Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 13

ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK
x i
ligvis være lige saa ægte og dyb; men den maa vist gerne først klares
gennem Eftertanke. Stemning er ham ikke nok.
I Sammenhæng hermed staar det, at, naar Islændingen gør sig lystig
over Dumhed og Svaghed, saa er hans Lystighed sjælden lunet af Lune,
men oftest bidende kold Satire. I Danmark staar Revybrandere i Folke-
yndest; paa Island laver man endnu »ormetungede« Nidvers om Mænd
og Forhold.
Og bag ved disse Modsætninger har Islændingen dog saa stærk en
Selvbevidsthed, fordi han tilhører et Folk med en selvstændig gammel
Aandskultur, ja den forholdsvis ypperste i Norden, og en berettiget Selv-
følelse af, at han har bevaret den mest ubrudte Forbindelse med oldnor-
disk Aand og Sprog. Som Jbnas GucSlaugsson skriver: »Det Folk, som
har mig fostret, har baaret store Drømme, har baaret stærke Tanker igen-
nem Tidens Nat. De brænder, disse Drømme, de lyser, disse Tanker,
og egged mig at hæve en gemt og sjælden Skat. Det Folk, som har
mig fostret, er nu blit glemt af Tiden, det gav sit Lys til andre og sank
i Mulm og Nat«.
Derfor er der noget trodsigt over den islandske Renæssance, mere end
over Brødrefolkenes. Derfor kunde Chr. Richardt, om han havde tænkt
paa at tage Island med i sin berømte Sang om de tre nordiske Folk,
passende have digtet: »Er der lidt trodsigt ved Folket dér —«. Thi den
islandske Nytidsdigtning er rig paa Frihedssange, der rejser sig ensomt
og trodsigt som et nøgent Fjæld ud imod det aabne Hav.
Et Aarhundrede efter Bjarni Thorarensens Sang skrev Hannes Haf-
stein Sekelskifte, hvori disse Linjer:
Gud, som gav Ry og Ros i gamle Tider,
skænk os nu Mod og Kraft igen omsider!
Sløt os den Sorgens Nat, hvori vi strider!
Aftør den Skammens Graad, der Øjet svider!
Islandske Mænd? Ny-Seklets Fremtidsgaade
nægtes det os, der lever nu, at raade.
Eet er dog vist, den gemmer Kamp og Vaade.
Ætjord 1 Vor Gud se til dig i sin Naadel
Hver vil faa sit — men, Brødre, eet vi alle
skal, til hvad Side Kampen end vil kalde,
skal, imod hvem saa Stridens Lur vil gjalde :
elske vort Land og tro det værge — alle!
Thi det skal til sidst kun nævnes, at Modsætningen mellem de to
Folkekarakterer har faaet en særlig bitter Tilsætning under den politiske
Kamptilstand, der igennem et Aarhundrede blev kronisk, mens Danmark
forskaanedes for noget lignende over for Norge, fordi Baandet blev skaa-
ret over 1814.