Atuagagdliutit - 23.01.1997, Blaðsíða 10

10
Nr. 6-1997
PRIVILIGERET
LOKUMStØMNING
Jonathan Motzfeldt og Niels Henrik Lynge var de eneste der havde adgang til pigekollegiet
JONATHAN
MOTZFELDT
MENNESKER
- Det var i Qassimiut, jeg stif-
tede bekendtskab med demo-
kratiet i al dets magt og væl-
de. Netop billedet af de valg-
te i kommunerådet, der med
deres guldtrissede kasketter
samledes i mødesalen på
øverste etage i bygdens lille
»højhus« - der hvor sund-
hedsmedhjælperen nu huserer
- står klart i min erindring.
Min far var kommunerådsfor-
mand, og det var en begiven-
hed, når de holdt møde. Med-
lemmerne fra de omliggende
bygder Qammat, Saqqarmiut,
Nalikkallit, Kingittoq og hvad
de nedlagte nabobygder nu
hed, kom til Qassimiut. Nog-
le var generte ved at gå med
kasketterne, fordi de ikke var
vant til den slags stads, så de
gik med dem under armen,
værdigt alligevel, men altså
med et vist forbehold.
Det er Jonathan Motzfeldt,
der fortæller i denne torsdags
interview. Det handler ikke
om politik eller om KNI,
Grønlandsfly eller hvad han
nu ellers går og koger på. Det
handler om Jonathan, kort og
godt. Vi har halvanden time,
men vi skulle have haft en
weekend. Til gengæld er det
halvanden time, hvor vi hyler
af grin. Hvad han ikke kan
fortælle, er ikke værd at høre
på. Det er utroligt, hvad han
har oplevet af besynderlige
hændelser, og hvilke mærke-
lige mennesker, han har
mødt. Vi starter med Qassi-
miut, for det er der, han er
født, og der alting begyndte.
Så får vi se, hvor meget vi
når.
- Min far præsiderede nær-
mest majestætisk i kommune-
rådet, og der var en helt be-
stemt praksis omkring møder-
ne. For eksempel var der fæl-
lesspisning med fast menu,
nemlig risengrød med kanel,
og så fejrede vi derhjemme
om aftenen demokratiet med
resterne. Det var fin fest.
- Det hører til mine aller
tidligste erindringer, at vi på
det nærmeste var okkuperet
af amerikanerne. Det var
under krigen, at jeg begyndte
at blive Verden bevidst, og
amerikanerne var i landet.
Qassimiut ligger jo på alfar
vej. Indenskærsruten går lige
forbi, og det var ikke sjæl-
dent, at skibene kom i nød-
havn, hvis vejret vrissede. Så
var det min fars job, som ste-
dets politimyndighed at holde
pigerne væk eller hvad det nu
var, han skulle.
- Det var især Qammat, der
havde amerikanerne tæt på
livet. De etablerede sig både i
Simiutaq og i Qasigissat, og
jeg husker, at især Daniel
Barnabassen og Mathæus Jo-
hansen havde nærkontakt.
Når Daniel kom på besøg i
Qassimiut, var det en helt
utrolig oplevelse at høre ham
give prøver på de nye engel-
ske gloser, han havde lært.
Han havde virkelig kvalifika-
tioner, den mand.
Grønlands Washington
- Min nu afdøde fætter, pastor
Otto Motzfeldt, sagde altid, at
Qassimiut var Grønlands
Washington. Og det var ikke
helt lyv. Med den centrale
beliggenhed på indenskærs-
ruten var vi naboer til folk
langt oppe ad kysten, og net-
op det, at Qassimiut i virke-
ligheden var et centralt midt-
punkt i denne egn af landet,
fik jeg et overraskende bevis
for, da jeg i slutningen af
1970’erne sammen med tidli-
gere grønlandsminister Jør-
gen Peder Hansen prædikede
for den danske menighed i
Calgory. Efter gudstjenesten
kom der nogle mennesker hen
til mig og spurgte, hvordan
Klaus Poulsen fra Saqqarmiut
havde det. Det forbløffede
mig, og især da jeg blev klar
over, at de kendte mine foræl-
dre. I Calgory...
- Det viste sig, at de under
krigen havde været i Ivittuut,
men efter Tysklands kapitula-
tion var immigreret til Calgo-
ry, hvor de fik arbejde i kul-
minerne i Rocky Mountains.
