Atuagagdliutit - 15.09.1998, Síða 14

14 -TIRSDAG 15. SEPTEMBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT
Illit isummat / Din mening
Jakobine Fleischerimut
eqqaaniut
Meeqqat toqqissisimanissaat pingaarnersaavoq.
Det er først og fremmest børnenes tryghed, det kommer an på.
Bør vi ikke ændre
opdragelsesmetoden?
Nunaqqaterput suleqat, ikin-
ngut qitornaminillu anaa-
naalluartoq inooqatikkumi-
nartoq nunaqarfiinnarinngi-
samilu inuiaqatiminissaaq
malunnaatilimmik suleqataa-
simasoq Jokobine Fleischer
31. august 1998 toquvoq.
Ajoraluartumik aasiit to-
qup pinngitsoorsinnaanngi-
satta arsaarpaatigut, tamat-
tami angerlarfissaqaratta. Ja-
kobinep sivisuumik nappar-
simareerluni toqukkut qima-
gunnera nunaqqataasugut i-
nummillu taassuminnga ili-
sarinnissimalersugut tusarat-
sigu nanertiallannaraluaqi-
soq sivisuumik piartuaartoq
nalunnginnatsigu qasukkut-
tarlugulu eqqissinerani qut-
sapparput. Pisamermisunaa-
siit naammagittaqaluni naal-
liuumminik atuisimavoq ni-
paalluni qanilaarlunilu.
Inuup taassuma qimagun-
nera inooqataagallarmat su-
leqataasimasugut Kommuni-
Ajoraluartumik peqqigun-
naarsimanera pissutigalugu
kingusinaaraluarlunga alla-
nillu eqqaaniarneqareeralu-
artoq taamaattoq pinngitsoo-
rumanngilanga angut taanna
annikikkaluartumik eqqaani-
alaassallugu - massami pe-
qatigiiffinni »Kalaallisut O-
qaatsivut« aamma »Kalaallit
Atuakkiortut« sivisuumik o-
qaatigineqarsinnaasumik su-
leqatigiissimagatta.
Erseqqinnerusumik Ullori-
annguaq ilisarisimalerpara
ukiut 1960-it aallartilaartut,
taamani Ammassalimmiillu-
ta radiukkut aallakaatitassa-
nik immiussiartorluni tappa-
vaniimmat. Tamannalu an-
nertuninngorsimavoq 1997-
imi Nuummi najugaqaleratta
peqatigiiffinnillu taaneqartu-
nik ingerlatsilersimalluta. Si-
Jeg er desværre sent ude med
en nekrolog på grund af mit
dårlige helbred, jnen selv om
der er andre, der tidligere har
skrevet en nekrolog over
ham, vil jeg ikke holde mig
tilbage med at skrive et lille
mindeord over ham. Man
kan nemlig sige, at jeg har
arbejdet sammen med ham i
foreningerne »Kalaallisut
Oqaatsivut« og »Kalaallit
Atuakkiortut«.
Jeg lærte Ulloriannguaq at
kende i begyndelsen af
1960’eme, da han var i Am-
massalik for at lave udsen-
delser derfra. Men jeg lærte
ham først rigtigt at kende
ham i 1997, da vi begge blev
medlemmer i førnævnte for-
eninger, mens jeg boede i
mi qinikkatut eqqaasassaqa-
qaagut, ataatsimiittarnerni
inuk eqqarsarluaqqaarluni i-
summaminik anitsisartoq ta-
persiilluni akerliliilluniluun-
niit, ilaanni kommuneqataa-
sugut isumassarsiffigisartak-
katsinnik, namminissarsior-
tuunnginneranillu inuusut-
torsuusugut ilinniarfigisima-
narpoq. Taamaattumik Aasi-
aat Kommunianissaaq ma-
lunnaateqarsimaqaaq.
Taamaakkamilu Jokobiina
tatigineqarlunilu ataqqine-
qarpoq, tamannarpiarlumi
peqqutaagunarluni Arnat
Ilinniarfianni Sisimiuniittu-
mi pisortaasimalluni, imma-
qalu aamma ilinniartorisima-
saasa eqqaamassaqigaat. Na-
lunngilarputtaaq maani Aasi-
aat napparsimmavissuat nu-
taarsuummat ukiut arlalissuit
mersortitut pikkorissutut su-
lisimammat, suleqatiminillu
nuannarineqarluartoq nalun-
ngilarput. Inummut taassu-
ullermik pingaamerusumillu
peqatigiiffik »Kalaallit O-
qaatsivut« pingaartitarilluin-
narpaa, siulersuisunullu ilaa-
sarnermini iluatinnartunik
nuannersunillu saqqummius-
saqartarsimavoq, massami o-
qaatsivut oqaasilerinertaqar-
tillugit pikkoriffigilluinnarsi-
magamigit.
Peqatigiiffimmi tassani si-
ulittaasuusarsimaninni Ullo-
riannguup peqataasameranik
pingaartitsilluinnartarsimavu-
nga, ilaajartoraangat assut
toqqissisimanartittarlugu, i-
laanngillatuaraangalli assut
maqaasigisarlugu amigaati-
gisarlugulu.
Toqunerata sooruna ma-
qaasineq amigaatiginninner-
lu taanna suli malunnameru-
sunngortippaa. Tamannali
piitsunnguallannerinnarmik
Nuuk. Ulloriannguaq gik
helhjertet ind i sit arbejde i
foreningen »Kalaallisut
Oqaatsivut«, og mens han
var medlem i foreningens
bestyrelse, var han fremme
med forskellige ting, der var
værdifulde og godt for det
grønlandske sprog. Han var
jo også rigtig ferm til gram-
matikken.
Mens jeg var formand i
foreningen, var det for mig
en nødvendighed at Ullorian-
nguaq deltog i møderne, og
jeg følte mig tryg, når han
var der, mens jeg savnede
ham, når han ikke mødte op.
Naturligvis blev dette savn
større efter hans død. Dog er
det ikke kun os der er blevet
fattigere ved hans hans død.
munnga nunaqqataasugut eq-
qaasassarpassuugaluit talli-
saanata amanuttaaq tunnga-
soq ningiut peqatigiiffianni
Aasianni sunniuteqarfigillu-
arsimasaa eqqaamassavar-
put.
Taamaalillutalu Jakobine
Fleischerimut eqqaaniutin-
nguarput naggasertigu mee-
rai ilaqutaalu misiginneqati-
gingaarlugit. Inuk annaasar-
put nunaqqataasugut puigus-
sannginnatsigu arnaq ila-
laartoq, tamanik ilassiuisoq
saamasoq nilliasorsuunani
inooqatikkuminassutsimigut
nunaqqatiminut maligassiui-
soq.
Jakobiinap eqqaaneqarne-
ra ataqqisartigu.
Nunaqqatai ilisarisiman-
nittai ikinngutaalu
Allattoq: Karl Siegstad,
Aasiaat.
isumaqartissanngilarput. Nu-
lia ilagisaalu misiginneqati-
gaavut, inuunerminilu sulia-
qarsimanera assut qujassu-
tigaara, peqataalluartarner-
migut pisuunnguallannermik
misigititsisarsimammat.
Maannalu toqunera suleqata-
ajunnaameralu ima kingune-
qallaqqunaraluaqaaq: Pisin-
naasunik pikkorissuseqartu-
nillu eqiasuitsunillu amerla-
nerusunik saqqummertoqar-
titsilluni. Tamassarpiarlu uu-
minnga allagaqarninni siu-
nertarisara: Qanortoruna ma-
qaasiallanneq taanna eqeer-
saali inuiattut pingaartitavut
pillugit saqqummisumik su-
leqataarusussuseqalemermut.
Inuulluaqqusillunga,
Otto Sandgreen
Jeg vil udtrykke min medfø-
lelse over for hans hustru og
hans nærmeste. Jeg vil også
takke for alle de initiativer,
han tog, mens han levede.
Initiativer der fik os til at føle
os rigere. Og jeg ønsker, at
hans død også vil betyde, at
der kommer flere dygtige og
flittige folk frem, som vil
videreføre hans arbejde. Og
det egentlige mål, jeg har
med denne skrivelse er:Jeg
håber, at savnet vil blive er-
stattet med en vilje til at ar-
bejde videre med emnet, som
vi anser som noget meget
vigtigt for samfundet.
Med venlig hilsen,
Otto Sand green
Vi hører så meget til mord,
bømemisbrug, selvmord og
omsorgsvigtede børn til dag-
ligt, at vi nok er begyndt at
tro, at de er en del af livet -
tragiske hændelser, der ikke
kan accepteres, men som
alligevel sker gang på gang.
Skal vi lade vore børn bli-
ve ved med at være vidner
disse sørgelige hændelser,
som efterhånden bliver til en
naturlig del af livet?
Skal vi blive ved med at
give den hurtige udvikling i
Grønland skylden for det
hele?
Er vi ikke ved at miste det
sammenhold, vi som familie
bør have?
Skal vi bare se på, at ube-
hagelige, tragiske, uanstæn-
dige og uacceptable hændel-
ser bliver indlemmet i vor
kultur som en naturlig del af
livet?
Har de materielle goder
overtaget så meget, at vi
fuldstændig har glemt vore
mentale behov?
Vi bliver dagligt bombar-
deret med oplysningskam-
pagner i takt med Grønlands
udvikling, og efterhånden er
vores viden om menneskets
basale behov i udviklingen
blevet stor. Landsstyret sæt-
ter hvert år et stort beløb til
oplysningskampagner, sam-
tidig med at der er kommet
flere folk i oplysningsvirk-
somheden, men de er ikke i
stand til at forme en udvik-
ling alene, hvis befolkningen
ikke har vilje til at hjælpe til.
