Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Page 10

8
ARNE MØLLER
Se, Tidernes Hære dig bringer en Krans
af Sole fra Himlenes Favn!
For dig er een Dag som tusind Aar,
Aartusinder Dage, vor Gud,
en Evighedsblomst, der i Duggraad staar
og tilbeder dig og gaar ud,
Islands tusind Aar
en Evighedsblomst, der i Duggraad staar
• og tilbeder dig og gaar ud.
At høre Islændinge synge denne Sang er som at høre dem bekende
deres folkelige Tro sammen med deres Fædre i tusind Aar. I »Island
vor oldgraa Mor« er det en ung Mand, der synger, fordi han i det fjærne
længes efter sin gamle Mor, sin elskede Fædrenejord. Men hele Folket
var ikke kommet til at synge i Kor, hvis ikke denne Yngling havde sun-
get for. Og Bjarni Thorarensens Fædrelandssag, »Eldgamla Isafold«,
som den hedder paa Islandsk, er karakteristisk for den islandske Natio-
nalfølelse i dens Gennembrud.
Den er født ud af en dobbelt Længsel: Længslen efter den herlige
Fortid og Længslen efter Hjemlandet. Derfor lægger han først sit unge
Hjærtes Længsel efter den svundne Stortid ind i det svulmende Begyn-
delsesord: »Eldgamla!« Thi det er ingen Tilfældighed, at Digtet begyn-
der hermed. Naar det gamle historiske Folk skulde finde sig selv igen,
kunde det kun ske ved, at det først søgte tilbage. Thi hvad var der i
Nutiden at øse Folkehaab af?
Bjarni Thorarensen ser derfor næsten kun det Island, som var. Eller
rettere: Det gaar i ét for ham, Landet, som det var, og som det er.
Ligesom dengang han var Dreng og red derhjemme under Fjældet Tri-
hyrningur.
Men tillige længes han saa saare hjem. Som saa mangen Islænding
i København, baade før og siden. Og i denne Længsel ser han sig med
meget umilde Øjne omkring paa Byen og paa Folket. Atter sikkert i
bedste Overensstemmelse med mange af sine Landsmænd, baade før og
siden.
Længslen gør ham, som den let kan, noget pirrelig og meget ubillig
over for hans nærmeste Omgivelser. Der er derfor heller ingen Anled-
ning til at tage for højtideligt paa hans meget ungdommelige Karrikatur
af det Danmark, som han sikkert kun kendte fra Københavns Gader.
Saa meget mere som det danske Lune pudsigt nok et Par Aar efter
tog en spøgefuld Hævn ved en ulige mere vittig Karrikatur af det da-
værende Reykjavik. Det var, dengang den grandiose Æventyrer Jørgen
Jtirgensen (en Farbroder til Tegneren Frits Jiirgensen) paa Napoleonskri-
genes Tid 1809 nogle Uger spillede »Hundedagskonge« paa Island og
bl. a. morede sig deroppe med at tegne en Karrikatur af et »Bal i Reyk-