Atuagagdliutit - 20.08.1998, Blaðsíða 16

16 • TORSDAG 20. AUGUST 1998
ATUAGAGDLIUTIT
ADSKILT FRA
HJEM OG SPROG
Et par tvillinger mødes og snakker om den tid, de sammen med
20 andre børn blev isoleret fra sprog og familie
I et hus i Nuuk sidder to tvil-
lingsøstre og snakker om
gamle dage. Den ene bor til
daglig i Danmark og er på
besøg hos familien. Det er
Eva og Marie Holm - nu hed-
der de ganske vist Illum og de
Renouard på grund af et par
ægtemænd. Marie har dog
bevaret sit Holm som mel-
lemnavn.
Der er ikke noget særligt
ved denne sammenkomst. De
to søstre har hyppig kontakt
med hinanden og ses da i
hvert fald en gang om året.
Det usædvanlige netop i dag
er, at de begge optræder i en
bog, som Tine Bryld og for-
laget Atuakkiorfik netop har
udsendt.
Bogen handler om 22 grøn-
landske børn, der i 1951 ind-
gik i et eksperiment, som gik
ud på at fordanske dem og
gøre dem til grundstammen i
den grønlandske skole. De
blev fjernet fra deres familier
og fremmedgjort for deres
sprog.
Tine Brylds bog skildrer de
22 skæbner, og det skal være
sagt med det samme, at Eva
og Marie bestemt ikke hører
til dem, der har klaret sig
værst. De er kommet nogen-
lunde helskindet igennem den
store omvæltning, de som
børn blev udsat for.
Eva og Marie var 8 år, da
de blev »snuppet« til det
kyniske eksperiment, og de
husker begge ganske godt,
hvad der skete. Men de var
ikke selv klar over, hvad det
hele gik ud på og troede i vir-
keligheden, det var en ferie-
rejse.
Det var først i forbindelse
med forberedelserne til Tine
Brylds bog, at de to søstre er
blevet klar over, hvad de hav-
de været med til. De har nok
undret sig over begivenheder-
ne dengang, men netop fordi
de slap ud af projektet og
vendte hjem til familien,
mens de var børn, har de ikke
dvælet ved begivenhederne
fra begyndelsen af 1950’eme.
Heldige
- Vi var heldigere end de
andre, fortæller Marie. - Vi
var nemlig kun på det nye
Røde Kors-børnehjem her i
byen i halvandet år, da min
mor blev gift og forlangte at
få os tilbage. Vi blev igen en
familie og havde mulighed
for at fortrænge de værste af
vore oplevelser.
- Faktisk troede vi, at vi
kom hjemmefra, fordi det var
svært for min mor at være
enlig med fem børn. Hun hav-
de sikkert svært ved at magte
det og kunne derfor affinde
sig med, at vi kom i »gode
hænder« på det offentliges
ansvar.
Eva og Marie husker rejsen
med »M/S Disko« til Dan-
mark. For dem var der ikke
noget forfærdeligt ved det.
Deres tante Hansigne Holm
var med som ledsager, og i
Danmark blev de modtaget af
familie på kajen.
AG havde i anledning af
bogudgivelsen en eftermid-
dag sammen med de to søstre
og bad dem fortælle deres
historie. Den begynder på et
tidspunkt, ingen af dem af
gode grunde kan huske. Deres
mor havde mødt en ameri-
kansk flådeofficer, som var
ansat i det amerikanske kon-
sulat i Nuuk under anden ver-
denskrig. Resultatet af dette
bekendtskab blev Eva og
Marie. De har aldrig mødt
deres far, og forsøg på at spo-
re ham er mislykkedes. Evas
mand Finn Illum har forsøgt
at finde frem til de to søstres
far, og amerikanerne har
været meget imødekomne,
indtil han fortalte om det
virkelige ærinde. Så klappede
alle kilder i.
- Vi boede i vores bedste-
fars hus, det lille røde bag
kirken, fortæller Eva Illum.
- Min oldefar byggede det, og
det er stadig familien, der bor
i det.
- Mor var alene med i alt
fem børn i 1951, og der er
ingen tvivl om, at det har
været vanskeligt at få det hele
til at løbe rundt. Det er nok på
den baggrund, vi skal prøve at
forstå, hvordan hun kunne
give slip på os til et sådant
projekt. Og så ved vi endda
ikke, om hun til fulde har
vidst, hvad det hele gik ud på.
Marie Evalu erniinnaqarput. Amaat paniliuginnangajassimapppoq, katillugit arfmeq
marluk. Uani Christiaap panneq takutippaa.
Marie og Eva har klin sønner. Deres mor kunne næslen kun få døtre, syv i alt. Her er det
Christian med en flot ren-buk.
Danmark
Efter ankomsten til Danmark
husker Marie, at de blev sat i
nogle store busser og kørt
gennem adskillige byer, før
de nåede et Røde Kors-børne-
hjem, hvor de tilbragte den
første tid. Og den har hun
adskillige gode minder om.
Danmark var et bemærkel-
sesværdigt land med træer,
fremmede dufte og badestran-
de. Hun undrede sig over, at
dukkerne var så store som
mennesker, men blev senere
klar over, at det var manne-
quiner. Det første møde med
Danmark var udmærket, og
først da rejsen gik videre,
EVA ILLUM AAM MA MARIE HOLM DE RENOUARD
begyndte alvoren at gå op for
de 22 grønlandske børn.
Eva kom til en plejefamilie
i Fredericia, mens Marie kom
til Odense. Alle de øvrige
børn blev placeret i pleje-
familier på Sjælland, ikke alt
for langt fra hinanden.
Fredericia og Odense
- Familien i Fredericia var
meget moralske mennesker
med tilknytning til moralsk
oprustning og for plejemode-
rens vedkommende Danske
Kvinders beredskab, fortæller
Eva Illum. - Her var alting
snorlige og opdragelsen præ-
get af »den gamle skole«.
- Min plejefamilie havde
selv fire børn med fem års
mellemrum, og da jeg var fem
år yngre end den yngste pas-
sede jeg perfekt ind i møn-
stret. Jeg blev behandlet godt
og følte, at de holdt meget af
mig.
Marie fortæller, at hun efter
nogle måneder på børnehjem-
met blev kørt til hovedbane-
gården i København, hvor
hendes plejefamilie stod klar
for at hente hende. Turen gik
til Odense, hvor plejefaderen
var trikotagegrosserer. Han
og konen havde en søn, der
var et år ældre end Marie, og
de havde tidligere mistet en
datter.
- Marie fortæller, at hun
havde en god tid hos sine
plejeforældre. Også hun følte
sig elsket, og hun har stadig
kontakt med sin nu 94-årige
plejefar, som hun besøger
mindst en gang om året. Han
ærgrer sig den dag i dag over,
at det ikke lykkedes for ham
at adoptere Marie.
Marie og Eva savnede
naturligvis hinanden, men i
stedet for at være fuldstændig
afsondret, som planen med de
22 i forsøgsprojektet gik ud
på, besøgte plejefamilierne
hinanden nogle gange.
Strengt taget er der ikke så
meget at beklage fra tiden i
Danmark. Naturligvis var det
et savn at skulle være halv-
andet år i Danmark langt fra
hjem og familie, men oplevel-
sen var ikke kun dårlig. De
fremmedartede påvirkninger
- særligt dem, Eva blev udsat
for - var stærke kontraster til
det, pigerne var vant til hjem-
mefra. Den danske opfattelse
af dannelse var en ganske
anden end den grønlandske.
Bare måden at spise på var
svær at tilegne sig. Ikke desto
mindre var det en effektiv
opdragelse, for mange af de
regler og omgangsformer,
som de to søstre tilegnede sig
dengang hos de danske pleje-
familier, lever de efter i dag.
16 af de 22 børn vendte
hjem til Grønland. Seks blev
bortadopteret til danske pleje-
forældre.
Hjemme igen
- Vi har senere fået at vide, at
samtlige plejefamilier forsøg-
te at adoptere deres grønland-
ske plejebørn, siger Marie.
- Så galt gik det ikke for os,
men ved hjemkosten til Nuuk,
følte nu, det gik galt nok.
- Vi glædede os helt utro-
ligt, og ved ankomsten stod
familien og tog imod, men i
stedet for at komme hjem til
mor flyttede vi ind på de nye
Røde Kors børnehjem. Me-
ningen var, at vi skulle isole-
res fra vore familier. Vi måtte
ikke tale grønlandsk og måtte
kun få besøg af danske kam-
merater eller i det mindste
nogle, der kunne dansk. På
børnehjemmet måtte ingen af
os tale grønlandsk.
- Men helt kuede blev vi da
ikke. Når vi var i skole, kunne
vi undertiden se mor, der boe-
de i nærheden gå udenfor
med vasketøj og lignende, og
hun havde gjort det til en vane
at være uden for huset i det
lange spisefrikvarter. Så suse-
de vi over til hende og havde
på den måde en hyppigt kon-
takt med hende.
Heldigvis for de to tvillin-
ger, blev moderen gift med en
dansk håndværker, der hed
Karl Christensen. Han blev en
god far for dem, og noget af
de første, han foretog sig, var
at forlange at få de to piger
hjem. Det lykkedes, og glade
var pigerne.
Men det kom de ikke til at
tale mere grønlandsk af...
- Nej, egentlig ikke, siger
tvillingerne i munden på
hinanden, og Eva fortsætter
alene:
- Det var jo sådan, at far var
dansk, og mor talte glimrende
dansk. Da det samtidig - efter
vor deltagelse i fordansk-
ningsprojektet - var det sprog,
vi begge var bedst til, blev
samtalesproget derhjemme
helt naturligt dansk. Derfor
blev vi aldrig rigtig gode til
grønlandsk og kan den dag i
dag ikke uhæmmet deltage i
holdningsmættede diskussio-
ner. Vi kan ikke tilstrækkeligt
nuanceret give udtryk for
vore synspunkter.
Danmark igen
Da Eva var 16 år vendte hun
atter næsen mod Danmark.
Meningen var, at hun skulle
afslutte sin skolegang og have
en uddannelse, og i begyndel-
sen tog hun ophold hos sin
gamle plejefamilie i Frede-
ricia.
- Egentlig skulle jeg have
været med »Hans Hedtoft«
men min far advarede mig og
sagde, at det var et farligt tids-