Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Síða 16

14
ARNE MØLLER
3-
Den som først rigtig slog til Lyd for den lille islandske Digterflok i
Danmark og viste, at den havde noget paa Hjærte, var den altfor tidlig
døde Jéhann Sigurjénsson med Dramaet Bjærg-Eivind og hans
Hustru. Han er et af de rigest udstyrede lyriske Digteranlæg, som
Island har kendt i den nyere Tid, med en vidunderlig Fantasi og et
ægte Mesterskab i Sprog og Stil.
Lige efter at Bjærg-Eivind og hans Hustru var udkommet skrev
jeg om den litteraturhistoriske Betydning deraf: »Med Jéhann Sigurjéns-
son er den nyislandske Digtning med ét Slag blevet noget mere end
et Led i Folkets Selvudvikling — thi den store Digtning taler til
al Verden.« Det var i 1912. Siden da er Dramaet blevet oversat paa
ni Sprog og sat paa Film. Hvis saadanne ydre Kendsgerninger kan gøre
det, kan det maaske siges, at der nu foreligger Vidnesbyrd om, at disse
dengang noget stærke Ord ikke var helt ugrundede.
J6hann Sigurj6nsson (død 1919) fødtes 1880 paa Gaarden Laxamyri
i det nordøstlige Island ud af en anset Storbondeslægt. Man tør vel tro,
at han ikke kunde have skrevet den skønne Scene i Gaarden Hraun,
hvor Bonden og hans Hustru følges ad hjem til den af Jordskælvet øde-
lagte Gaard, hvis han ikke havde været Søn af to betydelige Personlig-
heder og selv havde haft et ejendommeligt og vidtfavnende Hjem i sit
velstaaende Barndomshjem. Det er dér, hvor Samtalen mellem dem
ender med, at Hustruen siger: »Gaar du hjem! (gaar efter ham). Hvor-
dan det saa gaar — vi skal være sammen om det«. Og han svarer,
idet han standser og ser sig over Skuldren: »Hører I, min Kone er ikke
ræd«. Det er en Nutidssaga om den gammelnordiske Troskab mellem
Njal og Bergthora. Han skulde vende tilbage dertil i sit sidste Drama
om netop denne Saga. Her er den berettet med sønlig Kærlighed.
Jbhann Sigurjénsson har selv fortalt om sin dramatiske Indvielse der-
hjemme :
»Paa min Fødegaard Laxamyri blev der hvert Aar engang imellem
Jul og Nytaar opført et Skuespil. En af mine Brødre var Direktør —
undertiden ogsaa Forfatteren. Mine ældre Søskende og Arbejdsfolkene
var Skuespillere. Far og Mor, vi yngste Børn og Folk fra de nærmeste
Gaarde var Tilskuere. Det blev opført i en rummelig Sal; en svær mu-
ret Skorsten hjalp med at skille Scenen fra Tilskuerpladsen.
Jeg var 5—6 Aar, da min Bror en Dag spurgte mig, om jeg vilde
forære ham mine Muslinger. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde sige, de
var det kæreste, jeg ejede.
Ellers kan vi ikke spille, sagde han.
Det forekom mig. at han var højtidelig som selve Præsten, og han
fik dem alle, baade de røde, de blaa og de snehvide.