Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Qupperneq 20

i8
ARNE MØLLER
>Da jeg havde baaret mit Barn ud i Frosten, greb Vildelsen mig. — Jeg syntes,
det laa ved min Side — og der var en Flok sorte Fugle over os — jeg bøjed mig
over det for at skærme det — og Fuglene hugg mig i Ryggen — de hugg mig helt
ind i Lungerne.«
Hvor er hendes Smerte plastisk — han har rejst et helt Monument
over hendes fortvivlede Modersamvittighed. Eller denne Replik til hen-
des Mand:
»Du maa hellere dræbe mig, inden du gaar (blotter Brystet). Du kan stikke mig med din
Kniv her lige under Brystet. Jeg skal ikke røre mig — jeg skal ikke skrige op (luk-
ker Øjnene). Jeg vil tro, jeg giver mit Barn Die, og det bider mig i Brystet«.
Hendes forstenede Fortvivlelse og hendes Modersorg er indgaaet en
uløselig Forbindelse.
Men hans Stil kan ogsaa være kort og knap som et Ordsprog. Hvil-
ken uforglemmelig lystig »Livsvisdom« i den fordrukne Bondes:
»Jeg siger, at Hajfisk og Brændevin, det er det bedste, Gud har skabt næst efter
Kvinden«. Halla siger om Fossen: »Først var jeg næsten bange for den, saa elskede
jeg den, og nu vilde jeg kun savne den, hvis den ikke var — Menneskene er under-
lige«. Eller dette Ord om Bjærge og Mennesker: »Fjærnheden gør Bjærgene blaa og
Menneskene store«.
Jbhann Sigurjbnssons Stil er blevet helt hans egen. Snart bølgende
og billedrig, snart haard som Flint. Den kan blive sløret af Billed pragt
eller Billedjagt. Men langt oftere glæder man sig over de faste Ord. Af
saadanne, der lyser som barske Smil, er der nok at nævne baade her og
i de efterfølgende Dramaer. Fra disse sidste f. Eks. dette beske Replik-
skifte om Bøger:
»Der bor døde Menneskers Sjæle i Bøgerne«. »Ja, eller døde Menneskers Løgne«.
Eller dette, tvetunget i sin tilsyneladende Ligefremhed:
»Jeg skylder dig Livet Skarphedinn. Det er ingen Skam at skylde en tapper
Mand Livet, men det vilde være en evig Skam, hvis jeg ikke huskede det».
Med Jbhann Sigurjdnsson har det unge Island faaet sit Drama, saa
temmelig uden Forberedelse. Thi de tidligere Tilløb til en dramatisk
Digtning i nyere Tid paa Island — særlig IndriSi Einarsson, af hvem
Sværd og Krumstav er oversat, og Matthias Jochumsson — er kun
hæderlige Forsøg uden udpræget poetisk Ejendommelighed, eller de mang-
ler fast dramatisk Form.
5-
Hvorledes J6hann Sigurjbnsson har maattet arbejde for at smedde sin
Stil saa fast, at den kun siger, netop hvad der skal siges, faar man et
levende Indtryk af ved at lægge anden Udgave af Bj ærg-Eivind og hans
Hustru ved Siden af første. Mange Replikker, der i første Udgave er
for vidtløftigt ræsonnerende eller for lyrisk overbroderede, er her blevet
sammentrængt til fuldkommen Kunst.
Hans to sidste Dramaer viser ligeledes, hvilket Herredømme han naa-
ede over sit Sprog.
Til det første, Ønsket 1915, har han ogsaa hentet sit Æmne fra et