Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 15.09.1998, Blaðsíða 14

Atuagagdliutit - 15.09.1998, Blaðsíða 14
14 -TIRSDAG 15. SEPTEMBER 1998 ATUAGAGDLIUTIT Illit isummat / Din mening Jakobine Fleischerimut eqqaaniut Meeqqat toqqissisimanissaat pingaarnersaavoq. Det er først og fremmest børnenes tryghed, det kommer an på. Bør vi ikke ændre opdragelsesmetoden? Nunaqqaterput suleqat, ikin- ngut qitornaminillu anaa- naalluartoq inooqatikkumi- nartoq nunaqarfiinnarinngi- samilu inuiaqatiminissaaq malunnaatilimmik suleqataa- simasoq Jokobine Fleischer 31. august 1998 toquvoq. Ajoraluartumik aasiit to- qup pinngitsoorsinnaanngi- satta arsaarpaatigut, tamat- tami angerlarfissaqaratta. Ja- kobinep sivisuumik nappar- simareerluni toqukkut qima- gunnera nunaqqataasugut i- nummillu taassuminnga ili- sarinnissimalersugut tusarat- sigu nanertiallannaraluaqi- soq sivisuumik piartuaartoq nalunnginnatsigu qasukkut- tarlugulu eqqissinerani qut- sapparput. Pisamermisunaa- siit naammagittaqaluni naal- liuumminik atuisimavoq ni- paalluni qanilaarlunilu. Inuup taassuma qimagun- nera inooqataagallarmat su- leqataasimasugut Kommuni- Ajoraluartumik peqqigun- naarsimanera pissutigalugu kingusinaaraluarlunga alla- nillu eqqaaniarneqareeralu- artoq taamaattoq pinngitsoo- rumanngilanga angut taanna annikikkaluartumik eqqaani- alaassallugu - massami pe- qatigiiffinni »Kalaallisut O- qaatsivut« aamma »Kalaallit Atuakkiortut« sivisuumik o- qaatigineqarsinnaasumik su- leqatigiissimagatta. Erseqqinnerusumik Ullori- annguaq ilisarisimalerpara ukiut 1960-it aallartilaartut, taamani Ammassalimmiillu- ta radiukkut aallakaatitassa- nik immiussiartorluni tappa- vaniimmat. Tamannalu an- nertuninngorsimavoq 1997- imi Nuummi najugaqaleratta peqatigiiffinnillu taaneqartu- nik ingerlatsilersimalluta. Si- Jeg er desværre sent ude med en nekrolog på grund af mit dårlige helbred, jnen selv om der er andre, der tidligere har skrevet en nekrolog over ham, vil jeg ikke holde mig tilbage med at skrive et lille mindeord over ham. Man kan nemlig sige, at jeg har arbejdet sammen med ham i foreningerne »Kalaallisut Oqaatsivut« og »Kalaallit Atuakkiortut«. Jeg lærte Ulloriannguaq at kende i begyndelsen af 1960’eme, da han var i Am- massalik for at lave udsen- delser derfra. Men jeg lærte ham først rigtigt at kende ham i 1997, da vi begge blev medlemmer i førnævnte for- eninger, mens jeg boede i mi qinikkatut eqqaasassaqa- qaagut, ataatsimiittarnerni inuk eqqarsarluaqqaarluni i- summaminik anitsisartoq ta- persiilluni akerliliilluniluun- niit, ilaanni kommuneqataa- sugut isumassarsiffigisartak- katsinnik, namminissarsior- tuunnginneranillu inuusut- torsuusugut ilinniarfigisima- narpoq. Taamaattumik Aasi- aat Kommunianissaaq ma- lunnaateqarsimaqaaq. Taamaakkamilu Jokobiina tatigineqarlunilu ataqqine- qarpoq, tamannarpiarlumi peqqutaagunarluni Arnat Ilinniarfianni Sisimiuniittu- mi pisortaasimalluni, imma- qalu aamma ilinniartorisima- saasa eqqaamassaqigaat. Na- lunngilarputtaaq maani Aasi- aat napparsimmavissuat nu- taarsuummat ukiut arlalissuit mersortitut pikkorissutut su- lisimammat, suleqatiminillu nuannarineqarluartoq nalun- ngilarput. Inummut taassu- ullermik pingaamerusumillu peqatigiiffik »Kalaallit O- qaatsivut« pingaartitarilluin- narpaa, siulersuisunullu ilaa- sarnermini iluatinnartunik nuannersunillu saqqummius- saqartarsimavoq, massami o- qaatsivut oqaasilerinertaqar- tillugit pikkoriffigilluinnarsi- magamigit. Peqatigiiffimmi tassani si- ulittaasuusarsimaninni Ullo- riannguup peqataasameranik pingaartitsilluinnartarsimavu- nga, ilaajartoraangat assut toqqissisimanartittarlugu, i- laanngillatuaraangalli assut maqaasigisarlugu amigaati- gisarlugulu. Toqunerata sooruna ma- qaasineq amigaatiginninner- lu taanna suli malunnameru- sunngortippaa. Tamannali piitsunnguallannerinnarmik Nuuk. Ulloriannguaq gik helhjertet ind i sit arbejde i foreningen »Kalaallisut Oqaatsivut«, og mens han var medlem i foreningens bestyrelse, var han fremme med forskellige ting, der var værdifulde og godt for det grønlandske sprog. Han var jo også rigtig ferm til gram- matikken. Mens jeg var formand i foreningen, var det for mig en nødvendighed at Ullorian- nguaq deltog i møderne, og jeg følte mig tryg, når han var der, mens jeg savnede ham, når han ikke mødte op. Naturligvis blev dette savn større efter hans død. Dog er det ikke kun os der er blevet fattigere ved hans hans død. munnga nunaqqataasugut eq- qaasassarpassuugaluit talli- saanata amanuttaaq tunnga- soq ningiut peqatigiiffianni Aasianni sunniuteqarfigillu- arsimasaa eqqaamassavar- put. Taamaalillutalu Jakobine Fleischerimut eqqaaniutin- nguarput naggasertigu mee- rai ilaqutaalu misiginneqati- gingaarlugit. Inuk annaasar- put nunaqqataasugut puigus- sannginnatsigu arnaq ila- laartoq, tamanik ilassiuisoq saamasoq nilliasorsuunani inooqatikkuminassutsimigut nunaqqatiminut maligassiui- soq. Jakobiinap eqqaaneqarne- ra ataqqisartigu. Nunaqqatai ilisarisiman- nittai ikinngutaalu Allattoq: Karl Siegstad, Aasiaat. isumaqartissanngilarput. Nu- lia ilagisaalu misiginneqati- gaavut, inuunerminilu sulia- qarsimanera assut qujassu- tigaara, peqataalluartarner- migut pisuunnguallannermik misigititsisarsimammat. Maannalu toqunera suleqata- ajunnaameralu ima kingune- qallaqqunaraluaqaaq: Pisin- naasunik pikkorissuseqartu- nillu eqiasuitsunillu amerla- nerusunik saqqummertoqar- titsilluni. Tamassarpiarlu uu- minnga allagaqarninni siu- nertarisara: Qanortoruna ma- qaasiallanneq taanna eqeer- saali inuiattut pingaartitavut pillugit saqqummisumik su- leqataarusussuseqalemermut. Inuulluaqqusillunga, Otto Sandgreen Jeg vil udtrykke min medfø- lelse over for hans hustru og hans nærmeste. Jeg vil også takke for alle de initiativer, han tog, mens han levede. Initiativer der fik os til at føle os rigere. Og jeg ønsker, at hans død også vil betyde, at der kommer flere dygtige og flittige folk frem, som vil videreføre hans arbejde. Og det egentlige mål, jeg har med denne skrivelse er:Jeg håber, at savnet vil blive er- stattet med en vilje til at ar- bejde videre med emnet, som vi anser som noget meget vigtigt for samfundet. Med venlig hilsen, Otto Sand green Vi hører så meget til mord, bømemisbrug, selvmord og omsorgsvigtede børn til dag- ligt, at vi nok er begyndt at tro, at de er en del af livet - tragiske hændelser, der ikke kan accepteres, men som alligevel sker gang på gang. Skal vi lade vore børn bli- ve ved med at være vidner disse sørgelige hændelser, som efterhånden bliver til en naturlig del af livet? Skal vi blive ved med at give den hurtige udvikling i Grønland skylden for det hele? Er vi ikke ved at miste det sammenhold, vi som familie bør have? Skal vi bare se på, at ube- hagelige, tragiske, uanstæn- dige og uacceptable hændel- ser bliver indlemmet i vor kultur som en naturlig del af livet? Har de materielle goder overtaget så meget, at vi fuldstændig har glemt vore mentale behov? Vi bliver dagligt bombar- deret med oplysningskam- pagner i takt med Grønlands udvikling, og efterhånden er vores viden om menneskets basale behov i udviklingen blevet stor. Landsstyret sæt- ter hvert år et stort beløb til oplysningskampagner, sam- tidig med at der er kommet flere folk i oplysningsvirk- somheden, men de er ikke i stand til at forme en udvik- ling alene, hvis befolkningen ikke har vilje til at hjælpe til. Jeg mener bestemt, at op- levelserne som barn lægger grund til formningen af vok- sentilværelsen, og hvis vi skal opnå en tryg udvikling, er det på tide, at vi fokuserer mere på børneopdragelsen. I dag findes der mange børn, der aldrig har lært at sætte grænser, og som de vil leve