Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Page 12

ARNE MØLLER
IO
4- '
Hvorfor forløb nu Mødet mellem dansk og islandsk Aand dengang
saa ganske anderledes end mellem dansk og norsk?
Den langt større Afstand mellem Sprogene giver en hel Del af For-
klaringen. Og denne Afstand vil ikke alene sige, at Islandsk er det
sværeste Sprog af de nordiske for en Dansk at forstaa, men ogsaa at vi
her møder en langt ældre Form af Sproget med mange gammeldags Ejen-
dommeligheder. Bogstavrimet f. Eks. giver den islandske Lyrik en Sær-
stilling inden for den nordiske Lyrik. Derfor blev den nye Digtning
uænset længe, nemlig indtil den er begyndt at blive kendt gennem Over-
sættelser.
Men der synes ogsaa at være en langt større Afstand mellem Folke-
karaktererne. Saaledes at man paa islandsk Side har følt sig mere nødt
til at hævde sig i stejl Selvfølelse og barsk Kritik over for det danske
end til at tage mod Paavirkning derfra. Og hvor Paavirkningen har fun-
det Sted — saaledes som sket er baade over for den danske Romantik
og Realisme — er det ikke altid, at dette er blevet anerkendt.
Saaledes var Fædrelandsfølelsen næppe blevet til Sang i »Eldgamla
Isafold«, om ikke Bjarni Thorarensen var blevet paavirket gennem den
danske Romantik og nyvaagnede Folkefølelse. Men heraf findes der in-
gen Tilstaaelse. Thi stærkere føltes baade her og i andre nationale Digte
Modsætningen.
Denne beror ikke alene paa. at det er et lille Folk og et Folk, som
i mange Aarhundreder havde staaet under Danmark. Især det sidste
gjaldt ogsaa for Norge. Ja, Norges folkelige Selvstændighed har maattet
finde sig i langt større Indgreb af det danske Folk. Ikke mindst sprog-
ligt. Den norske Folkefølelse kunde i sit Frembrud have haft Grund til
større Bitterhed. (Saadan som det kom til Orde med Henrik Wergeland
og nu føles af de Maalmænd, der helst vil borteliminere hele den danske
Paavirkning.)
Nej, Islændingen har følt sig langt mere kuet af Fattigdom og Ensom-
hed. Hans Sprog bliver ikke forstaaet, endsige beundret. Der kan i
Almindelighed ikke være Tale om sproglig Paavirkning fra hans Moders -
maal paa Dansk. Og naar han lægger sig efter at tale Dansk, klinger
det ikke med det indtagende fremmede Tonefald, som naar Nordmanden
taler det.
Og dybere endnu ligger Modsætningen mellem Folkesindene. Islæn-
dingen har sin stærke Selvfølelse, men næppe den norske aabne Selvtil-
lid og myndige Patos. Han har ikke den naive Følelses Kraft, men er
mere kritisk anlagt og mere Forstandsmenneske. Hans Følelse kan natur-