Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.11.1919, Blaðsíða 11

Nr. 1
Meddelelser fra Dansk-islandsk Kirkeudvalg.
11
Her cr nu ikke Tid eller Lejlighed til at gøre
nærmere Rede for de særlige Opgaver, som vi kan
vente at staa overfor i Fremtiden, eller de særlige
Krav. som efter vore særlige Omstændigheder kan
blive stillet til os; det er jo desuden umuligt at sige
i Forvejen, af hvad Slags de vil blive. Men Hoved-
sagen er, hvilke de saa end bliver, at de kan møde
os rede til at lage dem op, med levende Forstaaelse
for, hvad der tjener til vor Fred, og med inderlig
Længsel efter at vise os som samvittighedsfulde Ar-
bejdere, saa at Guds og Jesu Kristi Sag ikke skal
blive ladet paa Grund af vor Uduelighed og Lige-
gyldighed, og den Anskuelse ikke skal slaa Rod i Al-
menbevidstheden, at Islands Kirke har haft sine bed-
ste Dage, og at derfra er intet mere at vente. Men
hvad (ler end kan ske, hvilke Røster der kan
komme os for Øren fra Tidens Dyb, saa er det Livet
om at gøre, al Jesus Kristus, Guds Søn, er os et og
alt, — at vi i alt lader os lede og styre af hans Aand
og holder urokkeligt fast ved ham og hans Evange-
lium, saaledes som han bar stadfæstet det med sin
Død, og samtidig kappes om i alle Henseender at
frugtbargøre al den Kraft lil social Forbedring og
kirkelig Fremgang, som strømmer til os fra ham. Den
fuldkomne Retfærdighed og den rene Kærlighed er
de Vaaben, som kristne Mænd har al bruge i den
Kamp, som Tiderne fører dem ind i. Men begge Dele
gives os a'ene i Samfund med Gud i Jesus Kristus.
Iler ha:- det hjemme mere end nogensinde: Uden mig
kan 1 slet intet gøre.
Gud give edfer og mig — Gud give alle vor Kirkes
Tjenere sin Helligaands Naade lil at forstaa dette
og lil at holde fasi paa, hvad der saa end møder os,
al Jesus Kristus er Linet alene, at da og kun da kan
vi vente 'Frugt af vort Arbejde, naar vi helliger ham
vort Liv og vor Gerning, idet \i stadig holder fast
paa, at den, som har Kristus, han har ogsaa alle
Visdommens og Erkendelsens Skatte at øse af, og
den, som har dem og gaar til dem, han behøver ikke
al frygte for Fremtiden, hvad den nu end kan bære
i sit Skød.11