videre med i deres vok- sentilværelse. Vi ser ret tit små børn, der allerede har »overtaget« magten fra deres forældre, og det er tit dem, forældrene ikke kan styre længere, når de bliver større. Disse børn, der ikke ken- der til grænser for det ene eller det andet, er ofte dem, der har været meget forkæle- de som børn, og de er derfor opdraget helt forkert. Og så er der dem, der har været misrøgtet som børn (dem, der har opdraget-sig selv). Desværre er det i dag ikke et særsyn i børneinstitutio- nerne, at der blandt børnene findes børn, der ikke kan sty- res, og i skolerne er der man- ge børn, der går med proble- mer. Et barns basale behov under opvækstens første tre år er: Nærhed/kærlighed, 2. Accept, der medfører selvtil- lid hos barnet, 3. Begræns- ninger, der lærer barnet til at sætte grænser. Hvis barnet mangler disse behov, kan det få meget svært ved at få dem indlært senere hen, og derfor er der mange børn, der ikke kan styres. Men hvis barnet har fået disse behov dækket, siden det var lille, vil det bli- ve til en velopdragen og ansvarsbevidst voksen. Der er nogen der spørger; har vi fået vore børn som ønskebørn? Jeg mener selv, at de fleste får deres børn som ønskebørn, men des- værre er der mange, der først bliver klar over, hvor stort et ansvar, det er at opdrage et barn, når de står med det. Efterhånden som vi er ble- vet dygtigere til mange ting, må vi også begynde at tænke på at skabe optimale rammer om barnets opvækst. Man bliver nødt til at spørge sig selv: Kan jeg tilbyde mit barn optimale forhold? Er det bedst, at jeg tager en ud- dannelse, før jeg sætter et barn i verden? Der kan også være mange andre spørgs- mål. Hvis familieplanlæg- ning ikke bliver indlemmet i det fremtidige forebyggel- sesarbejde, vil det være meget svært at komme væk fra forholdene og den onde cirkel i dag. Heldigvis er der ikke kun negative ting i livet. Der er mange trygge grønlandske familier, og det er ikke svært at se, at deres børn også har en tryg opvækst. Dog er der mange foræl- dre, der tilsidesætter deres børns behov og prioriterer i stedet, hvad de selv har be- hov for som voksne, og det er dem, der misrøgter deres børn. Desværre er der for mange børn, der er misrøgte- de i dag. Der bliver endda flere og flere børn, der ikke har haft grundlag for en tryg opvækst, siden de var fostre. Det er meget nemt at videre- føre ens utrygge barndom til ens eget barn. Det vi har alle har behov er: Familien - følelsesmæssig tryghed - omsorg - nærhed, og hvis vi som familie skal få dækket disse behov, er det de voksnes ansvar. Når vi er vidner til foræl- drenes misrøgt over for bør- nene, er det vores samfunds- mæssige pligt, at melde mis- røgtet til kommunens social- udvalg, og det er et forhold, der er lovbestemt. Vi har alle her i Grønland pligt til at »være med til at passe på børnene«, og hvis vi i samarbejde kan løse denne opgave, kan vi være med til at reducere problemerne væ- sentligt. Naturligvis har den, der har problemer med at opdra- ge, andre problemer at kæm- pe med, men det er noget, som jeg ikke vil grave dybe- re i, fordi det er vigtigere for mig at tale om god opdragel- se af børn, så de til sidst kan blive til stærke individer, og hvis vi ikke taler åbent om ovenstående, kan vi ikke komme ud af den onde cir- kel. Jeg er overbevist om, at andre vil komme nærmere ind på problemernes rødder. Hvorfor findes der folk, der er gode opdragere for deres børn, selv om de i ny og næ nyder alkohol? Hvor- for findes der meget unge folk, der alligevel kender deres ansvar som opdragere? Er det ikke dem, der har fået en god mental støtte som børn, og som har lært, hvad ansvar indebærer? Agnethe L. Hegelund Ulloriannguaq Kristiansen Ulloriannguaq Kristiansen ASS./ FOTO; VIVI MØLLER-REIMER

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.