Atuagagdliutit - 28.01.1999, Blaðsíða 21

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 28. JANUAR 1999 • 21
Hans Hedtoftimik
assilisat kingulliit
ilaat, Qaqortumit
aallartoq.
Au go Lynge
krydsip nalaani
nikorfavoq.
Et af de sidste
billeder af
Hans Hedtoft,
der lier forlader
Qaqortoq.
Augo Lynge står
ved det lille kryds.
trøst hos familien
ritrædende folketingspolitiker Augo Lynges datter Astrid var
højgravid, da Hans Hedtoft forliste
Søgte
Den fremtrædende
25 år og
FREDERIKS VÆRK(CSL)
- Han var altid bekymret for,
at vi skulle blive forkælet og
syge. Han var meget
omsorgsfuld. En god far.
Sådan husker Astrid Lar-
sen sin far, Augo Lynge, der
i 1953 blev valgt til Folketin-
get for sydkredsen som den
første grønlænder efter
grundlovens indførelse sam-
me år. Augo Lynge, der i år
ville have fyldt 100 år, var
ikke blot Grønlands førende
politiske personlighed i
1950-erne. Som folketings-
mand havde han fra Folke-
tingets talerstol også advaret
mod, at KGH tog passagere-
re med i januar og februar,
når de værste vinterstorme
raser.
Advarslen var ikke grebet
ud af den tomme luft. To år
før Hans Hedtoft-forliset
havde Augo Lynge været
med ombord på KGH-skibet
Umanak, der når var gået ned
i en storm ved Kap Farvel.
En lære, han mente måtte få
naturlige konsekvenser for
vintersejladsen ved Grøn-
land.
Men advarslen blev afvist
af grønlandsminister Johan-
nes Kjærbøl. Et fejlskøn, der
kom til at koste Augo og 94
andre mennesker livet, da
Hans Hedtoft forliste den 30.
januar 1959.
Kunne ikke sove
Augo Lynge efterlod sig
hustru og ni børn. Et af bør-
nene, Astrid Larsen, var 25
år og højgravid med sit første
barn, da tragedien indtraf. I
hjemmet i Frederiksværk,
hvor hun har boet siden
1952, fortæller den nu 65-
årige og tidligere postmedar-
bejder om, hvordan hun
modtog meddelelsen.
- Min mand Frank kom
hjem fra arbejde et godt styk-
ke over midnat. Han spurgte
om, jeg havde hørt radio, for
her fortalte de, at Hans Hed-
toft havde udsendt SOS-sig-
naler, og at der var iværksat
en eftesøgning. Jeg vidste
ingenting, og resten af den
nat fik jeg ikke lukket et øje.
Det var umuligt.
- Næste dag fik jeg forbin-
delse med min søster og
mødtes med mine andre
søskende, som opholdt sig i
Danmark. Vi læste aviser og
håbede hele tiden på det bed-
ste. Far elskede at sejle, og
ofte tog han os børn med.
Han plejede altid at komme
tilbage. Det går han også
dennegang, sagde vi til hin-
anden. Men det gjorde han
ikke.
- Min mor døde da jeg var
fem, og nu det her. Det var
frygteligt, fortæller Astrid,
der så sin far sidste gang, da
han rejste på juleferie til
Grønland.
- Vi var nede at sige farvel
til ham på havnen i Køben-
havn. Han var som sagt glad
for at sejle, så han viste os
rundt på hele skibet. Og så
kan jeg huske, at han havde
en hel masse frugt med. Det
kunne man jo ikke få i Grøn-
land på det tidspunkt, mindes
Astrid.
Bekymret over skibet
Hvordan Augo Lynge havde
det med, at skulle returnere
til Danmark med Hans Hed-
toft, kan man ikke vide med
sikkerhed. Men Augo, der
havde advaret så kraftigt
mod vintersejlads ved Grøn-
land, har næppe været helt
rolig ved situationen. I hvert
fald forløb sejladsen fra
Nuuk til Qaqortoq ikke uden
at vække bekymrede miner.
Til Berlingske Tidende siger
hans datter Martha Sørensen.
- Han ringede fra skibet til
sin hustru og sagde, at skibet
knirkede så mærkeligt, så
han havde lyst til at stå af,
når det kom til Qaqortoq.
Men Augo blev ombord,
selv om han i Qaqortoq
betroede sin bror Vilhelm
om sit ubehag ved skibet.
- Fars bror fortalte mig si-
den, at far havde været meget
-urolig. Han havde aldrig set
ham sådan før. Jeg tror, turen
fra Nuuk havde været slem,
og at han var bekymret for at
sejle videre, siger sønnen
John Amos Lynge.
Selv om børnene og den
nye hustru naturligvis sørge-
de over tabet af deres far og
mand, så klarede familien sig
trods alt bedre end så mange
andre. Vi havde blandt andet
tjenestefolk til at klare tinge-
ne, husker Astrid, som deltog
i mindesgudtjenesten i Hol-
mens Kirke den 18. februar
1959.
- Kirken var fyldt. Mange
måtte stå udenfor. Vi var
alle stærkt bevægede og
græd, fortæller Astrid, der
som så mange andre må leve
med sandheden om, at havet
sletter alle spor. Men når hun
besøger Nuuk falder vejen
inden om kirkegården, hvor
der er opsat en gravsten med
faderens navn ved siden af
hendes mor.
Efterladte svigtet af Grønlandsfonden
Pengene der blev samlet ind efter forliset af Hans Hedtoft er aldrig blevet brugt efter formålet,
hævder slægtning
KØBENHAVN(CSL) - De
pårørende til de omkomne på
Hans Hedtoft føler sig svig-
tet af Grønlandsfonden. Fon-
den blev oprettet ved en stor-
stilet landsindsamling efter
forliset i 1959 og har gennem
årene samlet penge sammen,
i stedet for at uddele dem til
de efterladte, der i mange
tilfælde måtte leve under
ekstremt vanskelige forhold.
Det hævder den 50-årige
socialrådgiver Sandra Vin-
ding, hvis far, Berthel Hohl-
mann, var bådsmand ombord
på Hans Hedtoft. Hun
beskylder fondens bestyrelse
for at have værnet om formu-
en og afspist børn og ægtefæ-
ler med mindre beløb.
Derfor vil hun nu forsøge
at oprette en forening, der vil
finde ud af, hvad Grønlands-
fonden har brugt sine penge
til. En fond, der gennem åre-
ne har næsten fordoblet sin
formue fra 3.4 miil kroner til
6.1 mili. kroner, og som i
starten af 1980-erne var oppe
at runde syv millioner låo-
ner.
Fondens fundats fastslår,
at bestyrelsen også kan bruge
af kapitalen til at støtte efter-
ladte, mens der kun må
anvendes renteindtægter, når
det gælder hjælp ved andre
naturulykker i Grønland
samt humanitært, socialt og
kulturelt arbejde i det grøn-
landske samfund. Men besty-
relsen har aldrig brugt penge
fra kapitalen til at hjælpe de
efterladte, der i 1960- og 70-
erne havde brug for støtte til
bl.a. deres uddannelser.
I dag udbetaler fonden kun
penge til en enkelt enke efter
forliset. De øvrige hustruer
er afgået med døden, og bør-
nene er for længst over den
alder, hvor de kunne søge
støtte til uddannelse.
Dårlig forvaltning
- Jeg er rasende over, at
bestyrelsen for Grønlands-
fonen ikke har forvaltet deres
hverv bedre. Da min far døde
blev min mor alene med min
bror og mig. Det betød - ud
over det menneskelige tab -
at familien mistede sin ene-
ste indtægt. Nemmere blev
det ikke af, at min mor blev
psykisk syg.
-Vi levede på en pind i det
andre kalder de glade 60-ere.
Jeg var glad for, at jeg fik en
friplads på en katolsk skole,
hvor vi gik i uniform.
- Min mor ville aldrig have
haft råd til at ekvipere mig.
- Men i min opvækst led
jeg ikke over min fars død.
Jeg havde alt for travlt med
at overleve i en hverdag med
en psykisk syg mor, fortæller
Sandra Vinding, hvis foræl-
dre havde sparet penge op til
et hus. Men de penge blev
efter faderes død båndlagt, så
moderen kun fik udbetalt
små portioner ad gangen.
- Det er helt utilstedeligt,
at Grønlandsfonden ikke
hjalp os mere, når de har
været så formuende. Jeg er
glad for, at min mor ikke
lever og skulle blive vidende
om den behandling, hun blev
udsat for, siger Sandra Vin-
ding, der heller ikke i dag har
meget tilovers for forvaltnin-
gen af Grønlandsfondens
millionformue.
To gange nej
- I foråret søgte min bror og
jeg fonden om penge til en
rejse til Qaqortoq, så vi kun-
ne se kransen og mindes min
far. Men vi fik afslag. Jeg
klagede til statsministeren,
men også her var døren luk-
ket. Og det kan jeg blive godt
tosset over. Selv om vores
følelsesmæssige reaktion
først kommer 40 år efter tra-
gedien, er den jo ligeså nær-
værende for os, som var det
sket i går. Og hvis pengene
ikke skal bruges til at lindre
smerten hos efterladte som
os, hvad skal den så overho-
vedet bruges til.
- Det kan godt være, at de
ansvarlige for forliset løb fra
deres ansvar den gang. Men
det gør de også i dag, siger
Sandra Vinding.
Fondsekspert
Ekspert i fondsret Professor
Lennart Lyne Andersen fra
Handelshøjskolen i Køben-
havn har intet nøjere kend-
skab til Grønlandsfonden,
men forelagt oplysningerne
siger han til AG: -Når Grøn-
landsfonden så ubetinget
tager sigte på at hjælpe de
efterladte fra Hans Hedtoft,
undrer det, at bestyrelsen
ikke i sin tid - hvor der virke-
lig var brug for hjælp - lave-
de en ordning, hvor udbeta-
lingerne sluttede efter 25 år.
Det er normal praksis for
fonde af den art, hvor kaptia-
len også må bruges.
- Man vidste jo hvor man-
ge børn og ægtefæller, der
var berørt af tragedien.
Ud fra de oplysninger kun-
ne man nemt have opstillet et
støtte-budget, hvor kapitalen
og renteindtægterne ville
være brugt efter et bestemt
antal år, siger Lennar Lyne
Andersen, der har fuld fors-
tåelse for, at de efterladte
gerne vil se regnskaberne for
Grønlandsfonden.
AG har forgæves forsøgt
at få en kommentar fra tidli-
gere grønlandsminister Knud
Hertling, der til dagbladet
Politiken siger: - Det er pin-
ligt og problematisk, at man
ikke har udbetalt flere penge.
Når man har en formue at
fordele til bestemte formål,
skal man også gøre det.
Alt andet er for fattigt,
siger Knud Hertling.
ASS J FOTO: AG