Atuagagdliutit - 28.01.1999, Síða 18

18 • TORSDAG 28. JANUAR 1999
ATUAGAGDLIUTIT
Svindel med erklæringer om
ishavssejlads sænkede »Hedtoft«
Tidligere grønlandsminister Johannes Kjærbøl kasserede kaptajnserklæring om vintersejladsen med passagerer og
fremtvang en ny med en ordlyd, han kunne bruge for at gennemtvinge vintersejladsen
JB) - Historien om »M/S
Hans Hedtoft« er ikke blot en
tragisk beretning om et
skibsforlis, hvor mennesket
måtte bukke under for havets
og naturens voldsomhed. Det
er samtidig en beskidt beret-
ning om et politisk prestige-
projekt, der skulle gennem-
føres koste hvad det ville.
Også selv om det var 95
menneskeliv.
Den handler om politisk
pression fra en grov og magt-
syg grønlandsminister, der
havde lært sit politiske hånd-
værk i datidens rå fagfore-
ningsmiljø, hvor begreber
som socialisme og liberalis-
me havde en helt anden
skarpkantet klang end i dag.
Sagen var tæt på at udløse
en rigsretssag mod grøn-
landsminister Johannes
Kjærbøl kort efter, at han var
trådt tilbage som minister.
Men det er en lang historie,
så lad os tage fat med det
samme:
Vintersejladsen
Der var i slutningen af
1950’erne almindelig enig-
hed om, at vintersejlads i
Grønland var langt mere
risikabel end resten af året.
Afhængigt af, hvordan man
formulerede sine bekymrin-
ger, blev den frarådet eller
betegnet som direkte farlig.
Debatten om vintersejlad-
sen forstærkedes af en begi-
venhed i januar 1957, da
»M/S Uummannaq« både
Kanoner på
Hedtoft
KØBENHAVN(CSL) Pas-
sagerer- og fragtskibet
Hans Hedtoft blev i al
hemmelighed forsynet
med en armering, der i
givet fald kunne ændre
skibet til et et forsynings
eller bevogtningsskib i
krigstilfælde. Det fremgår
af nye oplysninger, som
fastslår, at Forsvarsmini-
steriet - trods protester fra
KHG - trumfede afgørel-
sen igennem.
Hans Hedtoft blev
udstyret med tre 40 mm
luftvæmskanoner, og ski-
bets konstruktion blev for-
stærket tre steder på dæk-
ket, hvor der blev bygget
fundamenter til skytset. I
forskibet blev der indrettet
ammunitionsrum til opbe-
varing af 280 kasser med
projektiler. Efter en vel-
lykket prøveskydning blev
kanonerne fjernet igen og
sendt til opbevaring i et
pakhus i København. De
var således ikke monteret,
da Hans Hedtoft stævnede
ud på sin ulyksalige jom-
frurejse.
under oprejsen til Grønland
og på hjemturen var i store
vanskeligheder på grund af
storm og kulde.
På turen til Grønland blev
skibet udsat for stærk over-
isning og måtte gå sydpå til
mildere himmelstrøg for ikke
at kæntre. På et tidspunkt
rørte skibets brovinger van-
det under krængningerne, og
fartøjet var i overhængende
fare for at forlise.
På turen hjem over, var det
mildere, men den orkan, man
rendte ind i, var ualmindelig
voldsom.
Skibet lå underdrejet med
i tre dage, og midt i den for-
færdelige storm skete der en
tragisk ulykke.
Et besætningsmedlem,
Hans Bøjesen, havde sat
jernskotter for nogle knuste
ruder på salondækket. For at
komme derhen, måtte han
kravle på dørken i sidegan-
gen mellem spisesalonen og
lønningen og hele vejen hage
sig fast i alle mulige frem-
spring.
Men da arbejdet var gjort
har han formentlig haft for
travlt med at komme væk, og
idet han rejste sig, blev han
taget af vinden og slynget
gennem mellemgangen og
ned på agterdækket, hvor han
blev dræbt på stedet.
Den tidligere redaktør af
Atuagagdliutit/Grønlands-
posten, Palle Brandt, indled-
te en debat om vintersejlad-
sen i både Grønland og Dan-
mark. Han var selv med på
rejsen med »M/S Uumman-
naq«, og det samme var fol-
ketingsmedlem Augo Lynge.
Og Augo Lynge kunne
andet end skrive i avisen.
Han spurgte i Folketinget
grønlandsminister Johannes
Kjærbøl, om denne på bag-
grund af de indhøstede erfa-
ringer fortsat finder det for-
svarligt at opretholde vinter-
besejling med fuldt passager-
tal.
Som en fjeldgænger
Augo Lynge havde selv sej-
let med grønlandsskibene
siden 1952 i den strengeste
vintertid, og han var bange
hver eneste gang. Ikke
mindst fordi han hver gang
havde hørt skibets officerer
tale om, at man burde stand-
se sejladsen i den strengeste
vintertid.
- Ikke bare er det farligt,
sagde han i sin begrundelse
til spørgsmål. - Men i tilfæl-
de af forlis er der ingen hjælp
at hente så langt fra de sæd-
vanlige sejlruter.
- Man sejler som en ensom
fjeldgænger, illustrerede
Augo Lynge sin begrundelse.
Men det forstod Johannes
Kjærbøl ikke noget af, og
han afviste med en bedre-
vidende attitude Augo Lyn-
ges bekymringer som grund-
løse og skvattede. Han gjor-
de et stort nummer ud af
at forklare, hvor vigtigt det
var for det grønlandske
erhvervsliv (KGH - red.) at
kunne komme af med sine
fiskeprodukter.
Og så oplæste han en er-
klæring fra KGH’s kaptajner,
idet han gav udtryk for, at
den var fremsat på deres for-
anledning som et nødvendigt
bidrag i debatten om vinter-
sejladsen.
I erklæringen hed det, at
vintersejladsen til Grønland
var overordentlig vanskelig,
og at der bør anvendes dyg-
tigt og erfarent mandskab,
men også hensigtsmæssigt
konstruerede specialskibe.
Hvis sådanne blev bygget,
kunne kaptajnerne anbefale
fortsat vinterbesejling af
Grønland.
Ikke saltfisk, men
levende passagerer
Grønlandsministeren lagde i
sin svar stor vægt på erklæ-
ringen, som han fandt var
autoritativ og indiskutabel.
Og så passede den som fod i
hose i argumentationen for
ministerens prestigeprojekt,
det synkefri grønlandsskib:
»M/S HANS HEDTOFT«.
På trods af Kjærbøls trumf
med kaptajnserklæringen
gik Augo Lynge igen på
talerstolen, og på sin stil-
færdige facon sagde han, at
han ikke havde talt om
hverken torskefiskeri eller
transport af saltfisk, men om
levende passagerer!
- Jeg vil derfor endnu en
gang spørge - og jeg under-
streger, at dette tillægs-
spørgsmål fremkommer som
et bydende krav til min
ansvarsfølelse overfor de på-
gældende passagerer - om
ministeren ikke kan finde en
anden udvej for at afvikle
passagertrafikken i de værste
vintermåneder. Jeg er klar
over, at det vil koste penge at
gå over til luftbefordring,
men jeg finder dette mindre
væsentligt i forhold til risi-
koen for menneskeliv.
Kjærbøl mente ikke, at
vintersejladsen var noget
særligt problem og udtalte
sig herefter som ekspert, idet
han fortalte, at han selv hav-
de sejlet i en vinterstorm ved
Grønland.
- Og det var da ikke be-
hageligt, sagde han.
- Men en ubehagelig op-
levelse med mindre skibe
ved Vestgrønland og en
orkanagtigt storm på vej
hjem med »M/S Disko« får
mig da ikke til at sige, at vi
nu skal standse vinteresejlad-
sen.
Det var et uforskammet og
nedladende svar, der kom
aller nærmest på en beskyld-
ning om, at det grønlandske
folketingsmedlem var en
tøsedreng, når han peb over
en smule stormvejr.
Augo Lynge bad forståe-
ligt nok ikke om ordet igen.
Palle Brandt igen
Efter katastrofen rejste Palle
Brandt debatten påny. Han i
mellemtiden forladt AG og
var returneret til Danmark til
et job som redaktionssekre-
tær på dagbladet Vestkysten.
Herfra startede han en
debat og bragte oplysninger
frem, som hidtil ikke have
været fremme.
Han afslørede blandt
andet, at grønlandsminister
Johannes Kjærbøl havde
truet Palle Brandt på dennes
stilling som redaktør af AG,
som dengang var statsfinan-
sieret. I overværelse af vice-
direktør Magnus Jensen hav-
de han på sin bryske og brov-
tende facon havde bedt Palle
Brandt holde kæft i frem-
tiden. Kritikken af vinter-
sejladsen kunne nemlig
skabe problemer for det per-
sonlige prestigeprojekt »Hans
Hedtoft« var blevet for mini-
steren.
Palle Brandt forklarede
også, at han selv gennem åre-
ne havde tilbragt sammen-
lagt et halvt år på KGH’s
atlantskibe, og alle kaptajner,
som han havde talt med -
med nogle enkelte undtagel-
ser - havde været enige om,
at der før eller siden ville ske
en katastrofe.
