Atuagagdliutit - 20.04.1999, Page 14

14 • TIRSDAG 20. APRIL 1999
ATUAGAGDLIUTIT
Oplev verden
Stinne Jacobsen
Aasiaat
Aapakaap nerisassani misissoraa. Aben undersøger sin mad.
Jeg er lige hjemvendt fra en
fire-måneders lang rejse.
Sidste år søgte jeg ind på en
uddannelse, men fik afslag i
slutningen af juni og stod
lige pludselig med et helt år
foran mig. Hvad skulle jeg
gøre? Skulle jeg vælge den
nemmeste løsning ved at bli-
ve i byen og arbejde og ellers
bare tulle lidt rundt? Eller
skulle jeg prøve at rejse ud i
verden, selvom det var lidt
sent at arrangere noget?
Jeg havde sparet nogle
penge sammen i løbet af det
sidste halve år og begyndte
derfor at ringe rundt til for-
skellige organisationer i
Danmark. Jeg ville gerne ud
at arbejde frivilligt - for men-
nesker eller miljøet. Ad nog-
le omveje kom jeg til sidst
frem til en regnskovsorgani-
sationen i Århus, der hedder
Atuaqatigiit asiarneranni
qorlortoq assilineqarsima-
soq.
Det er et vandfald, taget i
forbindelse med en udflugt
med skolen.
Nepenthes. De har, udover
deres forskellige projekter
med at redde regnskov med
mere, en afdeling kaldet
Nepenthes Travel, hvor for-
skellige unge kan komme ud
på projekter i Ecuador, Costa
Rica eller Venezuela.
Rejseplan
Efter at have læst deres bro-
chure, blev jeg meget tændt
på ideen. Jeg ringede og
bestilte et ophold i Costa
Rica. Først en måneds inten-
sivt spanskkursus (påkrævet,
hvis man ikke snakker
spansk i forvejen) hvor jeg
jeg boede privat hos en fami-
lie.
Derefter en måneds ophold
på et vildtliv dyrecenter og
der efter en flybillet til Vene-
zuela, hvor jeg skulle være i
fire uger på en lille ø og
arbejde med havskilpadder.
Da man selv betaler alle
omkostninger ved sit ophold,
kan man selv bestemme sine
projekter og rejseplan. Og
der er jo ret bekvemt, hvis
man som jeg, var lidt sent
ude.
Costa Rica
I slutningen af oktober havde
jeg så alt pakket og klart og
håbede, at jeg nu havde fået
alt med, så jeg kunne klare
mig i de næste fire måneder,
langt fra mit hjem og dem jeg
kender.
Da jeg ankom til Costa
Rica blev jeg hentet i luft-
havnen af en ung fyr fra
organisationen dernede. Han
kørte mig til familien, jeg
skulle bo hos. Jeg blev ind-
logeret på eget værelse, og
derefter kørte manden igen.
I huset boede en fraskilt
mor, Isabel, med en 20-årige
datter (som aldrig var hjem-
me) og ind imellem forskel-
lige folk, som jeg aldrig fik
helt styr på hvem var. Costa
Ricaneme er et meget gæst-
frit folk. Derudover boede
hendes ældre børn og børne-
børn lige i nærheden. Fami-
lierne er normalt meget store
og meget tæt knyttet til hin-
anden.
Forståelse uden ord
Jeg kunne ikke et ord spansk,
og de kunne ikke et ord
engelsk, så det blev mest til
smil og armbevægelser de
første par dage. Det gik også
fint, bortset fra at Isabel hav-
de de mest mærkværdige
måder at gøre sig forståelig
på nogle gange, hvilket godt
kunne lede til forskellige
misforståelser.
For eksempel troede jeg
den første dag, at vi skulle ud
i junglen og finde frugter til
aftensmaden. »Juhuu, tænkte
jeg, ligesom indianerne i
regnskoven. Jeg er rigtig
kommet til en helt anden kul-
tur.« Jeg fandt dog hurtigt ud
af, at vi bare skulle ned til
frugtmarkedet. Eller den
tredje dag, hvor jeg troede, at
vi skulle ned og muge ud hos
deres heste, og det viste sig
så, at vi skulle til et af de
mange børnebørns fødsels-
dagsselskab. De kiggede lidt,
da jeg troppede op i mit æld-
ste og grimmeste tøj.
