Tímarit lögfræðinga - 01.01.1958, Blaðsíða 6

hurtig klar, at grænsen mellem pá den ene side de minori-
tetsrettigheder, som kun kan udöves af aktionærer, der
repræsenterer en vis brökdel af aktiekapitalen, og pá
den anden side de individualrettigheder som tillcommer
hver enkelt aktionær, ikke ligger fast. Man kommer ingen
vegne ved forsög pá at drage logiske slutninger af, hvad
der ligger i „aktierettens begreb“ eller „aktionærstillingen
som sádan“.
Det er stridende mod moderne retsfunktionel metode
ved en logislc-konstruktiv analyse af forud opstillede ret-
lige begreber at söge at udfinde de retsvirkninger, som
„begrebsmæssig“ má fölge deraf. Man finder ikke andet,
end hvad man selv bar lagt ind i begrebet ved den de-
finition, man liar givet af dette.
Nár man skal tage stilling til, livilke individual- eller
grundrettigheder der má tilkomme enhver alctionær, og
hvilke minoritetsrettigheder der bör anerkendes for en
aktionærgruppe, der repræsenterer en vis del af aktie-
kapitalen, er man henvist til retspolitiske betragtninger
og ökonomisk-retlige overvejelser. Man kan lade sig
inspirere af moderne fremmede, særlig nordiske lov-
ordninger, men i förste række má man bygge pá de er-
faringer, som har fundet udtryk i vore domstoles praksis
vedrörende tilfælde, hvor en majoritet og en minoritet
er stödt sammen i aktieselskaber.
Det er klart, at der er nöje sammenliæng mellem ud-
strækningen af den enkelte aktionærs individualrettig-
heder og indlioldet og omfanget af de minoritetsrettig-
heder, som loven tilkender aktionærer, der repræsenterer
en vis brökdel af aktielcaptitalen. Men hvis en dröftelse
af minoritetsproblemet i aktieselskaber skal boldes inden
for den tid, en foredragsholder med rimelighed kan pá-
regne at fastholde tilhörernes opmærksomhed, má emnet
begrænses.
Spörgsmálet om minoritetsbeskyttelsen má da koncen-
trere sig om de tilfælde, hvor der bör anerkendes en sær-
4
Timarit lögfræöinga