Atuagagdliutit - 24.10.1996, Blaðsíða 8

8
Nr. 83 ■ 1996

GRØNLANDSPOSTEN
Ulloq unnuarlu paaqqmniffiit
aalajangersimasunik atugassaqartitsipput
All. Hans Wiechmann, »Kalaallit Nunaanni ulloq unnuarlu paaqqinnittarfiit«
Meeqqat ulloq unnuarlu
paaqqinnittarfinnut inissin-
neqartartut angerlarsimaf-
finnit persuttaaffiusunit,
ernguffiusunit meeqqanillu
kinguaassiutitigut atornerlu-
isarfiusunneertarput, »Ulloq
unnuarlu paaqqinnittarfiit
peqatigiiffiat«-nni
siulittaasoq Hans
Wiechmann allappoq.
Børn, der bliver anbragt på
døgninstitutioner kommer
fra hjem, hvor vold, druk og
sexuelt misbrug hører til
dagens orden, skriver
formand for »Foreningen af
Grønlandske Døgninstitutio-
ner«, Hans Wiechmann.
I udgaven nr. 79 af den 10.
oktober indleder socialchefen
i Nuup Kommunea Amdi
Pedersen med »lad os lave et
kraftcenter, så vi undgår at
anbringe børn udenfor hjem-
met«. Smukke og rigtige tan-
ker.
Ingen kan vel være uenig i,
at børn så vidt det er muligt
skal være hjemme hos sine
forældre. Det er desværre
bare ikke altid muligt. På
døgninstitutionerne for børn
og unge i Grønland modtages
oftere og oftere børn med sto-
re følelsesmæssige tilknyt-
ningsforstyrrelser. Det er
børn, der kommer fra hjem,
hvor vold, druk og sexuelt
misbrug hører til dagens
orden.
Børn, der lever og vokser
op under disse forhold, for-
binder dette med en familie.
De ser og mærker på deres
krop, hvad et familieliv er og
accepterer forholdene. Hvad
kan børnene ellers gøre.
Ser vi på børnene i disse
belastede familier, er der en
række symptomer, der går
igen og igen. De mindste børn
trives dårligt. De er kontakts-
vækkede, senere i udvikling
og har ofte psykosomatiske
problemer. På senere alderst-
rin bliver der sociale vans-
kligheder (børnene har svært
ved at knytte vedvarende
kontakter, har svært ved at
koncentrere sig) som et træk i
forbindelse med dårlig udvik-
ling, som igen medfører skol-
eproblemer, misbrug og sene-
re kriminlitet.
Den grønlandske folkesko-
le må have kendskab til de
børn, som vi kalder for »true-
de børn« eller tidligt skadede
Normu 79-imi, oktoberip
qulingani saqqummersumi
Nuup Kommuneani isuma-
ginninnermi pisortaq aallami-
illuni oqarpoq »sullissivilior-
niarta, taamaaliorutta meeq-
qanik angerlarsimaffiup ava-
taanut inissiisameq pinngit-
soortittalissavarput«. Eqqar-
saatit kusanartut eqqortullu.
Arlaannaataluunniit akerle-
risinnaanngilaa meeqqat sa-
pinngisamik angajoqqaamin-
ni angerlarsimasariaqarmata.
Ajoraluartumilli tamatigul
taamaattoqarsinnaasanngilaq.
Meeqqanut inuusuttunullu ul-
loq unnuarlu paaqqinnittar-
finni meeqqat misigissutsi-
mikkut attaveqamissamut a-
jomartorsiutillit liguneqartar-
tut amerliartuinnarput. Meeq-
qat taakku angerlarsimaffinni
persuttaasarfiusuni, imerfiu-
suni kinguaassiutitigullu ator-
nerluiffiusuni peroriartorsi-
masarput. Meeqqat taakku
taamatut atugaqarlutik perori-
børn, ligesom daginstitutio-
nernes personale meget hur-
tigt kan se, om børnene har
fået dækket deres basale
behov.
Større børn, der har været
udsat for svigt af den ene eller
anden art, vil meget ofte i
pupertetsalderen udelukkende
have øje for deres egne
behov.
De bliver omkringfarende
og meget svære at få kontakt
med. Man kan gå så vidt og
sige, at de ikke som andre
mærker smerte, kulde, varme
eller sult.
Det er børn eller unge »der
altid har travlt«. En indgroet
mistillid til voksne og dermed
følelsessvag kontakt er ken-
detegnende.
Det er de børn, som vi i
dag modtager på døgninsti-
tutionerne for børn og unge.