De havde adskillige gange
været i Qassimiut og de om-
kringliggende bygder og hav-
de et udmærket lokalkend-
skab.
Efterskole
- Jeg var stadig 13 år, da jeg
kom på efterskole. Det gik
sådan til, at vi efter en lang
nats fiskeri var i færd med at
flække torsk. Det var jo kvali-
tetsprodukter vi lavede den-
gang, og torsken blev ikke
bare renset for indvolde, men
blev desuden skrubbet med
en børste. Der måtte ikke
være noget som helst krims-
krams på dem, og vi havde
altså rigtigt travlt.
- Men så kom der bud fra
skolen om, at Faré - Frederik
Nielsen - der dengang var
efterskoleforstander i Qaqor-
toq ville se mig på skolen,
fordi han skulle undersøge,
om jeg var egnet til at komme
på efterskole. Men jeg havde
jo travlt, og flere mente, at jeg
bare skulle passe mit arbejde.
Men min Mor, der var frem-
synet og forstod, hvordan
udviklingen i samfundet ville
forme sig, sagde: - Nej, gå
derop!
- Det gjorde jeg, og da jeg
havde løst forskellige skriftli-
ge og mundtlige opgaver, for-
talte Frederik Nielsen, at jeg
havde bestået, og at jeg kunne
komme på efterskole. Og her-
med begyndte et helt nyt
kapitel i mit liv.
- Jeg gik ned og flækkede
fisk igen og fortalte, at jeg
skulle på efterskole. Min far
brummede, men min mor råb-
te Hurra.
- Man skal tænke på, at min
far, der var storfanger, som
traditionen var gerne så sin
ældste søn gå i hans fodspor.
Og jeg var den ældste søn.
For den 9. april 1940 - da
Danmark blev okkuperet af
Tyskland - døde min store-
broder af en hjertefejl. Det var
to forfærdelige nyheder for
mine forældre. Det var ikke
dem begge, der fik deres for-
ventninger til mig opfyldt.
Aninngukasik
- Så i 1952, det år hvor konge-
parret var i Grønland, ankom
jeg efter en lang rotur til
Qaqortoq for at gå på efter-
skole. Jeg havde en penneven
i byen, som jeg var blevet
opfordret til at skaffe mig
endnu mens jeg var en halv
snes år. Og jeg havde også
fået at vide, hvem jeg skulle
skrive til. Så en dag i slutnin-
gen af 1940’erne kom der et
brev til skolen i Qaqortoq, og
da posten blev råbt op, lød
det: - Til herr skoledreng
Henrik Lund... Det glemmer
han aldrig, og siden holdt vi
sammen. I brevet havde jeg
skrevet, at hvis han svarede,
skulle jeg nok sende ham en
masse edderfuglebryst. Og
det har han også fået.
- Jeg havde aldrig været i
en by før. Det var som en
storby. Alt var så kolossalt og
imponerende. Det var en lys
sommeraften med dejligt vejr,
og vi drenge gik en lille tur
for at studere alt det frem-
medartede. Men midt i al be-
tagelsen bibragte storbyen
mig et chok, som jeg næppe
nogensinde forvinder...
- En lille mand med kasket
og kokarde anråbte os og
spurgte, hvad vi lavede. Jeg
fortalte, at jeg skulle på efter-
skole, men han var brøsig og
uvenlig og sagde, at vi skulle
gå hjem. Børn måtte ikke
være ude efter klokken otte
om aftenen. Det viste sig at
være en kommunalt ansat -
»Aninngukasik« - der skulle
sende børnene hjem inden
klokken otte. Overalt i byen.
En kommunal børnefanger,
der kunne bestemme over os
og sende os inden døre, mens
Verden endnu åndede af liv.
- Jeg ville hjem. Dette var
indbegrebet, af skræk og ræd-
sel for en bygdedreng, der var
vant til et frit liv i pagt med
naturen, og som forstod, at
det var naturen, der bestemte
farten. Mødet med Aninngu-
kasik var mødet med en vir-
kelighed, som jeg dårligt nok
kunne tro på. Men jeg blev i
byen. Pennevennen Henrik
Lund blev min rådgiver, og
sådan en havde jeg brug for i
starten, for denne verden var
ikke for almindelige menne-
sker.
