Atuagagdliutit

Årgang
Eksemplar

Atuagagdliutit - 19.08.1999, Side 17

Atuagagdliutit - 19.08.1999, Side 17
GRØNLANDSPOSTEN SISAMANNGORNEQ 19. AUGUST 1999 • 17 1970-ikkut aallartinneranni alapernaarsuisut Sirius-ip illuaraatitoqai ullutsinnut I begyndelsen af 1970-erne begyndte Sirius Patruljen at skifte de gamle fangsthytter ud med rialeqqunnerusunik taarsersorneqalerput. Sulinerlu tamanna suli ingerlanneqarpoq. mere nutidige hytter. Et arbejde, der stadig foregår. - Hvis kulden får lov til at få fat, og kroppens tempera- tur falder til 32-33 grader, påvirkes hjernen. Man får svært ved at tænke klart og træffe beslutninger. Der kan også indtræffe hallucinatio- ner. Det bliver sværere og sværere at tænke realistisk. Man synker ligesom ind i sig selv. Det er her viljen, spiller den afgørende rolle. Giver man op, dør man hurtigt. Men kæmper man imod, kan man rent faktisk overleve i lang tid, indtil man bliver sløvere og sløvere og sløve- re, fortæller Leif Vanggard. Genoplivning Kuldeeksperten pointerer i øvrigt vigtigheden af, at en genoplivning foregår kor- rekt, da det ellers nemt kan koste livet. - Hvis det drejer sig om et menneske, der er omkommet i vand, oplever vi kun sjæl- dent, at de har lave krops- temperaturer. De er simpelt- hen druknet inden, kulden fik overtaget. Får man blot en smule vand i lungerne, er chancerne uhyre minimale. - Derfor er det ikke lige- gyldigt, hvordan man opfører sig, hvis man falder i vandet. Undersøgelser med profes- sionelle svømmere har vist, at man kan opholde sig en til io timer i koldt vand, hvis man fra starten tager det roligt og får vejrtrækningen under kontrol, mens folk, der svømmer med det samme, omkommer hurtigt - Skal man genoplive et forfrossent menneske, skal det foregå efter nogle om- hyggelige regler, så varme- udligningen mellem krop, arme og ben ikke bliver for markant. Det bedste er, hvis vedkommende sætter sig med fødder, hænder og underarme i 45 grader varmt vand - hvilket er lige under smertegrænsen. Hvis dette ikke er muligt, gælder det om at pakke personen ind i tæp- per, så der sker en langsom opvarmning indefra. - Det værste, man kan gøre, er at stimulere blod- cirkulationen ved massage. Så sættes blodet i bevægelse uden at der er reel varme- tilførsel bag det, hvorved det varme blod fra kroppen fly- der ud i de kolde lemmer for at vende koldt tilbage. Det kan i værste fald betyde be- tyde døden. Det samme gør sig gældende, hvis man tager kulderamte mennesker ind i et overophedet hus. Det har i flere tilfælde kostet liv, som ellers kunne være reddet, siger Leif Vanggaard. De små samfund Som stabslæge for Sirius- patruljen har den tidligere kommandør opholdt sig i Grønland mange gange. Til- sammen cirka fire et halvt år. Det er blevet til rejser over- alt, men især i Østgrønland, hvor Sirius-patruljen har sin base og udøver suverænitets- håndhævelsen fra Ittoqqor- toormiit til Thule. - Naturen i Vest- og Øst- grønland er lige dejlig på hver sin måde. Vestgrønland er mildere, mens Østgrøn- land er storslået. Men Øst- grønland er også interessant, fordi mennesker her ofte må leve og indordne sig sammen i ganske små grupper på vejrstationer eller i Sirius- patruljen. Det giver et ganske særligt psykologisk klima. Folk kommer virkelig til at kende hinanden her, og de mekanismer har jeg været meget fascineret af. - Mange tror måske, arbej- det er ensomt, men sådan op- lever de ikke selv tilværelsen. I Sirius-patruljen er med- lemmerne hele tiden travlt