Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 18

i6
ARNE MØLLER
Fantasi fra Dr. Rungs Laboratorium hjem til Hjemmet paa Island og
skrev (oprindelig paa Islandsk) Gaarden Hraun. Det er et meget
stemningsfuldt Drama om Hjemmets Magt og Bondelivets simple Skøn-
hed, saadan som det træder stærkt frem paa Baggrund af Jordskælvs-
uhyggen i Stykket.
Er Dr. Rung en Laboratorieopgave, saa er Gaarden Hraun en
Skizze. Her er Stemning — det er med ét Ord Fremskridtet.
Det er et Folkelivsbillede og en Skærsommernatsdrøm, som der kan
drømmes uroligt en Jordskælvsnat paa Island, mere end det er dramatisk
Udvikling. Det staar og falder med den Stemning, det vil anslaa.
Og dets Personkarakteristik staar og falder med Bonden paa Gaarden.
Det er ham, som svarer sin Hustru, der vil have ham til at forlade Gaar-
den for ikke at friste Gud under Jordskælvet:
»Det er snarere ham, som frister mig! Hvis jeg flyede, da fortjente jeg, at Gaar-
den styrtede sammen. Der har den staaet og biet paa mig Kvæld efter Kvæld, saa
længe jeg kan mindes. Jeg har set Ruderne røde af Sol, jeg har set dem vaade af
Regn, jeg har set dem hvide af Frost —. Nej, Jdrunn, selv om jeg vidste, at Jord-
skælvet kom, saa vilde jeg dog hjem; det er da heller ikke sært, at jeg længes efter
at sove i min Seng, jeg er blevet gammel, og dér er jeg vaagnet op næsten hver ene-
ste Morgen hele Livet igennem; jeg har lagt mig saa træt, at jeg næppe kunde staa
paa mine Ben, og er vaagnet ung og glad; jeg har ligget syg og set Solstraalerne
spille hen over Gulvet«.
Det er Bonden, den der bor og den der byder — Gunnar fra Hli-
Sarendi fra gamle Dage og Johann SigurjOnssons egen Fader fra vore
Dage — den bofaste Bonde til alle Tider.
Men den forskellige Slutning, Stykket har paa Islandsk og paa Dansk,
vidner om, at det er ikke den dramatiske Opbygning, som er dets stærke
Side, men den romantiske Stemning, der ejer baade Skizzens Lethed og
Friskhed, og Folkelivsskildringen. Det er paalidelig Bondelivsskildring,
— Mennesker og Optrin taget ud af Livet paa Island, saaledes som en
Digter kan skizzere det i fine Tegninger og friske Optrin, men set paa
Afstand i en Drøm af Folkeviseromantik. Islandsk Folkeliv er næppe
tidligere tegnet saa friskt og saa anskueligt.
4-
Efter Skizzen staar Bjærg-Eivind og hans Hustru dér som et
helt udført, storslaaet Maleri. Optrinene er blevet til levende Mennesker
af Kød og Blod. I Stedet for Folkeviseromantik har vi faaet Sagastil —
ikke eftergjort Stil, men en Stil, der er støbt med samme Selvfølgelighed
som Sagaen, størknet fra Ild til Sten som Landet selv — Dramaets faste
Lava er blevet til gennem Digterens ildfulde Sjæl.
Man kan for saa vidt godt tale om Johann SigurjOnssons Sagastil;