Atuagagdliutit - 06.07.1995, Blaðsíða 6

6
Nr. 52 ■ 1995
Ca apsajpc/é/'a £/£
GRØNLANDSPOSTEN
Fangerne i Thule fik
fire dage til at flytte
af lektor Jens Dahl og højesteretsdommer Per Walsøe
Sorsunneq nillertoq peqqutaalluni qallunaat naalakkersuisui Avanersuanniutoqqanik suusu-
paginnilerput, amerikkarniiut sakkutooqarfiliortinniarlugit. Maannali piffiit nutaajupput.
Det var den kolde krig, som fik den danske regering til at se stort på den oprindelige Thule-
befolkning for at give plads til den amerikanske militærbase. Nu er tiden imidlertid en
anden.
Da de militære anlæg blev
etableret ved Thule i begyn-
delsen af 1950’erne måtte
befolkningen i kolonien Thu-
le, Uummannaq, flytte nord-
på til andre bosteder. Herved
blev Qaanaaq områdets nye
administrative center. Kon-
sekvensen var dels, at de
måtte forlade deres tidligere
boliger og dels at de måtte
opgive et stort fangstområde,
der kom til at huse den ame-
rikanske flybase samt diver-
se militære installationer.
Hvad det første angår så
modtog de erstatning i form
af nye boliger. Hvad det
andet angår er der aldrig ydet
dem nogen form for erstat-
ning eller kompensation.
Thulebefolkningen havde
mistet deres centrale boplads
og begravelsesplads. De var
nu afskåret fra en væsentlig
del af deres kulturelle liv og
historie.
Det særlige af regeringen i
1987 nedsatte udvalg, der har
undersøgt omstændigheder-
ne i forbindelse med Thule-
boernes flytning, har for
nylig udsendt en omfattende
rapport. Rapporten holder sig
i det store og hele inden for
de juridiske og magtmæssige
rammer, som blev afstukket
af den danske administration
i Grønland i begyndelsen af
1950-erne. Iøjnefaldende er
det, at det nordgrønalndske
fangersamfund, dets livsvil-
kår og betingelser anno 1953
næsten ikke finder frem til
udvalgets tankegang og
overvejelser og da slet ikke
til dets konklusioner. Det var
måske skik og brug dengang,
men ikke i dag. Derfor er
rapporten da også lidet an-
vendelig med henblik på at
yde Thulefangerne den op-
rejsning, som de med nuti-
dens øjne har krav på. Udval-
get bestod af den nuværende
præsident for Østre Landsret,
Svend Ziegler, daværende
overarkivar Erik Stig Jør-
gensen og daværende vice-
biskop Kristian Mørch.
Udelukket
Alle involverede parter, her-
under den danske stat, det
nedsatte undersøgelsesud-
valg og ikke mindst fangerne
selv, erkender at Thulefan-
geme efter basens etablering
blev udelukket fra en stor og
central del af deres traditio-
nelle fangstterritorium. Her-
om hersker der ingen uenig-
hed. Efter militærbasens
etablering i 1953 blev be-
folkningen delt i en sydlig og
en nordlig gruppe, og ingen
kunne længere udnytte de
ressourcer og fangstdyr, som
befandt sig på baseområdet,
der lå midt i distriktet.
Udvalget har koncentreret
sig om at vurdere, hvorvidt
selve flytningen fra Thule til
Qaanaaq var »frivillig«, om
fangsten af de enkelte dyre-
arter er steget eller faldet i
perioden efter basens eta-
blering, og om hvorfor be-
folkningen ikke har forfulgt
et i 1960 rejst krav om erstat-
ning. Dette kan ikke skjule
den kendsgerning, at fanger-
ne aldrig har accepteret at
måtte afgive en del af deres
traditionelle fangstterrito-
rium - og hvad der er nok så
væsentligt, at de aldrig reelt
er blevet spurgt herom.
Her ligger det mest
afgørende, for det var måske
ikke gået helt op for fangerne
ved flytningen i 1953. I for-
vejen var de første år af
1950’erne en periode, hvor
fangsten i området ikke var
den bedste. Da fangerne så at
sælerne vendte tilbage nogle
år senere, ønskede de igen
frit at kunnee på på fangst
inden for denne del af deres
territorium. Da det ikke var
muligt krævede de erstat-
ning. Af udvalgets redegørel-
se fremgår det, at selve sagen
om erstatning er bortkom-
met, fdorsvundet i det danske
ministerium.
Konklusion: Fangerne har
permanent mistet en del af
deres traditionelle territo-
rium, uden at de har ønsket
det eller modtaget erstatning.