Jeg mener bestemt, at op-
levelserne som barn lægger
grund til formningen af vok-
sentilværelsen, og hvis vi
skal opnå en tryg udvikling,
er det på tide, at vi fokuserer
mere på børneopdragelsen.
I dag findes der mange
børn, der aldrig har lært at
sætte grænser, og som de vil
leve videre med i deres vok-
sentilværelse. Vi ser ret tit
små børn, der allerede har
»overtaget« magten fra deres
forældre, og det er tit dem,
forældrene ikke kan styre
længere, når de bliver større.
Disse børn, der ikke ken-
der til grænser for det ene
eller det andet, er ofte dem,
der har været meget forkæle-
de som børn, og de er derfor
opdraget helt forkert. Og så
er der dem, der har været
misrøgtet som børn (dem,
der har opdraget-sig selv).
Desværre er det i dag ikke
et særsyn i børneinstitutio-
nerne, at der blandt børnene
findes børn, der ikke kan sty-
res, og i skolerne er der man-
ge børn, der går med proble-
mer.
Et barns basale behov
under opvækstens første tre
år er: Nærhed/kærlighed, 2.
Accept, der medfører selvtil-
lid hos barnet, 3. Begræns-
ninger, der lærer barnet til at
sætte grænser.
Hvis barnet mangler disse
behov, kan det få meget
svært ved at få dem indlært
senere hen, og derfor er der
mange børn, der ikke kan
styres. Men hvis barnet har
fået disse behov dækket,
siden det var lille, vil det bli-
ve til en velopdragen og
ansvarsbevidst voksen.
Der er nogen der spørger;
har vi fået vore børn som
ønskebørn? Jeg mener selv,
at de fleste får deres børn
som ønskebørn, men des-
værre er der mange, der først
bliver klar over, hvor stort et
ansvar, det er at opdrage et
barn, når de står med det.
Efterhånden som vi er ble-
vet dygtigere til mange ting,
må vi også begynde at tænke
på at skabe optimale rammer
om barnets opvækst. Man
bliver nødt til at spørge sig
selv: Kan jeg tilbyde mit
barn optimale forhold? Er
det bedst, at jeg tager en ud-
dannelse, før jeg sætter et
barn i verden? Der kan også
være mange andre spørgs-
mål. Hvis familieplanlæg-
ning ikke bliver indlemmet i
det fremtidige forebyggel-
sesarbejde, vil det være
meget svært at komme væk
fra forholdene og den onde
cirkel i dag.
Heldigvis er der ikke kun
negative ting i livet. Der er
mange trygge grønlandske
familier, og det er ikke svært
at se, at deres børn også har
en tryg opvækst.
Dog er der mange foræl-
dre, der tilsidesætter deres
børns behov og prioriterer i
stedet, hvad de selv har be-
hov for som voksne, og det
er dem, der misrøgter deres
børn. Desværre er der for
mange børn, der er misrøgte-
de i dag. Der bliver endda
flere og flere børn, der ikke
har haft grundlag for en tryg
opvækst, siden de var fostre.
Det er meget nemt at videre-
føre ens utrygge barndom til
ens eget barn.
Det vi har alle har behov
er: Familien - følelsesmæssig
tryghed - omsorg - nærhed,
og hvis vi som familie skal få
dækket disse behov, er det de
voksnes ansvar.
Når vi er vidner til foræl-
drenes misrøgt over for bør-
nene, er det vores samfunds-
mæssige pligt, at melde mis-
røgtet til kommunens social-
udvalg, og det er et forhold,
der er lovbestemt.
Vi har alle her i Grønland
pligt til at »være med til at
passe på børnene«, og hvis vi
i samarbejde kan løse denne
opgave, kan vi være med til
at reducere problemerne væ-
sentligt.
Naturligvis har den, der
har problemer med at opdra-
ge, andre problemer at kæm-
pe med, men det er noget,
som jeg ikke vil grave dybe-
re i, fordi det er vigtigere for
mig at tale om god opdragel-
se af børn, så de til sidst kan
blive til stærke individer, og
hvis vi ikke taler åbent om
ovenstående, kan vi ikke
komme ud af den onde cir-
kel. Jeg er overbevist om, at
andre vil komme nærmere
ind på problemernes rødder.
Hvorfor findes der folk,
der er gode opdragere for
deres børn, selv om de i ny
og næ nyder alkohol? Hvor-
for findes der meget unge
folk, der alligevel kender
deres ansvar som opdragere?
Er det ikke dem, der har fået
en god mental støtte som
børn, og som har lært, hvad
ansvar indebærer?
Agnethe L. Hegelund
Ulloriannguaq Kristiansen
Ulloriannguaq Kristiansen
ASS./ FOTO; VIVI MØLLER-REIMER