- Alligevel blev efterskole-
årene en vidunderlig tid, hvor
livslange venskaber blev ind-
gået, og hvor jeg lærte så
utrolig meget. Det var også en
tid med skæg og ballade, og
nu, hvor vi sidder og snakker
om det, kommer jeg i tanke
om den ene skægge hændelse
efter den anden.
Rejsegrammofonen
- Jeg husker blandt andet, at
vi på kostskolen havde en fyr,
der hed Kaaleeraq Joelsen fra
Narsaq. Han havde en gam-
meldags grammofon med fje-
deroptræk og fem-seks pla-
der, som vi hørte igen og
igen. Det har helt sikkert
været amerikansk musik, som
var det man hørte dengang,
og denne grammofon var mo-
bil i mere end én forstand.
- Engang, hvor hele sovesa-
len lå med influenza, og vi
ikke kunne stå op af sengen,
startede Joel med at trække
grammofonen op, og så gav
han den et skub, så den
rutschede hen over gulvet til
den næste seng i rækken. Når
den så var ved at »løbe ud«,
trak den nye »discjockey« fje-
deren op igen og sendte gram-
mofonen videre.
- Jeg kommer også i tanke
om den store fastelavnsfest et
år, hvor vi alle var klædt ud
for at slå katten af tønden. Det
foregik ude, og Kunuunguaq -
den senere julemand Knud
Kleist - som var skolens filur
og spadsmager, var klædt ud
som en drabelig sørøver i fuld
krigsmaling. Han fik øje på
en hest - de gik jo frit rundt
mellem husene. Kunuun-
nguaq sprang spontant op på
hesten og ville have den til at
gå. Alene dette syn var så
usædvanligt, at det har brændt
sig ind på min nethinde. En
sørøver i fuld mundering på
ryggen af en hest, der kun
tænkte på at æde. Men den fik
med sørøver-sporene, og lige
med ét glemte den alt om vin-
terens sparsomme græstotter
og satte i galop med sørøve
ren på ryggen.
- Af helt uforklarlige grun-
de, som vi aldrig får helt rede
på, satte hesten kurs mod sko-
lens fælles-lokummer og ga-
loperede ind gennem døren
med sørøveren på ryggen.
Hvad der skete derinde kan
man kun gætte på, og resten
af historien træder lidt i bag-
grunden. Det er jo det synlige,
man husker.
Jonathan fortæller videre.
Anekdote på anekdote, den
ene oplevelse efter den anden.
Blandt andet om det forår,
han sammen med Niels Hen-
rik Lynge opdrættede ravne,
og han fortæller om et billede,
hvor han som Odin står med
en ravn på hver skulder.
Men vi skal videre. Der er
nemlig også noget, der hedder
realskolen.
Priviligeret
lokumstømning
- Hvad disciplinære forhold
angik, så var realskolen langt
værre end efterskolen. Gan-
ske vist havde vi ikke nogen
Aninngukasik rendende, men
vi skulle alligevel være hjem-
me inden ni, og sådan blev
det ved, til jeg som 18-årige
var færdig med realskolen.
Når vi skulle til dansemik om
lørdagen skulle vi indhente
særskilt tilladelse fra rektor.
- Men realskolen var ikke
bare disciplinært streng. Vi
havde mange pligter og opga-
ver, som ikke havde med
undervisningen at gøre. Vi
skulle hente vand, ikke bare
til eget brug, men også til
lærerne. Jeg var for eksempel
fast vandbærer for en af
lærerne.
- Men vi skulle også tømme
lokummer. Niels Henrik og
jeg skulle tømme lokum på
kollegiet, og selv om det
måske kan lyde som et ubeha-
geligt job, så var det et stort
privilegium. Vi var nemlig de
eneste, der havde adgang til
pigekollegiet.
- Det forholdt sig sådan, at
rektor Binzer opfattede pige-
kollegiet som en ren hellig-
dom, som ikke måtte besmit-
tes med drengebesøg. Ingen -
absolut ingen - havde adgang
til dette allerhelligste - und-
taget lige Niels Henrik og
Tf
'km
Jonathan realskolimi atuaqatimi akornanni majuartaifiit
qeqqisa missaaniippoq.
Jonathan halvvejs oppe ad trappen iblandt klassekammera-
terne fra realskolen.