Atuagagdliutit - 19.08.1999, Qupperneq 17

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 19. AUGUST 1999 • 17
1970-ikkut aallartinneranni alapernaarsuisut Sirius-ip illuaraatitoqai ullutsinnut I begyndelsen af 1970-erne begyndte Sirius Patruljen at skifte de gamle fangsthytter ud med
rialeqqunnerusunik taarsersorneqalerput. Sulinerlu tamanna suli ingerlanneqarpoq. mere nutidige hytter. Et arbejde, der stadig foregår.
- Hvis kulden får lov til at
få fat, og kroppens tempera-
tur falder til 32-33 grader,
påvirkes hjernen. Man får
svært ved at tænke klart og
træffe beslutninger. Der kan
også indtræffe hallucinatio-
ner. Det bliver sværere og
sværere at tænke realistisk.
Man synker ligesom ind i sig
selv. Det er her viljen, spiller
den afgørende rolle. Giver
man op, dør man hurtigt.
Men kæmper man imod, kan
man rent faktisk overleve i
lang tid, indtil man bliver
sløvere og sløvere og sløve-
re, fortæller Leif Vanggard.
Genoplivning
Kuldeeksperten pointerer i
øvrigt vigtigheden af, at en
genoplivning foregår kor-
rekt, da det ellers nemt kan
koste livet.
- Hvis det drejer sig om et
menneske, der er omkommet
i vand, oplever vi kun sjæl-
dent, at de har lave krops-
temperaturer. De er simpelt-
hen druknet inden, kulden fik
overtaget. Får man blot en
smule vand i lungerne, er
chancerne uhyre minimale.
- Derfor er det ikke lige-
gyldigt, hvordan man opfører
sig, hvis man falder i vandet.
Undersøgelser med profes-
sionelle svømmere har vist,
at man kan opholde sig en til
io timer i koldt vand, hvis
man fra starten tager det
roligt og får vejrtrækningen
under kontrol, mens folk, der
svømmer med det samme,
omkommer hurtigt
- Skal man genoplive et
forfrossent menneske, skal
det foregå efter nogle om-
hyggelige regler, så varme-
udligningen mellem krop,
arme og ben ikke bliver for
markant. Det bedste er, hvis
vedkommende sætter sig
med fødder, hænder og
underarme i 45 grader varmt
vand - hvilket er lige under
smertegrænsen. Hvis dette
ikke er muligt, gælder det om
at pakke personen ind i tæp-
per, så der sker en langsom
opvarmning indefra.
- Det værste, man kan
gøre, er at stimulere blod-
cirkulationen ved massage.
Så sættes blodet i bevægelse
uden at der er reel varme-
tilførsel bag det, hvorved det
varme blod fra kroppen fly-
der ud i de kolde lemmer for
at vende koldt tilbage. Det
kan i værste fald betyde be-
tyde døden. Det samme gør
sig gældende, hvis man tager
kulderamte mennesker ind i
et overophedet hus. Det har i
flere tilfælde kostet liv, som
ellers kunne være reddet,
siger Leif Vanggaard.
De små samfund
Som stabslæge for Sirius-
patruljen har den tidligere
kommandør opholdt sig i
Grønland mange gange. Til-
sammen cirka fire et halvt år.
Det er blevet til rejser over-
alt, men især i Østgrønland,
hvor Sirius-patruljen har sin
base og udøver suverænitets-
håndhævelsen fra Ittoqqor-
toormiit til Thule.
- Naturen i Vest- og Øst-
grønland er lige dejlig på
hver sin måde. Vestgrønland
er mildere, mens Østgrøn-
land er storslået. Men Øst-
grønland er også interessant,
fordi mennesker her ofte må
leve og indordne sig sammen
i ganske små grupper på
vejrstationer eller i Sirius-
patruljen. Det giver et ganske
særligt psykologisk klima.
Folk kommer virkelig til at
kende hinanden her, og de
mekanismer har jeg været
meget fascineret af.
- Mange tror måske, arbej-
det er ensomt, men sådan op-
lever de ikke selv tilværelsen.
