Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 28

26
ARNE MØLLER
langt bort fra den Nutidsvirkelighed, som danske Læsere efter Bogens
Anlæg maa tro, at Forfatteren har villet give.
Men i Gæst den enøjede har Gunnar Gunnarssons Genius skabt
hvad der er mere værd end hele Borgslægtens Historie — en Menneske-
skæbne, en Digtntng. De andre tre Bind staar saa langt tilbage i be-
vidst Kunst og digterisk Kraft for det tredje, at de i Sammenligning
hermed kun synes famlende Forsøg og svag Efterklang. Dette Mester-
værk bør staa alene og ses alene, uden Stilladser og Tilbygninger.
Det er Gunnar Gunnarssons sublime Fantasi og stilfærdige Enfold
(lidt i Slægt med Selma Lagerløfs), som gør Æventyret om Gæst den
enøjede til Virkelighed for os. Det er den, som har skænket Norden
denne islandske Kunst som en fast og moden Frugt i fulde Skaaler, sær
og sød af Smag. Thi en islandsk Aand er det, som har digtet denne
gyldne Legende, som foregaar Østen for Sol og Vesten for Maane. Den
har faaet Liv af en islandsk Sjæl, og den er stemt sammen med Islands
Natur.
Er det, fordi Islands storladne og ensomme Natur staar som Baggrund
for Livet, at en Middelalderlegende kan fortælles saa troværdigt i vore
Dage? Eller er det det keltiske Fantasiliv fra den gamle islandske Blod-
blanding, som maaske er den dybe Undergrund ogsaa i Gunnar Gunnars-
sons Sind, der først i denne Bog har faaet Lov til at raade frit og spinde
Virkeligheden ind i tunge Drømme?
Og midt i dette Rekviem over et forbrudt Liv og en dyrekøbt Anger
klinger der en lys Tone: Den fine Skildring af den unge Kærlighed
mellem Gæsts Søn og den fattige Pige.
Den staar der »dejligst at se« som en Blomst paa det golde Fjæld.
Hvor naiv er denne tavse Elskov! Som Børnene og de ganske unge i
Bjørnsons Bondefortællinger. Mon noget andet nordisk Lands Digtning i
vor Tid kunde bevæge Hjærter ved saa umiddelbar en Kunst? Men det
lykkes for den spæde islandske Romantik, der som et Barn gaar uden
Svimmel langs Afgrunden.
9-
Gunnar Gunnarsson har efter sin første store Bog fortsat med at for-
tælle baade store og smaa »Sagaer« om Livet, som det leves i hans
Hjemland.
I Romanerne (Livets Strand og Varg i Veum) har han heller
ikke, mener jeg, undgaaet at give danske Læsere Anledning til den Mis-
forstaaelse, at man staar overfor en »Virkelighedsskildring« fra vore Da-
ges Island. Denne Betegnelse passer ikke for disse Bøger, der tværtimod
er meget subjektivt udførte Romaner, hvor Forfatterens Livsfilosofi under-