Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 20.08.1998, Blaðsíða 16

Atuagagdliutit - 20.08.1998, Blaðsíða 16
16 • TORSDAG 20. AUGUST 1998 ATUAGAGDLIUTIT ADSKILT FRA HJEM OG SPROG Et par tvillinger mødes og snakker om den tid, de sammen med 20 andre børn blev isoleret fra sprog og familie I et hus i Nuuk sidder to tvil- lingsøstre og snakker om gamle dage. Den ene bor til daglig i Danmark og er på besøg hos familien. Det er Eva og Marie Holm - nu hed- der de ganske vist Illum og de Renouard på grund af et par ægtemænd. Marie har dog bevaret sit Holm som mel- lemnavn. Der er ikke noget særligt ved denne sammenkomst. De to søstre har hyppig kontakt med hinanden og ses da i hvert fald en gang om året. Det usædvanlige netop i dag er, at de begge optræder i en bog, som Tine Bryld og for- laget Atuakkiorfik netop har udsendt. Bogen handler om 22 grøn- landske børn, der i 1951 ind- gik i et eksperiment, som gik ud på at fordanske dem og gøre dem til grundstammen i den grønlandske skole. De blev fjernet fra deres familier og fremmedgjort for deres sprog. Tine Brylds bog skildrer de 22 skæbner, og det skal være sagt med det samme, at Eva og Marie bestemt ikke hører til dem, der har klaret sig værst. De er kommet nogen- lunde helskindet igennem den store omvæltning, de som børn blev udsat for. Eva og Marie var 8 år, da de blev »snuppet« til det kyniske eksperiment, og de husker begge ganske godt, hvad der skete. Men de var ikke selv klar over, hvad det hele gik ud på og troede i vir- keligheden, det var en ferie- rejse. Det var først i forbindelse med forberedelserne til Tine Brylds bog, at de to søstre er blevet klar over, hvad de hav- de været med til. De har nok undret sig over begivenheder- ne dengang, men netop fordi de slap ud af projektet og vendte hjem til familien, mens de var børn, har de ikke dvælet ved begivenhederne fra begyndelsen af 1950’eme. Heldige - Vi var heldigere end de andre, fortæller Marie. - Vi var nemlig kun på det nye Røde Kors-børnehjem her i byen i halvandet år, da min mor blev gift og forlangte at få os tilbage. Vi blev igen en familie og havde mulighed for at fortrænge de værste af vore oplevelser. - Faktisk troede vi, at vi kom hjemmefra, fordi det var svært for min mor at være enlig med fem børn. Hun hav- de sikkert svært ved at magte det og kunne derfor affinde sig med, at vi kom i »gode hænder« på det offentliges ansvar. Eva og Marie husker rejsen med »M/S Disko« til Dan- mark. For dem var der ikke noget forfærdeligt ved det. Deres tante Hansigne Holm var med som ledsager, og i Danmark blev de modtaget af familie på kajen. AG havde i anledning af bogudgivelsen en eftermid- dag sammen med de to søstre og bad dem fortælle deres historie. Den begynder på et tidspunkt, ingen af dem af gode grunde kan huske. Deres mor havde mødt en ameri- kansk flådeofficer, som var ansat i det amerikanske kon- sulat i Nuuk under anden ver- denskrig. Resultatet af dette bekendtskab blev Eva og Marie. De har aldrig mødt deres far, og forsøg på at spo- re ham er mislykkedes. Evas mand Finn Illum har forsøgt at finde frem til de to søstres far, og amerikanerne har været meget imødekomne, indtil han fortalte om det virkelige ærinde. Så klappede alle kilder i. - Vi boede i vores bedste- fars hus, det lille røde bag kirken, fortæller Eva Illum. - Min oldefar byggede det, og det er stadig familien, der bor i det. - Mor var alene med i alt fem børn i 1951, og der er ingen tvivl om, at det har været vanskeligt at få det hele til at løbe rundt. Det er nok på den baggrund, vi skal prøve at forstå, hvordan hun kunne give slip på os til et sådant projekt. Og så ved vi endda ikke, om hun til fulde har vidst, hvad det hele gik ud på. Marie Evalu erniinnaqarput. Amaat paniliuginnangajassimapppoq, katillugit arfmeq marluk. Uani Christiaap panneq takutippaa. Marie og Eva har klin sønner. Deres mor kunne næslen kun få døtre, syv i alt. Her er det Christian med en flot ren-buk. Danmark Efter ankomsten til Danmark husker Marie, at de blev sat i nogle store busser og kørt gennem adskillige byer, før de nåede et Røde Kors-børne- hjem, hvor de tilbragte den første tid. Og den har hun adskillige gode minder om. Danmark var et bemærkel- sesværdigt land med træer, fremmede dufte og badestran- de. Hun undrede sig over, at dukkerne var så store som mennesker, men blev senere klar over, at det var manne- quiner. Det første møde med Danmark var