Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Side 11

ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK
9
javik«, mens han »sad paa Tronen« deroppe. Og Spøgen bliver ikke
mindre morsom, naar man ved, at der er de Islændinge, som har taget
den lystige Hundedagskonge for ramme Alvor, og at der er sunget om
ham som en Slags Befrier for Sagaøen. »Taknemlig han tørred en Taare
af Kind, fordi med det samme han saa, at Jørgen var ventet Aar ud,
Aar ind, og nu skulde Lykken han naa«. Det vilde sikkert have moret
Frits Jiirgensens Farbror meget, om han havde kendt disse Linjer af
Thorsteinn Erlingsson og kunde have sat dem under sin Tegning!*
Den samme Thorsteinn Erlingsson har i øvrigt mod Slutningen af
Aarhundredet formet den Følelse, som Bjarni Thorarensen i Forbigaaende
gav et saa ungdommeligt Udtryk for ved Aarhundredets Begyndelse, i et
fast Billede, Stækkede Svaner (fra Sortedamssøen):
Der lyder Sol- og Sommersang
fra Luftens klare Stier.
Du sørger hele Dagen lang,
den glade Dag, og tier.
For sang du, vilde brudt din Røst,
min blide Svane, klikke,
da i den tamme Pyt til Lyst
for andre du maa ligge.
Din Fryd er bristet. Jeg forstaar,
hvor dybt du maa dig græmme.
Du svang dig højt i svundne Aar
og sang med fager Stemme.
Men vær dog ej, trods alt, forknyt —
din Lige ingen bliver,
skønt om du i den sorte Pyt
med stækket Vinge driver.
Jeg ved, hvor en fra Hav man ser
staa hjem med Flugt i Vingen,
og den har ingen halve Fjer
og intet Smuds paa Bringen.
Fra Fangst og Storm den sejler fri
langs høje Fjældes Rande.
Sin hvide Hals den spejler i
de mørke Heders Vande.
Dette Digt er et Vidnesbyrd blandt mange om, at det er med et
virkeligt Folkeinstinkt, at Bjarni Thorarensen straks føler Modsætningen
mellem de to Landes Naturer og de to Folkesind. Modsætningen mel-
lem det »yndige Land« og Islands vældige og frie Natur, hvis »Tindesne
er bedre at se«; det danske Lune, der, navnlig som det »københavnske
Grin«, »tirrer dumt ved at le«, over for Islændingens stejle Patos eller
beske Satire.
Mon det ikke hører til Sjældenhederne at finde Nidvers i en National-
sang? (Thi selv om Islændinge aldrig synger disse Vers nu, har National-
følelsen dog brudt sig Vej sammen med dem. Der er som et Ar af den
gamle Misstemning paa Fædrelandssangen). I alt Fald er det jo Tegn
paa en vis Usikkerhed i den nationale Selvbevidsthed, som den endnu
kommer til Orde her, at den ikke har nok i roligt at hvile i sig selv, men kan
lade sig »tirre af Taabeme« — ligesom Gunløg Ormstunge i Erikjarls Hal.
* »Ballet« kan ses i Jon Thorkelsson: Saga Jorundar Hundadagak<5ngs 1892.