Da fangerne flyttede til Qaa-
naaq flyttede de, men de
opgav ikke deres rettigheder
til fangst på baseområdet, et
land de har udnyttet »siden
tidernes morgen«.
Udvalget har undersøgt,
hvorvidt selve flytningen var
»frivillig«, så lad os se lidt på
dette tema. Det kan diskute-
res, hvorvidt man kan tale
om frivillighed, når befolk-
ningen ikke selv havde bedt
om det, men »var tilskyndet
hertil« af de danske myndig-
heder, fordi disse mente, at
basens etablering havde gjort
befolkningens flytning nød-
vendig. Eller med ord af
Eske Bruun, den centrale
danske myndighedsperson,
som i 1961 blandt andet
skrev: »Beboerne vil påstå,
at de er blevet tvangsforflyt-
tet. Det er naturligvis ikke
rigtigt. Der har ikke været
tale om anden tvang, end den
der fulgte af nødvendighe-
den, fordi fangstmuligheder-
ne blev forringet.« Hvis ikke
dette er tvang, hvad er så
tvang? Men dette var Eske
Bruuns svar, da man fra Thu-
le hævdede at være blevet
tvangsforflyttet.
Tvangsforflyttelse
30. april 1953 sendte Eske
Bruun et telegram til inspek-
tør Mørck Rasmussen og
præsten Jokum Knudsen i
Thule og bad disse to om
snarest at rejse til Køben-
havn med henblik på plan-
lægning af en nu meget
hastende flytning. Telegram-
met var stilet til de to dan-
skere - ikke til fangerområ-
det, som bestod af disse to
plus den danske læge samt
tre fangere.
Under Mørck Rasmussen
og Jokum Knudsens besøg i
København primo maj blev
der - på uoplyst vis - truffet
beslutning om flytningens
gennemførelse.
Efter deres hjemkomst til
Thule indkaldte disse to til et
møde, der fandt sted 25. maj
1953. Her fik befolkningen
at vide, at man skullle flytte i
løbet af fire dage. I så tilfæl-
de ville man få erstatnings-
huse - ellers ikke. Det var en
lang tur frem og tilbage flere
gange med hundeslæde til de
nye bosteder. Gamle og børn
fulgte med. I Qaanaaq var
der på dette tidspunkt kun
telte - huse kom først i slut-
ningen af sommeren.
Om mødet, hvor fanger-
familierne fik at vide, at de
skulle forlade deres boplads
hurtigt, har mange af dem og
deres familier afgivet forkla-
ring til Undersøgelsesudval-
get. Blandt andet er de blevet
spurgt, om de protesterede.
Et karakteristisk svar fra
Sofie Eipe var: »Dengang
havde de ikke ret til at frem-
komme med deres mening,
og hun tænkte ikke på at pro-
testere højlydt.« Præsten,
Jokum Knudsen, har selv
forklaret, at »han ikke kan
huske, om det på mødet blev
sagt, at de, der ikke flyttede,
ville blive jaget væk, at deres
huse ville blive væltet, og at
de ikke ville få nye huse.
Hvis det er blevet sagt, er det
i hvert fald ikke blevet sagt
så hårdt. Der er ingen af
befolkningen, der direkte
sagde, at de ikke ville rejse.
Under rejsen var gamle Odaq
vred«. Man kan således di-
skutere det frivilligheds-be-
greb, som rapporten opererer
med, når den danske admini-
stration ganske klart tilken-
degav, at de omfattende mili-
tære aktiviteter ikke gjorde
det muligt at opretholde Thu-
lekolonien.
Men der er også andre
overvejelser, som nu mere
end 40 år efter er interessan-
te.
Efter enstemmig vedtra-
gelse i Folketinget i novem-
ber 1993 har den danske
regering i sommeren 1994
udarbejdet en strategiplan for
støtte til verdens oprindelige
folk. Grønlænderne i Thule-
området hører til et sådant
folk. Til de centrale elemen-
ter i den danske strategi
hører, at Danmark skal ratifi-
cere »ILO Konvention 169
om Oprindelige Folk og
Stammefolk i Uafhængige
Stater«, samt arbejde for
vedtagelse af et udkast til en
international erklæring om
oprindelige folk som vedta-
get af en arbejdsgruppe
under FNs menneskerettig-
hedskommission.
Der ligger fra dansk side et
udtalt ønske om at være fore-
gangsland med hensyn til
fremme af oprindelige folks
rettigheder. En oplagt mulig-
hed vil være, hvis man fra
dansk side kunne påvirke
tolkningen af ILO-konventi-
onen ved i dag at lade den
finde anvendelse på den situ-
ation, som Thulebefolknin-
gen befandt sig i i 1953. Det-
te er naturligvis en politisk
og ikke en juridisk beslut-
ning.
I nævnte ILO-konvention
169 paragraf 16 stykke 1
hedder det, at ingen oprinde-
lige folk skal »kunne fjernes
fra de landområder, som de
besidder«. Og videre i stykke
2: »Hvor flytning af disse
folk undtagelsesvis findes at
være nødvendig, skal en
sådan flytning kun finde sted
med deres frie og informere-
de samtykke«. Beslutningen
om at flytte Thulebefolknin-
gen i 1953 blev meddelt
dem. Denne meddelelse blev
givet 25. maj 1953, og flyt-
ningen var tilendebragt 31.
maj.
Undersøgelsesudvalgets
rapport viser klart og tyde-
ligt, at der ikke har været tale
om »et frit og informeret
samtykke«. Udvalgets eneste
grønlandske medlem har
endvidere spagfærdigt gjort
opmærksom på, at grønlæn-
derne den gang var meget
autoritetstro og ikke anfæg-
tede beslutninger taget af den
danske administration.
Mildt formuleret
Dette er faktisk meget mildt
formuleret. Talrige bygder
blev nedlagt af Grønlands-
administrationen i 1950’erne
og 60’erne - uden større pro-
tester fra befolkningen eller
de valgte politikere. Så sent
som i slutningen af
1960’erne accepterede det
daværende landsråd at ned-
lægge en hel by med flere
end 1000 indbyggere.
Det må ikke glemmes at
disse flytninger, som et
undersøgelsesudvalg nu i
1995 for Thules vedkom-
mende betegner som frivilli-
ge, af grønlandske politikere
i 1970’erne blev brugt som
agument for, at den danske
administration af Grønland
måtte ophøre. Og det førte til
hjemmestyre.
Det er vores opfattelse, at
man ikke i 1995 fra dansk
side kan acceptere en agu-
mentation, som vi ellers for
længst har forladt. Og da slet
ikke set i sammenhæng med
den internationale profil,
som den danske regering har
lagt i forhold til oprindelige
folk.
Et lille sidespring. Næsten
samtidig med Thulebasens
etablering blev en lille grup-
pe inuit fra Baffin Island og
fra det nordlige Quebec,
Canada, flyttet til det høj-
arktiske område, nærmere
betegnet to nye bygder, Grise
Fjord og Resolute. En kom-
mission, som blev nedsat af
den canadiske regering, har
blandt andet undersøgt, hvil-
ke konsekvenser det ville
have haft, hvis blandt andet
den nævnte ILO-konvention
samt nævnte internationale
erklæring havde været gyldi-
ge dengang (hvad de altså
ikke var). Formålet er at
overveje, hvilke politiske be-
slutninger et sådant spørgs-
mål bør føre til, og den cana-
diske regering overvejer i
skrivende stund såvel erstat-
ningskravet som ønsket om
en officiel undskyldning.
En sådan anvendelse af de
nævnte internationale instru-
menter har vel nogen juri-
disk, men især stor moralsk
værdi og vil være et vigtigt
signal om, at den danske
regerings holdning ikke kun
er gældende uden for landets
egne grænser.
Den kolde krig
Den store amerikanske mili-
tærbase ved Thule blev eta-
bleret i den kolde krigs epo-
ke. De beslutninger, som
blev taget af den danske
regering og Grønlandsadmi-
nistrationen dengang, skal
ses i lyset heraf. Det er vores
opfatteelse, at den danske re-
gerings politisk bør tilkende-
give, at de beslutninger, som
blev taget dengang, uanset
deres mulige militærpolitiske
nødvendighed, ikke er i over-
ensstemmelse med de inter-
nationale aftaler vedrørende
oprindelige folk, som man
fra dansk side nu støtter.
Såvel ILO-konventionen
som den internationale er-
klæring vedrørende oprinde-
lige folk stiller krav om kom-
pensation ved tab af land.
Det vil være en flot tilkende-
givelse af et historisk ansvar
og et tydeligt signal til andre
lande med oprindelige folk
om den danske regerings tro-
værdighed i disse sager, hvis
Thulebefolkningen gives
kompensation. Vi foreslår, at
en sådan godtgørelse erlæg-
ges i en fond til fremme af
befolkningens livsvilkår, ad-
ministreret af kommunal-
bestyrelsen i Qaanaaq.
(Artiklen har stået som
kronik i dagbladet Politiken
30. juni i år).