Det er de børn og unge, som
Amdi Petersen mener ikke
har godt af en ny »far« eller
»mor« hver 8. time døgnet
rundt, og så iøvrigt får alt
serveret!!!
Jammen, det er jo ord ud i
den blå luft.
Når børn eller unge anbrin-
ges, (det sker ikke sjældent, at
de selv beder om at komme
på institution) er det vel fordi
deres tarv eller velfærd er tru-
et, og vel også fordi tidligere
hjælpeforanstaltninger ikke
har vist sig at ændre på for-
holdene.
En døgninstitution tilbyder
faste rammer i en struktureret
hverdag. Et personale, der i
teori og i praksis ved noget
om, hvad børn og unge har
brug for. Et personale, der er
troværdig i ord og i handlin-
ger. Et personale, der er ansat
artortut ilaqutariit taamatut
atugaqarnissaattut paasinnit-
tarput. Taakku timimikkut ta-
kusarlugulu malugisarpaat
ilaqutariittut inuuneq qanoq
ittuusussaanersoq, pissutsillu
akueriinnartarlugit. Meeq-
qammi allatut qanoq iliussa-
gamik.
Meeqqat ilaqutariinni atu-
garliorfiusuneersut malunniu-
taat taakkuujuartut takusar-
pagut. Meeqqat minnerit toq-
qissisimaneq ajorput. Kingu-
sinnerusukkut attaveqarniar-
tarnerat annikillisarpoq, akut-
tunngitsumillu tarnimikkut
ajornartorsiuteqalertarlutik.
Peromerulernerminni inooqa-
tigiinnikkut ajornartorsiuler-
tarput, ajortumik perorner-
minni ersiutigisarlugu (meeq-
qat ataavartumik attaveqaler-
niartamerat ajornarnerulertar-
poq, aallussiniapiluulertarlu-
tik), tamatumalu kingorna
atuarfinni ajomartorsiulertar-
lutik, atomerluisunngortarlu-
til at være sammen med børn
og unge i alle dagens gøre-
mål, for på den måde at give
børnene oplevelse af, at de
godt kan (og skal) deltage i et
fællesskab for derigennem at
udvikle deres medfødte evner
til selv at kunne handle og
træffe beslutninger.
At børn og unge skal lære
at arbejde, og samtidig få
lov til at være børn må være
klart for enhver.
Arbejdstidsreglerne for
døgninstitutionsområdet gør,
at personalet skifter mellem
dag- og aftenarbejde. I perio-
der er persoanlet sammen
med børnene i længere tid ad
gangen, for eksempel på ture
eller andre fælles aktiviteter.
Børnene ved, hvornår per-
sonalet kommer og går. For-
udsigelighed og ansvar for
overholdelse af aftaler er
utrolig vigtigt for de børn og
unge, vi i dag modtager på
døgninstitutionerne. Gennem
en kort eller længere barndom
har de børn og unge været
udsat for så mange svigt fra
de nærmeste voksne, at det
kræver en meget sstor indsats
fra pædagogernes side.
Børn, der bliver anbragt på
en døgninstitution skal hjem
igen til forældrene. Det er
lovbestemt. Varigheden af et
institutionsophold skal være
så kort som muligt. For nogle
børn ændrer forholdene sig
lykkeligvis til det bedre på
hjemmefronten, for andre bli-
ver adskillelsen mere eller
mindre permanent, hvilket vil
sige, at institutionen bliver
banrets hjem i mange år.
Er det nu godt eller skidt.
Nogle børn og unge, som
tidligere omtalt, har været
tik pinerluttalertarlutillu.
Kalaallit Nunaanni meeq-
qat atuarfii meeqqanik »ulori-
anartorsiortunik« taasartak-
katsinnik ajoqusigaasimasu-
nilluunniit ilisimasaqassap-
put, taamatullu meeqqanik
paaqqinnittarfinni sulisut er-
nerlutik takusinnaasassavaat
meeqqat pisariaqartitatik na-
linginnaanerpaat pissarsiari-
sameraat.
Meeqqat annerit arlaatigut
sumiginnangaasimasut inuu-
suttunngulernerminni nammi-
niinnavik pisariaqartitatik isi-
giniarnerulertarpaat. Paatsi-
veqarneq ajorput attaveqarfi-
giuminaatsorujussusarlutillu.
Allaat imatut oqartoqarsin-
naavoq annernartumik, nil-
lertumik, kissartumik kaan-
nermilluunniit allatulli rnalu-
gisaqarsinnaaneq ajortut.
