Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Qupperneq 23

ISLANDSK DIGTMING I NYESTE TID OG DANMARK
2 I
hans Digtsamlinger: Sange fra Nordhavet, Viddernes Poesi og
Sange fra de blaa Bjærge.
Der hører Mod til at vælge at være Lyriker paa et fremmed Sprog,
og der maa en uendelig Taal modig hed til for at føre dette Valg igen-
nem med blot nogenlunde Held. Som han selv skriver: »Min Skæbne
er at være Sanger uden Fædreland«. Alt hvad Modersmaalet giver sin
Søn som i Drømme: Det »lønlige Ord«, Tonefaldet, Rytmer og Rim,
kort sagt Sprogets Pulsslag bankende i Takt med Livets egen varme
Blodstrøm, det maa Udlændingen kæmpe sig frem til i vaagen Kamp.
Dette Mod og denne Udholdenhed har Jdnas GuSlaugsson vist, som
Schack Staffeldt for hundrede Aar siden og vel som Førstemand paa det
danske Sprog efter ham. Og staar end Dansk og Islandsk hinanden nær-
mere baade i Aand og Sprog end Dansk og Tysk, saa er det dog et
Spørgsmaal, om den danske og islandske Lyriks Kunstformer og Billed-
sprog ikke staar hinanden nok saa fjærnt nu som den danske og tyske
Lyriks dengang.
Ogsaa Grundsynet kan minde om Staffeldt; i hans Sjæl har den samme
Panteismens Bekendelse tonet:
Vi er faldende Fnug,
vi er Draaber og Dug
i den evige Strøm,
som er Altets Drøm.
Han har sunget om Islands Natur, som der endnu ikke var sunget
paa Dansk:
Den klareste Vinterhimmel
med grønligt Silke tjælder
over de frosne Sletter
og over de rimhvide Fjælde.
Ikke et Sus af Blæsten
og ingen vaagende Stjærne,
en ensom Falk kun, som jager
og svinder bort i det fjerne.
En sælsom og frossen Stilhed,
saa Tanken biir rodløs og svimmel,
som var vi pludselig flyttet
ind i den evige Himmel.
Det er første Gang, Islands Falk har jaget i danske Vers.
Jdnas GuSlaugsson har sunget om Islands Stortid og Islands Nød,
som kun en Søn kan synge om sin gamle Mor. Han har set sit Folks
Førere drage i Ligtog gennem Almannagjå:
Men bagerst vandrer Bispen
J<5n Arason, den gode,
og løfter over Toget
sit blodbestænkte Ho’de.
Men han har ogsaa sunget varmt om det Folk, blandt hvis Sangere
han fik en Plads, og om det nordiske Fællesskab. Smukt vidner et Digt
om Rasmus Rask om, hvor godt Islændingen mindes denne danske
Mand: