Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 19

ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK 17
men fordi Stilen er hans egen, og det er hans eget levende Digterhjærte,
der banker »i hver en Linje, som han slaar«, er det ogsaa islandsk Aand
fra vore Dage, som taler til os. Det er islandsk Menneskeliv og islandsk
Natur, malet saa skønt og stort som aldrig før i vore Dage. Land og
Folk dukker op af Havet for vore Øjne, nyfødte.
Smuk er Dramaets Opbygning — fra de første Akter med den bredere
Skildring af Livet nede i Dalen og til de senere, hvor de to Hovedper-
soner til sidst er ganske alene i deres Ulykke og Ensomhed oppe i den
vildeste Bjærgegn. Stigningen og Fortætningen i Handlingen er mesterlig
symboliseret ved dette bogstavelig »højere op« fra Akt til Akt og der-
ved, at Personerne bliver stadig færre, og Sceneriet stadig enklere — for
til sidst at ende i den øde Fortvivlelse mellem to Menneskesjæle i Sult
og Kulde i en Bjærghytte højest oppe.
Det er ved sin indtrængende Seen ind i Menneskesjælens dybeste Livs-
kræfter og ved sin lyriske Fantasi, der snart ødsler med alle sine Farver,
»baade de røde og de blaa og de snehvide«, snart maner de store
Rædsler frem af Mørket, at Jbhann Sigurjbnsson griber og fastholder
Sindet. At den følgestrenge dramatiske Komposition heller ikke her
er hans stærke Side, viser sig baade ved den løsere Forbindelse mellem
tredje og fjerde Akt og ved den forskellige Slutning, han har kunnet
tænke sig paa sidste Akt (ligesom i Gaarden Hraun). I øvrigt i Sam-
menhæng med at sidste Akt nok er skrevet først, og den foregaaende
Handling derefter er digtet til.
I tredje og fjerde Akt naar Jbhann Sigurjbnsson vel højest. Det er
Problemet fra Dr. Rung, ikke eksperimenteret frem i et Laboratorium,
men levendegjort mellem ulykkelige Menneskehjærter, som i tragisk Høj-
hed bukker under for Livets strenge Virkelighed over for Naturens ubøn-
hørlige Vælde. Det er den gamle Historie, oversat paa Islandsk, om Kvin-
den og Manden, som jages ud af Paradiset; om hende, som følger ham
ud i Fredløsheden, i Kampen for Livet og i Kampen for Kærlighedens Liv.
»Stilen er Manden« — Jbhann Sigurjbnsson er i dette Drama (og i
de to efterfølgende) naaet højt i Stilens naturlige Skønhed og Kraft.
Fraregnet enkelte Smaaubehjælpsomheder mærker man næppe, at han
ikke skriver sit Modersmaal, uden derved at han taler det kraftigere og
kortere, end vort bløde Maal ellers klinger. Ja, det er som den danske
Tunge er blevet stærkere i Mælet i denne Islændings Mund, fordi det er
Norden selv igen, som taler »dansk Tunge«. Skønnere Gave har en
fremmed vel aldrig skænket vort Modersmaal.
Hans Stil kan svulme af den stærke Følelse og bæres paa brede Vin-
ger. — Halla fortæller om, dengang hun maatte bære sit Barn ud i Frosten: