Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Síða 21

ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK 19
islandsk Sagn, Sagnet om en Skolediscipel Galdra-Loftur fra den lærde
Skole paa H6lar i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede, en Faustskik-
kelse i lille Format. I øvrigt er det Synd for den islandske Digter at
sammenligne ham med den store Tysker. Han har ikke stilet efter at
skrive »en Faust efter Faust«. Og der er ingen Anledning til Sammen-
ligning mellem J6hann Sigurjénssons lille Sørgespil og Goethes store Livs-
værk uden i den rent ydre Omstændighed, at de begge har fundet det
samme Stof i Folketroen at digte over. Den store Mester har ud af sin
omfattende Menneskebetragtning og geniale Skaberevne skrevet en Sjælens
»guddommelige Komedie« i dens evige Higen; den unge islandske Digter
har brugt det samme Emne til en gribende Kærlighedsdigtning om en dæ-
monisk Karakter, stillet mellem to Kvindeskikkelser.
Ønsket viser atter, hvor sikkert J6hann SigurjOnsson forstaar at finde
den Stemningsbaggrund, der skal give Handlingen Dybde. I Gaarden
paa Hraun er det Jordskælvet med dets lammende Uhygge; i Bjærg-
Eivind og hans Hustru er det det fredløse Liv med dets ensomme
Højhed og Vildhed; her den islandske Overtro. Og det er et Hoved-
fortrin ved hans Digtning, at hans levende Fantasi formaar baade i en-
kelte Sætninger og i hele Optrin at lægge denne Stemning som Luften
omkring de Mennesker, han digter. Hans Drama er udpræget melo-
dramatisk.
Handlingen er — sammenlignet med Handlingen i de foregaaende
Dramaer — mere sammentrængt og følgestræng. Jbhann Sigurjbnsson er
ogsaa i saa Henseende vokset som dramatisk Digter.
Men under al Udvikling glæder man sig dog mest over at møde det
samme uudsigelige, den samme Poesi, som er mættet af den vilde, skønne
Natur og det ensomme storladne Menneskeliv, og som nu med Trylle-
staven gør alt levende og naturligt — Sten og Sjæle —, som den
rører ved.
Thi J6hann Sigurjbnsson er selv Galdra-Loftur, den unge Troldmand
— Orfeus paa det unge Islands Parnas.
Løgneren (1917) blev hans sidste Digtning. Her staar han midt i
Sagaen og prøver at genføde dens mægtige Skikkelser i sin romantiske
Digtning.
Og dertil maatte det jo komme. Hans tidligere Digtning er fuld af
Varsler derom. Hans Digtersjæl higede efter et Møde med Njals Saga,
Islændingenes hellige Bog, deres »gamle Testamente«, om man vil.
Jeg har et Vidnesbyrd derom i et Par Ord, han skrev foran i det
Eksemplar af Bogen, han sendte mig: »Jeg er meget spændt paa at høre
Deres Dom om dette Arbejde, om De vil synes, det er lykkedes mig at