optaget, og på vejrstatio- nerne har de også deres eget liv. Jeg spurgte således en- gang en medarbejder ved en vejrstation, om det ikke var ensomt heroppe. - Nej, Dok. Vi er syv med- arbejdere her på vejrstatio- nen. Dem kender jeg virke- ligt godt. Hvor mange kender du? Ingen overmennesker Som stabslæge for Sirius- patruljen var Leif Vanggaard også med til at udvælge kan- didaterne. Forsvaret mod- tager cirka 50 ansøgninger hvert år. Heraf bliver syv- otte optaget og undervejs dropper i gennemsnit to ud. - Vi går efter sunde og raske mennesker. De må ikke betragte sig selv som over- mennesker eller have et stort ego. De skal være psykolo- gisk robuste, og så forsøger vi at undgå ledertyper. Vi har brug for folk, der kan indord- ne sig og arbejde i sjak. Der er jo hele tiden to mand ude med slæde, og her vil det ikke være godt, hvis den ene er for dominerende, fortæller Leif Vanggaard, der i sin tjenestetid besøgte Sirius- patruljen hver sommer og vinter. - Hovedkvarteret i Dan- mark udgør en slags backing- gruppe, hvis der skulle ske et uheld. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden er ajour med for- holdene og har føling med personerne. En Sirius-mand er jo kun udstationeret for to år ad gangen, så hukommel- sen om stedet er kort, fortæl- ler Leif Vanggaard, der ikke mener, at det ville være hen- sigtsmæssigt at udstationere folk i længere tid i Sirius- patruljen. - Sirius-medlemmeme har det godt deroppe. De får alt serveret og lever i en for anden slags virkelighed. Alt er tilrettelagt og organiseret på de overordnede linier. Derfor må de ikke være der- oppe for mange år. Det er jo unge mennesker, og et for langt ophold kan vanskelig- gøre en tilbagevenden til en dagligdag i et kompliceret samfund, hvor de igen skal til at tage sig af rudekuverter og andre hverdagsting. Af Christian Schultz-Lorentzen Leif Vangaard oqaatsit nutaanngitsut atorlugit ilinniamertuunngoqqammersoq. Leif Vanggaard som nybagt gammelsproglig student. Vanggaard reddede AG-redaktøren 10. marts 1972 udsendte KNR et radioforedrag af Leif Vanggaard. Her for- talte han om, hvad der sker, når legemstempera- turen falder ekstremt. Når man for alvor be- gynder at fryse, ryster man, og rystelserne forstærkes og kan blive helt groteske, indtil de på trods af den stadigt faldende legems- temperatur begynder at af- tage for til sidst helt at for- svinde. Det er mildt sagt en fare- tilstand, og det mest uhyg- gelige er, at kroppen signa- lerer varme og velvære. 11. marts - dagen efter - tog undertegnede på rype- jagt på Nuuks nordland, hvor vi blev sat i land for- skellige steder. Et pludse- ligt uvejr med stærkt fal- dende temperaturer og storm satte imidlertid en brat stopper for jagten, og det blev nødvendigt at overnatte i en snefane ved Maalutu. Det blev en kold nat, ud og ind af den snævre hule, gymnastik og løbeture, ud- mattende... Om morgenen var alt godt, tilsyneladende. Der var varmt, og det så ud, som om solen skinnede. Jeg skulle lige til at sove videre, da Leif Vanggaards beskrivelse af temperatur- faldet i kroppen tændte en alarmlampe. Og det var der al mulig grund til. Først efter tre kvarters hårdt arbejde, lyk- kedes det med stort besvær at komme ud af snehulen og brase op gennem kulde- rystelserne til en rimelig normaltilstand - udenfor livsfare. Var det ikke for Leif Vanggaard og KNR, var den nuværende AG-redak- tør »smuttet« den morgen. Tak til begge. Jens Brønden NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.