Atuagagdliutit - 20.08.1998, Blaðsíða 12

12 • TORSDAG 20. AUGUST 1998
ATUAGAGDLIUTIT
-1 min inderste sjæl
er jeg grønlænder
- Vi blev drillet af de andre grønlandske børn, der kaldte
os »danske svin« og »dit børnehjemsbarn, tag hjem«,
fortæller Gaba Schmidt fra Paamiut 45 år efter sin
barndom på børnehjemmet i Nuuk
Gabriel Schmidt Paamiut eqqaanni nunaqarfiusimasumit Neriamit pisuuvoq. Kulturikkut
pissutsit allanngorujussuarput Gaba mikisunnguulluni 1951-imi Fedgaarden-imi hestimut
qaqitinneqarmat, kisiannili kalaaliaqqat naasorissaasukkormiuniinnertik nuannarilluarpaat.
Gabriel Schmidt kom fra den nedlagte bygd Neria ved Paamiut. Det var ikke så lidt af et
kulturchok for den lille Gaba at blive sat op på en hest på Fedgaarden i 1951, men de grøn-
landske børn trivedes i den danske landmandsidyl.
NUUK(KK) - Der er meget,
jeg helst vil glemme, men
som jeg alligevel gerne vil
vide mere om.
Det siger Kristine Heine-
sen, født Geisler i 1945 i
Aasiaat.
I 1951 blev hun sammen
med 21 andre grønlandske
børn sendt til Danmark med
M/S Disko som led i et fanta-
stisk eksperiment, der skulle
danne en elite af dansk-
sprogede grønlandske børn i
slipstrømmen af nyordninger-
ne efter Den store Grønlands-
kommissions betænkning i
1950, den såkaldte G-50.
Kristine Heinesens og de
21 andre børns skæbne er ble-
vet beskrevet i bogen »I den
bedste mening«, skrevet af
forfatteren Tine Bryld og
udgivet af det grønlandske
forlag Atuakkiorfik i går, ons-
dag.
Til samfundets gavn
Tanken om at danne denne
kerne af grønlandske børn i
en dansksproget folkeskole
blev skabt af tidsånden, af
danske og grønlandske politi-
kere, af magtfulde danske
embedsmænd i Grønland og
København og af private or-
ganisationer som Røde Kors
og Red Barnet i Danmark.
Alt sammen i den bedste
mening.
En kontorchef i statsmini-
sterens Grønlandsdeparte-
ment skrev den 21. maj 1951:
»Formålet med de grøn-
landske børns ophold i dan-
ske hjem var, at de skulle ven-
de tilbage med nye indtryk og
nye impulser, der skulle være
til gavn, vel i første række for
dem selv, men også til gavn
for den almindelige udvikling
i det grønlandske samfund i
det hele taget.«
Men først skulle de 20
grønlandske børn findes i vin-
teren 1950/51.
Og det var lettere sagt end
gjort.
Skoledirektøren i Grønland
bad præster og kommunal-
politikere og andre øvrig-
hedspersoner om at finde
egnede bøm, som var uden
een eller begge forældre - og
som var intelligente nok til at
lære dansk.
Man taler ikke med Gud
Tine Bryld beskriver i bogen
den uvished, som prægede de
familier, der sendte deres
bøm afsted.
Efter mange samtaler med
familiemedlemmer i dag er
Tine Bryld ikke i tvivl om, at
mange familier ikke var i
stand til at overskue konse-
kvenserne af børnenes ophold
i Danmark.
For nu at sige det pænt.
- Du må forstå, hvordan det
var, sagde en onkel til et af
børnene, fisker Hans Holm til
Tine Bryld i Nuuk. Dansker-
ne fortalte os, hvordan tinge-
ne skulle være. De gav be-
sked. Man diskuterede ikke
med danskerne, man talte
ikke med dem, lige som man
heller ikke taler med Gud.
- Jeg var blevet medlem af
kommunerådet, og i den egen-
skab bad Red Barnet mig
udpege de bøm, som skulle
med skibet til Danmark, sagde
forfatteren Karl Heilmann til
Tine Bryld i Maniitsoq. Jeg
fik ikke at vide, hvor de skulle
hen eller om de kom tilbage,
jeg skulle bare udpege dem...
Dengang spurgte man ikke
om noget. Man fik besked på
at gøre sådan og sådan. Ingen
forklaringer om hvorfor. De
øverste var næsten kun dan-
skere. Vi grønlændere havde
ikke meget at sige. Da børne-
ne var rejst med skibet, blev
der ikke talt mere om dem.