Vi boede i en landsby lige
op af bjergene, og skolen jeg
gik på var meget lille og hyg-
gelig. Jeg gik i skole fra 8.30
til 12.30, og resten af dagen
lavede jeg forskellige ting
sammen med familien eller
nogle af de andre udenland-
ske unge, der gik på skolen. 1
weekenderne tog vi tit på
ture, en gang på lejrtur sam-
men med 25 andre unge til en
vulkan nær Nicaraguas
grænse.
Kasserede kæledyr
I december tog jeg så til mit
første projekt, der lå nogle
kilometer fra Stillehavet. De
første par dage var jeg lidt
skeptisk og havde svært ved
at finde ud af, hvad jeg skul-
le lave af arbejde.
Men efterhånden som jeg
fandt ind i rytmen, begyndte
jeg at elske stedet mere og
mere. De fleste af dyrene er
konfiskeret kæledyr, som så
skal forberedes på at komme
tilbage til naturen. Det er et
meget vigtigt projekt, da
mange af dyrene er truede
dyrearter som for eksempel
tukanerne, dovendyr, alle
papegøjerne og aberne.
Jeg kunne bruge timer på
at sidde og studere aberne.
Deres bevægelser og aktivi-
teter ligner uhyggeligt meget
menneskernes. Hver dag op-
levede jeg helt anderledes
ting fra, hvad jeg nogensinde
har oplevet før og jeg arbej-
dede dagen lang, fordi jeg
slet ikke kunne lade være.
Skravl af hunde
Der var også en dyreklinik,
hvor vi nogle gange kunne
hjælpe til. Det var utroligt, så
mange hunde der kom ind.
De havde alle mulige hud- og
tarmsygdomme. Jeg kunne
ikke lade være med at tænke
på mine egne hunde, som
levede et langt hårdere liv,
og som der aldrig havde
været noget i vejen med. Sik-
ke nogle kyllingehunde de
holder sig nede sydpå.
Grønland
Der var også andre unge fri-
villige fra hele verden. Hver
gang jeg sagde, at jeg boede i
Grønland svarede folk, »Nej,
det er første gang at jeg
møder nogen fra Grønland«,
og så måtte jeg jo til at for-
tælle dem om landet.
Det førte tit til store
diskussioner, som vi alle lær-
te meget af. Og de fik rykket
ved deres grænse om hvor-
dan de for eksempel skulle
forholde sig til, at vi spiser
hval- og isbjørnekød. De er
jo vokset op med, at det er
noget man ikke bør gøre.
Folk kendte simpelthen
ingenting til Grønland.
De færreste vidste, hvor
det lå, selvom de ikke var
meget for at indrømme det.
Men altid blev folk meget
fascineret af, hvad jeg kunne
fortælle og af de billeder, jeg
viste.
Venezuela
I januar tog jeg så til Vene-
zuela, hvor jeg startede med
at tilbringe nogle dage i
hovedstaden, Caracas. Det
var en meget stor og snavset
by på hvert gadehjørne så
man hjemløse tiggere, der-
iblandt børn.
Befolkningen i Venezuela
består af en lille del som er
ekstrem rige, en lille middel-
klasse og en stor fattig del.
Og så er regeringen meget
korrupt. Det gjorde ondt i
mig hver gang jeg så de fat-
g tige mennesker, og jeg lærte
o at sætte større pris på det vel-
| fungerende Grønland. Man-
a ge folk lever i nuet og kender
| ikke så meget til den stress,
1 som styrer mange mennesker
i den vestlige verden. Hvis
man eksempelvis skal ind og
købe en lille ting i en butik i
Sydamerika, kan der gå ret
lang tid, fordi ekspedienten
lige skal ordne nogle bøger
og måske lige skal finde
mere papir til kasseapparatet.
Alting til sin tid.
Havskildpadder
Fra Caracas fløj jeg til en lil-
le ø. hvor mit andet projekt
lå. Det var en lille bitte sand-
strandsø med et par palmer,
nogle huse og en lille lan-
dingsbane og absolut ikke
mere.
Her skulle jeg passe hav-
skilpaddeunger, indtil de var
gamle nok til at blive sat fri.
Derudover hjalp jeg til med
rundvisning af turister, der
kom sejlende til for et kort
besøg, små reparationer og
nød så ellers bare solen og
stjernehimlen.
Området er en stor natio-
nalpark, fordi det er verdens
næstrigeste koralrev. Derfor
kommer også jævnligt biolo-
ger eller biologstuderende til
stedet, for at arbejde på deres
forskellige projekter om så
som hummerbestanden,
dronningekonkylier eller om
hajernes føde.
Menneskedele
Vi fangede unge hajer i net
og skar deres maver op, for
at artsbestemme fiskene de
havde spist og enkelte gange
et menneskeben eller arm.
Jeg havde dykkercertifikat
og fik derfor lov til at hjælpe
nogle af biologerne med at
tage prøver fra planter og
koraler.
Det var meget spændende
at se nogle af de forskellige
sjældne fisk og koraler, der
næsten kun lever der. Vi
skulle selv lave mad af de
råvarer, der blev fløjet til og
fra hovedøen, og det var
meget spændende at lære en
så anderledes madkultur at
kende.
De bruger lang tid på at
lave mad, både morgen, mid-
dag og aften, så de kunne
næsten ikke forstå, hvordan
vi kunne nøjes med kun at
bruge tid på madlavningen til
aftensmad.
Jeg har fået mange gode
minder med hjem i rygsæk-
ken, og vil med denne arkti-
kel stærkt opfordre andre
unge til at gøre noget lignede
selv.
Måden, jeg rejste på, er
god, fordi man kommer
meget tæt på kulturen sam-
tidig med, at man hele tiden
har nogle, man kan henvende
sig til, hvis man er i tvivl om
noget.
Mange folk siger til mig,
»Guud - rejste du så helt ale-
ne rundt i de farlige lande?«,
men sagen er, at jeg aldrig
følte mig alene eller usikker.
Hele tiden var tingende godt
arrangeret, og altid var der
mennesker, jeg kunne snakke
med.
Rejs ud
Jeg mener, at det er meget
vigtigt at rejse ud i verden,
når vi nu i dag er så heldigt
stillet med alle de mulig-
heder, vi har.
Man lærer klart nok meget
om andres kultur, men lærer
også meget om sin egen, og
man lærer at respektere hin-
andens kulturer, hvad der er
meget vigtigt.
Grønland er et unikt land,
som jeg elsker at bo i, men
det er vigtigt ar rette øjnene
udad i stedet for kun at kigge
på sin egen lille navle.
OPLEV VERDEN.
Hvis du er interesseret i
Nepenthes Travel kan du
henvende dig til:
Nepenthes Travel
Odensesgade 4B
Boks 602
8100 Århus C
Tlf. 86 13 52 03
De samarbejder med nogle
organisationer i Venezuela,
Costa Rica og Ecuador, så du
betaler både et beløb til Ne-
penthes og det land, du væl-
ger de skal arrangere dit op-
hold. Du kan også henvende
dig direkte til landet, men du
er bedre informeret og sikret
hjemmefra, hvis du går gen-
nem Nepenthes. I kan også
vælge at rejse flere sammen,
og der er som sagt mange
forskellige projekter, de ope-
rerer med. Jeg har hørt fra
mange at opholdende i Costa
Rica og Ecuador skulle være
bedst.
Organisationen
i Costa Rica:
e-mail: acicrc@sol.racsa.co.cr
Ecuador:
fax: (593-2)221628
Venezuela:
e-mail: ceves@sa.omnes.net
llaqutariit Costa Rica-meersut Stinne Jacobsen-ip inuuia eqqaamavaat
Familien i Costa Rica, huskede Stinne Jacobsens fødselsdag.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO