Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Page 26

z4
ARNE MØLLER
»Jeg tænker ikke; jeg kæmper for min Redning. Som den skibbrudne gør. Jeg
klamrer mig til den svømmende, som en der er ved at drukne. Maaske reddes vi
begge, maaske gaar vi begge under.«
Saaledes kæmper hun for sit Liv o: for sin Kærlighed — og vinder.
Den tredje Akt er skrevet med en saadan Lidenskab, at det gaar Læse-
ren som Rolf: Han rives med ind i denne Kamp for Tilværelsen, hvor
der kun gives enten — eller: sejre eller dø. Der er en aandeløs For-
tvivlelse, men ogsaa en storslaaet Højhed over denne unge Kvinde, som
til sidst gør det umulige muligt.
Man møder i denne Forfatter en ung Dramatiker, der kan ødsle med
sine Ord og Motiver i Stedet for at fortætte Handlingen, men paa den
anden Side en kamplysten Aand, fuld af Ideer og bristefærdig af drama-
tisk Spændkraft. Og man venter sig endnu mere af ham, naar hans
Menneskeskildring har vundet i Mangfoldighed og Dybde.
Foreløbig har han beriget sin Menneskekundskab ved et Ophold i
Amerika, hvorfra han har hjembragt Skuespillet Marmor. Det er en
meget bitter Menneskeerfaring, han har hentet sig. Skuespillet handler
om et Geni, som af sin Samtid bliver indespærret paa Sindssygeanstalten,
men faar sit Marmormindesmærke rejst af en beundrende Efterslægt, der
er blevet fri for hans besværlige Personlighed.
Kamban har forladt Ungdom og Elskov og har givet sig til at skrive
Problemdigtning. Det er det gamle Spørgsmaal om den enkeltes Ret
over for Samfundet. Besvarelsen er givet med Forfatterens Kraft i Op-
trin og Ordskifte. Men det er ikke for Diskussionens Skyld, men for
Menneskeskildringens, Scenen er til; og det er ikke heldigt for den dra-
matiske Virkning, om Læseren eller Tilskueren fristes til at glemme, at
det er levende Personer, han føres sammen med, fordi han bliver altfor
optaget af at undersøge om han er enig eller uenig med Forfatterens
egne Meninger.
GuSmundur Kamban er i dette Skuespil kommet paa fremmed Grund;
men han har noget paa Hjærte, ogsaa naar han er uden for sit Hjem-
land. Og han har utvivlsomt mere paa Hjærte, som han skal have sagt.*)
(Marmor og Sigurjbnssons Dr. Rung er foreløbig de eneste Arbej-
der af en dansk-islandsk Forfatter, som ikke har Island til Skueplads eller
Baggrund. Mon det er derfor, at der er noget fælles abstrakt og tillært
over begge disse Dramaer, til Trods for den indbyrdes Forskel i øvrigt?)
*) Nylig er — efter at disse Linjer er blevet skrevet — opført Skuespillet Vi Mor-
dere. Det giver fuld Bekræftelse paa ovenstaaende Forhaabninger; det er sik-
kert det modneste Arbejde i Kambans Produktion hidtil og er et typisk Eksempel
paa hans logiske Stringens og dramatiske Kraft, men ogsaa paa hans ejendomme-
lige Talents Begrænsning.