Meeqqat inuusuttullu taa-
maattut »ulapittuaannarput«.
Inersimasunut tatiginnissin-
naaneq ajorput aammalu mi-
udsat for så voldsomme ople-
velser, at det tager liere år, før
troen på og tilliden til andre
mennesker er til stede. Nogle
børn og unge er så ødelagte,
at de aldrig bliver helt fri af
smerten. En anbringelse i
familiepleje vil igen være
godt for nogle bøm og unge.
For de tidligt frustrerede bøm
vil den tætte følelsesmæssige
kontakt være for meget. De
vil ofte gøre sig umage for at
blive smidt ud. Netop for de
bøm vil et ophold på en døg-
ninstitution, hvor de følelses-
mæssgie kontakter er knap så
tætte være at foretrække.
Efterfølgende vil børnene
med fordel kunne komme i
familiepleje.
Når jeg her har beskæftiget
mig med omsorgssvigt, som
generel betegnelse for, hvad
voksne gør ved børn, skal det
ses i lyset af det hjælpeappe-
rat, vi råder over i dag. At
forebyggelse er bedre end
helbredelse kan der næppe
herske tvivl om. Jeg er enig i,
at for mange bøm og unge i
dag er anbragt uden for eget
hjem. Det må der gøres noget
ved. Vores bidrag fra døgnin-
stitutionerne må først og
fremmest være en større
åbenhed og synliggørelse af
vores arbejde.
Lad mig afslutnignsvis slå
fast: Brugerne (kommunerne)
og døgninstitutionerne må i
fællesskab blive bedre til at
arbejde hen imod hjemgivel-
se. En sådan vil være til stede
»når formålet med anbringel-
sen er opfyldt, eller når foran-
staltningen ikke længere kan
opfylde formålet«.
sigissutsiminnik takutitsisin-
naaneq ajorlutik.
Meeqqat taamaattut ullu-
mikkut meeqqanik inuusut-
tunillu ulloq unnuarlu
paaqqinnittarfinnut pisar-
put. Meeqqat inuusuttullu
taakku Amdi Petersen-ip
ullup unnuallu ingerlanera-
ni nalunaaquttap akunneri
arfineq pingasukkaarlugit
nutaanik »ataatartaartar-
nerat« imaluunniit »anaa-
nartaartarnerat« piareersi-
mnsuinnarnillu pisarnerat
naleqqussorinngilaa!!!
Oqaatsit taakku silaannar-
mit tigusaapput.
Meeqqat inuusuttullu inis-
sinneqartamerannut peqquta-
asimassaaq pisariaqagaat atu-
garissaarnissaallu ulorianar-
torsiortinneqarmata (qaquti-
guinnaq namminneerlutik
paaqqinniffimmut piumallu-
tik qinnuteqartarput), tamatu-
munngattaarlu peqqutaasarsi-
massaaq ikiorsiissutaasimasut
pissutsinik allannguisiman-
ngimmata.
Ulloq unnuarlu paaqqinnit-
tarfiit ulluinnarni inuuneq
aaqqissuussaq aalajangersi-
masunik atugaqarfiusoq ne-
qeroorutigisarpaat. Sulisut
ilinniakkatik sulinertillu naa-
pertorlugu meeqqat inuusut-
tullu sunik atorfissaqartitsi-
nersut naluneq ajorpaat. Suli-
sut oqaatsitigut pissusilersor-
nikkullu tatigisassaasarput.
Sulisut ullormut suliassanut
tamanut meeqqat inuusuttullu
peqatigalugit isumagisaqar-
tussaallutik atorfeqartinne-
qarput, taamaaliorlutillu
meeqqat ataatsimut inooqati-
giissinnaaneq peqataaffigisin-
naallugu (peqataaffigisussaal-
lugulu) ilinniartarpaat, taman-
nalu aqqutigalugu nammineq
pissusilersomissamut aalaja-
ngiinissamullu piginnaanertik
inunnguutigisimasartik ineri-
artortittarlugu.
Meeqqat inuusuttullu suli-
neq ilinniaatigalugu mee-
raasinnaanissamut periar-
fissaqartinneqarnissaat kik-
kulluunniit nalomissutigisari-
aqanngilaat.
Ulloq unnuarlu angerlarsi-
maffinni piffissanut suliffiu-
sussanut maleruagassat peq-
qutaallutik sulisut ullukkut
unnukkullu paarlakaajaattar-
put. Piffissat ilaanni sulisut
meeqqat piffissami sivisune-
rusumi ilagisarpaat, soorlu
pisuttuaqatigalugit allanillu-
unniit sammisaqaqatigalugit.
Sulisut qaqugukkut takkutis-
sanersut anissanersulluunniit
meeqqat naluneq ajorpaat.
Isumaqatigiissutit eqquutsin-
nissaannut paasiuminartitsi-
nissaq akisussaaffeqamissar-
lu meeqqanut inuusuttunullu
angerlarsimaffinnut pisartu-
nut pingaartorujussuuvoq.
Mikinerminni piffissami si-
vikitsumi sivisunerusumi-
luunniit inersimasunit qanin-
nerpaasaminnit arlaleriaqalu-
tik sumiginnarneqarnermik
misigisaqarsimasarput, allaat
perorsaasut tungaannit anner-
siulittaasuat
toorsuarmik suliniuteqarfigi-
neqartariaqartarlutik.
Meeqqat ulloq unnuarlu
paaqqinnittarfinnut inissin-
neqarsimasut angajoqqaamin-
nut angerlaqqittussasarput.
Tamanna inatsisitigut tun-
ngaviligaavoq. Paaqqinnittar-
fimmiititsinissaq sapinngisa-
mik sivikitsuusussaavoq.
Meeqqat ilaannut qujanartu-
mik angerlarsimaffiit pitsaa-
nerulertarput, allallu angerlar-
simaffimminnit qimaguteqqa-
nerat annertunerusumik anni-
kinnerusumilluunniit sivisus-
suseqartarpoq, tamannalu isu-
maqarpoq angerlarsimaffik
meeqqap ukiorpassuarni a-
ngerlarsimaffigisaraa.
Tamannalu ajunngila ajor-
paluunniit?
Meeqqat inuusuttullu siuli-
ani oqaatigineqareersutut sak-
kortoorsuamik misigisaqarsi-
masarput, ukiorpaaluillu ator-
lugit inunnut allanut upperin-
nilernissaat tatiginnilernis-
saallu anguniarneqartarpoq.
Meeqqat inuusuttullu ilaat
ima aserorsimatigisarput al-
laat anniarnertik qaangivis-
sinnaasamagu. Ilaqutariinnut
inissinneqartarneq meeqqat
inuusuttullu ilaannut iluaqu-
taasinnaavoq. Meeqqamut
toqqissisimanngitsumut misi-
gissutsikkut qanilluni attave-
qarneq ingasappallaarsinnaa-
voq. Meeqqat taakku pisin-
naasartik tamaat atorlugu ani-
sitaanissartik anguniartarpaat.
Meeqqanut taakkununngarpi-
aq ulloq unnuarlu angerlarsi-
maffimmiinneq, misigissuti-
tigut imminnut qaniffiuvalla-
anngitsoq naleqqunnerusori-
narpoq. Tamatumalu kingor-
na meeqqat taakku iluaqutigi-
saannik ilaqutariinnut inissin-
neqarsinnaapput.
Matumani paaqqutarine-
qarnerluttameq allaaserigak-
ku inersimasut meeqqamin-
nut qanoq pinnittamerat ta-
makkiisumik eqqarsaatigaara,
tamannalu ullumikkut ikiui-
sarnermi najoqqutatsinnut
tunngasuuvoq. Pinaveersaar-
titsineq katsorsaanermit pit-
saanerusoq qularutigineqas-
sanngilaq. Isumaqatigaaralu
ullumikkut meeqqat inuusut-
tullu angerlarsimaffiup ava-
taanut inissinneqartartut a-
merlavallaarmata. Tamanna
arlaannik iliuuseqarfigineqar-
tariaqarpoq. Uagut paaqqin-
nittarfinnit ilanngunnitsinni
pingaamerpaatut suliagut pil-
lugit ammanerunissaq takus-
sanerulernissarlu saqqummi-
uttariaqarpagut.
Naggataagullu erseqqissar-
lara: Atuisut (kommunit)
aamma ulloq unnuarlu paaq-
qinnittarfiit ataatsimoorlutik
angerlartitsisamissaq anguni-
arlugu suleqatigiittamerat pit-
saanerulertariaqarpoq. »Inis-
siinissamut siunertaasoq a-
nguneqariarpat, imaluunniit
inissiinermi siunertarisaq
naammassineqarsinnaajun-
naarpat« tamanna pisariaqar-
poq.
Døgninstitutionerne tilbyder faste rammer
Af Hans Wiechmann, formand for »Foreningen Grønlandske
Døgninstitutioner«