I Sirius-patruljen er med-
lemmerne hele tiden travlt
optaget, og på vejrstatio-
nerne har de også deres eget
liv. Jeg spurgte således en-
gang en medarbejder ved en
vejrstation, om det ikke var
ensomt heroppe.
- Nej, Dok. Vi er syv med-
arbejdere her på vejrstatio-
nen. Dem kender jeg virke-
ligt godt. Hvor mange kender
du?
Ingen overmennesker
Som stabslæge for Sirius-
patruljen var Leif Vanggaard
også med til at udvælge kan-
didaterne. Forsvaret mod-
tager cirka 50 ansøgninger
hvert år. Heraf bliver syv-
otte optaget og undervejs
dropper i gennemsnit to ud.
- Vi går efter sunde og
raske mennesker. De må ikke
betragte sig selv som over-
mennesker eller have et stort
ego. De skal være psykolo-
gisk robuste, og så forsøger
vi at undgå ledertyper. Vi har
brug for folk, der kan indord-
ne sig og arbejde i sjak. Der
er jo hele tiden to mand ude
med slæde, og her vil det
ikke være godt, hvis den ene
er for dominerende, fortæller
Leif Vanggaard, der i sin
tjenestetid besøgte Sirius-
patruljen hver sommer og
vinter.
- Hovedkvarteret i Dan-
mark udgør en slags backing-
gruppe, hvis der skulle ske et
uheld. Derfor er det vigtigt, at
vi hele tiden er ajour med for-
holdene og har føling med
personerne. En Sirius-mand
er jo kun udstationeret for to
år ad gangen, så hukommel-
sen om stedet er kort, fortæl-
ler Leif Vanggaard, der ikke
mener, at det ville være hen-
sigtsmæssigt at udstationere
folk i længere tid i Sirius-
patruljen.
- Sirius-medlemmeme har
det godt deroppe. De får alt
serveret og lever i en for
anden slags virkelighed. Alt
er tilrettelagt og organiseret
på de overordnede linier.
Derfor må de ikke være der-
oppe for mange år. Det er jo
unge mennesker, og et for
langt ophold kan vanskelig-
gøre en tilbagevenden til en
dagligdag i et kompliceret
samfund, hvor de igen skal
til at tage sig af rudekuverter
og andre hverdagsting.
Af Christian
Schultz-Lorentzen
Leif Vangaard oqaatsit nutaanngitsut atorlugit ilinniamertuunngoqqammersoq.
Leif Vanggaard som nybagt gammelsproglig student.
Vanggaard reddede
AG-redaktøren
10. marts 1972 udsendte
KNR et radioforedrag af
Leif Vanggaard. Her for-
talte han om, hvad der
sker, når legemstempera-
turen falder ekstremt.
Når man for alvor be-
gynder at fryse, ryster man,
og rystelserne forstærkes
og kan blive helt groteske,
indtil de på trods af den
stadigt faldende legems-
temperatur begynder at af-
tage for til sidst helt at for-
svinde.
Det er mildt sagt en fare-
tilstand, og det mest uhyg-
gelige er, at kroppen signa-
lerer varme og velvære.
11. marts - dagen efter -
tog undertegnede på rype-
jagt på Nuuks nordland,
hvor vi blev sat i land for-
skellige steder. Et pludse-
ligt uvejr med stærkt fal-
dende temperaturer og
storm satte imidlertid en
brat stopper for jagten, og
det blev nødvendigt at
overnatte i en snefane ved
Maalutu.
Det blev en kold nat, ud
og ind af den snævre hule,
gymnastik og løbeture, ud-
mattende...
Om morgenen var alt
godt, tilsyneladende. Der
var varmt, og det så ud,
som om solen skinnede.
Jeg skulle lige til at sove
videre, da Leif Vanggaards
beskrivelse af temperatur-
faldet i kroppen tændte en
alarmlampe.
Og det var der al mulig
grund til. Først efter tre
kvarters hårdt arbejde, lyk-
kedes det med stort besvær
at komme ud af snehulen
og brase op gennem kulde-
rystelserne til en rimelig
normaltilstand - udenfor
livsfare.
Var det ikke for Leif
Vanggaard og KNR, var
den nuværende AG-redak-
tør »smuttet« den morgen.
Tak til begge.
Jens Brønden
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO