Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 17

ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK 15
Dagen gik i Spænding. — Jeg lurede paa Prøverne — hørte frygte-
lige Stemmer — kunde daarlig sove om Natten.
Endelig oprandt den store Aften. Jeg sad i Andagt foran det bro-
gede Tæppe. Og se! Et Søuhyre raslende af Muslinger kom ud af
Mørket bag Skorstenen — det gik paa fire Ben og svingede med Halen.
Fra den Aften stammer min Kærlighed til Teatret.«
Dette er der ingen Grund til at tvivle om. Og der kan føjes til:
Fra den Aften stammer det unge Islands skønneste Drama. Thi Johann
Sigurjénsson naaede i Grunden som Mand ikke ud over sin Indvielse
som seksaars Dreng. Men han naaede ogsaa at svare til den. Han fik
sat alle de skønne Farver fra sin Regnbuefantasi paa den farvestraalende
Verden, der traadte ud af Mørket for hans Digterøje og nu lever i hans
Digtning. Han fik givet dem »alle, baade de røde, de blaa og de sne-
hvide«. Men det var jo ikke andet end, hvad han allerede havde gjort
som lille Dreng med blødende Hjærte.
Han fik tidlig lært, at det koster noget at have disse vidunderlige
Syner. Og saadan kostede det ogsaa siden Jbhann Sigurjbnsson en noget
brydsom Udvikling om ad Latinskolen i Reykjavik, senere paa Landbo-
højskolen i København og til sidst under Mangel og Nød, før han fik
tæmmet Uhyret fra sin Barndom og blev Herre paa sin egen Scene.
Forinden prøvede han sig først frem i Dr. Rung. Der eksperimen-
teres i dette Stykke mere, end der leves. Det er en velskreven Labora-
torieopgave af en ung Forfatter, som viser sig vel bevandret i Henrik
Ibsen. Der falder ofte Personerne vellærte Ibsenske Sentenser uforvarende
ud af Munden' Og det er et Tilfælde, som ligner en Tanke, at Vilda
i Dr. Rung lyder som et Ekko af Hilde i Bygmester Solness.
Men der er glimtvis en Kraft og en lyrisk Varme, som er oprindelig.
Og undertiden kan man — som den lille Dreng — se »Søuhyret komme
raslende ud fra Mørket«. Fx. i en Rædselsanelse af Døden som denne:
»Jeg ved ikke, om jeg sov, men pludselig følte jeg som et koldt Pust
over min Nakke — det var som Fugleunger med kolde nøgne Fødder
løb mig ned ad Ryggen — (aabner Øjnene). Jeg saa en Skikkelse —
saa langt borte som henne ved Døren omtrent — den holdt Hænderne
for Ansigtet — du begriber ikke den Rædsel — der krøb Orme ud mel-
lem Fingrene«.
Og endelig kan vi nu — efter Bjærg-Eivind og hans Hustru
— se, at der maa have ligget noget dybt personligt til Grund for Æmne-
valget. Det er jo det samme Æmne begge Steder. En fredløs Mand
(her selvdømt) og en Kvinde, som følger ham ud i Fredløsheden.
Men han maatte først føle sig rigtig hjemme, før han kunde flygte
ud i Bjærgenes Fredløshed. Og saa vendte han da meget fornuftig i sin