Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Side 8

6
ARNE MØLLER
Vaagnen og under sin Vækst. Her har altsaa været et paa mange Maa-
der gensidigt Forhold mellem dansk og norsk Renæssance.
Ganske anderledes skulde det gaa til, da den islandske Digtning i vor
Tid paa Ny fik Mund og Mæle. Sprogforskellen var saa stor, at der
ikke blev Tale om nogen Paavirkning fra Islandsk, ja at det længe gik
ganske upaaagtet hen, at det gamle Folk af Skjalde havde faaet nye
Skjalde, som var begyndt at synge en ny Sang midt i det danske Folk
Og paa den anden Side viste den genfødte islandske Digteraand sig straks
ved sin Fremtræden i klar Bevidsthed om sin Egenart og i skarp Mod-
sætning til dansk Folkelighed.
Man kan nok finde Undskyldninger for, at Danmark ikke var forbe-
redt paa et saadant Opvæld af islandsk Aandsliv. Folket var fattigt
og glemt. Ja, næsten uden Tro paa sig selv. Skønt det syttende
Aarhundrede havde skænket det islandske Folk Hallgrimur Pjeturssons inder-
lige, dybe Salmer, det stærkeste Vidnesbyrd om ejendommelig islandsk
Aandskraft siden Reformationen, og skønt det attende Aarhundrede havde
fostret den store Fædrelandsven og Folke vækker Eggert 6lafsson, kunde
den islandske Nationalfølelse i det attende Aarhundrede synes næsten
døende. En Rektor ved Skålholt Latinskole kan udtale:
»Jeg anser det ikke alene unyttigt, men desuden meget skadeligt, at
man skal beholde det islandske Sprog. Saa længe Islænderne havde fæl-
les Sprog med andre nordiske Nationer, var de allevegne i stor Ære og
Anseelse. Men nu om Stunder, siden deres Sprog er bleven uforstaaelig
for andre, er de meget ringe agtede. Det forhindrer dem i deres Om-
gængelse med andre Nationer, i deres Handel og Vandel. Hvorfor skulde
man da være saa fastholdende derved? Lader os antage det danske Sprog,
efter som vi staar under en dansk Regiering og Communication med
danske Folk. c
Det er jo sprogligt Selvmord, som her anbefales. Men netop da man
var ved at opgøre Nationens Fallitbo, skulde Nationalfølelsen vaagne op
og slaa paa sine Strænge og synge det unge Islands Morgensang.
3-
Der gik en attenaarig Student i København og studerede Jura. Det
var et Par Aar efter, at en dansk Yngling havde opgivet de juridiske
Studier, som han da heller ingen Gaver havde for, for at give sig til at
gøre Vers. Den danske Yngling hed Adam Oehlenschlager. Den island-
ske, som var syv Aar yngre, hed Bjarni Thorarensen.
Han var af anset Familie paa Island og havde haft sin Barndom paa
HliSarendi, Gunnars Gaard, sammen med sit Folks gamle Oldtidsminder.
Han havde som Dreng redet under Fjældet Trihyrningur, og han havde