Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Side 7

ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK
5
Sommernat. Vi elsker disse »Sange fra Havet«, disse »dæmpede Me-
lodier«.
Men de skal ogsaa være »dæmpede« for at klinge »som en sød Mu-
sik« for vort Hjærte. Og vi smiler undertiden, naar vi synes, at Nord-
manden og Islændingen tager Tonen lovlig højt, naar de synger om deres
Land eller Folk. Men til andre Tider kan vi med en Smule misundelig
Længsel lytte til deres ubændige Kærlighedserklæring og ønske, at det
var os, der sang: »Ja, vi elsker dette Landet!«
2.
Saaledes har det norske Sind og den norske Digtning ofte fortryllet
danske Hjærter. Ogsaa rent personligt, gennem Digter- og Kunstnerper-
sonlighederne selv. Hvordan betog ikke Bjørnson, hvem han mødte, da
han i sin Ungdom slog igennem i København!
Men et halvt Aarhundrede i Forvejen, da Norskheden endnu laa i
Dvale, sker noget ganske tilsvarende, dengang da en ung norsk Student
Michael Rosing indtog den danske Skueplads i København og satte sit
norske Præg paa det danske Drama, ja indirekte prægede Oehlenschlå-
gers Heltes Patos. Oehlenschlager skriver i sine Erindringer: »Hakon Jarl,
Axel, Hagbarth, Stærkodder og Tordenskjold ere norske Helte«. Og —
som det nylig er udtalt af Skuespiller Johannes Poulsen i Anledning af
Opførelsen af »Tordenskjold« — »Tragedieskuespillerne i Guldalderen
talte Norsk eller et daniseret Norsk, og af Samtiden regnedes dette norsk-
pravirkede Dansk for forædlet Dansk«. Ja han siger endog: »Vi mo-
derne Skuespillere kan ikke spille Oehlenschlager, og dette skyldes igen
Sproget«. Saaledes ligger den store Nordmands Skygge endnu over den
danske Skueplads.
Det var i disse og andre lignende Tilfælde den naive Følelses Kraft
og den umiddelbare Patos, der vovede at tro paa sig selv, der ganske
afvæbnede det velbekendte danske Lune. Den norske Selvfølelse tog
med en stor Armbevægelse den danske Selvkritik under Armen og spad-
serede af med den. Og hertil kom den djærve Sprogklang, saa umid-
delbart indtagende for danske Øren.
Det behøver kun at nævnes, at det var den norske Holbergs Lune, som
havde grundlagt den danske Skueplads og den norsk-danske Litteratur.
Hans salte Ord og friske Latter vandt den store Sejr at faa det danske
Folk til at le ad sig selv og helt glemme, at det var en fremmed, som
gjorde dette Mesterstykke.
Omvendt fandt det norske Aandsliv tidt Støtte i Danmark under sin