udmærket, og først da rejsen gik videre, EVA ILLUM AAM MA MARIE HOLM DE RENOUARD begyndte alvoren at gå op for de 22 grønlandske børn. Eva kom til en plejefamilie i Fredericia, mens Marie kom til Odense. Alle de øvrige børn blev placeret i pleje- familier på Sjælland, ikke alt for langt fra hinanden. Fredericia og Odense - Familien i Fredericia var meget moralske mennesker med tilknytning til moralsk oprustning og for plejemode- rens vedkommende Danske Kvinders beredskab, fortæller Eva Illum. - Her var alting snorlige og opdragelsen præ- get af »den gamle skole«. - Min plejefamilie havde selv fire børn med fem års mellemrum, og da jeg var fem år yngre end den yngste pas- sede jeg perfekt ind i møn- stret. Jeg blev behandlet godt og følte, at de holdt meget af mig. Marie fortæller, at hun efter nogle måneder på børnehjem- met blev kørt til hovedbane- gården i København, hvor hendes plejefamilie stod klar for at hente hende. Turen gik til Odense, hvor plejefaderen var trikotagegrosserer. Han og konen havde en søn, der var et år ældre end Marie, og de havde tidligere mistet en datter. - Marie fortæller, at hun havde en god tid hos sine plejeforældre. Også hun følte sig elsket, og hun har stadig kontakt med sin nu 94-årige plejefar, som hun besøger mindst en gang om året. Han ærgrer sig den dag i dag over, at det ikke lykkedes for ham at adoptere Marie. Marie og Eva savnede naturligvis hinanden, men i stedet for at være fuldstændig afsondret, som planen med de 22 i forsøgsprojektet gik ud på, besøgte plejefamilierne hinanden nogle gange. Strengt taget er der ikke så meget at beklage fra tiden i Danmark. Naturligvis var det et savn at skulle være halv- andet år i Danmark langt fra hjem og familie, men oplevel- sen var ikke kun dårlig. De fremmedartede påvirkninger - særligt dem, Eva blev udsat for - var stærke kontraster til det, pigerne var vant til hjem- mefra. Den danske opfattelse af dannelse var en ganske anden end den grønlandske. Bare måden at spise på var svær at tilegne sig. Ikke desto mindre var det en effektiv opdragelse, for mange af de regler og omgangsformer, som de to søstre tilegnede sig dengang hos de danske pleje- familier, lever de efter i dag. 16 af de 22 børn vendte hjem til Grønland. Seks blev bortadopteret til danske pleje- forældre. Hjemme igen - Vi har senere fået at vide, at samtlige plejefamilier forsøg- te at adoptere deres grønland- ske plejebørn, siger Marie. - Så galt gik det ikke for os, men ved hjemkosten til Nuuk, følte nu, det gik galt nok. - Vi glædede os helt utro- ligt, og ved ankomsten stod familien og tog imod, men i stedet for at komme hjem til mor flyttede vi ind på de nye Røde Kors børnehjem. Me- ningen var, at vi skulle isole- res fra vore familier. Vi måtte ikke tale grønlandsk og måtte kun få besøg af danske kam- merater eller i det mindste nogle, der kunne dansk. På børnehjemmet måtte ingen af os tale grønlandsk. - Men helt kuede blev vi da ikke. Når vi var i skole, kunne vi undertiden se mor, der boe- de i nærheden gå udenfor med vasketøj og lignende, og hun havde gjort det til en vane at være uden for huset i det lange spisefrikvarter. Så suse- de vi over til hende og havde på den måde en hyppigt kon- takt med hende. Heldigvis for de to tvillin- ger, blev moderen gift med en dansk håndværker, der hed Karl Christensen. Han blev en god far for dem, og noget af de første, han foretog sig, var at forlange at få de to piger hjem. Det lykkedes, og glade var pigerne. Men det kom de ikke til at tale mere grønlandsk af... - Nej, egentlig ikke, siger tvillingerne i munden på hinanden, og Eva fortsætter alene: - Det var jo sådan, at far var dansk, og mor talte glimrende dansk. Da det samtidig - efter vor deltagelse i fordansk- ningsprojektet - var det sprog, vi begge var bedst til, blev samtalesproget derhjemme helt naturligt dansk. Derfor blev vi aldrig rigtig gode til grønlandsk og kan den dag i dag ikke uhæmmet deltage i holdningsmættede diskussio- ner. Vi kan ikke tilstrækkeligt nuanceret give udtryk for vore synspunkter. Danmark igen Da Eva var 16 år vendte hun atter næsen mod Danmark. Meningen var, at hun skulle afslutte sin skolegang og have en uddannelse, og i begyndel- sen tog hun ophold hos sin gamle plejefamilie i Frede- ricia. - Egentlig skulle jeg have været med »Hans Hedtoft« men min far advarede mig og sagde, at det var et farligt tids-

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.