Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Page 29
ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK
27
tiden breder sig altfor meget paa Livsskildringens Bekostning. Især naar
han præsenterer os for en af de forunderlige »Præster«, som han efter
tidligere islandsk Novellistiks Forbillede gør altfor megen og altfor fan-
tastisk Brug af i sine Bøger. Man vilde langt hellere have noget at vide
om de virkelige Præster paa Island og deres virkelige Vanskeligheder.
Men naar han fortæller, som han kan fortælle, giver han dejlige Bil-
leder af sin Hjemstavns stolte og rene, men ogsaa tunge og ubønhørlige
Natur. Og han har iagttaget, saadan at han kan fortælle derom, det
smaatskaarne og isolerede Liv, som føres i en lillebitte By i det yderste
Norden.
Betydeligst af de to Bøger er vel Var g i Veum, et Forsøg paa, om
man vil, at skrive en islandsk »Adam Homo« paa Prosa. Der er i denne
Bog en Del ubearbejdet Patos, hvor Kunsten har svigtet. Men der er
ogsaa Patos i ædel og formet Kunst, stærktbevægede Optrin, der griber,
fordi den stærke Følelse slog til heltud og ikke knækkede over, før Punk-
tum blev sat. Der er Synskhed og Skarphed i Sjæleanalysen, der gaar
til Bunds og ikke lader sig nøje med en blot Stemning. Og bidende
Ironi, der kan give en frisk og sund Saltsmag paa Tungen. Ikke mindst
naar han giver drøje Sidehug hist og her til Islands Politik og Samfunds-
forhold.
Og selv dér, hvor Kunsten i Bogen svigter, fordi Følelsen gør Stem-
men hæs eller Foredraget langtrukkent, tvivler man ikke paa Ægtheden
og Inderligheden af den Følelse, som Forfatteren ikke helt er Herre over.
I hans Romaner kan der findes Enkeltskildringer, f. Eks. en ypperlig
Skildring i Livets Strand af en sølle forfalden Fyr og hans elendige
Død, som man maa mindes for den Kraft og Knaphed, hvormed de er
fortalt. De er Vidnesbyrd om Gunnar Gunnarssons Anlæg for »den lille
Saga«. Saaledes som han selv yderligere har dokumenteret det i sine
Smaa Historier.
De lykkes næsten altid for ham. Yndefuldt med et Par Streger i en
Skizze eller fast og faamælt i et enkelt Optrin. — Tonen er saa ægte,
og der er næsten intet overflødigt i disse »Smaasagaer*. Han forstaar
Dobbeltkunsten baade at faa begyndt og faa holdt op.
Her er ingen lange Reflektioner og Selvbetragtninger. Han er her
nøjedes med det simple, men vanskelige, at skabe Mennesker. Og dog
i sit eget Billede. Thi de smaa Historier giver maaske det bedste
Billede af hans Forfatterpersonlighed. Rig paa Fantasi og Syner og dog
rolig og vittig som Iagttager; paa samme Tid ganske omfattende i sin
Menneskelighed og dog kendt med hver Sten og hvert Straa i sin Barn-
doms Egn.