Nogle gange var udvælgel-
sen helt vilkårlig.
- Det bankede på vores
yderdør, fortæller en af de 22
børn Carla Lucia Knakker-
gaard fra Qullissat. Udenfor
stod en nydelig ung dansk
dame. Hun bragte gode ny-
heder, som hun udtrykte sig.
Hun kom fra Red Barnet og
tilbød et ophold i Danmark og
spurgte efter min lillebror.
Men han havde gemt sig, og
vi kunne ikke finde ham. Så
sagde damen, at jeg skulle
med i stedet.
Dansk landmandsliv
Det gik trægt med at finde 20
egnede børn, men efter at
have slækket på alderskravet
og på børnenes sociale for-
hold kom der skred i sagen.
Ikke 20, men hele 22 bøm i
alderen 5 til 8 år kom afsted
til Danmark, og den 7. juni
1951 lagde M/S Disko til kaj
i København.
Børnene blev kørt til Red
Barnets feriekoloni Fed-
gaarden ved Faxe for at få
huld på kroppen og en blød
start på opholdet i det frem-
medartede miljø.
I løbet af sommeren 1951
blev børnene grundigt under-
søgt; både af læger og psyko-
loger. Børnene havde legem-
ligt og psykisk godt af ophol-
det derude på landet, og ingen
stiller spørgsmål ved måden,
som det skete på.
Dronning Ingrid og den
lille prinsesse Anne-Marie
besøgte i efteråret 1951 Fed-
gaarden for at se, hvordan de
grønlandske bøm trivedes.
Alt tegnede til en succes-
historie.
Efter opholdet på Fed-
gaarden skulle børnene place-
res hos plejefamilier, indtil
Dansk Røde Kors’ børnehjem
i Nuuk var færdigbygget året
S efter.
□ De fleste af børnene blev
g hentet af plejeforældre fra det
g bedre borgerskab.
Lederen af Red Barnet i
begyndelsen af 1950’erne var
biskop Fuglsang-Damgaards
kone, Calina Fuglsang-Dam-
gaard, og bispeparret tog selv
Daniel Barselaj Danielsen fra
Ittoqqortoormiit i pleje.
Resten af børnene blev
hentet af læger, sygeplejer-
sker, lærere, embedsmænd,
gartnere, grosserer og en
enkelt damefrisør.
Adoption
Gmndtanken var som nævnt,
at de 22 bøm skulle tilbage til
Grønland og danne kernen i
en dansksproget klasse i den
nye grønlandske folkeskole.
Alligevel kom seks af
børnene ikke afsted, men blev
i stedet adopteret af deres
plejefamilier i Danmark.
Tine Bryld skriver, at det
har været en stor gåde, hvor-
for det lykkedes nogle fami-
lier at adoptere deres grøn-
landske plejebørn i 1951/52,
mens andre fik afslag på en
adoption.
Tine Bryld mener, at år-
sagen først og fremmest var,
at hjemrejsetidspunktet til
Grønland blev udskudt til
efteråret 1952 - og almindelig
forvirring og pres fra pleje-
familierne.
Tine Bryld sætter spørgs-
målstegn ved disse adoptio-
ner. Var familien i Grønland,
som mere eller mindre frivil-
ligt havde givet lov til et
enkelt års ophold i Danmark,
tilstrækkelig klar over, hvad
adoptionen definitivt inde-
bar?
Af sagsakterne i Grøn-
landsdepartementet fremgår
det, at Sara Lennert i Sisimiut
i februar 1953 har givet sam-
tykke til adoption af sin søn,
Henrik.
- Men om hun helt har for-
stået, hvad der er foregået, er
jeg i tvivl om, skriver Tine
Bryld.
På børnehjem i Nuuk
Efter 15 måneders ophold i
Danmark sejler de 16 reste-
rende bøm den 25. september
1952 tilbage til Grønland med
M/S Umanak.
De kommer til Nuuk, hvor
de skal bo på det nye Røde
Kors Børnehjem - også de
seks bøm, som kommer fra
Nuuk og som stadig har fami-
lie i byen.
Det finder disse seks bøm
og deres familier, som var
mødt op på kajen i Nuuk,
mærkeligt, men børnene bli-
ver i en bus kørt direkte fra
kajen til børnehjemmet.
Fælden var klappet.
Bodil Berthelsen fra Na-
nortalik husker ankomsten til
Nuuk: - Jeg undrede mig
over, at der var så mange dan-
skere, der tog imod os, da vi
kom til Godthåb. Vi havde jo
lige forladt alle de danskere i
Danmark og nu stod de der
igen og vinkede og smilede.
Forstander på børnehjem-
met blev sygeplejersken Do-
rothea Bengtzen fra dets start
i 1952 til 1960, hvor hun gik
på pension. I 1959 fik hun i
landsrådssalen i Nuuk over-
rakt »Florence Nightingale-
medaljen« for sit mangeårige
arbejde i Grønland.
- Dorothea Bengtzen var de
grønlandske børnehjems-
børns mor - på godt og ondt,
skriver Tine Bryld. Mest på
godt, fordi hun nærede stor
kærlighed til dem og en livs-
lang omsorg.
Det tabte sprog
Sproget på børnehjemmet var
dansk - og kun dansk, for bør-
nene skulle jo være front-
løberne i de dansksprogede
klasser i den nye grønlandske
folkeskole.
Efter halvandet år i Dan-
mark og efter intensiv dansk-
undervisning i skolen og på
børnehjemmet i Nuuk glemte
de 16 grønlandske bøm da
også hurtigt deres eget sprog.
-1 skolen gik vi i den dan-
ske klasse, fortæller Kristine
Haraldsen fra Qullissat. I
skolegården legede de andre
grønlandske børn med os,
uden at vi kunne forstå hinan-
den. Dengang troede vi, at vi
var mere end dem, men jeg
husker også, at det føltes
uhyggeligt ikke at kunne tale
med dem. Vi var der, men vi
hørte ikke til.
Netop det tabte sprog går
igen og igen som den største
smerte hos børnene, da de 45
år senere blev interviewet af
Tine Bryld.
Identiteten ligger i sproget,
og uden sprog kommer rod-
løsheden og det essentielle
spørgsmål: - Hvem er jeg?
Helene Thiessen fortæller
om sin tilbagekomst til Nuuk:
- På kajen stod min mor og
min søster. Det var mere end
et år siden, jeg sidst havde set
dem. Forsigtigt gik jeg ned af
rælingen og hen til dem. Mor
bukkede sig ned, jeg fortalte
en hel masse. Men hun smile-
de bare til mig. Hvorfor sagde
hun ingenting? Så kom jeg i
tanke om, at hun nok ikke
talte dansk, og jeg kunne ikke
længere tale grønlandsk. Jeg
glemmer aldrig den smerte,
der flåede i mit bryst, da jeg
opdagede, at vi ikke talte
samme sprog.
Og helt galt med det grøn-
landske sprog gik det for de
seks bøm, som blev adopteret
i Danmark.
Johan Andersen fra Aasia-
at: - Jeg har altid været stolt af
at være grønlænder - og ulyk-
kelig, når jeg mødte andre
grønlændere, der hånede mig,
fordi jeg ikke talte grøn-
landsk. Engang var jeg lige-
frem i slagsmål med nogle
landsmænd, der var meget
grove. De sagde, at jeg skulle
have skåret tungen af. At jeg
var forræder.
- Hvis jeg havde kunnet
sproget, var jeg flyttet til
Grønland, siger Joel Kåg-
ssagssuk Hansen fra Maniits-
oq.
-1 min inderste sjæl - er jeg
grønlænder.
I går, onsdag, blev Tine
»B ry Ids bog »I den bedste
mening« præsenteret i Grøn-
lændernes Hus i København
og det grønlandske forlag
Atuakkiorfik i Nuuk.
Både i København og
Nuuk deltog nogle af de 22
bøm, alle nu i 50’eme, og AG
vil i næste nummer fortælle
om børnehjemsbørnenes vi-
dere skæbne.
Vi har dog i dette nummer i
»Inuit» på side 14-17 taget
hul på denne præsentation.
Kalaaliaqqat 22-t qallunaatut oqaasillit allanit kakkaner-
usussat inuttut misiligutaanerat kialuunniit apeqqusinngilaa.
Ukiakkut 1951-imi dronning Ingrid aasarsiortarfimmut Fed-
gaarden-imut Faxep eqqaaniittumut tikeraarpoq, namminer-
lu takusinnaavaa kalaaliaqqat ajunngilluartumik atugaqart-
ut.
Ingen stillede spørgsmål ved det menneskelige eksperiment
med at skabe en dansksproget elite af 22 grønlandske børn.
Dronning Ingrid besøgte i efteråret 195i Red Barnets ferie-
koloni Fedgaarden ved Faxe og kunne konstatere, at de
grønlandske bøm stortrivedes.
ASS./ FOTO: PRIVATFOTO