tjeneste
for dem allerede før de nye
julekataloger var kommet
op til os, og bad dem derfor
om at gå hjem og tænke
nøjere over deres ordrer; det
var nemlig ikke sådan, at
børnenes kapital stod blot i
nogenlunde rimeligt forhold
til den store bestillingsliste.
En uges tid efter kom de i-
gen. Nu skulle det være. Jeg
skulle skrive, som de ville
have det, og så skulle de
nok betale. Deres næsten u-
læselige småsedler blev dog
lagt i skuffen, og jeg sagde,
at vi kunne tales ved, når det
blev rigtig efterår i Dan-
mark, altså medio oktober. -
De kom på dagen, og vi
skrev så gaverne op på fine
lister - for det meste s-
måting, som nok kunne fås i
den lokale butik, men som
Josef sagde til mig: »Nu
skal mit hus' far altså ha1 et
par sokker, der passe - du
skrive efter sokker, jeg beta-
le, og du kommer til kaffe-
mik hos os og min far«.
Javel, jeg skriver nu, sag-
de jeg lidt anstrengt - og ga-
verne nåede op, helt borte
fra den by, hvor den store
konge og hans kone bor.
Godthåb radios ønskekon-
cert var også tidlig på færde,
når det gjalt julen. Heroppe
ønskede man hinanden glæ-
delig jul gennem æteren, og
overalt, hvor man kom og
gik, mærkedes en stadig dy-
bere forventning. Alle gik
rundt og talte om ekstra for-
plejning, og nede på syge-
huset i den store træbygning
kunne man næsten ikke
komme frem for guirlander
og snore i alle regenbuens
farver, og da gamle »Disko«
- som årets sidste skib - kom
ude i den mørke eftermid-
dag, troede man en stund, at
kajen nede ved anløbet skul-
le blive trampet ned i havet;
man stod virkelig oven på
hinadnen her den 15. dag i
julens måned. Men skibet
havde selvfølgelig også en
værdifuld last med; nye til
kolonien, fremmede til
gæstehjemmet, hjemskrevne
gaver og post i læssevis.
Sådan en aften går man så
sært rundt i sit hus. Man kan
ikke rigtig samle sig om no-
get. Postmesteren mente,
der kunne være udsorteret
en god bid ved 21-tiden, og
vi mødte op, alle som kunne
- og næste morgen var man
der igen for at få resten. Jo-
vist, glæde og forventning
besjælede os alle, selv fol-
kene fra skurene nede i bug-
ten mødte op. Ingen blev
hjemme, når skibet havde
væltet sin maves indhold ud
i kolonien.
Dagene gik langsomt op
til den 24. - alt gik lang-
somt; det var, som om der
ikke rigtig kunne komme
skub i noget. Endelig kom
så dagen. Alle havde købt
ind, hentet vand ved brønd-
en, og i husene rundt om, fra
fjeldets hytter til de mindste
bræddeskure i dalen, kunne
man se lysene skinne om
kap med stjernerne og frost-
sneen på fjeldsiderne. Der er
denne dag en egen andagt o-
ver de mange hjem, hvor
man nu går rundt og rigger
klar til kirkegang og senere
festmåltid - alle i stiveste
puds og rensede kamikker.
Og når præludiet lyder ud i
den næsten for tæt pakkede
trækirke, er der ro rundt om
på bænkeraderne, men stil-
heden er først mærkbar, når
organisten i hvid anorak og
store benklæder trækker ma-
nualerne ud til »Julen har
bragt velsignet bud«. Da sy-
nes man at kunne fornemme
ét stort sug, for at der rigtig
kan samles luft til de dejlige
toner. Her synger alle med -
de gamle, med tandløse
gummer, og børnene, som
kun kender melodien og en-
kelte ord. - Efter gudstjene-
sten samles man uden for
kirken; man må jo høre nyt -
hvem der har hørt fra
hvem,... ja'h, selvfølgelig
har Ruth husket os, hører
man; hun er altså ikke ble-
vet for fin, selv om hun er
blandt de dygtigste jorde-
mødre på Rigshospitalet...
jo, hun vil da komme tilba-
ge, mumler hendes gamle
far - for hun bor da kun i
Prækvalifikation
KNI Pilersuisoq a/s ønsker at sikre sig, at det er kvalificerede firmaer, der frem over
udfører arbejdsopgaver for selskabet. Derfor indbyder vi hermed interesserede firmaer til
at deltage i en prækvalifikation, som skal være grundlag for fremtidige valg af tilbudsgive-
re ved eventuelle licitationer. Prækvalifikationen vil blive den afgørende faktor i disse valg.
Alle interesserede firmaer er velkomne til at deltage i prækvalifikationen, og materialet
kan fås ved henvendelse til en af de nedenstående adresser og skal være returneret til en
af adresserne inden den 1. februar 1995.
KNI Pilersuisoq a/s
Energiafdelingen
Postboks 170
3922 Nanortalik
Att.: Søren M. Christensen
tlfi: 3 34 50, fax: 3 32 71
KNI Pilersuisoq a/s
Anlægsafdelingen
Postboks 195
3912 Maniitsoq
att.: Ole Rafaelsen
tlfi: 1 38 44, fax: 1 38 16
Grønlands
Arbejdsgiverforening
Postboks 73
3900 Nuuk
tlfi: 2 15 00, fax: 2 43 40
KNI Pilersuisoq a/s
København, mens hun lærer
faget.
Og nede i de små hytter
ved fjorden går man ind
med lidt ekstra til den blinde
Helene og gamle Bertel.
Gigt er en slem ting, men
Bertel vil være ved havnen
igen til sommer med det go-
de vejrs komme; værre er
det med Helene - hun er
blind, enke - og drengen,
der såmænd var svær nok at
få i sin tid, er ikke hos os
mere. Vejr og vind er for
søens folk altid noget uvist.
Immaqa: måske!
Jeg begyndte med at for-
tælle om børnene i Sydgrøn-
land, fordi det var mine bed-
ste venner. Men jeg vil også
fortælle om julen på vor
nordligste militærstation, i
Thule, hvor jeg holdt til i tre
år, på det nærmeste. Herop-
pe er reklamerne fremme i
de store butikker, Exchange-
Stores, allerede i september.
Militærets folk skal have
lejlighed til at købe det rigti-
ge ind til hustru og børn
»back home in the States«,
og har man ikke præcis den
ønskede artikel, så skaffes
den fra - USA. Frem og til-
bage er lige langt, men ga-
ven skal nu engang sendes
fra Thule med speciel-mær-
kat etc., og så må man selv-
følgelig fragte varen de 8-
10.000 km.
Min sidste tur fra basen
blev gjort til fods - over i-
sen, til Knud Rasmussens
Hus, 6-7 km borte. Efter
middagen i den udmærkede
club - kalkun, suppe og fer-
skner med portugisisk rød-
vin på stenkrukke - tog man
afsted; tre mand var vi, som
ønskede at lægge basens
larm bag os. Det var en af-
ten så stjerneklar som no-
gensinde; den mørke nat var
pludselig blevet lys på det
tilisede hav, fordi månen
med sit skin oplyste den sto-
re isflage og gjorde vore
skygger behageligt lange. Vi
fulgte laksebækken, tomme-
tyk is, og nåede frem til me-
desporerne fra de slæder,
som havde været nede fra
det ny Thule efter post og
pynt. Hin julenat, hvor alt
liv syntes at være i pagt med
det bedste, gik vi frem mod
Klarlsvognen, som Cæsar
gjordet det med sine solda-
ter mod Britannien. Her var
de syv øxenhoveder blevet
nord, Septemtrioens en ve-
jviser for os - med kurs mod
Knuds Hus. Det var den
gamle kurs, vi fulgte, som
andre før os havde gjort det:
Peter Freuchen, Birket
Smith, Therkel Mathiassen,
Odaq - alle skulle de træffe
Knud.
Vi gik ind i huset. Uaflåst
stod det, som man ofte gør
det heroppe i menneskenes
land, for hvem skulle vel
være interesseret i at berige
sig ved tyveri fra andre! Og
Knuds Hus var gæstfrit. Fra
vore piber, der var blevet
tændt på den åbne terrasse,
stod røgen nu op - man kun-
ne følge skyggerne langt o-
ver mod Canada.
Hjemme på basen holdtes
de første gudstjenester ved
midnatstid. Vi nåede ind og
overværede, hvordan man
kan feste for mange tusind
mænd under Nordpolens
tag. For nogle havde brev-
posten svigtet. Man så det i
øjnene på dem rundt om; jeg
ved ikke, hvordan det kan
være, men tårer i mandsøjne
heroppe taler til én på en e-
gen måde.
At være ensom, at føle sig
forladt - der er forskel. Og
alle ved, at der er medicin i
klubben til spotpris - scotch
og canadisk; men det er,
som om whisky ikke mætter
alligevel, når man er helt al-
ene. - Sådan landede jeg, i
min glæde over den megen
post hjemmefra, hos en ene
og forladt negersoldat fra
Virginia; hans kone var u-
gen før blevet dræbt ved en
bilulykke derhjemme. Hvad
siger man til en sådan fyr -
en julenat, mens han gem-
mer hovedet i sine store
hænder og bare hulker?
Jeg ved næppe nu, hvordan
vi kom på talefod, men jeg
tror, det var et ord af min
gamle chef på »Jutlandia«,
Kai Hammerich, da vi lå og
fejrede højtid på krigens
Korea. Han sagde: »Ser du
Boie - vi kan ikke gøre så
forfærdelig meget ved al
denne elendighed, men der
er én, som kan - og når hans
time er inde, så sker det;
men vi skal selvfølgelig
hjælpe til«.
Joe og jeg fejrede vores
jul, og vi fik et dejligt forår
sammen på baseball banen;
det hele begyndte med, at
han kunne synge. Selv i po-
larnattens mørke kan man
nå at blive besjælet af den
forventning og glæde, som
hyrderne på Bethlehems
marker oplevede. Man be-
høver ikke at være hverken
sentimental eller kedelig,
fordi man sammen kan glæ-
de sig over noget verdenshi-
storiesk - ja, noget for hele
jorden, til alle tider. Og en
stor, stærk neger midt i is-
marken kan således, selv
med smertens tårer i sig,
komme til at danne rammen
om julen, som man helst vil
opleve den: sammen med
andre, der som vore børn
kan glædes, virkelig glædes
- trods alt!
| Ilaasortagut tamaasa juullimi ukiortaassamilu pilluaqquagut |
O fe
Vi ønsker alle vore medlemmer glædelig jul og godt nytår g
Kalaallit Nunaanni Timersoqatigiit Kattuffiat
Grønlands Idræts-Forbund
i