Palle Brandt ønskede med
sine artikler at få vintersej-
ladsen standset. Men i den
efterfølgende debat blev der
lagt stor vægt på den
»enstemmige kaptajnserklæ-
ring«, som senere skulle vise
sig at være regulær svindel.
Og det var netop denne
opdagelse, der igen satte
gang i en hensygnende debat.
Bestillingsarbejde
Palle Brandt kunne nemlig
afsløre, at erklæringen fra
kaptajnerne ikke var spontan
og afslørede, at kaptajnerne i
første omgang havde under-
skrevet en erklæring, hvori
de gjorde opmærksom på, at
de naturligvis ville sejle om
vinteren, men kun hvis det
var LIVSNØDVENDIGT!
Kaptajnerne frarådede pas-
sagersejlads, og lod forstå, at
hvis der skulle sejles i januar
og februar, skulle det være
absolut påkrævet.
Den erklæring kunne grøn-
landsministeren naturligvis
ikke bruge til noget, og han
sendte direktør Hans C. Chri-
stiansen fra KGH tilbage til
kaptajnerne for at afkræve
dem en erklæring, ministeren
kunne bruge som begrundel-
se for at fortsætte vintersej-
ladsen.
Således under stort pres og
med truslen om lukning af
rederiet hængende over ho-
vedet underskrev kaptajner-
ne under højlydt protest, som
ikke kom offentligheden for
øre før efter katastrofen med
det nye skib.
Ministeren løj
Johannes Kjærbøl spillede
uskyldigheden selv og hæv-
dede hårdnakket, at han al-
drig havde set nogen anden
erklæring fra kaptajnerne.
Ikke desto mindre afsløre-
de KGH-direktør Hans C.
Christiansen indholdet af en
telefonsamtale mellem ham
og ministeren, hvor ministe-
ren på sin larmende facon og
med eder og forbandelser
gav ordre til, at KGH-direk-
tøren fik de kaptajner til at
makke ret. Ellers skulle han
personligt lære dem det.
Kjærbøl hævdede uden
blusel, at det for ham var et
chok at høre, at der fandtes
en kaptajnserklæring, der
frarådede passagersejlads i
de værste vintermåneder, for
så ville han have taget den til
følge. Og så ville han ikke
have oplæst en anden og
modstridende erklæring i fol-
ketinget.
Inden sagens endelige
afslutning måtte regeringen
iværksætte to dommerunder-
søgelser, hver med deltagelse
af to højesteretsdommere og
en landsdommer, ligesom
Erik Ninn-Hansen fra Det
konservative Folkeparti
fremsatte forslag til Folke-
tinget om en rigsretssag.
Fifty-fifty
Efter den første dommer-
undersøgelse, hvori det blev
bekræftet, at der havde været
en erklæring før den, Johan-
nes Kjærbøl oplæste i Folke-
tinget, lykkedes det imidler-
tid ikke at dokumentere, at
grønlandsminsiteren var
gjort bekendt med den første
kaptajnserklæring.
Derpå meddelte rigs-
advokaten, at der ikke var til-
strækkelige holdepunkter for
at drage nogen til retsligt
ansvar, og regeringen tog
denne udgang på sagen til
efterretning.
Gav ikke op
Men det gjorde direktør
Hans C. Christiansen ikke.
Han følte, at afgørelsen ikke
bare stemplede ham som løg-
ner, men også som ansvarlig
for »Hans Hedtofts« forlis.
Han søgte derfor foretræde
for grønlandsudvalget og
oplæste her for lukkede døre
en erklæring, hvori han i
stærke vendinger udtrykte
sin skuffelse over dommer-
udvalgets manglende reali-
tetsfornemmelse:
- Alt, hvad jeg har sagt om
denne sag, kan selvfølgelig
gentages under vidneansvar,
og det vil sige, at jeg er rede
til over for et hvilket som
helst forum, under ed eller
hvilken anden bestyrkelse
man måtte ønske, at gentage,
at forhenværende minister
Kjærbøl (han var i mellem-
tiden blevet afløst af Kai
Lindberg - red.) selvfølgelig
ikke blot var inde i hver ene-
ste fase af udviklingen, men
Landsrådimut ilaasortaq aalisartullu siulittaasuat Karl
Egede ajunaartut 59-isit ilagaat. Karl Egede 30-innarnik
ukioqalerpoq.
Landsrådsmedlem og fiskerformand Karl Egede var blandt
de 95 omkomne. Karl Egede blev kun 30 år.